Kategori: Musiknyheder

En af den seneste tids mest omtalte musikdokumentarer er nu også landet i Danmark. The New York Times står bag tv-programmet “Framing Britney Spears”, som lige nu kan ses på TV 2 Play, og det fortæller historien om den talentfulde pige, der blev barnestjerne i et Disney-program og senere tog hele verden med storm som popstjerne. Med årene voksede presset på den unge kvinde, paparazzierne var alle vegne, og i fuld mediebevågenhed fik Britney Spears omkring 2007 en form for sammenbrud med vild opførsel, problemer på hjemmefronten og anklager om at være en uansvarlig mor, som programmet opridser. Men mest af alt fortæller “Framing Britney Spears” om fan-bevægelsen #FreeBritney, som i begyndelsen måske så ud til at være baseret på en kreativ konspirationsteori, men som med tiden blev mere og mere velunderbygget. Efter sit sammenbrud var der frygt for, om Britney Spears var i stand til at tage vare på sig selv og sine interesser, og hendes far Jamie Spears blev derfor officielt værge og forvalter af hendes formue. I de seneste år har Britney Spears blandt på de sociale medier delt billeder og budskaber, som samlet tegner et billede af, at hun nærmest holdes som fange i sit eget liv, og mange af hendes gamle fans kæmper nu for, at faderens værgemål ophæves, så den engang så selvsikre og målrettede popstjerne igen kan træffe beslutninger om sit eget liv.

Flere gange i dokumentaren dukker et lille, men velkendt udtryk op i blandt andet fan-udsagn og på bannere: ”It’s Britney, bitch”. Sangerinden fik sit gennembrud med ”…Baby, One More Time” i 1998, og selvom udtrukket ”It’s Britney, bitch” i dag fremstår som en fast del af Britney-universet,  så blev det først etableret i 2007. Der blev arbejdet på en comeback-single til Britney Spears efter den offentlige tumult, og produceren Jim Beanz har fortalt til MTV, at der var en tro på, at når Spears havde født sit andet barn og igen skulle udgive en ny plade, så ville sangen ”Gimme More” kunne fungere: ”Vi havde brug for den helt rigtige catch phrase til for alvor at få hende tilbage og sætte sit aftryk på musikindustrien, og det aftryk var It’s Britney, bitch”. Med lige dele frækhed, provokation og genkendelighed voksede de tre ord langt ud over ”Gimme More”, som man også kan se det i “Framing Britney Spears”.

Natten til mandag blev en af verdens største sportsbegivenheder afholdt, da den årlige finale i amerikansk fodbold, Super Bowl, samlede millioner af tv-seere verden over. Et fast indslag ved det gigantiske sports-event er, at et stort navn fra musikkens verden tager sig af pauseunderholdningen mellem første og anden halvleg, og det har med årene udviklet sig til en opvisning i, hvordan man kan skubbe til grænserne for, hvor vild, hvor avanceret og hvor kreativ en femten minutters koncert kan være. Superstjerner og gæsteoptrædener, special effects og fyrværkeri, dansetrupper og statister, kraner og snoretræk, lysshow og kulisser – alt sammen for at overgå tidligere de halftime shows, som Super Bowl-koncerterne kaldes. I år var æren og opgaven tilfaldet den canadiske sanger The Weeknd. Han hedder egentlig Abel Tesfaye og kommer ud af en etiopisk familie, men er født og opvokset i Toronto i Canada. Kunstnernavnet tog han, efter at han som 17-årig droppede ud af gymnasiet og stak af hjemmefra i en weekend. Det viste sig dog, at der allerede var et canadisk band, der kaldte sig The Weekend, så for at undgå for meget forvirring – og måske også sagsanlæg – slettede han et bogstav i navnet og blev til The Weeknd.  

Både den canadiske skuespiller Dan Aykroyd og sangerinden Shania Twain har medvirket tidligere, men The Weeknd er den første canadier, der har stået som hovednavn ved et Super Bowl-pauseshow. Den bedrift betød, at Torontos borgmester søndag erklærede, at den 7. februar fremover skal markeres som ”The Weeknd Day”, og sangeren gav både borgmesteren og sine fans noget at være stolte af. Han leverede ikke bare et spektakulært show med stort kor og maskerede dobbeltgængere, men lod også sin Super Bowl-optræden blive kulminationen på en slags langstrakt performance om berømmelsens mørke sider, som han skridt for skridt har udviklet i musikvideoer, interviews og på sociale medier gennem mere end et år – til lyden af sange som ”Can’t Feel My Face”, “I Feel It Coming”, “Save Your Tears” og afslutningsvis “Blinding Lights”, der har været et kæmpehit i mere end et år nu.

