Kategori: Musiknyheder

I dag er der 50-års jubilæum for udgivelsen af en LP, der stadig står som et markant værk et halvt århundrede senere – og det blev udgivet af en musiker, der i den seneste tid har bevist, at han fortsat formår at tiltrække sig opmærksomhed. Neil Young havde allerede været med i grupperne Buffalo Springfield og Crosby Stills Nash & Young såvel, og han havde udgivet en række plader i eget navn, da han den 14. februar 1972 udgav den store salgssucces ”Harvest”. Den mest kendte sang på pladen, ”Heart of Gold” kom i kassen på den første indspilningsdag. Neil Young var i Nashville for at medvirke i et tv-program en fredag aften, og selvom det kunne være en udfordring at få studiemusikere til at møde ind på en lørdag, fik han dagen efter showet skrabet en gruppe folk sammen, som skulle være med til at indspille en håndfuld af hans nye sange. For at give plads til musikernes intuition og professionelle erfaring fik de på forhånd kun de allermest nødvendige instruktioner, og historien fortæller blandt andet, at steelguitaristen Ben Keith ikke vidste, hvem Neil Young var, men at han på denne dag blot blev sat i gang i studiet. Han nåede at indspille fem sange med Young, blandt andet ”Heart of Gold”, før de blev rigtigt introduceret til hinanden. Neil Young har gennem årene høstet mange former for anerkendelse, men ”Heart of Gold” er hans eneste førsteplads på den amerikanske singlehitliste. Den massive succes huede dog ikke Neil Young, og i covernoterne til et opsamlingsalbum senere skrev han nogle år, at ”Denne sang placerede mig lige på ’the middle of the road’. Turen der blev hurtigt kedsommelig, så jeg satte kurs mod grøften. Det er en mere besværlig rute, men der mødte jeg nogle mere interessante mennesker”. I bogen ”Neil Young – Heart of Gold” er han endda citeret for at have sagt i 1972, at ”jeg håber bare, at der ikke er en single på mit næste album”. På den måde har Neil Young altid været klar til at gået mod strømmen og han har ikke valgt de nemme løsninger, der lefler for masserne. Det ses også i de seneste ugers debat, hvor Young er endt med at trække al sin musik ud af den store streamingtjeneste Spotify i utilfredshed med, at Spotify også lægger hus til den populære amerikanske podcastvært Joe Rogans programmer, som er blevet kritiseret for at sprede misinformation om coronavirus og –vacciner.

Selvom en gallamiddag var blevet aflyst, og der ikke var noget officielt program på selve dagen lørdag, så blev kronprinsesse Marys 50-års fødselsdag fejret ugen igennem. Blandt andet tog kronprinsessen første spadestik til Zoologisk Have i Københavns kommende anlæg for australske dyr, hun var med, da et nyt portrætmaleri blev afsløret på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, og søndag aften deltog kronprinsparret og deres børn ved et direkte fødselsdagsshow på TV 2. På selve fødselsdagen lørdag sendte DR1 portrætudsendelsen ”Mary 50 år – Man kan kun være sig selv”, hvor kronprinsessen også blev overrasket med en sang, som de seneste dage har spredt sig på sociale medier. Efter at være blevet interviewet af journalist Johannes Langkilde fulgte kronprinsessen ham til en nærliggende sal, hvor DR Pigekoret med dirigent Phillip Faber stod klar til at synge ”Du er som sådan en rose”.  En tydeligt rørt kronprinsesse tog imod den overraskende gave og takkede for sangen, som for de fleste seere nok også var et nyt bekendtskab. Teksten er hentet fra Henrik Nordbrandts digt ”Sådan en”, og det var Phillip Faber selv, der satte musik til det for nogle år siden. Han har ved en tidligere lejlighed fortalt til dr.dk, at han skrev den til et bryllup: ”Det var en af mine gode venner, der ringede dagen inden sit bryllup og spurgte, om jeg ikke lige kunne skrive en melodi til Henrik Nordbrandts digt ’Sådan en’, som han holder meget af. Først tænkte jeg, at det var da en umulig opgave, men jeg skrev den på et kvarter. Jeg tog den med til koret og syntes faktisk, at den lød så fin, at vi valgte at tage den med”.

