Kategori: Musiknyheder

Verden over er der blevet samlet penge ind sundhedsarbejdere, patienter og andre, der er blevet berørt af corona-krisen, og forleden gav U2-forsangeren Bono et bidrag. Pladeselskabet Island Records afholdt en auktion, hvor man blandt andet kunne byde på Amy Winehouses gamle stiletter, en rundvisning i Abbey Road-studierne og ikke mindst den håndskrevne tekst til U2’s store hit fra 1987, ”I Still Haven’t Found What I’m Looking For”. Sangen blev skrevet, efter bandet havde været rundt i USA og var blevet inspireret af amerikanske stilarter, der på forskellig vis smittede af på albummet ”The Joshua Tree”. Idéen til lige netop ”I Still Haven’t Found What I’m Looking For” var at skabe en gospelinspireret sang, og Bono har senere fortalt, at selvom den rummer en vis mængde spirituel søgen, så er sangen for ham en hymne til tvivlen mere end til troen. Den håndskrevne tekst indbragte over 600.000 danske kroner, og auktionen som helhed skaffede næsten halvanden millioner kroner til organisationerne NHS Charities Together og Feeding America.

En tvetydig sang om ægteskabets snærende bånd blev for 80 år siden den første – og med tiden en af de største – sange, der skrev sig ind i den danske modstandskamp under den tyske besættelse af Danmark, og siden uropførelsen den 31. maj 1940 er ”Man binder os på hånd og mund” også blevet en del af den danske sangskat. Forfatteren Kjeld Abell havde i en del år leget med tanken om at skrive om kong Christian d. 2.’s elskerinde Dyveke, og i 1940 gjorde han alvor af det. Men kort tid før den musikalske revy ”Dyveke” om en digter skulle have premiere, rykkede de tyske tropper den 9. april ind i Danmark, og både Kjeld Abells stykke og Poul Henningsens tilhørende sangtekster måtte kigges efter i sømmene af datidens faste teatercensor. Der var klare referencer til samtiden og ikke mindst nazismens fremfærd, og det måtte man rydde op i, hvis man skulle gøres sig forhåbninger om at sætte stykket op i Riddersalen i København som planlagt. Det mest markante aftryk var, at sangen ”Det gælder kærlighed og krig” blev til ”Man binder os på hånd og mund”, og udover at enkelte linjer blev ændret, blev også et helt vers og omkvæd pillet ud af den oprindelige tekst for ikke at provokere tyskerne. Hele den oprindelige tekst kan læses her, men et omkvæd lød:

”Hvad hjalp de håndslag, som I gav, for den der står ved mandens grav? Et menn’ske er nul mod den hellige jord. Angst for vore fjender? Ja, men mere angst for den stormagt, som vil hjælpe os, og kalder sig vor ven. Det gælder alle tiders krig, at garantier kun er svig, og ingen kan stole på staternes ord”.

Sangen med kritik af besættelsesmagten blev ændret, så den kunne forstås direkte som en sang om ægteskabets begrænsninger over for den frie lidenskab, men for et dansk teaterpublikum i foråret 1940 var der ikke tvivl om, hvad der lå mellem linjerne trods den ændrede tekst. Kristeligt Dagblad har citeret Riddersalens teaterdirektør Arne Weel for, hvordan Liva Weels fremførelse af PH’s tekst og Kai Normann Andersens melodi blev modtaget på premiereaftenen, som på søndag er præcis 80 år siden: ”Der blev nogle øjeblikkes isnende stilhed, ikke en hånd rørte sig, men som efter en fælles indskydelse rejste alle sig i tavshed. Sjældent har mennesker – publikum, kunstneren, digteren – været knyttet så stærkt til hinanden”.

