Kategori: Musiknyheder

Juleklassikeren over dem alle er ”White Christmas”, som år efter år synges, spilles og fortolkes over det meste af verden. Selvom den originale indspilning med Bing Crosby er fra 1942, kan ”White Christmas” allerede i denne uge fejre en form for 80-års-jubilæum. Crosby havde nemlig sit eget show, ”The Kraft Music Hall”, på den amerikanske radiokanal NBC, og Bing Crosby fremførte ”White Christmas” for allerførste gang for sine radiolyttere juledag i 1941.

En af de vedholdende historier om tilblivelsen af ”White Christmas” er, at komponisten Irving Berlin længe havde haft en idé om at ville skrive en julesang, og at han en dag kom ind på sit kontor for at fortælle sin sekretær om sit helt nye værk: ”Dette er ikke blot den bedste sang, jeg har skrevet – det er den bedste sang, der er skrevet nogensinde”. Sangen skulle være en del af Hollywood-filmen ”Holiday Inn”, hvor Irving Berlin både havde skrevet historien og leverede sangene, men selvom komponisten gjorde sit for at bringe ”White Christmas” frem forrest i feltet, så havde filmselskabet af en eller anden grund udset sig balladen ”Be Careful, It’s My Heart” som det mest sandsynlige hit, som de gerne ville promovere. Komponisten fik dog stærk opbakning fra hovedrolleindehaveren Bing Crosby efter en gennemgang af sangene. Han bakkede Irving Berlin op med ordene: ”Den her behøver du ikke bekymre dig om, Irving”.

Resten er historien, og ”White Christmas” blev med årene et globalt hit, som vandt en Oscar og den dag i dag står som den bedst sælgende singleplade nogensinde med mere en 50 millioner solgte eksemplarer.

Der er en stribe sange fra de amerikanske jazz-crooneres storhedstid, der har bidt sig fast i den kollektive opfattelse af, hvordan julemusik lyder. Det er klassikere som for eksempel ”White Christmas”, ”Santa Claus Is Coming To Town”, “Have Yourself a Merry Little Christmas” og “Let It Snow! Let It Snow! Let It Snow!”, og det er 75-års-jubilaren ”The Christmas Song”, som blev til under specielle omstændigheder. Sangskrivermakkerparret Mel Tormé og Bob Wells havde for vane på skift at besøge hinanden for at komponere nye sange, og historien fortæller, at Tormé på en usædvanligt varm juli-dag tog hen til Wells i hans hus i Californien. Han kunne i første omgang ikke finde Wells, men fandt i stedet en blok med udkastet til en sangtekst: ”Chestnuts roasting on an open fire, Jack Frost nipping at your nose, Yuletide Carols being sung by a choir, folks dressed up like Eskimos”. Da han endelig fandt sin makker, forklarede Wells, at den overvældende sommervarme havde givet ham en idé: Han havde udfordret sig selv til at skrive om en helt anden årstid, også i forsøget på at blive mentalt kølet lidt ned, og resultatet var blevet de indledende linjer til en fremtidig juleklassiker, som de to venner skrev færdig på godt en halv time. Mange steder kendes den som “Chestnuts roasting on an open fire”, men den egentlige titel er ”The Christmas Song”, og det var også det, den hed, da den blev indspillet første gang i 1946 af Nat King Cole. Han indspillede den igen i 1953 og i 1961, og den er også blevet fortolket af så forskellige kunstnere som Ella Fitzgerald, Celine Dion, The Jackson 5, Justin Bieber og af Mel Torme selv.

Det er mange, der forsøger, men det er langt de færreste musikere, der lykkes med at skrive en julesang, som når at få fodfæste, før december er slut, og julesangene pakkes væk igen, uanset om de har vundet rigtigt indpas eller ej. Men hvis man er heldig at stå bag en af de julepopsange, der bliver spillet igen og igen år efter år, så er der både gode penge og en form for udødelighed at hente. Derfor er der hvert år kendte og ukendte sangere, der prøver at komme ind på ”julemarkedet”, og i år gælder det blandt andet en sang med genopstandne Abba og en duet mellem Elton John og Ed Sheeran.

