Kategori: Musiknyheder

I de seneste år har der været flere eksempler på vellykkede og succesfulde film om berømte musikere, blandt andet Elton John-filmen ”Rocket Man” og Queen-filmen ”Bohemian Rhapsody”. I denne uge er der dansk biografpremiere på ”Respect”, der – naturligvis – handler om souldronningen Aretha Franklin og hendes karriere såvel som hendes privatliv og rolle i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Filmen har fået sin titel fra den sang, som langt fra var Franklins debut, men som i 1967 blev hendes helt store gennembrud. Oprindeligt havde Otis Redding skrevet og indspillet den i 1965, og han sang den ud fra et mandligt perspektiv i en mandsdomineret verden, hvor han vil give sin kvinde det, hun måtte brug for, men dog kræver en smule respekt, når han kommer hjem fra arbejde: ”What you want, baby you got it, what you need, baby you got it, all I’m asking for is a little respect when I come home”. Det var Aretha Franklins egen idé at genindspille den, og da hun som kvinde fremførte teksten, forvandlede den sig fra at være et en patriarkalsk irettesættelse til at fremstå som et feministisk kampråb. Sammen med blandt andre sin søster opfandt Franklin både den nu så legendariske passage med ”R-e-s-p-e-c-t, find out what it means to me” og det afsluttende ”sock it to me”-kor – og en stjerne var født. Historien fortæller i øvrigt, at Otis Redding ikke brød sig om den nye version af ”Respect”.

I filmen ”Respect” spilles hovedrollen som Aretha Franklin af Jennifer Hudson, der blandt andet også vandt en Oscar for sin rolle i musikfilmen ”Dreamgirls” baseret på historien om pigegruppen The Supremes.

I slutningen af september er det – uanset om man kan overskue betydningen af det eller ej – intet mindre end tredive år siden, bandet Metallica udgav det album, som egentlig hedder ”Metallica”, men som i daglig tale normalt kaldes ”The Black Album”. Pladen katapulterede Metallica fra hardrock-nichen til toppen af musikverdenen, og den blev en af de bedst sælgende nogensinde båret frem af sange som ”Enter Sandman”, ”The Unforgiven” og ”Nothing Else Matters”. I anledning af det forestående 30-års jubilæum er der i de seneste dage frigivet udvalgte numre fra to specielle udgivelser. Albummet bliver naturligvis genudgivet i remastered udgave med masser ekstra materiale, men derudover kommer også et coverprojekt, som i fysisk form vil fylde syv LP’er eller fire CD’er. Det store 1991-album er nemlig blevet genindspillet af hele 53 kunstnere, som hver har kunnet vælge den af de tolv oprindelige sange, de gerne ville fortolke på deres egen måde. Ikke overraskende er det balladen ”Nothing Else Matters”, som flest har kastet sig over. Indtil videre kan man på streamingtjenester finde de nye versioner med Phoebe Bridges, Miley Cyrus og Chris Stapleton, men når hele kataloget er online den 10. september tæller det i alt tolv genindspilninger af blandt andre Depeche Mode-forsanger Dave Gahan og Roxette-medlemmet Per Gessle.

I 2008 fortalte Metallica-forsanger James Hetfield til musikmediet Mojo, at han havde været lidt bekymret for at præsentere sangen for de andre i bandet: ”Til at begynde med ville jeg slet ikke spille den for gutterne. Jeg troede, at Metallica kun kunne handle om os fire. Det er sange om at ødelægge ting, headbanging, ofre sig for publikum, hvad som helst så længe det ikke var om damer og smarte biler, selvom vi godt kunne lide den slags. Denne sang var om en kæreste, jeg havde på det tidspunkt. Den endte med at blive en pænt stor sang”. ”The Metallica Blacklist”, som det omfattende hyldestalbum hedder, er tilgængeligt på nettet fra 10. september og i fysisk form fra 1. oktober, og det indeholder også et dansk bidrag, da Volbeat medvirker med en tung fortolkning af ”Don’t Tread On Me”.