På fødselsdagen fik kronprinsessen også en musikalsk hilsen fra Den Kongelige Livgardes Musikkorps, som til vagtskiftet på Amalienborg Slotsplads kl. 12 havde udvalgt et særligt repertoire. Musikkorpset spillede ”Happy Birthday” og ”Kronprins Frederiks Honnørmarch” samt naturligvis ”Kronprinsesse Marys Honnørmarch”. Marchen blev komponeret i 2014 af David M. A. P. Palmquist, som sidenhen er blevet dirigent for Livgardens Musikkorps, men kronprinsessen deltog også selv med idéer til værket. ”Kronprinsesse Marys Honnørmarch” rummer således både elementer fra den kendte australske folkesang ”Walzing Mathilda” og fra salmen ”Eternal Father, strong to save”, som både blev sunget ved hendes mors begravelse i 1997 og ved kronprinsparrets vielse i 2004.

De fleste, der har bare nogenlunde styr på rock’n’roll-musikkens helt tidlige klassikere, vil let kunne nynne med, hvis man starter linjen ”I found my thrill on Blueberry Hill”. Men ”Blueberry Hill” er ikke kun titlen på Fats Dominos bedst kendte hit, det er også navnet på et legendarisk spillested i den amerikanske by St. Louis – og derigennem spiller det også en rolle på et nyt album fra en af de største rock’n’roll-legender, Chuck Berry. Det er snart fem år siden, Chuck Berry gik bort i en alder af 90 år, men for nylig udkom albummet ”Chuck Berry Live From Blueberry Hill”. Berry havde et meget nært forhold til Blueberry Hill i St. Louis, hvor han optrådte flere end 200 gange, og i perioden fra 1997 til sin sene pensionering i 2014 gav han koncert på Blueberry Hill på en fast dag en gang om måneden. Det er optagelser fra nogle af disse mange koncerter, der nu er samlet på albummet ”Chuck Berry Live From Blueberry Hill” med klassikere som “Roll Over Beethoven”, “Rock and Roll Music”, “Sweet Little Sixteen” og naturligvis Chuck Berrys signatursang om “Johnny B. Goode”.

Det oplagte spørgsmål er, om ”Chuck Berry Live From Blueberry Hill” også indeholder en Chuck Berry-fortolkning af ”Blueberry Hill”, men selvom det ville forekomme naturligt, har det gamle guitarikon modstået denne fristelse. ”Blueberry Hill” findes i masser af udgaver i forvejen, og Fats Dominos fra 1956 var bestemt ikke den første. Selve sangen er fra 1940, hvor den hurtigt blev samlet op af forskellige musikere, heriblandt The Glenn Miller Orchestra. Det var dog Louis Armstrongs bløde swing-version fra 1949, som Fats Domino lænede sig op ad, da han indspillede den i 1956 og skubbede den videre ind i den spirende rock’n’roll-genre, hvor hans version af ”Blueberry Hill” blev en sejlivet klassiker. Den lagde også navn til spillestedet i St. Louis, som åbnede i 1972, og som med årene blev stamsted for rock-pioneren Chuck Berry.

Engang bestod en singlehitliste naturligt nok kun af sange, som var blevet udsendt på single, men i dag er musikelskere i langt højere grad selv med til at definere, hvad der kan blive hits. Med digitalt musiksalg og ikke mindst streamingtjenester betyder det ikke helt så meget hvilke numre, pladeselskaberne eller kunstnerne selv udvælger som spydspids for eksempelvis et nyt album. Hvis et andet nummer falder særligt i lytternes smag, kan det stige til tops på hitlisterne uden på forhånd at være særligt udvalgt eller promoveret fra selskabets side, og netop dette sker i øjeblikket i flere lande med en af sangene fra den nye Disney-tegnefilm ”Encanto”. Soundtracket til filmen udkom uden at have en udvalgt single, og Disney-selskabet har selv indsendt den spansksprogede “Dos Oruguitas” som deres bud på en Oscar-kandidat fra ”Encanto” – men alligevel er det sangen ”We Don’t Talk About Bruno”, der for alvor har vundet folks hjerter. I sidste uge klatrede sangen op til femtepladsen på den amerikanske hitliste, hos Spotify i USA ligger den nr. 1, og i Danmark er den også helt i top på Youtubes ”Hot lige nu”-opgørelse.