Abba har i forvejen den melankolske nytårssang ”Happy New Year” på samvittigheden, men de svenske poplegender har aldrig udgivet en julesang, før deres første album i næsten 40 år, ”Voyage”, udkom for en måned siden. Pianisten Benny Andersson havde da heller ikke selv set melodien som en potentiel julesang, da han skrev den, men da hans komponistmakker Björn Ulvaeus hørte den, fik han straks associationer til fredfyldte julemorgener. Den i forvejen søde melodi fik derfor en juletekst og et børnekor, så ”Little Things” i 2021 kunne blive Abbas første julesang.

En anden juledebutant er den uhyre produktive sanger og sangskriver Ed Sheeran, men han har allieret sig med Elton John, som allerede har et gammelt julehit i bagagen i form af ”Step Into Christmas” fra 1973. Eller rettere: Ed Sheeran lod sig i juledagene for et år siden overtale af Elton John til, at de skulle lave en julesang sammen. Til hollandske NPO Radio 2 har Sheeran fortalt, at ”Elton ringede til mig juledag for at ønske mig glædelig jul. Elton ringer til mig nærmest hver dag. Han sagde: Step Into Christmas er nr. 6 på hitlisten. Jeg vil gerne lave endnu en julesang – vil du lave den sammen med mig?”. Ed Sheeran havde sine forbehold, men han stillede som krav, at hvis de skulle gøre det, så skulle den have hele armen med både bjælder og klokker, og allerede samme dag skrev han omkvædet til juleduetten ”Merry Christmas”, der blev frigivet i fredags.

Andre musikere, der også kaster sig ud i julemusikkens svære kunst i år, er Norah Jones, Shaggy, Kelly Clarkson og – endnu engang – Mariah Carey.

På denne dag for præcis 50 år siden landede en af rock- og pophistoriens mest kendte og sejlivede juleklassikere i de amerikanske pladebutikker. John Lennon og Yoko Ono udgav deres kombinerede jule- og protestsang ”Happy Xmas (War Is Over)” i USA den 1. december 1971, mens briterne måtte vente et helt år med at få fingre i singlen på grund af en strid om rettigheder mellem Lennon og forlaget Northern Songs. Selvom mange i dag nok nynner med på den som en julesang blandt mange andre, så opstod den i direkte forlængelse af en antikrigskampagne, Lennon og Ono havde involveret sig i gennem et par år. I begyndelsen af 1969 var der stor opmærksomhed om deres såkaldte bed in-happenings, hvor de blandt andet under deres bryllupsrejse blev i sengen i en uge, mens de talte med alverdens medier om behovet for at afslutte krige, særligt Vietnamkrigen. Samme år købte de reklameplads i flere storbyer til plakater med teksten ”War is over! If you want it”, og det var dette budskab, der fik musikalsk form, da John Lennon i oktober 1971 begyndte at skrive sangen. Tilsyneladende var målet ikke kun at skrive en iørefaldende og letfordøjelig sang med politiske undertoner, sådan som han allerede havde gjort med ”Imagine” – det var også væsentligt at give sit bud på en moderne julesang. Nogle steder er Lennon nemlig citeret for, at han var ved at få kvalme af at lytte til Bing Crosbys ”White Christmas”, så ”Happy Xmas (War Is Over)” var hans modtræk. ”Happy Xmas (War Is Over)” er blevet genindspillet af mange forskellige kunstnere gennem det seneste halve århundrede, men med den originale udgave i 1971 blev Lennon det første af de tidligere Beatles-medlemmer, der udgav en julesang. Senere fulgte George Harrison med ”Ding Dong Ding Dong” i 1974 og Paul McCartney med ”Wonderful Christmastime” i 1979, mens Ringo Starr i 1999 gik hele vejen og udgav et helt julealbum med titlen ”I Wanna Be Santa Claus”.

Det er en af de største skandinaviske popsucceser, der er omdrejningspunktet i den nye dokumentarfilm ”A-ha The Movie” om gruppen bag hits som ”Take On Me”, ”The Living Daylights” og ”The Sun Always Shines On TV”. Filmen følger trioen Morten Harket, Pål Waaktaar-Savoy og Magne Furuholmen gennem fire år og fortæller historien om deres forbløffende gennembrud midt i 1980’erne, om gruppens opløsning og gendannelse og om, hvordan de i dag har mistet venskabet, men holdt fast i musikken. Instruktør Thomas Robsahm har forklaret, at Pål Waaktaar-Savoy og Magne Furuholmen havde arbejdet benhårdt med musikken, før de mødte sangeren Morten Harket, men at de aldrig drømte om at være teenageidoler med skrigende piger foran scenen: ”Deres plan var et have et hit og derefter gøre det, som de gerne ville. De havde ingen idé om, at de aldrig ville slippe for Take On Me og det image, som fulgte med i de glittede magasiner. Og så var de heller ikke forberedt på, at forsangeren Morten ville få meget mere opmærksomhed end dem. Og mindst af alt var de forberedt på, at deres venskab skulle slutte pga. skænderier over credits, penge og ære”.