Det er næsten umuligt ikke at nynne den tilhørende melodi, når man læser teksten ”Här kommer Pippi Långstrump, tjolahopp tjolahej tjolahoppsan-sa, här kommer Pippi Långstrump, ja, här kommer faktiskt jag”. Og selvom det er lidt underligt at udpege en fødselsdag for fiktive personer som for eksempel Pippi Langstrømpe, så betragtes den 21. maj som fødselsdatoen for Astrid Lindgrens verdenskendte børnebogsfigur. Lindgren havde i et par år fortalt historier om denne Pippi for sin datter Karin, og på et tidspunkt skrev hun historierne ned og gav dem i 10-års fødselsdagsgave til Karin. Det var den 21. maj 1945, og det betyder, at torsdag i denne uge er at betragte som Pippi Langstrømpes 75-års fødselsdag. Astrid Lindgren præsenterede også historierne for forlaget Bonnier, som sagde nej til det sprælske og dengang meget ukonventionelle børnebogsmanuskript, så i stedet sendte hun dem ind til en børnebogskonkurrence hos det nyetablerede forlag Rabén & Sjögren. Lindgren vandt, og i november 1945 kunne resten af verden – eller i første omgang Sverige – for første gang læse historierne om den fantasifulde og bomstærke pige, der bor alene med sin hest og aben Hr. Nilsson.

Allerede året efter blev ”Pippi Långstrump” sat op som teater, og i 1949 kom den første film om Pippi. De film og tv-programmer, som mange også i Danmark er vokset op med, kom dog først fra 1969, og det var her ”tjolahopp tjolahej tjolahoppsan-sa”-sangen blev lanceret. Teksten skrev Astrid Lindgren selv, ligesom hun gjorde til alle andre sange i filmatiseringerne af historierne om blandt andre Emil fra Lønneberg, Karlsson på taget, Ronja Røverdatter og Brødrene Løvehjerte, men musikken overlod hun dog til andre. I tilfældet med ”Här kommer Pippi Långstrump” var det 1960’ernes helt store stjerne på den svenske jazzscene, Jan Johansson, der skrev melodien, men sangens popularitet og langtidsholdbarhed nåede han ikke at opleve, da han blev dræbt i et trafikuheld i 1968, året før den første film udkom.

Hvis man skal se på, hvordan den tidlige rock’n’roll-musik blev formet og udviklet, er det svært at overvurdere Little Richards betydning. Den vilde sanger og pianist havde fra 1951 til 1954 udgivet seks singler med blues- og jazz-inspirerede numre uden nogen særlig succes, men da han først slap sit indre vilddyr løs på ”Tutti Frutti” i 1955, gav det genlyd. Little Richard havde i en periode spillet ”Tutti Frutti” live med en meget vulgær tekst, blandt andet ”Tutti Frutti, good booty. If it don’t fit, don’t force it. You can grease it, make it easy”. Da folkene omkring ham hørte “Tutti Frutti”, opfordrede de ham til at indspille den, men der var behov for en mindre kontroversiel tekst. Sangskriveren Dorothy LaBostrie blev præsenteret for den seksuelle tekst og skrev hurtigt et alternativ, som hun overrakte Little Richard. Han og bandet havde kun femten minutter tilbage af den forudbetalte tid i pladestudiet, men de nåede lige at få ”Tutti Frutti” i kassen – og resten er historie.

Nu har en af rockmusikkens vigtigste fødselshjælpere sunget sit sidste ”Whop bop a-luma a-lop bam boom”, for i fredags døde Little Richard 87 år gammel.

En af ugens store fødselarer i musikkens verden, C.V. Jørgensen, lever en meget skjult tilværelse i disse år. De fans, der var med fra starten i 1970’erne, fik i en periode stillet deres lyst til poetisk pop med nogle års mellemrum, men på et tidspunkt begyndte der at blive langt imellem udgivelserne fra musikeren med borgerlige navn Carsten Valentin Jørgensen. Siden udgivelserne i 1994 og 2002 er der ikke kommet nyt materiale fra C.V. Jørgensen, men med nogle års mellemrum giver han nogle få koncerter, så håbet om en dag at høre nyt om, hvordan C.V. betragter verden omkring os, lever formentlig stadig hos mange. Blandt hans mest populære sange er ”Sæsonen er slut”, ”Entertaineren”, ”Mig & Charly”, ”Det si’r sig selv” og ”Det ganske lille band”, men uden for kredsen af deciderede C.V. Jørgensen-disciple er der nok ikke diskussion om, at den mest kendte er ”Costa del Sol” fra 1980.

