Kategori: Musiknyheder

Filmtrailerne og reklamerne har været synlige i et stykke tid efterhånden, og i morgen er der biografpremiere på en ny film i Mad Max-serien, som tidligere har haft Tina Turner på både rollelisten og soundtracket. Den første post-apokalyptiske Mad Max-actionfilm med den dengang ret ukendte skuespiller Mel Gibson havde premiere i 1979. To år senere fulgte ”Mad Max 2”, og først i den tredje film “Mad Max Beyond Thunderdome” fra 1985 spillede Mel Gibson og Tina Turner over for hinanden. Tina Turner havde året forinden fået sit store comeback på hitlisterne med albummet ”Private Dancer”, og det var et par af samarbejdspartnerne fra denne plade, der blev sat til at skrive en passende sang til ”Mad Max”-universet. Det helt store hit fra ”Private Dancer” var sangen ”What’s Love Got To Do With It”, som var skrevet af det engelsk-skotske sangskriverpar Terry Britten og Graham Lyle, og de to fik at vide, at hvis de kunne levere en sang, der passede til både en voksen popstjerne og en post-apokalyptisk filmstemning, så var opgaven deres. Resultatet var ”We Don’t Need Another Hero”, som blev endnu et stort hit i Tina Turners imponerende genkomst i midten af 1980’erne.

I morgen er der premiere på filmen ”Furiosa: A Mad Max Saga”, som er den femte film i Mad Max-serien. Dagen efter er det årsdagen for Tina Turners død i 2023, og i næste uge er det 40 år siden, Tina Turner udgav netop albummet ”Private Dancer”, der indledte anden del af hendes store karriere efter skilsmissen fra Ike Turner, som hun også optrådte sammen med i 1960’erne og 1970’erne.

I sidste uge udgav udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen uden varsel det, han kalder en podbog. Det vil sige, at det ikke er en podcast i normal forstand, og heller ikke en traditionel lydbog, men en slags hybrid. I 2019 landede hans bog ”Befrielsens øjeblik” som lidt af en bombe i valgkampen, og nu har han lanceret ”Befrielsens pris”, som er en enetale på lyd og ikke på skrift. ”Befrielsens pris” omhandler blandt andet arbejdet med etableringen af partiet Moderaterne og dannelsen af SVM-regeringen, og selvom langt det meste er anekdoter og forklaringer fra Løkkes side, er der en lille sang, der er gået igen i flere omtaler af den såkaldte podbog. Lars Løkke Rasmussen nynner nemlig et stykke af Billy Joels gamle sang ”Just the Way You Are” som en slags kærlighedssang mellem de tre regeringsparter:

“I love you just the way you are, doo-doo-doo-doo-doo. Jamen, den sang sang … mest Mette Frederiksen, og jeg tror, Troels Lund brummede lidt med på Hotel Hans Egede i Nuuk, hvor vi havde rigsmøde”, forklarer Løkke.

”Og det er et meget godt eksempel på, at selvom vi er topprofessionelle mennesker, så har vi det også sjovt. I virkeligheden synes jeg måske, at den her regering har det sjovere med sig selv end så mange andre regeringer, jeg har siddet i”.

Sangen fra 1977 var i virkeligheden en fødselsdagsgave fra Billy Joel til hans hustru Elizabeth Weber Small, og ordene om den ubetingede kærlighed kan være fristende at låne i andre sammenhænge – også for toppolitikere åbenbart. Med til historien hører dog, at Billy og Elizabeth blev skilt nogle år senere, og at der åbenbart er dårlig karma omkring visse af Billy Joels kærlighedssange. Han er flere steder citeret for at sige, at ”hver gang jeg skrev en sang til en person, jeg var i et forhold med, holdt det ikke. Det var lidt som en forbandelse: Her er en sang til dig – vi kan lige så godt sige farvel til hinanden nu”.

