Kategori: Musiknyheder

Det er en af
de genforeninger, man kun har kunnet drømme om, også fordi muligheden tidligere
er blevet afvist, særligt af Anne Linnet. Men nu er den god nok: Anne
Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen er atter sammen på scenen, ganske som
dengang de var frontfigurer i Anne Linnet Band først i 1980’erne. Efter et par
år med massiv succes og hits som ”Måne, sol og stjerner” og ”Det er ikke det,
du siger” begyndte der at opstå flere og flere uenigheder i bandet, og de tre
sangerinder havde sideløbende andre aktiviteter. Sanne Salomonsen var en del af
Sneakers, Lis Sørensen havde sit samarbejde med Sebastian, og Anne Linnet havde
brug for plads til sine mange egne idéer uden for Anne Linnet Bands mange
diskussioner. Det lignede en opløsning af bandet, og ifølge bogen ”Anne, Sanne
og Lis” sagde Anne Linnet til P3 sidst i 1982:
– Vi
må se, hvad der sker. Vi har aftalt at mødes til næste år til foråret for at
tales ved.

Det møde blev først holdt ca. 35 år senere, men nu er Anne, Sanne
og Lis atter sammen, og deres fælles turné bliver indledt torsdag aften i
Gigantium i Aalborg.

Tirsdag bliver årets internationale Melodi Grand Prix indledt med den første
semifinale i Tel Aviv, og torsdag skal Danmark forsøge at kvalificere sig til
lørdagens finale med Leonora, der synger det danske bidrag ”Love Is Forever”.
Leonora bliver faktisk den første, der synger på dansk i
Eurovision-konkurrencen siden 1997. Godt nok var der dansksprogede vindere af
Melodi Grand Prix frem til 2005, men de blev alle oversat til engelsk, da de
skulle med i den internationale finale, så ikke siden Kølig Kajs rap ”Stemmen i
mit liv” i 1997 har der været dansk på scenen. I Leonoras tilfælde er det dog
også begrænset til fire linjer sidst i sangen, hvor hun mellem passager på
engelsk, tysk og fransk blandt andet synger ”Kærlighed er håb, alle kan forstå,
kærlighed er samme sprog”.

I næste uge er det atter tid til Det Internationale Melodi Grand Prix – eller Eurovision Song Contest, og danske Leonora skal i første omgang gennem semifinalen torsdag aften med ”Love Is Forever”. Kigger man i historiebøgerne, er der noget at leve op til, for her i maj er det præcis 30 år siden, Birthe Kjær hentede en tredjeplads, selvom forventningerne til ”Vi maler byen rød” på forhånd var meget begrænsede. Bookmakerne havde placeret Birthe Kjær på en 18. plads ud af 23 deltagere, men sammen med sine ”korpiger” Keld Heick, Søren Bundgaard og Henrik Krogsgaard høstede hun stemmer fra hele kontinentet. Birthe Kjær fortalte for fem år siden Ugebladet Søndag om den meget spændende pointafgivning.
– På et tidspunkt bliver jeg faktisk også helt forskrækket og tænker: Bare vi ikke vinder! En andenplads vil være fint her. For jeg syntes ikke, jeg havde noget klar. Jeg havde ikke en manager eller nogen andre omkring mig, der kunne hjælpe mig med at håndtere en international sejr.

Resultatet blev en tredjeplads på en aften i 1989, som Birthe Kjær i interviewet beskrev som et af de lykkeligste øjeblikke i sit liv. Hvis man ser på bookmakernes profetier i år, sniger Danmark sig akkurat videre til finalen, hvor der til gengæld er udsigt til en bundplacering – ligesom det skulle have været for 30 år siden…

Maj begyndte måske noget mere køligt, end forårshungrende danskere havde håbet på, men derfor kan man godt have de klassiske ønsker til måneden: ”Gør skoven atter grøn og lad ved bæk og kilde violen blomstre skøn”. Sådan lyder det i den nok mest kendte maj-vise, der har selveste Mozart som komponist. Han skrev sin del af sangen i begyndelsen af sit sidste leveår, 1791, men med en melodi, der er en anelse anderledes end den, vi normalt synger mere end 200 år senere.

Som Jens Stig Olsen fra University College Nordjylland for nogle år siden fremlagde i tidsskriftet ”Dansk sang”, hentede Mozart flere af linjerne fra et af hovedtemaerne i sin sidste klaverkoncert. Han havde ikke folkelige forsamlinger eller fællessang i tankerne, for kompositionen var en såkaldt kunstsang, så efter sangen vandt udbredelse, er der betoninger og harmonier, der har ændret sig en smule – blandt andet fordi fællessang langt fra er det samme som at følge tonerne i en klaverkoncert.

På dansk dukkede den op som ”Vaarsang” i 1839, mens den nu så velkendte tekst til ”Kom maj, du søde milde” først blev udbredt senere. I øvrigt bliver Christian Adolph Overbeck i mange danske sangbøger krediteret for teksten, men det er kun den halve sandhed. For Overbeck, der var både digter og borgmester i Lübeck, stod bag den tyske tekst “Komm, lieber Mai, und mache”, mens der er mere uklarhed omkring den danske versionering. Visse steder er en D. Jæger noteret som forfatter til den danske tekst, og det gælder i øvrigt også den norske ”Kom mai, du skjønne milde”.

