Kategori: Musiknyheder

Som musiker kræver det både talent, timing og held at lancere en julesang af den slags, der vil dukke op overalt år efter år. Hvert år til jul er der masser af kunstnere, der prøver lykken med nyskrevne julesange, og de fleste juleplader ender gerne med en blanding af nye julesange og velkendte juleklassikere i nye versioner. Herhjemme har Lars Lilholt netop udgivet ”Lad julen vare længe” med både salmer, gamle julesange og et par af hans egne kompositioner, og lidt samme skabelon følger Dolly Parton, som internationalt er en af årets mest prominente ”julemusikere”. Idéen til hendes nye juleplade udspringer dybest set af titlen på det første nummer, som oprindeligt er fra 1964.

Dengang ville et filmselskab udnytte den store succes, som sangen ”Rudolph the Red Nosed Reindeer” havde fået i de foregående år, ved at lave en længere stopmotion-film, der kunne udvide historien om Rudolf med den røde tud en smule. Filmens fortæller skulle være Snemanden Sam spillet af skuespilleren og sangeren Burl Ives, og de allierede sig også med sangskriveren Johnny Marks, som havde skrevet ”Rudolph the Red Nosed Reindeer”. Johnny Marks fik efter ”Rudolph”-succesen en hel karriere ud af at skrive nye julesange, blandt andet ”Run Rudolph Run” til Chuck Berry og den stadig populære ”Rockin’ Around the Christmas Tree”. Til den nye børnefilm om Rudolf i 1964 leverede han blandt andet den muntre ”Holly Jolly Christmas”, som Burl Ives indspillede til filmen, og som siden da har været fast inventar på radiostationer og til fester op mod jul. Dolly Parton har som så mange andre også et nært forhold til ”Holly Jolly Christmas”, og den gav hende idéen til at indspille ikke blot denne sang, men et helt julealbum og kalde det ”A Holly Dolly Christmas”. Udover ”Holly Jolly Christmas” og nogle af hendes egne julesange indeholder pladen også blandt andet ”I Saw Mommy Kissing Santa Claus” og en duet med tv-værten Jimmy Fallon på Mariah Careys ”All I Want For Christmas Is You”.

Når man i denne juletid synger med på ”Rudolf med den røde tud”, kan man sende en tanke til en af Rudolfs danske fædre, som gik bort tidligere i år. Historien om Rudolf begyndte i 1939, hvor amerikanske Robert L. May skrev børnebogen om ”Rudolph the Red-Noesed Reindeer”, og i årene efter fulgte flere bøger, tegnefilm og i 1949 også den sang, der bragte det rødnæsede rensdyr ud til store dele af verden. Herhjemme havde den unge musiker og komponist Bent Fabricius-Bjerre netop etableret sit eget pladeselskab Metronome Records, og han så en god forretningsmulighed i danske versioneringer af udenlandske hits. Han fik øje på ”Rudolph the Red-Noesed Reindeer”, og tog idéen med videre til en tekstforfatter med et specielt CV. Holger Bech var til daglig direktør i Handelsbanken, men ved siden af livet i bankverdenen skrev han under pseudonymet Poul M. Jørgensen. Blandt andet stod han bag de danske oversættelser af teaterstykket ”Omstigning til Paradis” og musicals som ”Oklahoma” og ”My Fair Lady”. Efter Bent Fabricius-Bjerres død i sommer sendte TV 2 interviewprogrammet ”Det sidste ord”, som var optaget med henblik på først at blive sendt efter hovedpersonens død, og her fortalte Fabricius-Bjerre, at han havde sendt den originale sang til den kreative bankdirektør:

”Han syntes, den var så åndssvag, så han sendte som en spøg den tilbage med en tekst som ’Kender du den om Rudolf, Rudolf med den røde tud’. Det hele var ment som en spøg fra hans side, men jeg troede, det var hans alvor, så vi indspillede den, og det blev en kæmpe succes”.

