Kategorier
Musiknyheder

Suzanne Vega synger i Skagen

I de kommende dage valfarter musikturister til Skagen for at deltage i den årlige festival. Blandt de internationale kunstnere er Suzanne Vega, der gennem årene har vekslet mellem pop og folk med hits som Tom’s Diner og Luka. Tom’s Diner er et a cappella-nummer, som herhjemme fik ny opmærksomhed, da Sidsel sang den i X Factor tidligere på året.

Men Tom’s Diner var faktisk også involveret i skabelsen af filformatet mp3, som er meget udbredt, når man lytter til digital musik. Ifølge Vegas hjemmeside har matematikeren Karlheinz Brandenburg fortalt, at da han arbejdede på den algoritme, der bestemmer, hvordan mp3-lyd komprimeres, hørte han Tom’s Diner spille et andet sted i bygningen. Han så det som en udfordring at bruge sangen som prøveklud for det nye lydformat uden at komprimere den varme følelse ud af Suzanne Vegas smukke vokal. Hendes stemme kan høres live i Skagen fredag aften.

Kategorier
Musiknyheder

Martin Brygmanns bedste

Når der udsendes opsamlingsplader, er de normalt fyldt med én sangers eller én gruppes mest elskede indspilninger, men i mandags udkom en lidt anderledes ”greatest hits”. Siden midten af 1990’erne har Martin Brygmann leveret iørefaldende sange til både sine egne projekter og til andre kunstnere, og nu er 16 af disse samlet på CD’en Brygmann’s Bedste Sange.

Pladen indeholder blandt andet det nummer, der ifølge Koda er det mest spillede på P3 og P4 siden 1993, for det var Martin Brygmann, der skrev Vent på mig til filmen En kort En lang. Jimmy Jørgensen, der indsang den sammen med Peter Frödin, havde ikke forventet så stor succes for Vent på mig. ”Den manglede ligesom noget og var mere sjov end hitpotentiale”, sagde han i foråret til Politiken. Med på den nye CD’en er også sange som Jeg vil i seng med de fleste, Vi skal ud i det blå og titelmelodien til de nye Far til fire-film.

Kategorier
Musiknyheder

Ny a-ha-oplevelse – ny CD

De kan ikke løbe fra, at deres allerstørste succeser som Take On Me og The Sun Always Shines On TV er mere end tyve år gamle, men a-ha lever stadig i bedste velgående. Den norske trio har netop udsendt albummet Foot of the Mountain, som med gruppens egne ord er en tilbagevenden til deres klassiske poplyd.

Da Morten Harket, Pål Waaktaar og Magne Furuholmen i starten af 80’erne fandt sammen, fik de naturligt nok brug for et navn til bandet. Det dukkede efter sigende op, da Morten bladrede i nogle af Påls noter til en ny sangtekst, som blandt andet indeholdt ordet ”a-ha”. Morten Harket mente, det ville være et formidabelt bandnavn, og med assistance fra diverse ordbøger, fik de bekræftet formodningen om, at der på de fleste sprog er noget positivt forbundet med det lille ord. Foot of the Mountain er a-has første album i fire år.

Kategorier
Musiknyheder

“Lucy in the Sky” er syg

Helt uvidende gav en lille pige i 1960’erne inspiration til en af The Beatles’ mest kendte sange, og nu er hun atter i kontakt med John Lennons søn, som dengang agerede ”mellemmand”. En dag kom lille Julian Lennon nemlig hjem til sin far med en tegning og forklarede, at den forestillede hans skoleveninde Lucy omgivet af diamanter på himlen. Hans far greb ordene og digtede videre på sønnens billede af Lucy in the Sky With Diamonds.

Med årene mistede Julian og Lucy kontakten, men ifølge AP er den nu genoptaget, efter at Julian hørte, at hans barndomsveninde er syg. Lucy Vodden lider af den kroniske vævssygdom lupus, og for at bringe lidt glæde ind i hendes have, har Julian Lennon blandt andet sendt blomster og gaver fra et gartneri til Lucy, der holder meget af sin have.

Kategorier
Musiknyheder

Aqua er tilbage med opsamlingsplade

I første omgang genopstod Aqua blot for at optræde med de gamle hits, men nu tilføjer en opsamlingsplade endnu et element til kapitel 2 i gruppens historie. Som de fleste sikkert husker, tog Aquas succes for alvor fart med verdenshittet om Barbie Girl, men det var faktisk en anden sang, der var fødselshjælper for Barbie Girl. Den ene af gruppens to sangskrivere, Claus, havde skrevet Calling You som et bud på en meget, meget poppet sang. Det udfordrede hans makker Søren til også at give et bud på et gennemført pophit – og resten er historie. I morgen udkommer en Greatest Hits-CD med tre helt nye Aqua-sange samt Barbie Girl og en samling andre gamle hits.

Kategorier
Musiknyheder

Anastacia i Danmark

Danmark får torsdag besøg af en sangerinde, der for nogle år siden slog igennem med en sjældent set styrke. Med hits som I’m Outta Love og Not That Kind og med sine karakteristiske farvede solbriller var Anastacia med ét her, der og alle vegne i starten af det nye årtusinde. Mange har spekuleret over, hvorfor hun kalder sig Anastacia, men det er faktisk ikke et kunstnernavn. Den lille sangerinde med den store stemme er nemlig døbt Anastacia Lyn Newkirk – og torsdag aften står hun på scenen i Mølleparken i Sønderborg.

Kategorier
Musiknyheder

Arbejder Bob Dylan, McCartney og Ringo sammen?

Endnu er intet bekræftet, men nogle gange kan et rygte i sig selv være så interessant, at det er fristende at viderebringe. Ifølge eb.dk er den engelske avis Daily Express kommet på sporet af, at selveste Bob Dylan og Paul McCartney er på vej med et fælles projekt, og at de sammen skal indspille nye sange i løbet af sommeren. Og selvom et samarbejde af denne kaliber i sig selv er opsigtsvækkende, bliver det ikke mindre interessant, hvis Daily Express også har ret i, at Ringo Starr skal sidde bag trommerne. Dylan har faktisk tidligere spillet i band med en ”beatle”, for både Bob Dylan og George Harrison var med i supergruppen Traveling Wilburys. Et Dylan/McCartney/Starr-samarbejde vil sikkert blive lige så interessant – hvis der altså er hold i rygterne…

Kategorier
Musiknyheder

Chicago og Earth Wind & Fire vil udgive album

Det sker af og til, at kendte solister slår sig sammen og udgiver et fælles album, men at to bands gør det samme, er et sjældent syn. 70’er- og 80’er-fænomenerne Chicago og Earth Wind & Fire har for nylig været på dobbeltturné sammen, og de har i fællesskab udgivet en velgørenhedssingle, hvor Chicago indspillede et af Earth Wind & Fires sange og omvendt – men nu er de klar til at tage skridtet fuldt ud.

”Begge bands sagde nærmest hver for sig og i fællesskab: Ville det ikke være fedt at lave et album sammen? Så det er noget, der har ligget i luften”, siger Chicago-medlemmet Robert Lamm til musiksiden Billboard.com. Han forventer, at et album bliver det næste fælles projekt for grupperne, der hver for sig har leveret hits som Boogie Wonderland, September, If You Leave Me Now og Hard to Say I’m Sorry.