Det bliver nogle af de mest elskede og
ligefrem danske kanoniserede sange, der indtager Aalborg Teater i næste uge,
når ”Mød mig på Cassiopeia” åbner. Historien om kvaler og kærlighed omkring en
teateropsætning blev kendt som film i 1951 med Bodil Kjer, Poul Reichhardt og
Hans Kurt, men har siden da levet et hyppigt og populært liv på de danske
teatre. Selve historien om komponisten John Berger, der har problemer med at
skrive sange til en ny operette og får hjælp fra Polyhymnia, der stiger ned fra
Olympen som hans muse, er velkendt og afholdt, men det er i lige så høj grad
Kai Normann Andersen og Børge Müllers sange, der har gjort ”Mød mig på
Cassiopeia” så tidløs og slidstærk.

Hele tre af numrene er optaget i den danske
kulturkanon, hvor Kai Normann Andersen har sit eget afsnit. Det drejer sig om “Gå ud og gå en tur”, “Musens
sang” og “Den allersidste dans”, som alle vil kunne opleves på
ny fra på mandag i Aalborg Teater.

Onsdag samles folk fra især
venstrefløjen og fagbevægelserne til den årlige markering af arbejdernes
internationale kampdag, og særligt to sange har historisk en særlig plads 1.
maj: Oskar Hansens danske ”Når jeg ser et rødt flag smælde” fra 1923 og den
verdensomspændende kampsang ”Internationale”.

I 1888 fik amatørkomponisten
Pierre Degeyter stukket en Eugène Pottier-digtsamling i hånden med opfordring
til at skrive en melodi til sangkoret Arbejdernes Lyre, hvor man syntes, man
manglede en god revolutionssang. Ifølge et radioforedrag fra 1963, som
marxisme.dk gennemgår, forelskede Degeyter sig sammen aften i et bestemt digt af
Pottier og i løbet af natten komponerede han det, der skulle blive kendt som
”Internationale”. Han tog sig dog den frihed at redigere en smule i digtet,
hvilket blev afgørende for den nye revolutionssangs gennemslagskraft: De fire
linjer før digtets første egentlige vers sørgede han for at gentage som en
slags omkvæd efter alle vers. Det er de linjer, som i den danske oversættelse
lyder: ”Vågn til kamp af jer dvale til den allersidste dyst, og internationale
slår bro fra kyst til kyst”. Pierre Degeyter blev i 1932 fulgt til graven af
50.000 arbejdere i Paris, og da kisten blev båret fra hans hjem, var det til
tonerne af ”Internationale”.

Bob
Dylan er først og fremmest sanger og sangskriver, men han er også blandt andet
forfatter, billedkunstner og snart destilleri-indehaver. Musikmediet Billboard
skriver, at musikikonet er involveret i planerne om et nyt whiskey-destilleri i
den amerikanske by Nashville. Projektet hedder Heaven’s Door Spirits, og navnet
er naturligvis hentet fra en af Bob Dylans mest kendte sange, ”Knockin’ On
Heaven’s Door”.

Nummeret er indspillet et utal af gange siden lanceringen i
1973, men oprindeligt stammer den fra westernfilmen ”Pat Garrett and Billy the
Kid”, som Bob Dylan også selv havde en mindre rolle i. Teksten passer til en
scene med sherif Pat Garrett, som ramt af skud føler livet ebbe ud: ”Mama, take
this badge off of me, I can’t use it anymore, it’s gettin’ dark, too dark to
see, I feel I’m knockin’ on heaven’s door”.

Planerne for det nye Heaven’s Door
Spirits er, at en 160 år gammel kirkebygning skal rumme et whiskey-destilleri,
et whiskey-bibliotek, en restaurant og et spillested, og man vil også kunne se
malerier og skulpturer af Bob Dylan, når stedet efter planen åbner i efteråret
2020.

De
mange skelsættende musikudgivelser og -begivenheder sidst i 1960’erne giver i
disse år anledning til tilsvarende mange 50 års-jubilæer. Selvom udgivelsen af
debutalbummet med bandet Chicago Transit Authority den 28. april 1969 måske
ikke er en milepæl, der ringer en klokke hos ret mange, arbejdede bandet, der
havde opkaldt sig efter det store trafikselskab i deres amerikanske hjemby, sig
støt og sikkert frem til en stærk position i de følgende år. Det debuterende
dobbeltalbum i 1969 affødte ikke nogle af de sange, som huskes bedst i dag, men
allerede ved deres anden pladeudgivelse havde de justeret bandnavnet til det
lidt mere mundrette Chicago, og senere fulgte hits som “Saturday In the
Park”, “If You Leave Me Now”, “Baby, What a Big
Surprise” og “Hard to Say I’m Sorry”. Trods udskiftning på nogle
af pladserne i det store orkester eksisterer Chicago stadig 50 år senere og
tager ud på turné igen i næste uge.