Kategori: Musiknyheder

Hvis du troede, at juleaften var børnefamiliernes sidste store begivenhed i år, tager du fejl, for Juledag er mange steder imødeset med næsten lige så stor spænding som julen. Den 25. december er der nemlig dansk biografpremiere på Disney-tegnefilmen ”Frost 2”, som giver et gensyn med de kongelige søstre Elsa og Anna, der blev præsenteret i filmen ”Frost”. I den oprindelige film fra 2013 kan man i rulleteksterne se, at filmen er baseret på H. C. Andersens eventyr ”Snedronningen”, men man behøver ikke kende meget til de to historier for at kunne se, at inspirationen kun er meget overfladisk. I den helt tidlige del af filmens tilblivelse lå ”Frost” dog tættere op ad ”Snedronningen”, hvor Elsa og Anna ikke var søstre, og hvor dronning Elsa i højere grad havde en rolle som filmens skurk – men det ændrede filmens mest kendte sang på.

Komponistægteparret Kristen Anderson-Lopez og Robert Lopez var efter flere store musicalsucceser blevet hyret til at skrive musik til Disneys store satsning, og en af sangene skulle være Elsas sang om hendes magiske evner til at fryse alt omkring sig til is. Lopez-parret forsøgte at sætte sig i Elsas sted, og i stedet for at skrive en sang om skurkens onde kræfter endte de med en sang om at give slip på andre menneskers forestilling om, hvem man skal være, og om at omfavne de specielle sider, man rummer. ”Let It Go” – eller ”Lad det ske”, som den kom til at hedde på dansk – ændrede ganske enkelt alt i filmen. ”I det øjeblik vi hørte sangen for første gang, vidste jeg, at jeg var nødt til at skrive hele filmen om”, har manuskriptforfatter Jennifer Lee sagt til New York Times. ”Skurken” blev Elsas frygt for sine magiske kræfter frem for Elsa selv, og de to kvindelige hovedpersoner blev omskrevet til nu at være de søstre, som sidenhen er blevet foreviget på plakater, bøger, sengetøj, madkasser og andet merchandise som en del af det globale og heftigt indtjenende fænomen, ”Frost” blev på meget kort tid. Juledag er der premiere på ”Frost 2” uden ”Let It Go”, men med nye sange af Kristen Anderson-Lopez og Robert Lopez.

Julemusik er andet end salmer, børnesange og Wham-nostalgi, og mange steder er Händels ”Messias” i december blevet en tilbagevendende koncerttradition på trods af, at værket refererer mere til Jesu liv og død end til hans fødsel og derfor lige så godt kunne passe til påsken eller resten af året. ”Messias” blev komponeret i 1741, men det var ikke komponisten Georg Friedrich Händel selv, der fik idéen til det flere timer lange oratorium. Det var derimod den engelske adelsmand Charles Jennens, der også skrev teksten til ”Messias”, som ikke fortæller en handling fra Biblen, men derimod er baseret på udvalgte skriftsteder i både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Ifølge den gennemgang af værkets tilblivelse, som Information bragte sidste år, var hverken Jennens eller Händels selv tilfredse med resultatet i 1741, og Händels arbejdede over årene med forskellige rettelser, ændringer i arrangementet og brug af forskellige orkestertyper, og man kan derfor ikke sige, at der findes en bestemt version af ”Messias”, der er den rigtige.

I Danmark kunne man opleve værket med det nu så velkendte ”Hallelujah”-kor for første gang i 1786, men det var det tysksprogede arrangement, der altid blev fremført herhjemme, indtil man i 1931 forsøgte sig med en dansk tekst. Først i 1954 kunne man på dansk jord opleve en fuld opførelse med den originale engelske tekst til ”Messias”.

Hvert år op til jul er der interessante musikbøger og nye bandbiografier, der kan finde vej til ønskesedlerne, og en af årets decemberudgivelser rummer en komplet gennemgang af Kim Larsens musik. Bogen af Klaus Lynggaard og Søren E. Jensen, der kan føje nye facetter til allerede kendt materiale eller give blod på tanden til at gå ombord i mere ukendte udgivelser, hedder ”Værsgo – Den ultimative guide til Kim Larsens plader”, og titlen er naturligvis inspireret af Larsens første solo-LP fra 1973, ”Værsgo”. Mange kender i forvejen historien om, hvordan Kim Larsen fik lov til at indspille en soloplade med en helt anden type sange end dem, Gasolin’ hittede med, blandt andet som en slags nødventil for at modvirke stridigheder i bandet. Men den nye bog fortæller også, at ”Værsgo” oprindeligt var tænkt som en slags rockopera med titlen ”Sylvester”, og at Kim Larsen havde sange nok til at kunne have fyldt et dobbelt-album, før produceren fik barberet det hele ned. Selvom den samlede fortælling blev skrinlagt, kan man i teksterne til både ”Sylvesters drøm” og sangen om ”De fjorten astronauter” høre resterne af det science fiction-tema, der skulle have været omdrejningspunkt for rockoperaen.

