Kategori: Musiknyheder

Det var en musikoverraskelse af de store, der blev præsenteret i sidste uge, da det legendariske band Pink Floyd pludselig meddelte, at de havde indspillet en ny sang. Selvom gruppen har optrådt gennem årene, er der ikke kommet nyindspillet musik fra Pink Floyd siden 1994, men en usædvanlig tid afstedkommer usædvanlige tiltag. Årsagen til at udgive sangen ”Hey Hey Rise Up” er nemlig den russiske invasion af Ukraine og den brede opbakning til ukrainernes kamp. Der er dog ikke blot tale om et Pink Floyd-projekt, der skal støtte Ukraine, men i høj grad et ukrainsk værk, som Pink Floyd kanaliserer videre på deres egen måde. ”Hey Hey Rise Up” er baseret på den mere end hundrede år gamle ukrainske sang ”Oi u luzi chervona kalyna”, hvis titel kan oversættes til ”Åh, røde viburnum på engen”. Selvom rød vibernum er en plante i det, der på dansk kaldes kvalkved-familien, så bruges den i den gamle sang som et symbol på en militærenhed, der kæmpede på Østrig-Ungarns side i 1. verdenskrig, og hvert vers i sangen afsluttes med linjen ”Og vi skal rejse os og opmuntre vores herlige Ukraine, hey-hey”. Sangen fra 1914 er efter den russiske invasion blevet brugt som en slags protestsang eller hymne for national stolthed, som ikke blot synges i Ukraine, men som også blev anvendt som musikalsk ledsagelse til de ukrainske deltagere ved VM i kunstskøjteløb.

Som så mange andre meldte sangeren Andriy Khlyvnyuk fra det populære ukrainske rockband Boombox sig til de ukrainske forsvarsstyrker efter invasionen, og sidst i februar oploadede han en lille video, hvor han på Sofiyskaya-pladsen i Kyiv sang den gamle hymne, hvilket blev delt vidt og bredt af ukrainere på de sociale medier. Videoen nåede også frem til Pink Floyd-guitaristen David Gilmour, som har en ukrainsk svigerdatter, og som i 2015 spillede med flere af Boombox-musikerne ved et arrangement i London til støtte for fængslede hviderussiske teaterfolk. Da Gilmour så videoen med Khlyvnyuk i Kyiv, berørte den ham: ”Jeg læste for nylig, at Andriy havde forladt sin amerikanske turné med Boombox, var taget tilbage til Ukraine og havde sluttet sig til De Territoriale Forsvarsstyker. Så så jeg denne utrolige video på Instagram, hvor han står på et torv i Kyiv med en smuk kirke med guldkuppel og synger i byen, der er helt stille uden trafik eller baggrundsstøj på grund af krigen. Det var et stærkt øjeblik, som gav mig lyst til at sætte musik til det”. På Pink Floyds første nyindspilning i 28 år er det således den ukrainske stjerne Andriy Khlyvnyuk, man hører synge, for ”Hey Hey Rise Up” er bygget op rundt om Khlyvnyuks egen optagelse under åben himmel i Kyiv. Andriy Khlyvnyuk har selv givet sin velsignelse til Pink Floyd-udgivelsen, der ikke blot yder moralsk støtte til ukrainerne, men også samler penge ind til Ukraine Humanitarian Relief.

For få dage siden begyndte rygterne at svirre om, at et af historiens mest succesfulde boybands måske er ved atgøre klar til en gendannelse. I slutningen af 90’erne og begyndelsen af 00’erne var den amerikanske kvintet *NSYNC en af verdens største popgrupper, men de har ikke udgivet noget sammen siden 2002, hvor Justin Timberlake fik gang i sin solokarriere. I sidste uge kunne man på den officielle Twitter-profil for *NSYNC læse de tre ord “Something is coming…” (”Noget er på vej”, red.), hvilket naturligvis satte gang i spekulationerne om, at det kunne være et forvarsel om en gendannelse af gruppen bag hits som ”Bye Bye Bye”, ”Tearin’ Up My Heart” og ”It’s Gonna Be Me”. Timingen ville også være fin, efter at en ny generation er blevet introduceret til netop ”It’s Gonna Be Me” via Disney Pixar-tegnefilmen ”Rød”. Godt nok figurerer ”It’s Gonna Be Me” ikke i selve filmen, men den spiller en rolle i traileren for filmen, der foregår i 2002 og handler om den 13-årige kinesisk-canadiske pige Mei, som er vild med et boyband, og som pludselig oplever at kunne forvandle sig til en rød panda, da hun kommer i puberteten. For at give filmreklamen den rette stemning af boyband-hysteri og poplyden omkring årtusindskiftet ledsages filmklippene af ”It’s Gonna Be Me”, måske også fordi titlen synges på en karakteristisk måde, hvor ”me” lyder som ”May” eller ”Mei”. Lige siden udgivelsen i 2000 har den specielle betoning af ”me” vakt opsigt, og sidste år forklarede musikproduceren Rami Yacoub til MusicRadar, at det var helt bevidst, at nogle ord blev ”over-udtalt” for at fremstå helt klart, og han mente, at det gjorde ”me” både iørefaldende, anderledes og lidt irriterende.  