En nylig opmærksomhed er kommet som lidt af en overraskelse, selvom sangerinden Gitte Hænning har oplevet lidt af hvert gennem sit 74 år lange liv. Hun blev landskendt som otte-årig, da hun sang, at hun ville ”Giftes med farmand”, hun har spillet med i flere film, hun vandt det tyske Melodi Grand Prix med “Junger Tag” i 1973, og hun har i årevis haft en flot karriere særligt i Tyskland. Nu har hun også fået et hit i Sverige, hvor hendes sang ”Ta’ med ud å fisk” fra 1962 har været helt oppe på førstepladsen af musiktjenesten Spotifys svenske Viral Top 50 med de sange, der bliver delt og diskuteret mest på de sociale medier. Fisketuren tog sin begyndelse, da Pee Wee King & His Golden West Cowboys i 1950 udgav den første version af “We’re Gonna Go Fishin'”. Countrymusikeren Hank Locklin tog den op i 1962, og samme år fordanskede Ida og Bent From den til ”Ta’ med ud å fisk”. Melodien blev også justeret en lille smule – til det bedre vil mange danskere nok mene – og i 1963 spredte den danske lystfisker-slager sig til resten af Norden. I Sverige sang Lil Malmkvist om ”Fina fisken”, i Norge udgav Wenche Myhre ”Bli med ut og fisk”, og i Finland tog Monica Aspelund på lørdagsfisketur på ”Lauantaina kalastamaan”.

Men Gitte Hænning havde brug for hjælp fra Olsen-bandens svenske ”slægtninge” for at begå sit uventede kup på den virale hitliste. I kølvandet på Olsen-bandens succes i Danmark skabte man i Sverige i 1980’erne Jönsson-ligan, som tog udgangspunkt i de danske film og deres figurer. Nu er ligaen blevet samlet til et nyt kup i en ny film med nye skuespillere, og juledag 2020 var der premiere på ”Se upp för Jönssonligan” på tv-tjenesten C More. I filmens indledende scene skal banden begå et indbrud på et lagerhotel, og de får en lokalradio til at spille ”Ta’ med ud å fisk”, som er med til at aflede nattevagtens opmærksomhed, samtidig med at banden koordinerer deres opgaver efter sangens opbygning. Nummeret bliver dog afbrudt af trafikmeldinger, og radioværten får startet sangen forfra undervejs, så bandens koreografi forstyrres, og kuppet går i vasken. Hvorfor filmholdet har valgt den danske ”Ta’ med ud å fisk” frem for den svenske og næsten enslydende ”Fina fisken”, er uvist, men udfaldet er, at Gitte Hænnings sang fra 1962 har vundet mange svenske hjerter den seneste måneds tid.  

En del af de begivenheder, der i 2020 skulle have markeret 100-året for genforeningen med Sønderjylland, er på grund af corona-krisen blevet udskudt til i år. Det gælder blandt andet dronningens besøg i en række byer efter nogenlunde samme rute som ”kongens ridt”, da hendes farfar Christian d. 10. i sommeren 1920 blev tiljublet som sønderjydernes nye overhoved. Omstændighederne var anderledes for hundrede år siden, men også dengang blev fejringen fordelt over en længere periode, og det betyder, at det først er i denne uge, der er 100-års jubilæum for en af genforeningens mest kendte sange. Det Kongelige Teater ønskede at markere genforeningen gennem en festforestilling med et nyskrevet teaterstykke, som digteren og forfatteren Helge Rode blev hyret til at skrive. ”Moderen”, som skuespillet kom til at hedde, fortalte historien om moder og en søn, der genforenes – med klare referencer til, at Sønderjylland igen var under den danske krone.

Helge Rode ville gerne have den store komponist Carl Nielsen til at skrive musik til forestillingen, og selvom Nielsen flere gange afslog på grund af travlhed, lykkedes det at overtale ham til sidst. Hen over sommeren og efteråret 1920 skrev han derfor melodier til en stribe sange til ”Moderen”, men ifølge Det Kongelige Bibliotek var det først i december, at der i en brevveksling blev nævnt en sang, der kaldtes ”Som en blomstersmykket flåde”. Der var ikke lang tid til premieren, men med en nyskrevet melodi og nogle ændringer i teksten blev også ”Som en rejselysten flåde” klar til uropførelsen af ”Moderen” på Det Kongelige Teater – og på lørdag den 30. januar er det således præcis hundrede år siden, et publikum for første gang kunne opleve ”Som en rejselysten flåde”. Det samme gjaldt i øvrigt ”Min pige er så lys som rav” og ikke mindst ”Tågen letter”. ”Som en rejselysten flåde” blev med årene en af de mest udbredte fædrelandssange med genforeningen som omdrejningspunkt.