Den skarpe tekst om danskere i solrigt skattely på den spanske kyst var ikke hentet ud af det blå, for noget tyder på, at beskrivelsen ikke var ren satire, men stærkt inspireret af virkeligheden. Fagbladet Journalisten fortalte for nogle år siden historien om Billed-bladets storhedstid, hvor læserskaren var enorm og de økonomiske midler nærmest ubegrænsede. Journalisten Torben Dhalvad tog i sommeren 1980 til Costa del Sol for at lave et portræt af fabrikant Jørgen R. Müller, som blev fotograferet i sin swimmingpool. I artiklen sagde udlandsdanskeren, at det ville have været bedre, hvis Hitler havde vundet 2. Verdenskrig, og at han og hans kone kun ville blive i Spanien, indtil russerne kom: ”Så stikker vi af til Californien” blev han citeret for i Billed-Bladet. Nogle måneder senere udgav C.V. Jørgensen pladen ”Tidens tern”, hvor han på nummeret ”Costa del Sol” blandt andet synger, at ”den dag røderusserne kommer, og det gør de jo nok igen, har jeg solgt min hacienda og købt en ny i Californien” samt at ”der Führer var en visionær af klasse, der såfremt han var til stede den dag i dag ville lade fattigrøve og skvadderhoveder gasse”. Mandag bag sangen fylder 70 år på lørdag.

Torsdag fejrer en britisk krigsveteran sin 100-årsfødselsdag på en måde, ingen anden har gjort før. På den runde dag ligger major Tom Moore nemlig nr. 1 på den britiske hitliste, hvilket gør ham til den ældste hitlistetopper i landet nogensinde. Veteranen fra 2. verdenskrig ville bakke op om en indsamling for personale og frivillige i sundhedsvæsenet ved at gennemføre 100 runder med rollatoren omkring sit hus inden sin 100-årsfødselsdag, mens andre kunne støtte hans initiativ økonomisk. Målet var at nå op på 1000 pund, men historien om den godhjertede major løb som en steppebrand, og i weekenden havde Moore indsamlet næsten 30 millioner pund gennem sin “Tom’s 100th Birthday Walk For The NHS”. Sangeren og skuespilleren Michael Ball sprang til og fik sammen med Tom Moore og et kor af britiske sundhedsmedarbejdere indspillet en ny version af hymnen ”You’ll Never Walk Alone”.

Normalt er den mest kendt i Gerry and the Pacemakers’ indspilning fra 1963, der bruges på fodboldstadioner hos blandt andre Liverpool FC og Glasgow Celtic, men sangen stammer faktisk fra Rogers & Hammerstein-musicalen ”Carousel” fra 1945. I musicalen skal den indgyde håb og styrke til en gravid kvinde, hvis mand er død, men i dette forår er den også blevet en sang om sammenhold i en svær tid, hvor man måske nok skal være meget alene, men alligevel kan være en del af et fællesskab. Budskabet og indsamlingsprojektet sendte i weekenden atter ”You’ll Never Walk Alone” til tops på hitlisten – denne gang med en 99-årig, der lidt uventet er blevet en af corona-krisens store helte i Storbritannien.

Støttekoncerter med store stjerner og seere i mange lande er ikke et nyt fænomen, men alligevel var det hele noget anderledes under støttearrangementet for WHO og alverdens sundhedspersonale, ”One World – Together at Home” natten til søndag dansk tid. På grund af spredningen af coronavirus er alle tvunget til at holde afstand og blive hjemme, og derfor optrådte de mange stjerner hjemme fra privaten, mens publikum fulgte med via sociale medier, internetkanaler eller tv-stationer.

Popstjernen Lady Gaga var med til at sammensætte programmet sammen med kunstnere som Rolling Stones, Elton John, Billie Eilish og Beyonce, og hun optrådte også selv som den første. Lady Gaga sad derhjemme ved klaveret og fremførte sin egen personlige udgave af evergreenen ”Smile”. Mange er i forvejen klar over, at det var Charlie Chaplin, der skrev melodien og brugte den i filmen ”Moderne tider” i 1936, men mindre kendt er det, at der gik hele 18 år, før der hos en musikforlægger i den berømte Denmark Street i London blev skrevet en tekst til Chaplins toner. Siden 1954 er ”Smile” blevet fortolket af kunstnere som Nat King Cole, Tony Bennett, Michael Jackson og nu Lady Gaga.