Det er sket flere gange, at bandet Gnags har begivet sig ud i julemusikkens svære disciplin, og i et enkelt tilfælde har de skabt noget, der godt kan betragtes som et langtidsholdbart julehit. I 1982 blev de populære musikere af DR bedt om at levere en sang til en tegnefilm af Peder Bundgaard, som skulle vises i fjernsynet ved juletid, og forsanger Peter A.G. Nielsen har for nogle år siden fortalt til bladet KODA/dk, at han for at komme i gang med sangen begyndte med at spørge, hvad julen handler om. Han er selv decemberbarn med en stor forkærlighed for julen, som han betragter som en magisk tid, der virker for dem, der tror på den, og hans eget svar, hvad julen handler om, var håb. Ud af det opstod historien om de to mus, der falder ned i en spand med mælk og er ved at drukne. Men den ene mus indgyder et håb i den anden, og de svømmer så vedholdende, at mælken til sidst bliver til smør, og musene kan kravle op og ønske hinanden glædelig jul.

Egentlig var sangen om musene planlagt som en hurtig rocksang, men efter Gnags-medlemmerne som et forsøg havde afspillet deres tidlige optagelser i meget lavt tempo, fik de idéen om en langsomt vuggende reggae-version i stedet. Trommeslager Mads Michelsen tilføjede på egen hånd olietønder, hvilket satte en tyk streg under den caribiske stemning i ellers en dansk sang til vintermørket. Nummeret, der nok af mange kendes som ”To mus i en spand med mælk”, hedder blot ”Gnags’ julesang”, og den blev et hit, men ikke fra den ene dag til den anden: ”Julen er meget traditionsbundet, og det tager lang tid at få plads i den tradition. Så vores julesang er kommet snigende. Det er jo en vanskelig melodi. Det er ikke sådan en, man lige sætter sig og spiller på guitar. Men den fungerer som komposition”, fortalte Peter A.G. i KODA/dk i 2010.

Det er ikke ofte, man kan fejre to runde fødselsdage på én gang, men det kan en af julens mest kendte figurer i år, nemlig Rudolf med den røde tud. Først og fremmest er det i år 80 år siden, at historien om rensdyret med den lysende næse så dagens lys. Stormagasinet Montgomery Ward i Chicago havde gennem flere år uddelt børnebøger til de julehandlende, men det var blevet en bekostelig affære, så chefen fik idéen om, at de selv skulle producere en lille bog med en julefortælling – og han gav sin reklametekstforfatter Robert L. May frie hænder til at skrive historien. Mays kone havde fortalt om, hvordan hun i barndomsårene havde været meget genert og af den grund var blevet holdt udenfor, og The Washington Examiner fortæller, at det gav May idéen om en historie om en ”underdog”, der ender som triumfator. Og deres datters begejstring for rensdyrene i byens zoologiske have fødte idéen om, at julefortællingen skulle have et rensdyr i hovedrollen. Men hvordan gør man et rensdyr til først en udstødt sjæl og derefter til helten, der redder julen? Det spekulerede Robert L. May over, mens han stirrede ud i den tåge, der hang over Lake Michigan-søen – og så kom idéen om en lysende næse, der kunne hjælpe Julemanden gennem den tågede julenat. Bogen blev en bragende succes, ikke kun i december 1939, men også i de efterfølgende år.

Populariteten medførte flere bøger og tegnefilm, og den ledte også frem til decembers anden runde fødselar: Sangen, der for alvor gjorde Rudolf kendt og elsket over det meste af verden. Robert L. Mays svoger Johnny Marks gik nemlig i gang med at skrive en sang baseret på historien om Rudolf, og den landede hos countrysangeren Gene Autry, som egentlig ikke var særligt vild med den, men som ifølge The Washington Examiner gav efter for talrige opfordringer fra sin hustru, som godt kunne lide sangen om ”Rudolph the Red-Noed Reindeer”. Hans singleplade udkom i 1949, og sangen kan i år derfor fejre 70 års-fødselsdag i den engelske version. Allerede året efter dukkede Poul M. Jørgensens nu så velkendte danske tekst op på Sid Merrimans Danseorkesters udgivelse af ”Kender De den om Rudolf?”, og siden da har børn i alle aldre sunget med på sangen om ”et gammelt rensdyr, som så højst mærkværdigt ud”.