*NSYNC-sangeren JC Chasez har også fortalt, at de arbejdede med at ændre udtalen af visse ord: ”Når man hører nogen i studiet synge det på den måde, tænker man først: Hvad er der galt med dig? Men man er nødt til at dykke ned og ramme konsonanternes og vokalernes forskellige former for at give dem energi. I stedet for at sige ’It’s gonna be me’ sagde vi ’ET’S GONNA BAY MAY’ for at få det til at ramme hårdere. Disse bevidste valg lyder udefra betragtet sjovt, men når det hele bliver samlet, lyder det det forrygende”, forklarede JC Chasez til musikmediet Billboard.

Boyband-sangene i selve tegnefilmen ”Rød” er skrevet af popstjernen Billie Eilish og hendes bror Finneas, og de lyder som noget, *NSYNC, Backstreet Boys eller Five kunne have udgivet omkring årtusindskiftet. Men faktisk er flere af de store boybands fra den periode fortsat aktive, så gamle fans af Backstreet Boys, Westlife og Take That har gennem årene kunnet genopleve de gamle hits. *NSYNC-fansene må dog stadig væbne sig med tålmodighed, for indtil videre lader det til, at det kryptiske Twitter-varsel ”Something is coming” handlede om noget så simpelt som en ny tøjkollektion i gruppens webshop.

Krigsudbrud er bestemt ikke en festlig lejlighed til at støve gamle hits af, men ikke desto mindre kan der dukke sange op til overfladen, hvis de formår at sætte ord på det, der foregår i verden. Derfor var der mange, der fandt Stings sang ”Russians” med den tilbagevendende linje ”I hope the Russians love their children too” frem efter den russiske invasion af Ukraine for lidt over en måned siden. Den 5. marts trådte musikeren selv frem med en nyfortolkning af ”Russians”, som han delte på de sociale medier, og i den forbindelse sagde han: ”Jeg har kun sjældent sunget denne sang i de mange år, der er gået, siden den blev skrevet, fordi jeg aldrig troede, den ville blive relevant igen. Men i lyset af én mands blodige og sørgeligt afsporede beslutning om at invadere et fredeligt, ikke-truende naboland er denne sang endnu engang en bøn for vores fælles medmenneskelighed. For de modige ukrainere, der kæmper mod dette brutale tyranni og også de mange russere, der protesterer mod den krænkelse på trods af truslen om anholdelse og fængsling. Vi – os alle – elsker vores børn. Stop krigen”.

Sangen “Russians” er fra Stings første soloalbum, som udkom i 1985 efter tiden med bandet The Police, og den en således fra en periode, hvor spændingerne mellem Sovjetunionen og Vesten var store. I bogen ”Lyrics by Sting” fortæller musikeren, at han havde en kammerat på et amerikansk universitet, som kunne opfange tv-signaler fra de sovjetiske satellitter, og en aften havde de siddet sammen og set russisk børne-tv. Det hele var så sødt og tankevækkende, at Sting midt i Den Kolde Krigs hårde retorik fik behov for at sætte ord på det indlysende i, at russere elsker deres børn på samme måde som alle andre. Melodien skrev han med inspiration fra den russiske komponist Sergei Prokofievs værk ”Løjtnant Kijé”.

Trommeslageren i The Police, Stewart Copeland, har senere fortalt, at han i de år havde diskussioner med Sting om synet på Den Kolde Krig. Amerikanske Copeland var farvet af, at hans far arbejdede for CIA, så han så anderledes på tingene end Sting, men når det handlede om for eksempel teksten til ”Russians”, så kom han til kort over for Sting: ”Man kan ikke diskutere med en digter”, som han sagde til MusicRadar i 2019.