I modsætning til tidligere tiders store stadionkoncerter med vilde sceneshows og svimlende tilskuertal gav hjemmeoptrædenerne under ”One World – Together at Home” mulighed for en helt anden form for intimitet, og det kunne især mærkes, da sangerinden Taylor Swift var på skærmen. Hun fremførte nemlig en sang, der under en pandemi med indlagte patienter og bekymrede pårørende i alle lande fik en særlig klang. ”Soon You’ll Get Better” (Snart får du det bedre, red.) udkom sidste år og er skrevet om hendes egen mors kræftsygdom. Dengang sagde hun til det amerikanske musikmedie Billboard: ”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil spille den live. Det er bare virkelig svært for mig. Den var svær at skrive. Den er svær at synge. Den er svær at lytte til for mig. Men nogle gange er musik sådan. Nogle gange handler det ikke bare om noget, der føltes rart”. Alligevel overvandt Taylor Swift sin frygt for sangen og spillede ”Soon You’ll Get Better” for folk i hele verden under det virtuelle koncertshow.

Torsdag den 16. april fylder dronning Margrethe 80 år, hvilket skulle have været fejret med folkefremmøde, gallamiddag og parade, men Kongehuset har aflyst alle fødselsdagsmarkeringer på grund af coronavirus. Den runde dag kunne derfor have passeret uden sang og fest, men et privat initiativ har på kreativ vis lavet om på det. En mand ved navn Kim Bruhn etablerede på Facebook ”Danmark synger for dronningen”, og med lynets hast meldte tusindvis af danskere sig klar til begivenheden, hvor alle i hele landet fra hver sit hjem kan synge for dronningen. Fællessangen sættes i gang på tv kl. 12, og det er Facebook-deltagerne, der har været med til at pege på de fire sange, der skal synges. Det første og meget folkelige valg er sangen fra et helt århundredes børnefødselsdage. Da Otto Mikkelsens fødselsdagssang for første gang udkom i et nodehæfte i 1913, hed den ”I dag er det Peters fødselsdag”, ved den første indspilning i 1937 hed den ”I dag er det Oles fødselsdag”, og siden da har snart sagt alle børn i Danmark lagt navn til den sang, som torsdag naturligvis bliver til ”I dag er det dronningens fødselsdag”.

En af de andre sange, ”I Danmark er jeg født”, er med initiativtager Kim Bruhns ord valgt ”som en fejring af det vi kan gøre lige nu, nemlig sætte pris på vores natur, sprog og at vi har et sted at høre hjemme”. H.C. Andersen skrev teksten i 1850 efter indførelsen af demokrati med den første grundlov i 1849 og sejren i den første slesvigske krig. En af landets andre store tænkere, fysikeren H. C. Ørsted, tog sig dog den frihed at skrive et ekstra vers til eventyrdigterens tekst om Danmarks natur og historie, for han mente nemlig, der manglede noget om videnskaben: ”Se tankelyn gik ud fra danske hjerner, og lyste for den hele vide jord. De vendte øjet op mod himlens stjerner, og ned i løndomskraftens dunkle spor. Du danske friske Strand, hvor øjet frit omsvæver, og frie blik til tankeflugt os hæver. Dig elsker jeg, Danmark, mit fædreland”.

Men selvom fællessang-arrangørerne måske ikke selv er opmærksomme på det, har den gamle fædrelandssang i sig selv en relation til dronningen. Som ung fik hun komponeret ”Prinsesse Margrethes Honnørmarch”, og efter hun besteg tronen blev der i 1973 skrevet en ny honnørmarch, som dog ikke slog rigtigt an. I 1980 blev der derfor udskrevet en konkurrence om en ny parademarch til dronningen, og valget faldt på et nyt værk af Arne Ole Stein, der selv var klarinettist i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. Folk med skarpe ører vil kunne høre, at ”H.M. Dronningens Parademarch” både rummer en lille bearbejdning af den gamle engelske sang ”Daisy Bell” og Livgardens eget signal – men undervejs spiller blæserne også en variation over melodien fra netop ”I Danmark er jeg født”, som man kan høre på Youtube (fra 0:46 som en slags andenstemme med blæseinstrumnetet euphonium).

Ved folkets fællessang for dronningen skal der også synges ”Solen er så rød, mor”, som er valgt for at sætte ord på både usikkerheden og trygheden i det nære af respekt for de mange, der er personligt berørt af corona-krisen. Den sidste sang er Kim Larsens ”Papirsklip” som en hilsen til dronningen med de kreative talenter.