Kategori: Musiknyheder

Corona-krisen har gjort mange ting besværlige, men der er også ting, der pludselig har kunnet lade sig gøre, som ellers forekom urealistiske – for eksempel er der på en amerikansk hitliste dukket en Barry Manilow-sang fra 1989 op. Manilow udgav for mere end 30 år siden et album, som indeholdt nummeret ”When the Good Times Come Again”, og selvom han har spillet den til en del af sine koncerter, har den aldrig været i nærheden af hits som ”Mandy” og ”Copacabana”. Teksten handler om at gå gennem svære tider med håbet om at møde sine kære igen, når tingene atter lysner, og den passede pludselig til en periode med nedlukning og isolation. En Barry Manilow-fan lagde i foråret sangen og teksten på Youtube, og da Manilow selv blev opmærksom på sangens tidssvarende budskab, delte han videoen på Facebook, mens hans pladeselskab ifølge mediet Billboard fik sendt den gamle sang ud til amerikanske radiostationer. Og det har sendt den håbefulde sang ind på Adult Contemporary-hitlisten for “voksen pop”.

Bandet Joy Division udgav kun to album inden forsanger Ian Curtis’ selvmord i 1980, og det var først efter hans død, at Joy Division fik et egentligt hit med singlen ”Love Will Tear Us Apart”. Gruppens mørke og melankolske poplyd var vokset ud af de foregående års punkbølge, og i det lys kunne navnet Joy Division måske forekomme lidt misvisende, men baggrunden var ubehagelig. De fire unge briter havde optrådt som Warsaw, men for ikke at blive forvekslet med punkbandet Warsaw Pakt, fandt de navnet Joy Division i romanen ”House of Dolls”. Her fortælles om afdelinger i nazisternes koncentrationslejre, hvor jødiske kvinder skulle stå seksuelt til rådighed for tyske soldater, og disse afdelinger blev betegnet ”Freudenabteilung”, som på engelsk blev til ”the joy divisions”. Det er i år 40 år, siden udgivelsen af LP’en ”Closer” og singlen ”Love Will Tear Us Apart” såvel som Ian Curtis’ død, og på fredag udsendes derfor en remastered jubilæumsudgave af ”Closer” samt 12-tommer-maxisingler med sangene ”Transmission”, ”Atmosphere” og ”Love Will Tear Us Apart”.

Hvis ikke alverdens corona-aflysninger også havde ramt den langstrakte fejring af 100-året for Genforeningen, så ville dronning Margrethe i de kommende dage have været på en særlig rundtur i Sønderjylland. Hun skulle have gentaget en del af det triumftog hendes farfar, kong Christian d. 10., gennemførte syd for den gamle grænse i juli 1920, hvor et af de absolutte højdepunkter var den officielle genforeningsfest ved Dybbøl Skanser med ca. 50.000 deltagere. Ved fejringen var der taler af blandt andre kongen, statsminister Niels Neergaard og den store genforeningsforkæmper H.P. Hanssen, og der blev sunget blandt andet ”Jeg elsker de grønne lunde”, som også fik en uventet reprise samme aften. Johannes Helms’ fædrelandssang blev skrevet til et grundlovsstævne i 1873, men var særligt populær i det sønderjyske, eftersom Helms skrev den få efter år nederlaget i 1864, hvor han endda selv havde boet i Slesvig.

Efter fejringen ved Dybbøl den 11. juli 1920 skulle kongen og hans nærmeste familie bruge de efterfølgende dage i Sønderjylland, mens hans mor, dronning Louise, rejste tilbage til København samme aften. Den 68-årige enkedronning skulle med et særtog, og af driftshensyn gjorde toget stop på Tinglev Station nær den nye grænse. I 1999-udgaven af ”Sønderjydske Årbøger” fortælles det, at da toget kørte til perronen, var der fyldt med dansksindede sønderjyder, som ville hylde enkedronningen. Da toget var klar til at køre videre, bad stationsforstander J.A. Wissenbach enkedronningen om tilladelse til at give signal til afgang, men ifølge Wissenbachs erindringer fik han et noget uventet svar: ”Nej! Stationsforstander, jeg vil høre mine kære sønderjyder synge ’Jeg elsker de grønne Lunde’, og jeg vil høre alle versene”.