I programmet fortæller Bent Fabricius-Bjerre, at et af Poul M. Jørgensens forbehold var, at han var vant til at skrive mere alvorlige ting. Det var dog ikke første gang, tekstforfatteren arbejdede med de mere muntre sager. Gennem årene leverede han flere sangtekster til revyer, og den mindeværdige Helge Kjærulff-Schmidt-vise “Vi er alle i samme båd” fra Hornbæk-revyen i 1944 stammer således fra den samme pen som ordene ”Skål for de røde næser, dejligt juleeventyr”.

Søren Kragh-Jacobsen er kendt som både sangskriver og filminstruktør, men alligevel går der ofte mange år mellem, han udgiver en ny plade eller lancerer en ny spillefilm. Torsdag d. 3. december er der dog premiere på en film, der handler om et landmandspar, som inviterer familie og venner til en guldbryllupsfest, hvor sandhederne pludselig står i kø, og skeletterne vælter ud af skabene. Enhver god fest i det lokale forsamlingshus kræver festlig musik, og filmen har lånt sin titel fra en af de sange, som gennem årene er blevet spillet igen og igen ved den slags lejligheder, ”Lille sommerfugl”.

Sangen, der i dag ofte forbindes med Bjørn Tidmand og Dansktoppens storhedstid, stammer oprindeligt fra Tivolirevyen i 1921, men den dukkede op til overfladen igen sidst i 1960’erne. På det tidspunkt havde Bjørn Tidmand udgivet flere plader og deltaget i Melodi Grand Prix nogle gange, men efter en konferencier-opgave i Tivoli Karolinelund i Aalborg endte han med at slå sig ned i Aalborg i en periode, hvor han drev restaturanten Det Lille Thehus i Karolinelund. Her bemærkede han, at gæsterne ofte valgte Malihini-Kvintettens calypso-inspirerede udgave af ”Lille sommerfugl” på jukeboxen, og han besluttede, at han også selv ville indspille en version af sangen. Hans producer brød sig dog ikke om den, og Tidmands version af ”Lille sommerfugl” havnede i første omgang i skuffen i stedet for i pladebutikkerne. Men to år senere fik Malihini-Kvintettens udgivelse pludselig fat og sneg sig ind på hitlisten, og så agerede Bjørn Tidmand og hans pladeselskab hurtigt. ”Lille sommerfugl” blev fundet frem fra skuffen og strøg ind på hitlisten, hvor de to sommerfugle i en periode kæmpede og lytternes gunst. Da den samlede hitliste for hele 1968 blev opgjort, lå Bjørn Tidmands ”Lille sommerfugl” nr. 1, mens Malihini-Kvintettens version af samme sang var nr. 4.

En stor musicalsatsning bevæger sig for tiden gennem landet og gør stop i Nordjylland i de kommende dage. Filmsuccesen ”The Bodyguard” fra 1992 med Whitney Houston og Kevin Costner er blevet omsat til en musical og ikke kun med de kendte sange fra filmen, men også med andre af Whitney Houstons store hits. Historien i ”The Bodyguard – The Musical” bindes således sammen af numre som ”I Will Always Love You”, ”I’m Every Woman”, “I Wanna Dance With Somebody” og “One Moment In Time”. Hovedrollen som popstjernen Rachel Marron er i musicalen besat af den indtil nu ret ukendte 22-årige Andrea Lykke Oehlenschlæger, og hun får ikke blot lov til at spille den samme rolle som Whitney Houston, men har også indspillet en Whitney Houston-sang, som Houston aldrig selv fik færdiggjort.