Et af rockhistoriens mest kendte guitar-riff og en af mest genkendelige klassikere er blevet genoplivet i et opsigtsvækkende samarbejde. Guitaristen Tom Morello var en af grundpillerne i bandet Rage Against the Machine, der landede med et brag midt i 1990’erne, og han har også været med i blandt andet gruppen Audioslave. I sin nuværende solokarriere har han som guitarist brug for sangere, og Morello har satset på nogle af de store kanoner på sin nye udgivelse. I sidste uge udgav han nemlig en coverversion af AC/DC-klassikeren ”Highway to Hell” sammen med ingen ringere end Bruce Springsteen og Pearl Jams frontmand Eddie Vedder. I en pressemeddelelse siger Tom Morello, at ”Vores version af Highway to Hell hylder AC/DC, men med Bruce Springsteen og Eddie Vedder bliver denne legendariske sang taget med ind i fremtiden. En af de største rock’n’roll-sange nogensinde sunget af to af de største rock’n’roll-sangere nogensinde. Og så leverer jeg en lynende guitarsolo”.

Det er dog ikke første gang, de tre erfarne rockmusikere prøver kræfter med ”Highway to Hell”. For nogle år siden trådte Tom Morello til som vikarguitarist i Bruce Springsteens band, og der findes en optagelse fra AC/DC’s hjemland Australien, hvor de med Eddie Vedder som gæst på scenen rocker sig igennem ”Highway to Hell”. AC/DC udgav nummeret i 1979, og siden da har der floreret mange historier om, hvad sangen handler om. Flere af dem peger på bandets turnéliv, men der findes også en forklaring, som knytter sig til bandets oprindelige forsanger Bon Scotts hjemby Fremantle. Hovedvejen Canning Highway, hvor baren The Raffles lå, blev efter sigende kaldt ”hovedvejen til Helvede”, fordi dårlig skiltning ved et kryds havde kostet flere ofre. Så når der i ”Highway to Hell” bliver sunget ”Going down, party time, my friends are gonna be there too” og ”No stop signs, speed limit, nobody’s gonna slow me down”, så handler det ikke (nødvendigvis) om at skulle genforenes med sine venner hos Den Onde selv, men om at følge den farlige vej med kurs mod det lokale værtshus.

Tom Morello udsender sit album ”The Atlas Underground Fire” den 15. oktober, og udover Springsteen og Vedder får han til den tid også hjælp fra folk som rapper og reggae-musiker Damien Marley og countryrocksanger Chris Stapleton.

Hvis man i fremtiden skulle blive involveret i en diskussion om, hvad der er den bedste danske plade nogensinde, så findes der nu slags demokratisk afgørelse, man kan henvise til. Gennem mere end et år har alle interesserede kunnet deltage i den ene afstemning efter den anden på Facebook-siden ”Det bedste danske album nogensinde”. Når radiostationer og musikmedier forsøger sig med afstemninger, er der som regel kun et meget begrænset udvalg, brugerne kan vælge imellem, men i dette tilfælde var der fra starten flere end 2000 album i en løbende ”knock out-turnering”. Næsten ukendte nichealbum, velkendte udgivelser og folkekære klassikere dystede én og én mod hinanden, og kun det ene album i hver af de tilfældigt sammensatte afstemninger kunne gå videre til næste runde. Efterhånden blev feltet snævret mere og mere ind, og de fire tilbageværende på semifinaleniveauet var Kim Larsen-pladerne ”Værsgo” og ”Midt om natten” samt Gasolins ”Efter endnu en dag” og tv-2’s ”Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl”. Da finaleafstemningen stod i onsdags, var det Kim Larsen vs. Kim Larsen, og ”Værsgo” løb med sejren med 50,4 procent af stemmerne.

”Værsgo” var Kim Larsens første solo-LP og blev udgivet i 1973, hvor succesen for hans band Gasolin var enorm, men hvor Larsen havde brug for at få afløb for sin lyst til at lave andet end rock, hvis ikke de modstridende interesser mellem Gasolin-medlemmerne skulle splitte bandet ad. Ifølge bogen ”Værsgo – Den ultimative guide til Kim Larsens plader” var LP’en ”Værsgo” fra starten tænkt som en slags rockopera med titlen ”Sylvester”, og der var oprindeligt så mange sange på bordet, at Larsen kunne have lavet et dobbelt-album, indtil produceren fik ryddet op i materialet og forkortet den samlede udgivelse. Den røde tråd fra starten var et science fiction-tema, og selvom det ikke står lysende klart, når man hører det endelige resultat, så kan man i teksterne til både ”Sylvesters drøm” og sangen om ”De fjorten astronauter” høre resterne af sci-fi-grundidéen. Med sange som ”Joanna”, ”Hvis din far gir dig lov” og ”Det er i dag et vejr” er ”Værsgo” både blevet folkeeje og en stor kommerciel succes, sidenhen optaget i ”Kulturkanonen” og nu kåret ”Det bedste danske album nogensinde”.

