Kategorier
Musiknyheder

En anderledes David Bowie-opsamling

Normalt indeholder en opsamlingsplade et udvalg af numre, som de fleste folk betragter som en bestemt kunstners største hits. Men i denne uge udkommer en opsamlingsplade med David Bowie, hvor sangeren selv har udvalgt sine egne favoritter, hvilket er nogle helt andre numre end på en gængs Greatest Hits-plade. Det eneste rigtigt store hit herpå er Life on Mars, som faktisk er i familie med Frank Sinatras My Way.

I 1968 havde Bowie nemlig skrevet en engelsk tekst til den franske sang Comme, D’Habitude uden at udgive den. Men da Paul Anka senere skrev en anden tekst til samme nummer og forærede den til Sinatra, blev den en formidabel succes – uden om den unge Bowie. Som en slags parodi skrev Bowie et helt nyt nummer hen over My Ways akkorder og skabte derved Life on Mars. Den nye opsamling med titlen iSELECT er tidligere udsendt med den britiske avis The Mail On Sunday, men bliver nu tilgængelig for alle.

Kategorier
Musiknyheder

X Factor-Martin og Discoormene

Kort tid efter premieren på Rejsen til Saturn er endnu en dansk tegnefilm klar til at indtage biograferne. Disco Ormene handler om regnormen Bjarne danner discobandet Solskins-Bjarne & Hans Discoorme, der skal deltage i et talentshow på tv. Filmen indeholder – naturligvis – nye udgaver af discohits som Le Freak, Blame It On The Boogie og I Will Survive. En fyr, der selv har deltaget i et tv-talentshow også er med på soundtracket, for det er X Factor-vinderen Martin, der synger Earth Wind & Fires gamle Boogie Wonderland.

Stik mod de flestes opfattelse er Boogie Wonderland en ret trist sang, der ifølge sangskriveren Allee Willis handler om de folk, der aften efter aften søger bekræftelse på diskoteker, mens resten af deres eget liv ligger i ruiner. Trods det indgår nummeret i festlige tegnefilm som Happy Feet, Madagascar og fra på fredag også Disco Ormene.

Kategorier
Musiknyheder

Oasis på banen igen

De var nogle af 90’ernes stærkeste leverandører af såvel rockhits som skandaler, og selvom succesen måske er på et andet niveau i dag, er de stadig aktive. I mandags udsendte brødrene Gallagher og deres musikere gruppens syvende studiealbum under navnet Oasis.

Det oprindelige fundament for Oasis hed The Rain, men da Liam erstattede gruppens første forsanger, foreslog han navnet Oasis, som han havde hentet fra en koncertplakat over sin seng. Her var nemlig annonceret en anden gruppes optræden i Oasis Leisure Centre i den engelske by Swindon. Senere kom også brormand Noel med i gruppen, der skabte hits som Wonderwall, Don’t Look Back in Anger og Some Might Say. Udgivelsen af den nye plade Dig Out Your Soul bringer dem også på turné med besøg i København den 8. november.

Kategorier
Musiknyheder

Birthe Kjærs 40-års-jubilæum

Birthe Kjær kan i år fejre sit 40-års-jubilæum som ”Hele Danmarks Birthe” og har i den forbindelse netop udsendt en dobbelt-CD med numre fra hele karrieren. Selve årsdagen kan sættes til den 8. december 1968, hvor hun gik direkte ind som nr. 1 på Dansktoppen og vippede Johnny Reimar fra førstepladsen. Det var ellers netop Johnny Reimar, der gav Birthe Kjær chancen for en karriere, efter han en aften på spillestedet La Cabana i Århus havde oplevet hende som sanger i Peter Korys Kvintet. Han tilbød hende at indspille en dansk udgave af en tysk sang, hvilket gav hende det store gennembrud med Arrivederci Franz.

Den nye CD Birthe Kjær gennem 40 år indeholder også fire helt nye indspilninger, blandt andet en duet med Peter Frödin på klassikeren Can’t Take My Eyes Off Of You.

Kategorier
Musiknyheder

James Taylor i genbrugshumør

Hvis der er nogen, der gennem årene mere end andre har givet liv til begrebet singer/songwriter, må det være James Taylor. På trods af denne etiket udgiver den amerikanske sanger og guitarist nu en plade, hvor han synger andres sange, men det er dog ikke første gang, han låner fra andre. Hans formentlig største hit er indspilningen af You’ve Got a Friend, som han i 1969 hørte Carole King optræde med, mens han selv var backstage før en koncert. Carole King gav ham lov til at indspille sangen og blåstemplede endda senere de tekstændringer, han lavede i You’ve Got a Friend.

Den nye James Taylor-CD med den passende titel Covers udkom i mandags med nyfortolkninger af sange som Summertime Blues, Hound Dog og On Broadway.

Kategorier
Musiknyheder

Ny 007-musik offentliggjort

Der er en lang tradition for stærke temasange i James Bond-filmene, og i den nye film Quantum of Solace kan man for første gang nogensinde opleve en 007-duet. Sangen Another Way to Die, der kan høres her, er netop blevet offentliggjort med det lidt umage par Alicia Keys og Jack Black. Hun er R’n’B-sangerinde, og han er med i det alternative rockband The White Stripes – men hans kærlighed til James Bond-musikken har altid været til stede. Ifølge magasinet Rolling Stone lyttede Jack Black i de tidlige år ofte til de gamle soundtracks i White Stripes-tourbussen, specielt den dramatiske musik fra filmen On Her Majesty’s Secret Service. Den nye Bond-film får premiere den 7. november.

Kategorier
Musiknyheder

Cliff Richards halve århundrede

I år kan Cliff Richard fejre sit 50-års-jubilæum i musikbranchen, og det markeres med en opsamlingsboks, der udkom i sidste uge. Selve debuthittet, der skød karrieren i gang for et halvt århundrede siden, udkom den 29. august 1958 og regnes af mange for at være det første britiske rock’n’roll-hit. Sangen Move It var skrevet af guitaristen fra Cliff Richards band på vej i en bus til Cliffs hjem, og den fik lov at komme på B-siden af sangerens første single, Schoolboy Crush, som pladeselskabet havde valgt. Men en tv-producer fattede større interesse for B-siden, og da Cliff Richard gik på tv og sang Move It, blev karrieren skudt i gang med raketfart.

Cliff Richard er i dag den eneste popstjerne, der kan bryste sig af at have haft hits på den engelske liste i seks årtier, og de sange er samlet på jubilæumsudgivelsen med den pudsige titel They Said It Wouldn’t Last (My 50 Years in Music).

Kategorier
Musiknyheder

Stevie Wonder indtager Aalborg

I aften giver en af poppens ”grand old men” i Gigantium i Aalborg en af sine sjældne koncerter. Stort set alle, der kender til Stevie Wonder, ved, at han er blind, men synet er faktisk ikke den eneste sans, stjernen må undvære. I 1973 udtrykte han i et interview en angst for, at nogen eller noget ville bringe hans liv i fare. Få dage senere var han udsat for en trafikulykke, hvor en træstamme løsrev sig fra en lastbil og ramte Stevie Wonders bil (hvor han var passager, naturligvis). Popstjernen lå i koma i fire dage og mistede sin lugtesans fuldstændig. Hans næse for at skrive langtidsholdbare hits tog dog ikke skade, hvilket han beviser i aften ved sin eneste koncert i Danmark i denne omgang.