Beatles-filmen ”Let It Be” er en velkendt del af historien om bandets sidste tid, men i årevis har filmen været ude af cirkulation og svær at opdrive. Det bliver der lavet op på fra i dag, hvor ”Let It Be” fra 1970 har premiere på Disney+ i en nyklippet og gennemrestaureret version. Genudgivelsen kommer i forlængelse af den tredelte dokumentarserie ”Get Back”, som udkom for halvandet år siden, og som var baseret på de mange timers optagelser, der blev lavet under arbejdet med ”Let It Be”-filmen. Filminstruktøren Peter Jackson og hans folk fik med de nyeste teknologiske værktøjer foretaget en omfattende digitalisering og restaurering af både lyden og billedkvaliteten som en del af ”Get Back”-projektet.

”Gennem årene er der formentlig ikke blevet passet ordentligt på de originale film, og de havde det ikke særligt godt længere”, har filmens oprindelige instruktør Michael Lindsay-Hogg for nylig fortalt til musikmediet NME.

”Da Peter gik i gang (med Get Back-serien, red.) – og det gjorde han gudskelov – var han nødt til at restaurere de originale optagelser, der blev brugt i Let It Be. Så da idéen om at genudgive Let It Be dukkede op igen, var en del af arbejdet allerede gjort”.

Den nye billedkvalitet endte dog med at blive en tand for god for instruktøren. Peter Jacksons meget skarpe billeder til ”Get Back” endte med at mangle følelsen af gamle filmoptagelser, så til klippearbejdet med den nye version af ”Let It Be” fik Michael Lindsay-Hogg justeret materialet en anelse tilbage mod det oprindelige. Filmen blev især kendt for optagelserne af The Beatles’ uannoncerede koncert på taget af Apple-pladeselskabets bygning i London, og den fortalte direkte og indirekte en historie om et band i opløsning – et billede, der blev nuanceret en del i den meget længere dokumentarserie ”Get Back” i 2022.

Titlen på både filmen og den medfølgende LP stammer naturligvis fra en af sangene, der blev indspillet i denne periode. ”Let It Be” var dog tæt på at være en Paul McCartney-sang i højere grad end en Beatles-sang, John Lennon brød sig slet ikke om nummeret, som McCartney havde skrevet på egen hånd.

”Det er ren Paul. Hvad skal man sige? Den havde ikke noget med The Beatles at gøre. Den kunne have været med Wings. Jeg ved ikke, hvad han tænkte, da han skrev Let It Be”, er Lennon citeret for at sige i bogen ”All We Are Saying”.

Resten af verden tog noget bedre imod sangen ”Let It Be”, og fra i dag er der mulighed for at gå på opdagelse i en nyistandsat version af filmen af navn. Den nye version indeholder også en samtale mellem de to Beatles-filmmagere Michael Lindsay-Hogg og Peter Jackson, som fortæller om filmen, der dannede grundlag for en dokumentarserie, som nu har dannet grundlag for filmens genudgivelse.

Der er ikke mange komponister herhjemme, der har efterladt så stort et indtryk og så omfattende en sangskat som ham, der fik sit store gennembrud i disse dage for præcis 100 år siden. Kai Normann Andersen var egentlig bankmand, men som nyudlært sagde han op for at satse på musikken. Han tog blandt andet til England for at studere tidens trends i de engelske ballrooms, og han turnerede som musiker og kapelmester, før han nåede den københavnske revyscene. Den afgørende skillelinje i karrieren var den 30. april 1924 – i dag for 100 år siden. Den dag var der premiere på årets udgave af Scala-revyen i forlystelsesetablissementet Scala, og den var et stykke bestillingsarbejde, der gav 24-årige Kai Normann Andersen gennembruddet. Sangeren Arne Weel stod for forestillingen, hvor hans hustru Liva Weel var den store stjerne, men lidt sent i forberedelserne opdagede Arne Weel, at han manglede materiale til sig selv: ”Derfor henvendte jeg mig til en af forfatterne, Ludvig Brandstrup, der efterlyste en idé. Jeg foreslog noget i retning af Oda Nielsens berømte ’Bon soir, madame la Lune, bon soir” – og det blev til ’Du gamle måne’ med musik af den dengang komplet ukendte komponist Kai Normann Andersen”, skrev Arne Weel i sine erindringer ”Så festligt det var”.