Selvom fans af musikeren og sangeren Prince stadig begræder hans død for tre år siden, har Princes bortgang dog den fordel, at der er åbnet for masser af udgivelser med hidtil uhørt materiale og genudgivelser af de største værker i nye forklædninger. I denne uge gælder det nye, udvidede versioner af en af Princes mest kendte plader, ”1999”. Op gennem 1980’erne og 1990’erne sang mange med på ordene ”Tonight we’re gonna partly like it’s 1999”, og ved årtusindskiftet var hittet ”1999” en slags uofficiel kendingsmelodi for millennium-festlighederne. ”1999” blev dog ikke bare skabt af festlige årsager, men også ud med udgangspunkt i en bekymring, Prince havde observeret.

I 1999 fortalte han i et interview på CNN, at han sammen med andre havde set et tv-program om forventningerne til, hvordan verden kunne eller ville se ud ved årtusindskiftet, og han bemærkede, at hans venner gruede en del mere for fremtiden, end han selv gjorde. Han ville gerne indgyde håb mellem de mange bekymringer, og sangen ”1999” refererer derfor både til bomber, krig og dommedag, men også til behovet for at danse og feste, mens man stadig har chancen. Albummet ”1999” udkom i 1982, og udover titelnummeret indeholdt det blandt andet ”Little Red Corvette” og ”Delirious”. På fredag udkommer ”1999” i tre forskellige versioner, herunder en Super Deluxe Edition med ti LP’er med ikke tidligere udsendte studieindspilninger og en koncertoptagelse samt en DVD med en koncertfilm fra 1982.

Selvom ”Last Christmas” med Wham er en af de mest populære julepopsange nogensinde, kan man godt argumentere for, at den ikke rigtigt handler om julen, men blot nævner julen undervejs i en tekst om ulykkelig kærlighed. Men der bliver skruet op for julestemningen i filmen ”Last Christmas”, som har dansk premiere på torsdag, og som er en viderebearbejdning af historien fra Wham-klassikeren. George Michaels bandmakker i Wham, Andrew Ridgely, fortalte for et par år siden til The Daily Mail, at George Michael skrev sangen hjemme hos sine forældre, som de begge var på besøg hos. Mens resten af flokken så fjernsyn, var George Michael listet op på sit gamle værelse og havde sat sig ved sit keyboard, og da han en times tid senere hentede Ridgely, var han fuld af begejstring: ”Han spillede indledningen og de forførende, vemodige omkvædsakkorder til Last Christmas for mig. Det var et mirakuløst øjeblik. George havde udrettet musikalsk alkymi og omsat essensen af jul til musik”, forklarede Andrew Ridgely året efter George Michaels død.

Nu får den elskede sang fra 1984 fornyet liv gennem filmen af samme navn om Kate, der arbejder i en helårs-julebutik uden at være i julestemning i december, efter hun har været alvorligt syg – men så møder hun Tom. Emma Thompson har skrevet manuskriptet og spiller også selv en af rollerne, og danske Peter Mygind er også med i den engelske film. Soundtracket rummer naturligvis titelmelodien ”Last Christmas”, men også en perlerække af andre sange med Wham og George Michael, heriblandt “This Is How (We Want You to Get High)”, som ikke tidligere har været udgivet.

Torsdag bliver en festdag på højskoler landet over, for den danske folkehøjskolebevægelse fejrer 175 års-jubilæum. Datoen er sat ud fra åbningen af Rødding Højskole den 7. november 1844, og det bliver en dag med taler, fest og naturligvis masser af sang. For i dag er højskolerne tæt forbundet med Højskolesangbogen, men selvom højskolerne fylder 175 år, bliver Højskolesangbogen i år ”kun” 125 år. I de første 50 år med højskolebevægelse blev der udgivet en del lokale og tematiserede sangbøger, men først da man i 1890’erne etablerede en samlende højskoleforening, blev der sat gang i en fælles sangbog. Arbejdet tog udgangspunkt i tre eksisterende sangbøger fra Askov, Vallekilde og Testrup, for her kendte en stribe forstandere og lærere hinanden fra studietiden, så de havde kunnet koordinere temaer og udvekslet sangbøger mellem skolerne, hvor én havde fokus på historiske sange, en anden på fædrelandssange og folkeviser og den tredje på kristelige sange og salmer. Fusioneringen og videreførelsen af de tre sangbøger blev til samlingen med den simple titel ”Sangbog”, som senere blev til ”Folkehøjskolens Sangbog” og siden 2006 blot ”Højskolesangbogen”. Den første sang i den første højskolesangbog var ”Den signede dag”, ganske som det er tilfældet den dag i dag.