Da de mange fremmødte havde sluttet sangen af med ordene ”end er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag”, fik stationsforstanderen lov til at sende toget videre mod København efter den mest mindeværdige togforsinkelse, man kunne forestille sig.

De fleste vil nok sige, at indbegrebet af et sommerhit er en opløftende og munter popsang, men sommerhits kommer i mange forskellige forklædninger. Et af de danske sommerhits, der har bevist sin langtidsholdbarhed, er Loveshop-sangen ”En nat bliver det sommer”, som i år fylder 30 år. Men selvom den blev udgivet i 1990, rækker historien om ”En nat bliver det sommer” noget længere tilbage. To af de bærende kræfter i Loveshop, forsangeren Jens Unmack og guitaristen Hilmer Hassig, havde tidligere arbejdet sammen i et band med navnet Cash, hvor de havde indspillet et demobånd med engelsksprogede sange. Jens Unmack havde endda haft så store ambitioner omkring deres musik, at han havde taget demobåndet med til England og præsenteret det for nogle af de store pladeselskaber, men uden held. Arbejdet med Cash-sangene var dog langt fra spildt, for ifølge undertoner.dk fik fire af sangene nyt liv, da arbejdet med Loveshops første album ”1990” gik i gang, og en af dem var nummeret, der på dansk kom til at hedde ”En nat bliver det sommer”. For at få det rigtige greb om de danske tekster til inviterede de Johnny Voss, som Hilmer Hassig kendte fra sine år i bandet Kliché, og for at få kunne arbejde koncentreret med teksterne til Loveshops debutplade indkvarterede Unmack, Hassig og Voss sig i en uge på en gammel gård i Hjardemål Klit øst for Hanstholm, men hvem der bidrog med hvad til ”En nat bliver det sommer”, er der uenighed om. Selvom Johnny Voss til undertoner.dk har fortalt, at han hurtigt hørte potentialet i melodien med den dengang engelske tekst, så mener han ikke, at han ”var med til andet end at flytte et par kommaer og strø et ord hist og pist”. Den udlægning er Jens Unmack dog ikke helt enig i:

“Voss’ rolle er vist større end som så. Faktisk er versene mindst lige så meget hans, som det er mine. Jeg havde nogle oprindelige vers, som var ret anderledes. De endelige to vers blev arbejdet sammen ud fra en skitse på Voss’ papir. Men han er åbenbart en beskeden mand”.

”En nat bliver det sommer”, der var med til at etablere Loveshop som band, er blevet genindspillet af blandt andre Blå Øjne og Peter Belli, og i foråret dukkede den op til overfladen endnu engang, da DR1 bad Jens Unmack fremføre den i programmet ”Fællessang – hver for sig”.

Folk, der synger sammen, men hver for sig, er ikke kun et fænomen i DR’s fællessangsprogrammer. Under den verdensomspændende corona-nedlukning er der nærmest gået sport i at lade bands, kor og musikskoler optræde i sammenklippede numre optaget i hver af deltagernes eget hjem – men at modtage ros for indsatsen fra selveste Elton John er alligevel de færreste forundt. En musiklærer på engelske Telford Priory School indspillede Elton John-sangen ”I’m Still Standing” og fik sine elever til hver især at synge med hjemmefra. Det færdige resultat nåede ad omveje frem til Elton John, som var så begejstret for de unge menneskers fortolkning af ”I’m Still Standing”, at han kvitterede med både et rosende tweet og en videohilsen direkte til musikholdet – inklusiv en åben invitation til at komme til en af hans koncerter i England, når det engang atter er muligt.