I mange år var ”Top of the Pops” et tv-program, der kunne være med til at skabe fremtidens stjerner, danne mode og forstærke succesen for et hit. Hver uge kunne BBC-seerne opleve et udvalg af tidens mest populære sange fra den britiske singlehitliste, og der var derfor masser af opmærksomhed at hente ved at optræde i ”Top of the Pops”. For eksempel blev Boy George kendt fra den ene dag til den anden, da han med makeup og androgyn fremtoning optrådte med ”Do You Really Want to Hurt Me” med Culture Club – og i protest mod, at musikken skulle være på bånd og kun sangeren live, fremførte Nirvana ”Smells Like Teen Spirit” med falsk sang og påtaget vild sceneoptræden til både morskab og opstandelse. I denne uge har en af de mest berømte ”Top of the Pops”-detaljer 40-års-jubilæum, for den 15. januar 1981 havde Phil Collins en lidt overraskende rekvisit med på scenen. Han sad ved sit keyboard og fremførte sit sologennembrudshit ”In the Air Tonight”, men ved siden af keyboardet stod en spand maling med en pensel i. Han forklarede senere, at han bare havde fået øje på maling og pensel ude bagved og havde tænkt, at det ville se godt ud at have det med på scenen, men sandheden var formentlig en anden. Det var velkendt, at det meste af hans debutalbum blev skabt med udgangspunkt i og i efterdønningerne af skilsmissen fra hustruen Andrea Bertorelli, som skulle havde haft en affære med en mand, der havde været anset til at male og indrette deres hjem – og det var derfor svært ikke at læse malerspanden som en hilsen til eks-konen.

I 2015 fortalte Andrea Bertorelli dog sin side af historien til avisen Daily Mail, hvor hun godt nok erkendte at have haft en affære, men at hendes mand reelt var stemplet ud af deres ægteskab længe forinden på grund af sine lange turnéer med bandet Genesis.
– ”Jeg kan huske, at jeg så Top of the Pops den aften, han optrådte med spanden med maling på klaveret. Jeg var forfærdet, jeg blev dårlig og følte mig forrådt. Jeg vidste straks, at det var en besked til mig, men den blev givet offentligt. Og så fortsatte han med at fortælle journalister, at jeg var stukket af med dekoratøren. Andre sangskrivere som Adele laver plader om deres hjertesorg, men de sætter ikke navn på og peger fingre, som han gjorde. Den historie blev overdraget til medierne og portrætterede ham som den gode og gav mig rollen som skurk, og der var ikke noget, jeg kunne stille op. Da jeg bad ham om at holde op med at fortælle og skrive sange om vores forhold, sagde han, at han havde kunstnerisk frihed til at skrive om, hvad han havde lyst til”, fortalte Andrea Bertorelli i Daily Mail.

Det er sjældent, at et dødsfald i musikkens verden berører sportsfans i stor stil, men det var tilfældet i weekenden, da beskeden om Gerry Marsdens kom. Marsden var frontmand i bandet Gerry and the Pacemakers, der ligesom andre Liverpool-grupper som The Beatles, The Searchers og The Swinging Blue Jeans var en del af den såkaldte Merseybeat-bølge i 1960’erne. Gerry and the Pacemakers hittede med sange som ”How Do You Do It” og ”Ferry Cross the Mersey”, men det var 1963-genindspilningen af en ballade fra en musical fra 1945, der var med til at sikre dem berømmelse langt ud over de tidlige rock’n’roll-år. Med tiden er sangen ”You’ll Never Walk Alone” nemlig blevet adopteret af fodboldfans og -klubber flere steder, først og fremmest i Gerry Marsdens hjemby Liverpool i England. I et interview på fodboldklubben Liverpool FC’s hjemmeside i 2013 fortalte Marsden, at traditionen begyndte på Liverpools stadion Anfield, allerede mens ”You’ll Never Walk Alone” toppede hitlisten i 1963:

”Jeg kan huske, når jeg var på Anfield, plejede de før hver kampstart at spille Top 10 fra nummer 10 til nummer 1, og derfor blev You’ll Never Walk Alone spillet før kampen. Jeg var med ved kampen, og fansene begyndte at synge den”, fortalte Marsden til liverpoolfc.com.

