Kategori: Musiknyheder

I oktober 1940 kom en lille dreng til verden i Liverpool. Familien Lennon kaldte deres søn John, men den senere så berømte musiker fik også mellemnavnet Winston. Fornavnet John var en hyldest til drengens bedstefar, mens mellemnavnet blev hentet et helt andet sted. John Winston Lennon blev nemlig delvist opkaldt efter den britiske premierminister Winston Churchill, som havde været i politik i mange år og havde beklædt flere ministerposter, men som i maj 1940 – blot fem måneder før fødslen af den lille Lennon – var tiltrådt som premierminister. Churchill blev en af de vigtigste skikkelser i moderne britisk historie, og han blev også en personlig helt for John Lennon, der læste flere af Churchills bøger. Winston Churchill spiller også en rolle i en anekdote om John Lennon, men i en noget anden sammenhæng end man normalt associerer helten fra 2. verdenskrig med. Paul McCartney gav for et par år siden i magasinet GQ nogle eksempler på, hvor tætte han og John havde været i ungdomsårene, og her fortalte han, at de engang havde hængt ud hjemme hos John sammen med nogle venner. Det var blevet helt mørkt, og på en eller anden måde var det endt med, at alle mand sad og onanerede i hver sin stol. På skift sagde de navne på attraktive kvinder til gensidig begejstring, indtil Lennon overraskede flokken og forpurrede stemningen ved at sige ”Winston Churchill” for underholdningens skyld.

Mellemnavnet Winston var ikke synligt i årene med The Beatles, men John Lennon brugte det i andre sammenhænge, for eksempel når han medvirkede på andres plader og ville være lidt anonym. Da Elton John i 1974 genindspillede Beatles-sangen ”Lucy In the Sky With Diamonds”, kunne man i covernoterne se, at han havde fået hjælp i studiet af en guitarist og korsanger ved navn Dr. Winston O’Boogie – og det var den samme John Winston, som på fredag kunne have fejret sin 80 års fødselsdag.

I midten af 1990’erne var bandet Oasis her, der og alle vegne. Debutpladen ”Definitely Maybe” var en massiv succes i 1994, men allerede året efter udsendte Oasis et album, der skulle blive det næstbedst sælgende i Storbritanniens historie, kun overgået af ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” med The Beatles. På fredag er det 25 år siden, Oasis udgav ”(What’s the Story) Morning Glory” med sange som ”Don’t Look Back In Anger”, ”Some Might Say” og ikke mindst et af årtiets største hits, ”Wonderwall”. Der blev spekuleret en del i, hvordan ordet ”Wonderwall” skulle forstås, og det blev diskuteret om George Harrisons musik til en film af samme navn i 1968 kunne spille en rolle. Med tiden blev der etableret en fortælling om, at Noel Gallagher fra Oasis havde skrevet sangen til sin daværende kæreste – og senere kone og nu eks-kone – Meg Mathews, og at hun som hans ”vidundervæg” var at sammenligne med drengeværelsets plakater af popstjerner og fodboldspillere. Efter parret var gået fra hinanden, afviste Gallagher dog den forklaring: ”Betydningen af den sang blev taget fra mig af medierne, der sprang på den. Og hvordan fortæller man fruen, at den ikke handler om hende, når hun først har læst, at det gør den”, spurgte Gallagher i et BBC-program i 2002. Hans egen forklaring var, at sangen handler om en usynlig ven, der kommer for at redde én fra én selv.

Albumtitlen ”(What’s the Story) Morning Glory” gav også hovedbrud nogle steder, men her var forklaringen mere ligetil. Noel Gallagher havde en veninde, der altid sagde ”What’s the story, morning glory”, når hun indledte en telefonsamtale – med inspiration fra en sang i musicalkomedien ”Bye Bye Birdie” fra 1963, hvor sladderen går over telefonen fra veninde til veninde. I anledning af 25-årsjubilæum genudgives ”(What’s the Story) Morning Glory” både på vinyl, CD og kassettebånd.  