Sting ville i 1985 egentlig gerne have indspillet sangen i Sovjetunionen for at være med til at optø lidt af Den Kolde Krig på sin egen måde, men han løb ind i for meget bureaukrati og måtte droppe denne del af sit fredsprojekt. Nu har han i marts 2022 indspillet ”Russians” endnu engang, og forleden udkom den nye, simple version med en guitar, en cello og Stings stemme også på musiktjenesterne med det mål at samle penge ind til hjælpen til Ukraine.

Det er intet mindre end en verdenspremiere, der rammer Danmark i denne uge, når musicalen ”She Loves You” åbner – men en voldsomt forsinket verdenspremiere. Det er nemlig efterhånden nogle år siden, holdet bag ”She Loves You” fik tilladelse til at bruge John Lennon og Paul McCartneys sange til at skabe den første Beatles-musical nogensinde. Der er tidligere lavet både musikfilm og teaterkoncerter med de gamle sange, men ifølge folkene bag ”She Loves You” er der aldrig tidligere lavet en såkaldt jukebox-musical, dvs. en musical, hvor eksisterende sange danner grundlag for en nyskrevet musicalhistorie, sådan som det for eksempel er tilfældet i Abba-musicalen ”Mamma Mia”. Premieren skulle stå i 2020, men inden da nåede Fredericia Teater at gå konkurs, og med en pandemi oveni tog det noget tid, før ”She Loves You” kunne leve videre et nyt sted. På fredag er der endelig premiere i Tivolis Koncertsal i København, og en måneds tid senere rykker forestillingen videre til Musikhuset i Aarhus.

Historien i ”She Loves You” handler om tre par, som på hver sin måde kæmper med kærligheden, og blandt hovedrollerne er Maria Lucia, Birgitte Raaberg og Karsten Jansfort. De tre fortællinger bindes sammen af flere end fyrre Beatles-sange, heriblandt naturligvis titelnummeret ”She Loves You”, som i 1963 var afgørende for, at det store Beatles-hysteri for alvor tog fart. John Lennon og Paul McCartney skrev sangen i fællesskab, dels på et hotelværelse i Newscastle forud for en koncert, dels i McCartneys barndomshjem på Forthlin Road i Liverpool. I biografien ”Many Years From Now” fortæller Paul McCartney, at da de var færdige med sangen, gik de ind i stuen, hvor hans far sad og så fjernsyn, for at præsentere det helt nye værk for ham: ”Far, hør lige den her. Hvad synes du? Så spillede vi den for min far, og han sagde: Det er meget nydeligt, min dreng, men der er rigeligt med amerikanske udtryk for tiden. Kunne I ikke synge She loves you, yes, yes, yes? På det tidspunkt rullede vi rundt på gulvet og sagde: Nej far, du forstår det ikke”. Heldigvis havde den gamle James McCartney ikke noget at skulle have sagt på dette område, så den nyskrevne sang fik lov at beholde det amerikansk klingende og meget karakteristiske udråb ”Yeah, yeah, yeah”.