Da sangen røg ud af Top 10 på hitlisten, holdt stadionpersonalet også op med at spille den over højttalerne, men allerede ved den næste kamp lød tilråbene fra The Kop-tribunen med de mest inkarnerede fans: ”Hvor er vores sang?” Klubben måtte derfor finde ”You’ll Never Walk Alone” frem igen, og siden da har den været uløseligt forbundet med Liverpool FC, som spiller den forud for alle hjemmekampe. Gerry Marsden døde efter kort tids sygdom, 78 år gammel.

I modsætning til juletiden er der ikke et væld af sange, der knytter sig særligt til nytår, men der er dog nogle stykker, der dukker op igen og igen. En af dem er den skotske vise ”Auld Lang Syne”, som menes at være fra midten af det 16. århundrede eller måske endnu ældre, og som sidst i 1700-tallet blev nedfældet og trykt af den skotske digter Robert Burns. Herhjemme var digteren Jeppe Aakjær uhyre optaget af Robert Burns og hans værker, som han i flere tilfælde oversatte og bearbejdede, og mange steder vil man kunne læse, at han i 1927 udgav ”Auld Lang Syne”-oversættelsen ”Skuld gammel venskab rejn forgo” i en digtsamling. Men som tidsskriftet Ord & Sag fra det daværende Institut for Jysk Sprog- og Kulturforskning på Aarhus Universitet redegjorde for i 2002, havde Jeppe Aakjær fingrene i den nu så velkendte venskabshymne allerede fire år forinden. I januar 1923 deltog Aakjær nemlig i folkemindesamleren Evald Tang Kristensens 80-års fødselsdag, og det menes, at ”Skuld gammel venskab rejn forgo” blev fremført på dansk for første gang ved denne fest. Fødselarens søn fortalte mange år senere, at Jeppe Aakjær efter flere taler havde rejst sig og sagt:

“Ja gamle ven… Egentlig burde jeg have hædret dig med et digt, men det har jeg gjort før og kan næppe gøre det bedre. Nu vil jeg til ære for dig synge en bette vise, jeg nylig har oversat fra skotsk til jysk. Det er en vise, der i Skotland synges 10 gange for hver gang alle andre synges een”.

Han sang ”Skuld gammel venskab rejn forgo” for sin 80-årige ven, og ifølge historien blev resten af selskabet grebet af stemningen og rejste sig for at synge med på omkvædet efter sidste vers. Senere samme år blev sangen trykt i den årlige almanak ”Danmark”, som Jeppe Aakjær selv var med medredaktør af, men i denne version var det med titlen ”For læng, læng sind” – helt parallelt med det skotske forlæg ”Auld Long Syne”. Først i digtsamlingen ”Under Aftenstjærnen” i 1927 blev den til ”Skuld gammel venskab rejn forgo”.

Det kan være lidt svært at bevise, at det i denne juletid er 2020 år siden, at et særligt barn blev født i Betlehem, men til gengæld ved vi med sikkerhed, at det lillejuleaften i år er 200 år siden, at en af salmerne om ham så dagens lys for første gang. For som hojskolesangbogen.dk fortæller, landede en udgave af ”Skilderie af Kjøbenhavn” den 23. december 1820, og heri var trykt en ny tekst af N.F.S. Grundtvig. Efter nogle år i præstegerningen havde Grundtvig på dette tidspunkt helliget sig forskelligt skrivearbejde – digte, salmer, oversættelser af historiske værker og egen historieskrivning – og lillejuleaften i 1820 kunne omverdenen for første gang læse det, han i den københavnske ugeavis selv kaldte ”Jule-Sang for christne Børn” med den indledende linje ”Et barn er født i Betlehem”.

Gennem sine mange år som salmedigter tog Grundtvig ofte udgangspunkt i for eksempel gamle tyske eller latinske tekster, som han oversatte og ikke mindst gendigtede, og det var også tilfældet her. Siden middelalderen havde man sunget den latinske ”Puer natus in Bethlehem”, hvilket direkte oversat betyder ”Et barn er født i Betlehem”, og teksten blev med årene blev oversat til flere sprog. Der fandtes blandt andet en dansk udgave fra 1553 af Hans Tausen, som også var med til at reformere kirken og stod bag den første danske oversættelse af Biblen, og det var denne gamle salme, Grundtvig prøvede kræfter med i 1820 for at skabe netop en ”Jule-sang for christne Børn”. Mange år senere, da Grundtvig var blevet præst i Vartov Kirke i København, rettede han sin tekst fra 1820 en anelse og forærede ved en julegudstjeneste i 1845 sin menighed et hæfte med blandt andet ”Et barn er født i Betlehem”. Nogle år senere gav A.P. Berggreen teksten den melodi, som var med til at gøre ”Et barn er født i Betlehem” til en af de mest elskede julesalmer, både for voksne, for gamle og for små ”christne Børn”.