Kai Normann Andersen skabte en melodi til historien om fulderikken, der er blevet forladt af sin elskede og synger til Månen, der har set det hele. Musikken er inspireret af den argentinske tango, som Normann Andersen havde studeret på sine udlandsrejser. Som Normann-biografien ”Den sky romantiker” pointerer, var tangoen i denne periode hypermoderne, og det tilførte revysangen ”kant og spændstighed, noget eksotisk … og måske et vist dekadent snit”.

”Du gamle måne” blev startskuddet til flere opgaver i revyer, teaterforestillinger, film og meget andet i mange år derefter. Efter gennembruddet for præcis 100 år siden skrev Kai Normann Andersen i nærheden af 1000 melodier til blandt andet stedsegrønne sange som ”Glemmer du, så husker jeg”, ”Man binder os på mund og hånd”, ”Den allersidste dans”, ”Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes”, ”Gå med i lunden”, ”Alle går rundt og forelsker sig” og ”Pige træd varsomt”.

Når erfarne musikere eller bande er på turné, er det på ingen måde ualmindeligt at spille gamle numre, som folk kender og elsker. Gennem tiden har nogle bands ligefrem valgt at signalere, at de er på en slags Greatest Hits-turné, men i de seneste år er en ny type nostalgikoncerter vokset frem: Jubilæet for en populær eller vigtig plade bliver anledning til en koncert, hvor hele dette album spilles fra ende til anden. Kunstnerne får således mulighed for at optræde med et samlet værk, og publikum ved med sikkerhed, at de får lov til at høre en bestemt stribe sange fra et særligt tidspunkt i deres liv. For få måneder siden var Tim Christensen på en sådan turné, og i disse uger bevæger Sanne Salomonsen sig rundt i landet med sangene fra et album, som i år har 35-års-jubilæum.

Albummet fra 1989, der blot bærer titlen ”Sanne”, var en gigantisk succes i både Danmark og Sverige med et pladesalg omkring en halv million eksemplarer. Sanne Salomonsens primære samarbejdspartnere var komponisterne og producerne Jens Rugsted og Stig Kreutzfeldt samt den unge Thomas Helmig, der var hyret til at skrive en del af teksterne til Rugsted og Kreutzfeldts melodier. I bogen ”Anne, Sanne og Lis” er Sanne Salomonsen citeret for, at perioden, hvor denne plade blev skabt, var særligt kreativ og lykkelig: ”Jeg var nybagt mor, Mats og jeg var så lykkelige på det tidspunkt. Thomas’, Stigs, Jens og mit samarbejde gik skidegodt. Er det ikke fedt? Når noget glider så godt som dengang, står det i et helt bestemt lys, som ikke går ud. Alt var god karma”. Den gode karma resulterede i nærmest uopslidelige popsange som ”Kærligheden kalder”, ”Hvis du forstod”, ”Jeg’ i live”, ”Uden dig” og ”Tænk på mig”, og er dem, Sanne Salomonsens nye turné har som omdrejningspunkt.

Sanne Salomonsens turné med The Antonelli Orchestra begyndt i Esbjerg i starten af april og slutter i Aarhus på søndag.