Der er mange planer, der må ændres eller aflyses på grund af krigen i Ukraine, men at den danske forårsturné for et poporkester skulle komme til at hænge i en tynd tråd af den årsag, var der nok ikke mange, der havde forestillet sig. Gruppen Danser med Drenge skulle åbne koncertsæsonen 1. april, men om det bliver til noget, er lige nu usikkert, da det er svært at gennemskue, om bandet eksisterer og i så fald i hvilken form. Danser med Drenge har ellers været et populært liveband, siden debuten i 1993, hvor gruppen først fik sit besynderlige navn, efter at alle sange til det første album lå klar. Historien går på, at pladeselskabsmanden Jan Degner udlovede en kasse dyr rødvin til den, der kunne finde på et godt navn til bandet, men for at undgå rent faktisk at skulle af med denne kasse rødvin annoncerede Degner i samme ombæring, at han selv havde fundet et passende navn, og at gruppen skulle hedde Danser med Drenge. Klaus Kjellerup og resten af bandet købte idéen, og siden blev Danser med Drenge kendt for sange som ”Hvor længe vil du ydmyge dig”, ”Er der nogen i himlen”, ”Aldrig undvære dig”, ”Kolde hjerter” og ”En dejlig morgen”. Danser med Drenges pludselige sammenbrud kom for få dage siden i forlængelse af, at stifteren Klaus Kjellerup gik til tasterne og blandede sig i en Twitter-tråd om Ruslands invasion af Ukraine. ”Du er vildledt af Vestens medier, som lyver konsekvent om Ukraine, præcis ligesom de gjorde om Corona”, skrev musikeren og fortsatte: ”Russerne bomber intet. Det er de ukrainske nazi-terrorgrupper, der bomber i Ukraine. Russerne betragter sig slet ikke som fjender af Ukraine eller af det ukrainske folk”. Denne udlægning af virkeligheden var dråben, der fik bægeret til at flyde over for fire af bandets medlemmer, som ifølge egne udsagn tidligere har forsøgt at tale med Kjellerup om hans syn på verden. Da rygeloven blev indført, var Klaus Kjellerup stor modstander og fremførte blandt andet, at det ikke kan bevises, at passiv rygning er farlig. Under pandemien har han har kaldt coronapasset for ”medicinsk apartheid” og generelt været en meget stærk kritiker af den førte politik.  Men med den russiske propaganda-logik på Twitter blev det for meget for fire af bandkollegerne, som i et Facebook-opslag skrev, at hans holdninger uimodsagt vil fremstå som Danser med Drenges holdninger, at de ikke ser det som en mulighed at gennemføre den kommende turné sammen med Kjellerup, og at de vil træde ud af et fremtidigt samarbejde. Sidenhen har Kjellerup tilbudt selv at trække sig, og til tv2.dk har han sagt, at ”turnéen gennemføres, men det bliver formentlig uden mig”, mens det sjette og sidste medlem af gruppen, Kjellerups barndomskammerat Stanley Møller, på Facebook forsøger at mane til besindighed og håber, at Kjellerup stadig kan komme på scenen på forårsturnéen. Men hvordan en sådan turné kommer til at se ud, er således noget usikkert lige nu.

Siden Ruslands invasion af Ukraine for knap to uger siden er støtten til ukrainerne strømmet ind på mange forskellige måder. Det handler både om helt konkret assistance i form af penge, nødhjælp og frivilligt mandskab og om mere symbolske handlinger, der skal vise, at det meste af verden er på Ukraines side i denne svære tid. Forleden gik radiostationer i hele Europa sammen om en af disse symbolske støtteerklæringer, da de alle spillede John Lennon-sangen ”Give Peace a Chance” på præcis samme tid fredag morgen. Initiativet blev også bakket op af den statslige Radio Ukraine, og herhjemme deltog blandt andre flere af DR’s radiokanaler.

”Give Peace a Chance” så dagens lys på Queen Elizabeth Hotel i den canadiske by Montreal under en af John Lennon og Yoko Onos ”Bed In”-happenings, hvor de under massiv medieopmærksomhed opholdt sig i sengen på et hotel i dagevis for blandt andet at advokere for fred. Lennon havde haft en idé om at skrive en sang, der kunne bruges ved antikrigsdemonstrationer, fordi der var brug for et nyt alternativ til salmen “We Shall Overcome”, som både borgerrettighedsgrupper og fredsaktivister ofte brugte. Historien fortæller også, at John Lennon betragtede det som et af de største øjeblikke i sit liv, da han i november 1969 så tv-optagelserne af næsten en halv million modstandere af Vietnam-krigen synge ”Give Peace a Chance” ved Det Hvide Hus i Washington DC.

Mere end 50 år senere er ”Give Peace a Chance” fortsat en af de mest anvendte antikrigshymner, og selvom der ikke er offentliggjort mange detaljer endnu, er det ikke svært at forestille sig, at sangen også et på repertoiret ved den danske tv-koncert på lørdag. DR1 og TV 2 har i fællesskab arrangeret støttekoncerten ”Sammen for Ukraine”, som afholdes lørdag aften på Rådhuspladsen i København med det mål at indsamle penge til hjælpen til Ukraine. Udover at koncerten sendes i tv på begge kanaler, vil man også kunne følge med på storskærme i Aalborg, Aarhus, Odense og Esbjerg.