I august påbegynder initiativtageren til Facebook-siden en tilsvarende afstemningsrække for at kåre den bedste danske film nogensinde.

Det sker jævnligt, at bands afprøver nye idéer eller udforsker genrer, men sommerens mest mærkværdige – og måske mest humorfyldte – stilskift står rockgruppen Foo Fighters for. Forleden udsendte de et album under navnet Dee Gees, som både henviser til forsanger Dave Grohls initialer D. G. og til den gamle poptrio Bee Gees. De erfarne rockmusikere har nemlig genindspillet en håndfuld Bee Gees-sange fra discomusikkens storhedstid, og det kunne måske have været interessant at høre tunge rockfortolkninger af discogenrens dansegulvsklassikere, men Foo Fighters har lidt overraskende valgt at indspille sangene meget tro mod originalerne – også med den karakteristiske falsetsang. Den første single fra Dee Gees-hyggeprojektet er genindspilningen af et stort hit i 1976, som også blev en del af ”Saturday Night Fever”-filmen i 1977, hvor hovedrolleindehaver John Travolta indtager dansegulvet til den pågældende sang. Filmproducerne havde egentlig tænkt sig, at nummeret ”Night Fever” skulle bruges i den scene, men Travolta havde indøvet sine dansetrin til tonerne af den allerede berømte ”You Should Be Dancing”, så han insisterede på, at den blev brugt i stedet. Nu er ”You Should Be Dancing” sammen med blandt andre ”Tragedy”, ”More Than a Woman” og ”Night Fever” blevet genoplivet af musikerne fra Foo Fighters på albummet med titlen ”Hail Satin”.

På fredag er det ti år siden, den engelske sangerinde Amy Winehouse døde af alkoholforgiftning, blot 27 år gammel. Amy Winehouse var et af de største navne i den bølge af moderne soulmusik, der vandt frem i de år, og hun var både berømt og berygtet, da hendes problemer med alkohol og stoffer og heraf følgende skandaleoptrædener var ganske velkendte. Selv hendes største hit kredsede om emnet. Historien fortæller, at hun under en gåtur med sin producer Mark Ronson improviserede linjen ”They tried to make me go to rehab, but I said no, no, no” (”de prøvede at få mig til at gå på afvænning, men jeg sagde nej, nej, nej”, red.). I første omgang troede Ronson, at det var en linje fra et nummer med en anden kunstner, men da det gik op for ham, at det var Winehouses egne ord, opfordrede han hende til at udbygge idéen til en hel sang, og ”Rehab” blev en slags signatursang for Amy Winehouse.

Der findes allerede en meget rost dokumentarfilm med titlen ”Amy”, men i anledning af tiårsdagen for hendes død lancerer britiske BBC denne sommer endnu en film. I “Amy Winehouse: 10 Years On” fortæller blandt andre hendes egen mor om datterens liv.

Hvis der fandtes en samlet opgørelse over hvilke sange, der er blevet spillet hvornår og hvor ofte, ville den formentlig vise, at fodboldsangen ”Re-sepp-ten” fra 1986 har oplevet en helt utrolig vækst i de seneste uger. I de kommende dage er der dog grund til at hente en af de mindre succesfulde fodboldsange frem fra gemmerne, for den officielle slagsang med Big Fat Snake fra 1996 er pludselig mere aktuel, end den har været i de forgangne 25 år. Det var bandets guitarist og sangskriver Peter Viskinde, som dengang fik en henvendelse om muligheden for at skrive en slagsang for landsholdet, der kunne bruges ved EM i 1996, hvis de forsvarende europamestre fra Danmark kvalificerede sig til slutrunden. I sommeren 1996 fortalte Viskinde selv i Politiken, at han fik besked om, at ”Holdet mener, at sådan noget Status Quo-lignende noget, a la slagsang til Manchester United ville være passende”. I 1994 havde bandet Status Quo med stor succes genindspillet sangen ”Burning Bridges” med en ny tekst som slagsang for det engelske tophold Manchester United med titlen ”Come On You Reds” – en sang, hvor målmand Peter Schmeichel endda blev nævnt i teksten. Skulle man finde en dansk pendant til Status Quo, var Big Fat Snake et naturligt sted at starte, og Peter Viskinde indvilgede i at gøre et forsøg.