Hvis man er inkarneret David Bowie-fan eller måske ligefrem samler, er der god grund til løbende at lægge lidt penge til side, for arkiverne gemmer på interessante ting, som lidt efter lidt bliver sluppet fri. Siden Bowies død i 2016 er der kommet flere bokssæt og særudgivelser, og på lørdag lander endnu en af slagsen. En af David Bowies mest afgørende perioder var tiden med hans alter ego Ziggy Stardust, som er i centrum på LP’en ”The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars” fra 1972. Nu udkommer et tidligt udkast til dette album, sammensat på et tidspunkt hvor ikke alle sange var på plads endnu, og hvor der stadig blev arbejdet på numre, der ikke fandt vej til den endelige ”Ziggy Stardust”-plade. Den nye udgivelse indeholder således fire sange, der ikke var med på LP’en i 1972. Titlen på det ”nye” album er “Waiting In the Sky (Before the Starman Came To Earth)”, og titlen er inspireret af omkvædet til det store hit ”Starman”: ”There’s a starman waiting in the sky, he’d like to come and meet us, but he thinks he’d blow our minds”.

Det lidt specielle i denne sammenhæng er, at titlen refererer til en sang, der slet ikke er med på pladen! ”Starman” var nemlig den allersidste sang, der blev skrevet til ”The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars” som en slags bestillingsarbejde. David Bowies daværende trommeslager Woody Woodmansey fortalte engang i et interview med The Quietus, at indspilningerne egentlig var afsluttet, men at pladeselskabsfolkene havde deres betænkeligheder, fordi der ikke var en single imellem, altså intet et oplagt hit. En måned senere gik de atter i studiet, fordi Bowie på det tidspunkt havde skrevet ”Starman” som supplement: ”Jeg har altid oplevet, at Bowie havde den evne, at når som helst han havde lyst, kunne han skrive en hitsingle. Det var bare sådan, han var. Jeg tror, at han gennem sin karriere fravalgte det. Hvis han havde lyst, kunne han skrive en, og hvis han ikke havde, lod han være”, sagde trommeslager Woody Woodmansey i 2017.

”Dengang med ’Starman’, forsøgte han sig ikke frem flere gange, han sagde bare ’Okay, så skriver jeg en’. Men hvis det ikke havde været for den sang, havde det måske ikke taget fart. Den samlede det hele”.

”Starman” blev i 1972 David Bowies første hit siden ”Space Oddity” i 1969, men på det udkast til LP’en, som nu udgives, var ”Starman” altså endnu ikke blevet til. I stedet for ”Starman” kan man på den nye udgivelse opleve en fortolkning af Chuck Berry-sangen ”Round and Round”, en indspilning af Jaques Brels ”Amsterdam” samt David Bowies egne sange ”Velvet Goldmine” og ”Holy Holy”. Særudgivelsen “Waiting In the Sky (Before the Starman Came To Earth)” udkommer på lørdag, som er den internationale Record Store Day, der sætter fokus på den rolle, fysiske pladebutikker spiller.

Superstjernen Beyoncé har endnu engang både overrumplet musikverdenen og sat gang i en debat om kultur og traditioner. I forrige uge udkom Beyoncés nye album, hvor hun på forhånd havde annonceret, at hun ville kaste sig ud i country-genren i modsætning til den blanding af R’n’B, hiphop og pop, hun normalt er kendt for. Albummet ”Cowboy Carter” har vist sig at være en stor smeltedigel af både inspirationer fra country, folk og blues, men også med elementer, der er tættere på hendes normale virke. Det har – helt som Beyoncé formentlig ønskede det – sat gang i diskussioner om, hvornår noget tæller som countrymusik, og hvem der kan tillade sig at kalde deres musik country.

Der er dog også nogle meget tydelige aftryk fra country-verdenen på den nye udgivelse i form af små hilsener fra blandt andre country-legenderne Willie Nelson og Dolly Parton samt en nyfortolkning og videredigtning af Dolly Partons sang ”Jolene” fra 1973. Parton skrev ”Jolene” samme dag, som hun også skrev ”I Will Always Love You”, og idéen var en kombination af to vidt forskellige oplevelser. Dels havde hun noteret sig det specielle og velklingende navn Jolene fra en fan, der bad om en autograf, og dels oplevede hun, at en bankassistent havde forelsket sig i hendes mand. ”Hun var helt utroligt vild med min mand”, fortalte hun til radiostationen NPR i 2008. ”Og han elskede at gå i banken, fordi hun gav ham så meget opmærksomhed. Det var lidt en stående vittighed mellem os, når jeg sagde: ’Hvad pokker, du tilbringer meget tid i banken. Jeg vil ikke mene, vi har så mange penge’. Så det er i virkeligheden en uskyldig sang i det store hele, men det lyder som en frygtelig historie”.