Verden over har Black Lives Matter-demonstrationerne de seneste uger folk i protest mod racisme, og fra underholdningsindustrien er der naturligvis også opbakning. Mariah Carey skulle her i juni have markeret 30-året for udgivelsen af hendes debutalbum, men har udskudt dele af fejringen. Blandet andet var det hendes plan at ”dele nogle overraskelser og sjældenheder” med fansene, som hun skrev på Instagram forleden, men det er udskudt til et senere tidspunkt for i stedet at fokusere på den antiracistiske bevægelse: ”Mens vi fortsætter med at kæmpe for lighed og retfærdighed i vores defekte systemer, vil jeg takke jer for at bruge jeres platforme til at uddanne, informere og påberåbe ændringer. Lad os sammen skabe forandring”. Mariah Carey, der er en af musikhistoriens bedst sælgende kvindelige kunstnere, udgav den 12. juni 1990 albummet med den simple titel ”Mariah Carey”, som på kort tid gjorde hende til en verdensstjerne på grund af sange som ”Vision of Love”, ”Love Takes Time” og ”Someday”.

Når man kun har skrevet én eneste sang, er det lidt af en bedrift, at netop den sang stadig er elsket mere end hundrede år senere, men sådan er det for Johan Ottosen.  Han var lærer, historiker og senere folketingsmedlem, og så var han – trods sin midtjyske opvækst – engageret i de danske bånd til sønderjyderne, som dengang hørte til Tyskland. I 1887 var han med til at stifte Studentersamfundets Sønderjyske Samfund, også kaldet 4S, og det var ved et 4S-arrangement i 1890, hans sang ”Det haver så nyligen regnet” blev sunget for første gang. Johan Ottosen havde taget udgangspunkt i en kendt folkevise og lånte såvel melodien som den indledende linje, men resten af teksten om tålmodig kamp og om troskabsløftet til de danske syd for grænsen var Ottosens egen. ”Det haver så nyligen regnet” blev hurtigt en af de dansksindedes foretrukne sange frem mod Genforeningen i 1920, og siden da har den været en del af den sønderjyske sjæl.

Måske derfor vakte det furore i visse kredse, da entertaineren og børne-tv-værten Sigurd Barrett i februar ændrede en af de vel nok mest kendte tekstlinjer. For at give den gamle sang et nyt liv op til 100-året for Genforeningen havde Grænseforeningen bedt Sigurd Barrett give sit bud på en nyfortolkning, og her blev linjen ”Frø af ugræs er føget over hegnet, åg på nakke og lås for vor mund” i stedet til ”Frygt for andre har hersket på vor egn her, fremmedhad sprængte tillidsbånd itu”. Sigurd Barrett forklarede dengang til TV 2, at “Den gamle version handler jo om, at de er nogle forfærdelige nogle, der aldrig skulle komme her. Men hvis vi bliver ved at synge det, puster vi også til fremmedhadet. I den nye version var intentionen at skrive om, hvordan man kan leve i en verden med gensidig forståelse og respekt”.

Om få dage er det den 15. juni, som er den officielle genforeningsdag, og selvom størstedelen af de planlagte 100-årsfejringer er aflyst på grund af coronakrise og smitterisiko, vil Johan Ottosens ”sønderjyske nationalmelodi” formentlig blive fremført mange steder landet over netop den dag.

Egentlig skulle bandet tv-2 have været i gang med forberedelserne til en 40-års jubilæumsturné i efterårsmånederne, men corona-udbruddet og nedlukningen har i stedet været medvirkende til, at tv-2 i fredags på de sociale medier lidt overraskende lancerede den nye sang ”Den sidste turist i Europa”. Det er en aktuel gendigtning af Mogens Dams tekst og Henrik Blichmanns melodi fra 1948, hvor Lulu Ziegler sang længselsfuldt om Europas dybe sår efter 2. verdenskrig: ”Jeg er kommet for at møde mit Europa og den gamle verden, som engang var min, jeg er kommet for at se, om det er sandhed, at den nu kun er en rygende ruin”.

Det er ikke første gang i nyere tid, at ”Den sidste turist i Europa” bliver genfortolket. For eksempel fik Lars von Trier den oversat til tysk, så ”Der Letzte Tourist in Europa” kunne være en del af slutscenen i hans debutfilm ”Forbrydelsens element” i 1984, hvorimod Steffen Brandt under nedlukningen har valgt at forfatte en helt ny tekst til en ti minutter lang rundtur på kontinentet: ”Jeg er den sidste turist i Europa på jagt efter håbet og idéen. Jeg må se, om jeg overhovedet kan finde overlevende drømme efter pandemien”.