Gennembrudshittet ”Take On Me” var lang tid undervejs. På Youtube kan man høre en demo-indspilning med A-ha anno 1982 med titlen ”Lesson One”, som indeholdt det i dag så velkendte synthesizer-riff og nogle genkendelige vers, men med et helt andet omkvæd. Efter de havde arbejdet videre med nummeret, blev det i 1984 til ”Take On Me”, men den første indspilning vakte ikke opsigt uden for Norges grænser. Først i en ny indspilning med en ny producer fik ”Take On Me” den uimodståelige energi, der gjorde den til et hit, og da en ny musikvideo med en kombination af film og tegnefilm blev lanceret, kunne ”Take On Me” og A-ha for alvor lægge verden ned. ”De turnerer stadig rundt i verden i separate biler og med separate garderober. De mødes kun på scenen, hvor de gør det, som de elsker allermest. Denne kollektive ensomhed – men med en fælles kærlighed til musikken – er fascinerende at iagttage”, har instruktør Thomas Robsahm fortalt. Hans film ”A-ha The Movie” har dansk premiere i morgen i nogle få udvalgte biografer.

Der er stadig en uges tid til, at stjerneinstruktøren Peter Jacksons store Beatles-filmprojekt bliver frigivet, så selvom de største fans dybest set har ventet i mere end 50 år, må de væbne sig med tålmodighed nogle dage endnu. Den tredobbelte dokumentarfilm ”Get Back” er baseret på mere end 60 timers filmoptagelser fra indspilningerne af det album, som egentlig også skulle have heddet ”Get Back”, men som i sidste ende fik titlen ”Let It Be”. Optagelserne fra 1969, som har været gemt væk i et halvt århundrede, viser de fire musikere skrive og indspille sangene til albummet samt hele den tilhørende koncert på taget af Apple Records, som blev The Beatles’ allersidste liveoptræden. Hvilke samtaler og interviews filminstruktøren bag ”Ringenes Herre” har udvalgt, får vi først at se i næste uge, men måske kommer vi også bag historien om titelnummeret ”Get Back”.

Sangen startede som en slags satire over en aktuel politisk debat om indvandrere i Storbritannien, og et af de oprindelige vers handlede om pakistanere, der boede som storfamilier i små lejligheder og kom for at tage briternes arbejde. Omkvædet ”Get back to where you once belonged” var en parodi på de mest hidsige stemmer i debatten, men historien fortæller, at det efterhånden stod klart, at det satiriske og ironisk distancerede element i sangen alt for let kunne misforstås, og i eftertiden blev Paul McCartney da også beskyldt for racisme af folk, der havde hørt de tidlige udgaver af sangen. Derfor ændrede han teksten til at handle om den fiktive Jojo fra Tucson i Arizona og om at finde tilbage til sine rødder – ganske som The Beatles forsøgte under indspilningerne i 1969, hvor planen var at fremstå mere som det liveband, de engang var, i højere grad end at gøre brug af eksperimenter og studieteknik. Melodien ændrede han ikke stort på. Den var det, John Lennon i bogen ”All We Are Saying” kaldte ”en bedre version af ’Lady Madonna’, altså en smør-på-brødet-genskrivning”.

Peter Jacksons tre store ”Get Back”-film får premiere på streamingtjenesten Disney+ i næste uge, og for dem, der slet ikke kan få nok af Get Back”, der blev til ”Let It Be”, så er der for nylig udkommet et bokssæt med en Blu-ray-film, en bog og fem CD’er, der indeholder demoversioner, alternative album-mix og en opfrisket version af albummet, der blev udsendt i 1970, efter The Beatles var gået hver til sit.