Ifølge hans egen beretning sad han ti minutter ved klaveret og havde herefter ti minutters idéudveksling med forsanger Anders Blichfeldt, så han kunne allerede efter tyve minutter ringe tilbage til kontakten fra pladeselskabet og spille et engelsksproget udkast til ”Big Boys In Red and White” for ham. Bandet gik i studiet for at indspille en hurtig demo-version af sangen, så den kunne præsenteres for både landsholdet og Spillerforeningen. Sanger Anders Blichfeldt fortalte i 1996 til Berlingske Tidende, at landsholdsspillerne faldt for selve melodien og den del af den engelske tekst, der sagde ”Big boys in red and white”. Det kunne de således arbejde videre med, men det var svært at få en dansk tekst på plads. Blandt andet ville bandet gerne nedtone de sportslige elementer, mens spillerne gerne ville have sangen til at handle om fodbold. Da den danske tekst var på plads, skulle demo-versionen videreudvikles i studiet, men også dette voldte besvær, fortalte Peter Viskinde i Politiken: ”To dage gik med at raffinere arrangementet og lyden for derefter blot at blive kasseret af os selv og pladeselskabet. Alt for firkantet og fortænkt var det blevet og som så ofte før, var det tilbage til demo-udgaven, som havde al den spontanitet og stemning, vi behøvede”.

Det endelige resultat blev udgivet op til EM i England i 1996, som sportsligt blev en kæmpe skuffelse for det danske landshold, men op til semifinalen på onsdag kan Big Fat Snakes slagsang atter bringes på banen: ”Slaget skal slås i England. Vi kæmper det bedste, vi kan. Det kræver lidt mere end en danskvand at vinde for et lille land. Vi vinder, vi ved, vi kan. Vi er Danmark i Engeland, vi kæmper til sidste mand. Big boys in red and white. Det’ Danmark, det’ fodbold, det’ sejt!”

Det var 23 år siden, det danske herrelandshold i fodbold sidst vandt en kamp i knockout-delen af en EM- eller VM-slutrunde, men i lørdags lykkedes det, da Danmark sikrede sig en plads i EM-kvartfinalen. Sidst det skete, var ved VM i 1998, hvor det daværende landshold nåede fra ottendedelsfinalen mod Nigeria til kvartfinalen mod Brasilien, som blev den danske endestation.

Ligesom ved de fleste andre slutrunder skulle der også i 1998 indspilles en officiel slagsang, og i kølvandet på popgruppen Aquas internationale succes blev komponist og -producer Søren Rasted bedt om at hjælpe DBU og landsholdet. Han allierede sig dog med et par erfarne folk udi fodboldsangenes svære disciplin, for han inviterede musiker Michael Bruun og tv-vært og tekstforfatter Jarl Friis-Mikkelsen ombord på holdet. Bruun og Friis-Mikkelsen havde stået bag både ”Rap Nu” i 1984 og ”Re-Sepp-Ten” i 1986, men mellem ”Re-Sepp-Tens” tilblivelse i foråret 1986 og arbejdet med slagsangen i 1998 var der sket en del. Danmark var blevet en mere etableret fodboldnation i de internationale turneringer med deltagelse i flere slutrunder, stor opmærksomhed ved VM i 1986 og ikke mindst det overraskende europamesterskab i 1992. På trods af det skrev Jarl Friis-Mikkelsen en tekst uden storhedsvanvid, for det hørte med til historien, at Danmark ikke kom til VM i 1994, og at EM i 1996 mildest talt ikke var nogen succes.

”Derfor skulle det handle om, at man ikke må holde op med at tro på sig selv”, forklarede Jarl Friis-Mikkelsen i Politiken for nogle år siden.

Da Rasted, Bruun og Friis-Mikkelsen havde styr på sangen ”Vi vil ha’ sejren i land”, kontaktede de endnu en slagsangs-legende, sangerinden Dodo Gad, kendt fra Dodo and the Dodos. Ligesom på ”Re-Sepp-Ten” til i 1986 skulle hun synge sammen med landsholdet, hvor Michael Laudrup var den eneste genganger, og hun var godt tilfreds med spillernes indsats: ”Jeg blev rimeligt imponeret over, hvor godt de synger. De synger bedre end det landshold, der var med i 1986”, sagde hun til BT i forbindelse med udgivelsen af ”Vi vil ha’ sejren i land” i 1998. Også på lørdag ved kvartfinalen mod Tjekkiet gælder det, at ”vi vil ha’ sejren i land, og vi er med alle mand”.