I forbindelse med forberedelserne til musicalrollen mødtes den unge sangerinde med de danske musikproducere Soulshock og Karlin, som blandt andet stod bag et af Whitney Houstons sidste hits, ”Heartbreak Hotel”. Soulshock og Karlin havde efter ”Heartbreak Hotel” skrevet en ny sang med Whitney Houston i tankerne, og de præsenterede den for det hold, som skulle arbejde hen imod et nyt Whitney-album. Soulshock og Karlin har selv fortalt, at der var stor begejstring for nummeret ”Me Without You”, men den dag, det skulle indspilles, var Whitney Houston blevet syg, og aftalen blev udskudt. Hele albummet endte med at blive afblæst på grund af problemer i Whitney Houstons liv, og ”Me Without You” nåede ikke at blive samlet op igen, før hun i 2012 blev fundet død. ”Me Without You” endte derfor med at blive liggende i Soulshock og Karlins skuffe hjemme i Los Angeles, indtil Andrea Lykke Oehlenschlæger dukkede op for at forberede sig til rollen, som netop Whitney Houston udødeliggjorde, og inden længe kan alle få mulighed for at høre hendes indspilning af den sang, der var tiltænkt Whitney Houston. I de kommende dage er det dog Whitney Houstons velkendte hits, der er drivkraften, når ”The Bodyguard – The Musical” spiller i Aalborghallen, inden forestillingen fortsætter til Aarhus, Holstebro og København.

Den triste besked om Michael Bundesens død kom mandag i sidste uge, og bandets righoldige sangskat hjalp mange steder med at udforme mindeordene over den gamle Shu-Bi-Dua-forsanger. Hans familie lagde selv for ved at afrunde pressemeddelelsen om Bundesens død med ordene ”Visselul, de gæve kæmpe”, som oprindeligt stammer fra sangen ”Hvalborg”. Nekrologer og hilsener på de sociale medier citerede i særlig grad det sidste vers i ”Den røde tråd”: ”Og hvad mon der sker, når man skal bort, når livets skjorte bli’r for kort. Hvor mon den er, den røde tråd. Man må for fa’en da blive til noget”. Der var også anledning til at hive de sidste linjer frem fra nummeret ”En rocksangers farvel”: ”Men ak, now I must go. Jeg skal nå det sidste tog. Fed sortie, c’est la vie, jeg ta’r frakken på. Det er godt at være ung, Det er trist at blive gammel og tung”.

Sangen ”Stjernefart”, som netop handler om døden og alt det, der måske følger efter, blev i to tv-programmer brugt til at tage afsked med Michael Bundesen. Sangen fra 1980 tæller måske ikke ligefrem som et af Shu-Bi-Duas største hits, men den repræsenterer den følsomme og eftertænksomme side af ”shubberne”, som der også var plads til mellem de festlige rocksange og morsomme tekster: ”Når dit hjerteslag bliver væk en dag, er det så forbi? Gu’ det ej fordi – der er meget mere mellem himmel og jord”. Sangen havde af og til også en særlig funktion, når bandet gav koncert, fortæller Michael Bundesen i biografien ”Alting har en ende”. Bundesen var meget dygtig til at aflæse publikum og stemningen foran scenen, og han gik ikke af vejen for med kort varsel at ændre i den planlagte spilleliste, hvis der for eksempel var brug for at få mere gang i festen. Andre gange kunne det modsatte være påkrævet, og her kunne ”Stjernefart” bringes i spil: ”Hvis der blev kastet for meget med øl blandt publikum, så bestilte jeg ”Stjernefart” – et langsomt nummer om døden. Det trak ligesom det sjove ud af ølsjaskeriet. Det er også svært at nikke en skalle til en sjæler”.

I fredags blev Michael Bundesen hyldet på både DR1 og TV 2, og begge steder havde man besluttet at afrunde programmerne med ”Stjernefart”. På DR1 fremførte DR Pigekoret og pianist Phillip Faber ”Stjernefart” som afslutning på programmet ”Fællessang – hver for sig”, som denne aften udelukkende bestod af gamle Shu-Bi-Dua-sange. På TV 2 havde man i ”Go’ aften Live” også samlet en stribe kunstnere til at fortolke shubbernes sangskat, og her blev programmet afsluttet med ”Stjernefart” sunget af den 15-årige Karla My, som spiller hovedrollen i den nye film ”Malous jul”. Det er ikke sikkert, de selv var klar over det, men ”Stjernefart” var også med til at afrunde det, der skulle blive den allersidste Shu-Bi-Dua-koncert. Tre uger før Michael Bundesens første blodprop optrådte bandet til Roskilde Kræmmermarked, og efter en parade af Shu-Bi-Dua-hits blev der rundet af med den stilfærdige ”Stjernefart” og den energiske ”Fed rock”, som i 1973 havde skudt hele karrieren i gang.