”We Don’t Talk About Bruno” er altså ikke blevet et hit, fordi Disney har peget på den og markedsført den, men fordi tilpas mange lyttere selv vender tilbage til den igen og igen. Sangen fortæller om den forsvundne særling Bruno, som kan forudsige fremtiden og derfor kom på kant med de andre medlemmer af familien Madrigal, som hver især også har magiske evner. Den er ligesom filmens øvrige sange skrevet af komponisten og skuespilleren Lin-Manuel Miranda, der også stod for musikken til Disney-tegnefilmen ”Vaiana” og rap-musicalen ”Hamilton”, og det er faktisk Lin-Manuel Miranda, der gennem sit arbejde med denne sang har navngivet figuren Bruno. I de oprindelige manuskript-udkast til ”Encanto” hed han Oscar, men ændringen til Bruno gav gode muligheder for tekst og rytme i linjen ”We don’t talk about Bruno, no, no”. En smule af dette går dog tabt i den danske versions ”Vi taler ikke om Bruno, nej, nej”. Sangen er en blanding af forskellige figurers minder om Bruno, hvor melodilinjer og tekststykker mod slutningen fletter sig ind og ud af hinanden. Dette sammensurium af roller og små musikalske brudstykker trækker ifølge komponisten selv på inspiration fra ”Christmas Bells” (også kendt som ”And It’s Beginning to Snow”) fra musicalen ”Rent” samt ”A Weekend In the Country” fra Stephen Sondheim-musicalen ”A Little Night Music”.

Med mindre pandemi, restriktioner og rejsebegrænsninger sætter en stopper for festlighederne, er vi nu trådt ind i året, hvor rockveteranerne i D-A-D fejrer deres 40-års jubilæum. I flere sammenhænge er det ellers en koncert i 1984, der betragtes som bandets ”fødselsdag”, da det først var på dette tidspunkt, at guitarist Jacob Binzer blev en del af Disneyland After Dark, som de hed på det tidspunkt. Reelt havde bandet dog været i gang siden 1982, hvor bassist Stig Pedersen og sanger Jesper Binzer dannede Disneyland After Dark, som i en kort periode også havde Stig Pedersens kæreste Lene Glumer med som sangerinde. Det er velkendt, at da Disneyland After Dark satte næsen op efter et internationalt gennembrud sidst i 1980’erne, begyndte advokaterne i den amerikanske Disney-koncern at rasle med sablerne, og for at undgå sagsanlæg droppede musikerne det oprindelige bandnavn.

Navnet havde ellers fungeret godt ved at antyde, at der kan ske uventede ting, når lysene slukkes i den pæne forlystelsespark – men faktisk havde det originale Disneyland i Californien selv opereret med et ”Disneyland After Dark”-koncept i mange år. Sidst i 1950’erne forsøgte man at få kunderne i Disneyland til at blive hængende længere ved at afrunde dagen med et stort fyrværkeri, og omkring 1960 udviklede det sig til et decideret aftenkoncept med musik, dans og underholdning kaldet ”Disneyland After Dark”. Også et tv-program fra 1962 bar titlen ”Disneyland After Dark”, men da fire langhårede rockmusikere fra Danmark ville tage det samme navn med til USA, øgede det risikoen for et sagsanlæg. Disneyland After Dark blev til D-A-D, men siden da har de over flere omgang drillet Disney-koncernen med det gamle navn. I 2011 udgav de et album med titlen ”DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK”, som ser kryptisk ud på skrift, men er let genkendeligt i udtale. Og i 2013 var de på turné i USA, hvor de ved nogle af koncerterne havde et gammelt bagtæppe fra de unge dage med påskriften Disneyland After Dark med på scenen. Fra maj til november i år kommer bandet til både Sverige, Norge, Finland, Spanien og Australien på jubilæumsturné, og der er naturligvis også tid til en rundtur i Danmark.

I det forgangne år har bandet tv-2 markeret 40-års jubilæet for udgivelsen af deres første album ”Fantastiske Toyota”, og ét minut før det gamle år udløb, landede en gave til gruppens fans i form af en på én gang både ny og gammel live-plade. I de tidlige år havde tv-2 ved deres koncerter en lydmand ved navn Anders Gadegaard Frandsen. Han gik bort i 2008, og hans bror Christian Frandsen, som arbejder med studieindspilninger og lydproduktion, arvede nogle af de ting, Anders havde samlet gennem årene. I 2015 gik Christian på opdagelse i Anders Frandsens gamle kassettebånd, og i samlingen fandtes flere optagelser fra tiden som lydmand på tv-2’s turnéer fra begyndelsen af 1980’erne til midten af 1990’erne.  Det ældste bånd havde påskriften ”TV-2 Holbæk 2-10-81” og stammede fra en koncert på Elværket i Holbæk i oktober 1981, hvor Anders G. Frandsen havde sat en kassettebåndoptager til at optage signalerne fra mixerpulten. Hans efterladte bror lavede lidt indledende arbejde i forhold til at forbedre lydkvaliteten og kontaktede derefter tv-2 for at høre, om de var interesserede i at høre den gamle optagelse. De fire århusianske musikere var mere end nysgerrige, og i fællesskab med tv-2 og eksperter fra USA har Christian Frandsen gennem flere år arbejdet på at rense lyden og lave små rettelser og tilføjelser, så optagelserne ville blive egnede til at dele med omverdenen.