Der er meget skidt at sige om det seneste halvandet års corona-nedlukninger verden over, men mellem aflysninger og isolation er det også piblet frem med nye idéer. En af dem, der kastede sig ind i virtuelle eksperimenter, var popveteranen Elton John. Han har for nylig udsendt et helt album med meget forskelligartede numre, der under nedlukningen er blevet til på tværs af studier og landegrænser – og på tværs af genrer. En af sangene fra albummet ”The Lockdown Sessions” har her i efteråret endda givet Elton John en førsteplads på den britiske hitliste for første gang i 16 år. Meget symptomatisk for den eksperimenterende stil er sangen ”Cold Heart” stykket sammen af melodi og tekst fra fire forskellige Elton John-sange, så de fremstår som en helt ny sang, og den er skabt i samspil mellem den 74-årige Elton John, den 26-årige sangerinde Dua Lipa og den australske producertrio Pnau.

Titlen ”Cold Heart” stammer fra en tilbagevendende linje i sangen, som er hentet fra ”Sacrifice”, en del af omkvædet er lånt fra hans ”Rocket Man”, og derudover bygger den nye kludetæppesang også på brudstykker af ”Kiss the Bride” og den mere ukendte ”Where’s the Shoorah?”.

Der findes allerede adskillige bøger om både Gasolin’ og Kim Larsen, men i dag landede endnu en af slagsen. Selvom forsanger Kim Larsen døde for nogle år siden, kommer han også til orde i bogen, da den blandt meget andet også bygger på hidtil ikke offentliggjorte interviews med alle fire medlemmer, som filminstruktøren Anders Østergaard lavede i forbindelse med sin dokumentarfilm fra 2006. Resultatet er et omfattende værk med titlen ”Gasolin’ – Gudernes vilje” af Jacob Wendt Jensen og Niels Ole Baadsgaard, der gennemgår bandets historie, succes og opbrud, musikernes baggrund og naturligvis musikken, blandt andet med interessante anekdoter om tilblivelsen af nogle af deres mest kendte sange. Selvom de fleste i dag nok kan enes om, at sange som ”Kvinde min”, ”Masser af succes” og ”Rabalderstræde” er blandt deres største hits, så var det ifølge Franz Beckerlee ikke indlysende klart dengang: “Når vi havde indspillet en plade, gættede vi tit på, hvilket nummer der ville blive et hit, men vi gættede altid forkert. Erfaringen i det lange løb blev, at dem, vi lavede på ti minutter, var dem, der blev hits. Dem, vi knoklede med i tre måneder, nåede ikke ud over dørtærsklen.”

Nogle ting var der dog tid til at arbejde med undervejs, for bogen beretter om, hvordan ”Kvinde min” var genstand for en del diskussioner, før den blev til virkelighed. Indtil da havde Gasolin’ ikke skrevet egentlige kærlighedssange, og både internt i bandet og hos Mogens Mogensen, der hyppigt hjalp med at skrive deres tekster, var der modvilje mod den slags sentimentale pladder. Kim Larsen medbragte en morgen et udkast til en melodi, og han måtte indsynge på et demobånd alene med sin guitar, fordi de andre havde pakket alt udstyr sammen for at tage i ”træningslejr” et sted i Jylland. Herefter gik arbejdet med teksten i gang, og Franz Beckerlee fortæller i bogen, at der blandt andet blev fjernet en passage i et vers, han ikke brød sig om: ”Den linje gik ud på, at vi lå og puttede den ind bagfra, ha ha. Jeg tænkte: ’Det kan vi sgu da ikke synge om’. Kim sagde: ‘Men det er jo det, vi gør’. Jeg sagde: ‘Tal for dig selv, mand. Det kan vi sgu da ikke sætte på skrift og udgive.’ Det mente han bestemt, vi kunne.”

Bogtitlen ”Gasolin’ – Gudernes vilje” kan måske forekomme en anelse svulstig, men det er et udtryk, guitaristen Franz Beckerlee selv har brugt. For nogle år siden var han gæst på radiokanalen P6 Beat, hvor han forklarede, at selvom de i bandet var uenige om mange ting, var der noget fælles, der bandt dem sammen: ”Skal jeg hælde lidt mod overtro, så var Gasolin’ gudernes vilje. Det var noget, vi skulle. Uanset om vi ville det eller ej, blev vi nødt til at blive sammen og lave den musik. Jeg kunne ikke forestille mig at møde nogle andre, jeg skulle blive sammen med og lave musik med end dem”.