Kategori: Musiknyheder

Selvom hun kun er 51 år og ikke har mistet sin popularitet, så gør latinpoppens ukronede dronning sig klar til at gå på pension. Gloria Estefan indtog for alvor hitlisterne i midten af 1980’erne, da hun sammen med Miami Sound Machine fik succes med numre som Dr. Beat, Bad Boy og Rhythm Is Gonna Get You, men trods gruppens navn er hendes rødder ikke i Miami.

Hendes mormor og morfar var spaniere, der blev gift i Cuba, hvor Gloria også blev født to generationer senere. Hun var dog ganske lille, da hendes familie flygtede under den cubanske revolution og bosatte sig i – ja, Miami. Skærtorsdag indleder hun en turné i Sydamerika, som hun på forhånd har annonceret bliver hendes allersidste koncertoptrædener.

Han får sikkert at høre for, at hans nye udgivelse er en aprilsnar, men ikke desto mindre udkommer Poul Krebs’ nye album onsdag den 1. april. Meget er sket, siden Krebs for 30 år siden debuterede med pladen Efter stormen, blandt andet hans egen medbestemmelse over processen. I 1979 var det en drøm for ham at få lov at indspille en plade, men som han selv har sagt, har drømme det med at fungere bedst, inden de går i opfyldelse.

Blandt andet fik han dengang ikke lov til at bruge de musikere, han gerne ville i modsætning til nu, hvor han har haft sit faste hold af musikere med i Los Angeles for at indspille den nye plade Angeleno Road (Lige ved siden af virkeligheden). Albummet er opkaldt efter den lille gade Angeleno Road, som de hver dag krydsede for at komme til studiet.

Den første linje lyder ”And now the end is near”, men et eller andet sted skulle historien om sangen My Way jo starte. Det skete i Frankrig, hvor den originale version bar titlen Comme d’habitude. Sangeren og sangskriveren Paul Anka faldt for nummeret under et besøg i Frankrig og besluttede sig for at skrive en engelsk tekst til den storladne melodi.

Han ændrede også indholdet fra at handle om en mand, hvis ægteskab går i stykker på grund af hverdagens kedsomhed, til at afspejle et tilbageblik på et liv med personlige handlinger og beslutninger. Paul Anka forærede My Way til Frank Sinatra, som ifølge et BBC-interview med datteren Tina aldrig brød sig om den på grund af de selviske elementer. På torsdag er det 40 år siden, Frank Sinatra gik i studiet for at udødeliggøre den store sang.

I denne uge er det 25 år siden, verden første gang hørte en af pophistoriens smukkeste sange. Cyndi Lauper og hendes musikere havde i måneder arbejdet på at skrive, arrangere og indspille hendes debutplade. Det hele var egentlig på plads, da produceren anmodede om en enkelt sang mere, så Cyndi og en af de andre musikere blev i studiet efter lukketid for at knokle videre. I en tv-oversigt havde hun set omtalen af en ældre film om en mand, der opfinder en tidsmaskine, og filmtitlen Time After Time satte sangskriverprocessen i gang. Alle andre sange på debutpladen var blevet til gennem en proces med udkast og demoversioner, men med Time After Time var der ikke tid til andet end at gå direkte i studiet. Når man hører det store hit fra 1984, er det således Cyndi Laupers første fortolkning af den dengang helt nyskrevne sang.

Cyndi Lauper har for nylig annonceret, at hun optræder på Train i Århus i juni, og billetterne blev sat til salg tidligere på ugen.

Umiddelbart skulle man mene, at et dansksproget band ville have begrænsede muligheder for at skaffe koncertaftaler i udlandet, men tv-2 har flere gange underholdt publikum uden for de danske grænser, blandt andet i London i efteråret. Nu er de på vej til Frankrig for at give deres allerførste koncert i Paris – men det er nu ikke første gang, gruppen tager livtag med byernes by.

For 25 år siden klagede Steffen Brandt sin nød med linjer som ”Jeg gider ikke sejle omkring i den her natklub de kalder Paris” og ”Jeg vender mig i lumre togkupeer, trækker vejret let igennem Frankrig og jeg længes hjem”. Sangen Gare du Nord, der er opkaldt efter en byens store banegårde, slutter dog med ”Åh Paris, jeg savner dig igen”. De danske koncertgængere i Paris bliver derfor næppe fornærmede på byens vegne, hvis den er med på repertoiret på lørdag på det berømte spillested Elysée Montmartre.

Da der i starten af 1990’erne blev vendt op og ned på rocken, hed bannerførerne Nirvana. I slipstrømmen på dem kom et andet Seattle-band, hvis debutplade og mesterværk Ten med sange som Alive og Jeremy gjorde navnet Pearl Jam kendt. Tidligere havde de kaldt sig blandt andet Mookie Blaylock, og der gik flere historier om, hvor det nye navn stammede fra.

Forsanger Eddie Vedder fortalte – ukorrekt – i et tidligt interview, at det kom fra hans indianske bedstemor Pearl, der var kendt for at lave en særlig slags kaktussyltetøj, dvs. en “jam”. Senere erkendte bandmedlemmerne dog, at navnet blot var det simple ord ”pearl”, der efter en koncert med Neil Young, hvor musikerne improviserende jammede med hinanden, blev sat sammen med ”jam”. Gennembrudspladen Ten genudgives mandag d. 23. marts i fire versioner med DVD’er, notesbøger, ny produktionslyd og unplugged-optagelser.

Det var en pludselig indskydelse den 14. marts 1969, der gjorde, at John Lennon og Yoko Ono få dage senere blev gift i Gibraltar, efterfulgt af hvedebrødsdage i Amsterdam. Tiden omkring brylluppet fik et blivende mindesmærke, for begivenhederne blev til sangen The Ballad of John and Yoko, som blev udsendt allerede i maj samme år.

Det var egentlig mere et John & Paul-nummer end en decideret Beatles-indspilning, for det hele gik så stærkt, at George og Ringo ikke nåede at være med i studiet. McCartney og Lennon indspillede derfor sangen på egen hånd, blandt andet med McCartney som trommeslager. John og Yoko ville på fredag have kunnet fejre deres 40 års bryllupsdag.

Den seneste uge har man kunnet følge en bizar kamp i medierne mellem de hidtidige medlemmer af Big Fat Snake. De to stiftere Peter Viskinde og Anders Blichfeldt skændes om, hvem der har smidt hvem ud af bandet, og hvem der kan spille videre under navnet Big Fat Snake. En tidligere bassist har endda hævdet, at det er ham, der altid har haft tilnavnet Big Fat Snake på grund af venners kommentarer i diverse omklædningsrum. Gruppens navn kan dog også spores tilbage til Bob Dylan-sangen Wiggle Wiggle fra 1990, hvor han afslutningsvis synger ”Wiggle wiggle wiggle, rattle and shake, wiggle like a big fat snake”. Og for tiden spræller musikerne ganske som i Bob Dylans ”dåbssang”.