Når musikere fejrer jubilæumsåret for en vigtig udgivelse, sker det ofte med nyrestaurerede versioner og genudgivelser med hidtil ukendt bonusmateriale. Sangeren Cat Stevens, der har skiftet navn til Yusuf Islam, har valgt en anden model i anledning af 50-året for sit store gennembrud. I 1970 udgav han LP’en ”Tea For the Tillerman” med sange som ”Father and Son”, ”Wild World” og ”Where Do the Children Play”, og i stedet for blot at genudgive det gamle værk har han simpelthen genindspillet sangene i nye versioner – nogle af dem markant anderledes end originalerne.

Den nok mest kendte sang, ”Father and Son”, er i dag mere countryballade og mindre folk-rock, men derudover har den fået et interessant aspekt, som ikke var muligt i den originale version. Teksten har altid været en slags dialog mellem en far og hans voksne søn, og farens vers synges naturligvis af den nu 72-årige musiker. Men i stedet for at genindspille den unge søns vers i samme ombæring har man fundet en vokaloptagelse frem fra en gammel liveoptagelse af ”Father and Son”, så den erfarne musiker nu synger duet med sit yngre jeg. Den nye version af ”Father and Son” og de øvrige nyfortolkninger findes på ”Tea For the Tillerman²”, der udkom i sidste uge.  

Thomas Helmig har efterhånden opnået en særlig veteranstatus på den danske musikscene. Han er 55 år og stadig aktiv, han fremstår for yngre generationer som en, der altid har været der, og han er endda far til en af popscenens nye kometer, Hugo Helmig. Nu er han også nået dertil, hvor unge musikere prøver kræfter med hans ældre materiale. Duoen Underlandet debuterede i begyndelsen af året med en stribe sange i krydsfeltet mellem pop og hiphop. Efter deres første EP var færdig, sad de en aften i studiet med deres ven Isaac og talte om gamle popklassikere.

”Isaac sad og nynnede med på Helmig-hittet, og før vi fik set os om, var sangen skrevet og indspillet. Vores label gik straks i gang med at cleare rettigheder og pludselig var det en realitet – selveste Thomas Helmig havde givet os lov til at udgive en nyfortolkning af et af hans største hits”, fortæller David og Jannick fra Underlandet i en pressemeddelelse.

Resultatet er blevet en sang med et nyskrevet vers og en slags genindspilning af det velkendte omkvæd fra ”Det er mig, der står herude og banker på”, men i en noget mere melankolsk tone – og med den forkortede titel ”Luk mig ind”.

De meget hårde og voldsomme varianter af heavy metal, der nogle gange kaldes dødsmetal eller black metal, er som regel gemt væk i subkulturer og på undergrundsscener, men i Sverige har en black metal-udgivelse i år fået en del mere omtale end normalt. Brødrene Thomas og Jonathan Clifford laver det, de på svensk kalder ”samtidsanalys på hårdrocksvis”, og i foråret lagde de et nyt nummer på Youtube, ”All makt åt Tegnell”. Sangen er en brølende, hårdtslående, beskidt rockhyldest til statsepidemiolog Anders Tegnell, som er det nærmeste, man kommer en svensk version af Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm. Den kurs, Tegnell har lagt for Sverige under coronakrisen, har været en del anderledes end andre landes håndtering af situationen, hvilket har affødt kritik og overraskelse mange steder. Men blandt en del svenskere er der opbakning til Anders Tegnell, og i søskendebandet Clifford er den altså så stor, at de i en sang erklærer ”Al magt til Tegnell”.

Efter nummeret røg på Youtube i maj, er bandet blevet samlet op af et metal-pladeselskab, som har øje for en interessant debat. De har blandt andet tidligere udgivet en metal-version af klimaaktivisten Greta Thunbergs tale til FN-forsamlingen. I sidste uge udkom så en engelsksproget udgave af Cliffords epidemiolog-ode, ”All Might to Tegnell”.