Michael Bundesen og hans betydning for dansk musik og folkelig underholdning vil blive husket i mange år, for når livets pølse nu engang er speget, er det vigtigt, at nogen står klar til at komme syltetøj på.

Titlen ”7 Years” er i forvejen nært knyttet til det danske band Lukas Graham på grund af en af deres sange, men fra denne uge henviser den også til en dokumentarfilm. Instruktøren René Sascha Jørgensen har fulgt gruppen syv år, og derfor har den meget naturligt fået titlen ”7 Years of Lukas Graham” som en hilsen til sangen fra 2015, der blev et stort hit i det meste af verden. I P3-podcasten ”Splittet til atomer” fortalte forsanger Lukas Forchhammer sidste år, hvordan sangen ”7 Years” kom til verden på en aften, hvor nogle af bandmedlemmerne og flere venner fra musikermiljøet omkring Lukas Graham var samlet for at prøve at skrive nye sange. Arbejdet var gået lidt i stå, og Lukas Forchhammer havde fået sig en lur på en sofa, men da han vågnede, sad pianisten Morten Ristorp ved et gammelt elklaver, hvor flere af tangenterne endda sad fast, fordi der var blevet spildt en drink ned i det. Ristorp sad og legede med den lille klaverfigur, som i dag er kendt som introen til ”7 Years”, og da Lukas Forchhammer kom ud til ham, begyndte han instinktivt at synge “Once I was seven years old my mama told me: Go make yourself some friends or you’ll be lonely”. Meget hurtigt var der en følelse af, at de efter en ellers lidt ufrugtbar sangskrivningsaften nu havde fat i noget godt. Folk stimlede sammen om klaveret, og hen over rødvin, joints og cigaretter begyndte Forchhammer at skrive tekstidéer ned i sin lille bog. I løbet af nogle timer blev nærmest hele sangen skrevet ud i ét. Sangen ”7 Years” gennemgår vers for vers livsoplevelser i forskellige aldre, også med forventninger om fremtiden. Der blev også skrevet vers om at være 40 og 50 år, men de blev senere sorteret fra, men 60 års-verset med en hilsen til Forchhammers afdøde far fik lov at blive stående: ”Soon I’ll be sixty years old, my daddy got sixty-one, remember life and then your life becomes a better one”. Flere af gruppens sange er ikke kærlighedssange i gængs forstand, men kredser om familie og om den afdøde far:

”Fra et helt basalt, psykologisk synspunkt, så er det jo en psykologisession på tre en halv time, når skriver en sang som ’7 Years’. Det er jo sorgbearbejdelse, der foregår, når man skriver en sang om sin døde far”, sagde Lukas Forchhammer i podcasten ”Splittet til atomer”.

På fredag er der i biografer mange steder i landet premiere på dokumentarfilmen af René Sascha Johannsen, som faktisk også var manden bag musikvideoen til sangen ”7 Years” dengang i 2015.

I næste uge er der præsidentvalg i USA, og mens musikere som Bruce Springsteen, John Legend, Barbra Streisand og Taylor Swift åbent har bakket op om Joe Biden, er det svært for præsident Donald Trump at få prominente navne fra musikbranchen til at støtte ham aktivt. Sådan var det under valgkampen for fire år siden, sådan var det, da der skulle hyres underholdning til hans indsættelsesfest i 2017, og sådan er det også i år. Det startede sådan set allerede den dag i juni 2015, da Donald Trump annoncerede sit kandidatur til tonerne af Neil Young-nummeret ”Rockin’ In the Free World”. Det faldt Neil Young for brystet, men Trumps kampagnestab kunne fremvise bevis på, at de rent faktisk havde købt sig til retten til at anvende ”Rockin’ In the Free World”. Alligevel holdt Trump-kampagnen i en periode op med at gøre brug af ”Rockin’ In the Free World”, især fordi Donald Trump ikke ville lægge sig ud med Neil Young, som han selv er stor fan af.