For snart tyve år siden blev der med sange som ”Leave the Light On” og ”Learning to Live” og samarbejder med danske musikere skabt et særligt bånd mellem den amerikanske sangerinde Beth Hart og det danske publikum. Beth Hart er stadig aktiv og udgav forleden et album udelukkende med Led Zeppelin-sange, hvilket har krævet både nogle års tilløb og en god portion vrede. Under optagelserne til hendes forrige album sang Beth Hart i en pause i studiet Led Zeppelin-klassikeren ”Whole Lotta Love”, og hendes producer foreslog hende at lave en hel plade med Led Zeppelin-fortolkninger. Efter sigende afslog Beth Hart med den begrundelse, at hun havde brug for at være i et helt særligt humør for at kunne synge deres sange: ”Man er nødt til at være gal i skralden for at ramme dem rigtigt”. Corona-pandemien gjorde hende dog så sur, at hun gik ombord i projektet, og i sidste uge landede albummet ”A Tribute to Led Zeppelin”.

Åbningsnummeret er naturligvis ”Whole Lotta Love”, som hos Led Zeppelin faktisk også byggede videre på en anden sang, da den udkom i 1969. En del af teksten og i et vist omfang også energien har nemlig klar inspiration fra et nummer med blues-mesteren Muddy Waters, ”You Need Love” fra 1962. Muddy Waters sang ”I ain’t fooling, you need schooling, baby you know you need cooling, Woman, way down inside, woman you need love, you’ve got to have some love”. Hos Led Zeppelin blev det til “You need cooling, baby I’m not fooling, I’m gonna send ya back to schooling. Way down inside, honey you need it, I’m gonna give you my love”. Den slags kan man selvfølgelig ikke slippe gratis af sted med, så Led Zeppelin indgik et forlig med komponisten Willie Dixon, og pengene fra den aftale kanaliserede han ind i et projekt, der købte musikinstrumenter til skoler. Mens Led Zeppelin kun lånte delvist fra Muddy Waters-sangen, så har Beth Hart overtaget hele ”Whole Lotta Love”, og generelt lægger hendes fortolkninger sig tæt op ad den originale stemning. Udover ”Whole Lotta Love” indeholder ”A Tribute to Led Zeppelin” også klassikere som “Stairway to Heaven”, “Kashmir” og “Black Dog”. 

Den amerikanske psykolog og psykoterapeut Arthur Janov havde i 1960’erne næppe forestillet sig, at hans terapeutiske arbejde og hans begreber ville sætte spor i rock- og popmusik langt ind i det følgende århundrede, men ikke desto mindre udkommer der i denne uge endnu et album fra et par musikere, der trækker på Janovs tanker og teorier. Arthur Janov var manden bag den såkaldte primalterapi, der mener, at mennesket helt fra barndomsårene lever hæmmet i en neurotisk følelsesverden, men at man kan frigøres fra sit fødselstraume gennem terapi. Bogen ”Primalskriget – Primalterapi: Kuren mod neurose” udkom i 1970, og dengang var Janov selv ansvarlig for at skabe forbindelsen til pop- og rockkulturen. Han sendte nemlig et eksemplar til John Lennon, der blev så interesseret i den nye terapiform, at han og hans kone Yoko Ono gik i primalterapi på Arthur Janovs institut i Los Angeles. Forløbet smittede af på LP’en ”John Lennon/Plastic Ono Band” med ”Mother” som en af de mest berømte sange, og det er ikke svært at læse hele sangen – fra indledningen ”Mother, you had me but I never had you” til slutningen ”Mama don’t go, daddy come home” – ind i John Lennons interesse for primalterapien og arbejdet med fødselstraumer.

Et årti senere dukkede et engelsk band op, som også lånte fra Arthur Janovs virke. Roland Orzabal og Curt Smith havde tidligere spillet sammen, da de dannede deres eget band History of Headaches, men navnet blev hurtigt ændret med inspiration fra Janovs primalterapi, hvor man blandt andet konfronterer sin inderste frygt ved at råbe og skrige. Curt Smith havde i Janovs bog ”Prisoners of Pain” læst om, hvordan man kunne udskifte frygt med tårer, og begrebet ”tears for fears” klingede så godt for ham, at det nyetablerede band skiftede navn. Mange har også peget på, at et af de første store hits for Tears For Fears kan referere til primalterapien, eftersom de på sangen ”Shout” fra 1984 synger ”Shout, shout, let it all out”.

Efter en succesfuld periode med hits som “Everybody Wants to Rule the World” og “Sowing the Seeds of Love” gik Roland Orzabal og Curt Smith fra hinanden, men omkring årtusindskiftet fandt de atter sammen og udgav et nyt album i 2004. Atten år senere er Tears For Fears igen klar med nyt materiale, og på fredag udsender de albummet ”The Tipping Point”.