Amerikanerne tror, at det i år er 50 år siden, Elton John udgav sit debutalbum, og det bliver markeret med en omfattende genudgivelse af LP’en ”Elton John” fra 1970. Hvis man går op i detaljer og musikkronologi, så hører det med til historien, at den engelske musiker allerede i 1969 udgav pladen ”Empty Sky”, men den udkom ikke i USA, og den indeholder i øvrigt ingen af de sange, man i dag forbinder med Elton Johns tidlige karriere. I 1970 fik Elton John til gengæld det store gennembrud med albummet, der blev særligt kendt for nummeret ”Your Song”, som den dag i dag er en af hans mest elskede sange. I princippet kunne den lige så godt være blevet kendt med en anden kunstner end Elton John selv. Bandet Three Dog Night nåede at indspille den, men undlod at udgive den som single for at se, om den unge sangskriver måske selv kunne få succes med ”Your Song”. Den populære gruppe The Hollies havde også følere ude for at få fingre i balladen med de åbenlyse kvaliteter. Elton John havde arbejdet som studiemusiker for The Hollies og spillede klaver på blandt andet deres store hit ”He Ain’t Heavy He’s My Brother”, så musikerne kendte til den unge mand og hans talenter. Tony Hicks fra The Hollies afslørede for nogle år siden i avisen Daily Mail, at The Hollies var interesserede i netop den sang:

”Jeg tænkte, at det ville være en god sang for The Hollies, og jeg bad forlæggeren om lov til at indspille den. Han fortalte mig, at Elton selv havde indspillet den, og at den stod til at skulle udgives i USA. Han sagde: Men det vil sikkert ikke lykkes for ham, så vent til det er overstået”.

I stedet blev albummet ”Elton John” og blandt andet ”Your Song” startskuddet til nogle voldsomt produktive og succesfulde år for Elton John og hans tekstforfatter Bernie Taupin, og 50-året markeres med en særlig udgivelse på gennemsigtigt lilla vinyl med en remastered version af den originale LP samt en stribe bonusnumre og et par hidtil uudgivne demo-optagelser.

Hvis man rydder op i hjemmets afkroge, kan man være heldig at støde på ting, man helt havde glemt eksisterede. Sådan gik det for musikeren Klaus Kjellerup, der især er kendt fra Tøsedrengene og Danser med Drenge, for da corona-restriktionerne sendte Danser med Drenge hjem på en ufrivillig koncertpause, stødte han på nogle gamle demo-optagelser i sin kælder. Det drejer sig blandt andet om sange, han har indspillet med Philippa Bulgin, som han senere dannede Danser med Drenge sammen med, men de genopdagede numre er fra årene før, bandet rigtigt tog form. Kort tid efter Danser med Drenges store gennembrud i 1993 døde Bulgin af en kræftsygdom, og Klaus Kjellerup har derfor været en tur omkring hendes familie for at få deres tilladelse til at dele de gamle demoer med omverdenen. De er nu udgivet i Klaus Kjellerups eget navn under titlen ”Mixtape – demoer fra 90’erne”.

Under de amerikanske valgkampe kan man nærmest altid være sikker på, at en musiker mener, at hans eller hendes musik er blevet brugt i en uønsket sammenhæng ved valgmøder eller i reklamer, eller at kunstnerrettighederne ligefrem er overtrådt. Nu nærmer vi os præsidentvalget i november, og ved det republikanske konvent i sidste uge kunne man to gange opleve Leonard Cohens sang ”Hallelujah”. Sangen fra 1984 er gennem årene blev fortolket, brugt og misbrugt i et utal af koncerter, film og talentshow. Efter Donald Trumps valgsejr for fire år siden indgik ”Hallelujah” endda også som en slags kombineret hyldest til den netop afdøde Cohen og modstandssang mod Trump i satireshowet ”Saturday Night Live”, hvor en skuespiller udklædt som Hillary Clinton fremførte den ved et klaver.

Men efter ”Hallelujah” blev brugt i forbindelse med, at Republikanerne forleden kårede Trump som deres præsidentkandidat, satte boet efter Leonard Cohen foden ned. I et opslag på Facebook fortæller de, at partiet havde bedt om tilladelse til at bruge ”Hallelujah” og havde fået et nej, og at man er ved at undersøge mulighederne for et retsligt efterspil, fordi Republikanerne anvendte sangen alligevel. De skriver blandt andet, at de er overraskede og forfærdede over ”det ganske frække forsøg på på en så uhyggelig måde at politisere og udnytte Hallelujah”. Beskeden afsluttes med en spids bemærkning om, at man måske havde været mere imødekommende, hvis Trumps hold havde bedt om lov til at anvende Cohens sang fra 2017 med titlen ”You Want It Darker”.