Det modsatte kan dog ikke siges at være tilfældet. Neil Young bakkede op om Bernie Sanders i Demokraternes primærvalg, selvom han som canadier ikke havde mulighed for at stemme. I mellemtiden er Young blevet amerikansk statsborger, og han råber stadig op, når Trump-kampagnen gør brug af hans sange. I februar skrev han et åbent brev til præsidenten: ”Jeg håber, at du hører min stemme, hver gang ”Rockin’ In the Free World” eller en af mine sange bliver spillet ved dine vælgermøder. Husk at det er stemmen af en skattebetalende amerikansk borger, der ikke støtter dig. Mig. Jeg skyder ikke skylden på de folk, der stemte på dig. Jeg støtter deres ret til at udtrykke sig, selvom de er blevet løjet overfor og i mange tilfælde har troet på de løgne. De er sande amerikanere”.

Det amerikanske medie Vulture har for nylig samlet en liste med 21 eksempler på sange, som kendte musikere i mere eller mindre diplomatiske vendinger har bedt om ikke bliver brugt af Trump. Listen rummer blandt andet ”In the Air Tonight” med Phil Collins, “We’re Not Gonna Take It” med Twisted Sister, “Rolling in the Deep” med Adele og “We Are the Champions” med Queen.

I år er det 50 år siden, verden første gang hørte ”Jesus Christ Superstar” af komponisten Andrew Lloyd Webber og tekstforfatteren Tim Rice, og det markeres herhjemme med en jubilæumskoncert, som for tiden er på turné rundt i landet. Man kan måske undre sig over, at showet, som søndag kan opleves i Musikkens Hus i Aalborg, er en musicalkoncert og ikke en egentlig musical, men det er faktisk i fin tråd med musikken fra 1970. Dengang havde Tim Rice og Andrew Lloyd Webber fået afslag på afslag fra teatre, der ikke kunne se fidusen i en rockmusical om Jesus og ikke mindst om Judas. Andrew Lloyd Webber har senere fortalt, at det generelle svar, de blev mødt med, var, at ”Det må være jeres spøg – det er den dårligste idé nogensinde”. Derfor valgte de at samle sangene til musicalen på en dobbelt-LP i stedet, og selvom dette ikke var den oprindelige plan, gav pladeprojektet mulighed for at gøre musical-idéen mere rocket og mere ungdommelig, end en sceneopsætning ville have tilladt. Da pladen lidt efter lidt voksede til at blive en stor succes, blev den oprindelige idé om en scene-musical samlet op i 1971, og i 1973 kom også filmversionen af ”Jesus Christ Superstar”.

At gøre Jesus til en musicalfigur skabte naturligvis også opstandelse og anklager om blasfemi i visse kredse, men til skabernes store overraskelse var der opbakning fra Vatikanet. Pavestatens radiostation valgte at spille ”Jesus Christ Superstar”-pladen i sin fulde længde, fordi man betragtede det som ”et værk af væsentlig betydning”. Den pavelige opbakning blev taget et skridt videre, da filmversionen i 1973 lå klar. Filmens instruktør Norman Jewison arrangerede en særlig fremvisning for pave Paul d. 6., og historien fortæller, at paven var meget begejstret, da han gav sin ”anmeldelse” til instruktøren: ”Mr. Jewison, ikke alene værdsætter jeg din smukke rockoperafilm, jeg tror også, den vil trække flere folk til kristendommen, end noget andet har gjort tidligere”.

Det er Danmarks Underholdningsorkester, der for tiden er på turné med sangere som Erann DD, Martin Brygmann og Fallulah samt den nu 74-årige Allan Mortensen, som selv fik sit gennembrud i rollen som Judas i den originale danske opsætning af musicalen i 1972.