Optagelsen er lavet i perioden mellem tv-2’s to første album, så koncertgængerne i oktober 1981 kunne opleve endnu uudgivne numre som ”Isbryderen Lenin” og ”Hjertestop”, men naturligvis også masser af sange, de i forvejen kendte fra debutpladen, blandt andet gennembrudshittet ”Fantastiske Toyota”. Steffen Brandt fortalte for nogle år siden til musikmediet Gaffa, at sangen for ham nuancerer Toyotas sejlivede slogan: ”Det er bygget på en falsk historie, for i det virkelige liv, i jeg’ets oplevelse af situationen ude ved stranden sidder der en skæbne i bilen, som er ved at drikke sig selv ihjel. Imens går to unge mennesker forbi på vej ud i det der fantastiske liv og registrerer, hvad der kan vente derude – stor, dyb smerte”. Nytårsaften kl. 23.59, ét minut før tv-2’s jubilæumsår sluttede, blev ”The Holbæk Recordings 81” tilgængelig på diverse streamingtjenester, og i løbet af foråret vil man også kunne erhverve sig koncerten på LP – og på kassettebånd, naturligvis.

En af de store figurer i kampen for de sortes rettigheder i Sydafrika og for menneskerettigheder i det hele taget gik bort i søndags. Desmond Tutu, som i 1980’erne og 1990’erne var ærkebiskop, var med til at koordinere forskellige former for ikke-voldelig modstand mod det sydafrikanske apartheid-styre, der favoriserede det hvide mindretal på bekostning af den sorte befolkningsgruppe. Efter Nelson Mandela blev løsladt fra fængslet og blev valgt til præsident i Sydafrika, blev Desmond Tutu formand for landets sandheds- og forsoningskommission, og således blev han både en af de afgørende personer i den sydafrikanske frihedskamp og et globalt forbillede for behovet for tilgivelse og samarbejde. Nelson Mandela er af mange årsager den mest fremtrædende figur i historien om apartheid-systemets fald, men også Tutu har fået en plads i såvel historiebøgerne som populærkulturen. For eksempel indgår han i et af de store hits fra 1988, ”Gimme Hope Jo’anna”, som var britiske Eddy Grants meget festlige protestsang. Navnet ”Jo’anna” henviste til Johannesburg, som er Sydafrikas største by uden dog at være hverken hovedstad eller regeringsby. Det var ikke svært at regne ud, at ”Gimme Hope Jo’anna” var rettet mod det undertrykkende styre i Sydafrika og bakkede op om de fredelige modstandskræfter i landet, blandt andet i det sidste vers, der inkluderede ærkebiskop Desmond Tutu uden at nævne ham ved navn: ”Even the preacher who works for Jesus, the Archbishop who’s a peaceful man, together say that the freedom fighters will overcome the very strong”. Sangen blev forbudt i Sydafrika, da den udkom i 1988, men florerede alligevel bredt i befolkningen, og den blev også brugt som politisk slagsang i 1994 ved det første valg efter afskaffelsen af apartheid. Musikeren Eddy Grant, der også er kendt for sange som ”Electric Avenue” og ”I Don’t Wanna Dance”, fremhævede i et interview med engelske Metro tidligere i år ”Gimme Hope Jo’anna” som den sang, han er mest stolt af: ”Hvor end i verden, den bliver spillet, kan folk ikke blot genkendte teksten, musikken og rytmen, men også sangens betydning. Nelson Mandela var i fængsel, og sangen blev selvsagt bandlyst af den sydafrikanske regering. Jeg er glad for at være sluppet med livet i behold efter den sang”.

Også rockgruppen U2 havde Desmond Tutu med i sangen ”Silver and Gold” på deres berømte livealbum ”Rattle and Hum” i 1988, hvor forsangeren Bono i en passage undervejs i sangen taler til sit publikum og forklarer, at den handler om en sydafrikaner, som er på nippet til at gribe til våben mod sine undertrykkere og har mistet troen på de vestlige fredsmæglere, der ikke bakker op om biskop Tutu og hans opfordring til økonomiske sanktioner mod Sydafrika.

Desmond Tutu blev 90 år gammel. Han bliver begravet i Cape Town lørdag d. 1. januar.