I den oprindelige ”Jolene” fra 1973 bønfalder fortælleren den fremmede kvinde om ikke at lokke hendes mand på afveje: ”Jolene, I’m begging of you, please don’t take my man”. I den nye version med Beyoncé er magtforholdet en smule anderledes, for her er fortælleren kampklædt og klar til at beskytte sin familie: ”Jolene, I’m warning you, don’t come for my man”. Det er ikke første gang, at andre store stjerner er faldet for fristelsen til at genindspille ”Jolene”. Tidligere har den været i hænderne på blandt andre Miley Cyrus, Olivia Newton-John og The White Stripes.

Musikalske mærkedage og jubilæer er der masser af, men nogle begivenheder er mere skelsættende end andre, og på lørdag er det 50-års-dagen for Abbas sejr i Det Internationale Melodi Grand Prix i 1974. Begivenheden markerede et nybrud i Eurovision-konkurrencens stil og udtryk, og samtidig grundlagde den en international karriere for den svenske kvartet, som i de efterfølgende år skulle etablere sig som verdens største popgruppe. Det var dog ikke selvskrevet, at netop ”Waterloo” skulle føre Abba ad den rute. De drøftede de meget seriøst muligheden for at stille op i det svenske Melodi Grand Prix med sangen ”Hasta Mañana”, som stilmæssigt forekom at være et mere sikkert valg – ikke mindst i europæisk sammenhæng – sammenlignet med ”Waterloo”, som med sin glamrock-lyd var et klart brud med traditionerne i den konservativt anlagte Eurovision-konkurrence.

I sidste ende valgte de ”Waterloo”, som oprindeligt havde haft arbejdstitlen ”Honey Pie”, men gruppens manager Stig Anderson var meget bevidst om betydningen af en god titel, når man på blot tre minutter skulle indynde sig hos tv-seerne. I sin jagt på inspiration bladrede han gennem en bog med kendte citater, og her opstod idéen til at bruge Napoleon Bonapartes berømte nederlag ved byen Waterloo i 1815 som metafor for, hvordan man også i kærligheden kan være nødt til at overgive sig.

Efter at havde vundet det svenske Grand Prix drog hele holdet til Brighton i Storbritannien for at repræsentere Sverige med ”Waterloo”, og det endte med en klar sejr i finalen. Benny Andersson og Björn Ulvaeus fra Abba løb dog ind i problemer, da pointfordelingen var på plads, for i første omgang skulle sangskriverne bag vindermelodien hyldes på scenen, og mens tekstforfatter Stig Anderson hurtigt fandt vej til scenen, forhindrede sikkerhedsvagter Benny Andersson og Björn Ulvaeus i at komme frem. ”Vagten sagde: Du er ikke sangskriver, du har misforstået tingene, din dumme svensker”, har Björn Ulvaeus senere fortalt. ”Sådan som jeg var klædt, må han have tænkt: Ham der kan ikke være sangskriveren”. Men Abba fik trods alt fejret den store sejr, både i koncertsalen og hjemme på Grand Brighton Hotel, hvor de meget passende var indlogeret i den såkaldte Napoleon Suite.

På lørdag er det 50 år siden, og jubilæet fejres med blandt andet særlige vinyludgivelser, ny ”Waterloo”-merchandise, en udstilling i Malmø under dette års Eurovision-finaleuge, og herhjemme også med et Abba-hyldestshowet “The Show – A Tribute to Abba”, som i de kommende uge drager rundt i landet.