Kategorier
Musiknyheder

Rod Stewart samler de gamle venner

Det er ikke kun de ellers opløste popgrupper fra 90’erne, der bliver genforenet i denne tid, også nogle af de rigtigt gamle drenge har nu fundet sammen igen. Ifølge gaffa.dk har Rolling Stones-guitaristen Ronnie Wood nemlig bekræftet et verserende rygte om, at han og Rod Stewart skulle være i færd med at gendanne The Faces.

Gruppen blev i 1969 skabt, da to medlemmer forlod Small Faces og blev erstattet af netop Wood og Stewart. I første omgang optrådte de under navnet Quiet Melon, men valgte i sidste ende The Faces. Pladeselskabet ville gerne fortsætte med Small Faces-navnet for at profitere på bandets hidtidige succes, men musikerne syntes, at ændringen i bandet var for stor – og at de nye medlemmer var alt for høje til, at de kunne kalde sig ”små ansigter”. Faces gik i fra hinanden i 1975, men nu er der en turné og måske endda en ny plade på vej fra Rod Stewarts gamle legekammerater.

Kategorier
Musiknyheder

Cliff og Shadows sammen igen

Et popikon og hans legendariske backingband bliver i 2009 genforenet for første gang i 20 år, når Cliff Richard og The Shadows tager på turné i Storbritannien. The Shadows hed fra starten The Drifters, men blev nødt til at skifte navn, da de opdagede, at der allerede var et amerikansk band med navnet The Drifters – men på det tidspunkt var samtlige oprindelige medlemmer i bandet allerede skiftet ud. I jagten på en ny guitarist besøgte deres manager et spillested for at overtale Tony Sheridan til at træde ind i bandet, men da Sheridan ikke var til stede, faldt hans øjne – heldigt nok – på Hank Marvin i stedet.

Når Cliff Richard i september tager på turné med Hank Marvin og de andre Shadows, bliver det sidste gang nogensinde, siger de.

Kategorier
Musiknyheder

Eminem genopliver Stan

Når en af de mest succesfulde rappere nogensinde, Eminem, vender tilbage fra sin næsten fem år lange pause, dukker hovedpersonen fra hans store hit Stan også op igen. Ifølge gaffa.dk kommer der en fortsættelse til historien om Stan, der driver sin Eminem-tilbedelse så langt ud, at han kører ud over en bro med sin gravide kæreste i bagagerummet.

I 2000 fortalte Eminem til VH1, at Stan var en opdigtet figur, der skulle vise, hvad der kan ske, hvis man tager hans tekster for seriøst. ”Jeg er flink nok og høflig nok til at fortælle ungerne, at når alt kommer til alt, har de ikke lyst til at ende sådan. Man ønsker ikke at vokse op og blive lige som mig”, sagde Eminem. Hvad der i mellemtiden er sket med Stan, får vi at høre i 2009.

Kategorier
Musiknyheder

Nik & Jay ser tilbage

Navnene Niclas Genckel Petersen og Jannik Brandt Thomsen siger nok de færreste ret meget, men så snart man bringer forkortelserne i spil, ser det anderledes ud. Nik & Jay har gennem seks år vokset sig fra at være en simpel popsucces til at være et fænomen, og nu er de nået så langt, at de samler deres hits på en opsamlingsplade og holder en pause på ubestemt tid. De to drenge fra Værløse satte selv scenen med deres første hit, der kort og godt hed Nik & Jay og indledtes med spørgsmålet ”Hvad så Danmark, er I klar til Nik & Jay?”. Det viste Danmark sig at være, så forleden kom CD’en De Største med seks års succeser fra hitfabrikken.

Kategorier
Musiknyheder

Status Quo på banen i 40 år

Det latinske udtryk status quo bruges ofte om stilstand, hvilket ikke normalt er holdbart i musikbranchen. Ikke desto mindre kan det engelske rockband, der stadig turnerer med de gamle hits, i år fejre, at det er 40 år siden, deres første single udkom.

Egentlig er bandet endnu ældre, for i 1962 dannedes The Scorpions, der blev til The Specters, som skiftede navn til Traffic og senere Traffic Jam. I 1967 blev de atter omdøbt, og efter at have heddet The Status Quo en kort periode, brød de i 1968 igennem som Status Quo med Pictures of Matchstick Men. Jubilæet fejres med opsamlingen Pictures – 40 Years Of Hits og med en turné, der blandt andet bringer dem til Randers på lørdag og derefter videre til Herning, København og Odense.

Kategorier
Musiknyheder

Guns N’ Roses – med forsinkelse

Nogle Guns N’ Roses-fans vil formentlig ikke tro på det, før de står med pladen i hånden, men nu skulle den være god nok: Det efterhånden sagnomspundne album Chinese Democracy udkommer om få dage! Det er seks år, siden forsanger Axl Rose første gang annoncerede, at han arbejdede på Chinese Democracy, som bliver Guns N’ Roses’ første plade med nyt, originalt materiale siden 1991.

Gruppen så dagens lys i 1985 og tog sit navn efter de to bands, som musikerne tidligere havde spillet i, L.A. Guns og Hollywood Rose. Axl Roses bandkolleger fra dengang er for længst trådt ud af bandet, men da forsangeren ejer rettighederne til Guns N’ Roses-navnet, har han kunnet fortsætte på egen hånd – dog med voldsomme forsinkelser i Chinese Democracy-projektet.

Kategorier
Musiknyheder

40 år med The White Album

Den 22. november 1968 blev en af rockhistoriens helt store plader udgivet, og 40-års-fødselsdagen fejres blandt andet af en lang række danske og udenlandske musikere i Forum Horsens. Arrangementet kaldes The White Concert, da fødselaren er det Beatles-album, der egentlig hedder The Beatles, men er bedst kendt som The White Album.

Oprindeligt var det ellers planen, at dobbelt-LP’en skulle have heddet A Doll’s House, men gruppen valgte den simple titel og det minimalistiske hvide omslag, for at pladen ville stå i kontrast til den lange titel og det detaljerige cover på Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band året forinden. DR1 sender lørdagens hyldestkoncert, hvor de gamle sange fremføres af så forskellige kunstnere som Gavin DiGraw, Bo Kaspers Orkester Michael Falch, Eric Gadd, Lars Lilholt, Outlandish og Mike Sheridan

Kategorier
Musiknyheder

Simone på scenen igen

Der er gået fire år, siden Simone vandt TV2-konkurrencen Scenen er din, og i mellemtiden er pigen med den imponerende stemme blevet 16 år. I denne uge har hun udsendt en ny CD fyldt med ballader og opkaldt den efter Grease-sjæleren Hopelessly Devoted to You.

Sangen var ikke med i den oprindelige Grease-musical, men blev skrevet til filmen, fordi det i Olivia Newton-Johns kontrakt var understreget, at hun kunne få en solosang i filmen. Filmholdet var i vildrede, indtil Olivia Newton-Johns faste producer smed den smukke ballade på bordet. Efter de øvrige optagelser var afsluttet, måtte der derfor skrives en ny scene ind i filmen, så Sandy kunne få lov til at synge Hopelessly Devoted to You, ganske som Simone nu gør det.