Kategorier
Musiknyheder

Reggae til hele verden

Reggae
er ikke længere bare musik – det er nu også officielt en del af verdens
kulturarv. I sidste uge blev reggae og andre traditioner fra hele verden
tilføjet UNESCOs liste over verdensarv, der også tæller blandt andet yoga og
flamenco. UNESCO fremhæver reggae-musikkens funktion som middel for samfundskritik
og dens evne til at give alle en stemme, og der var stor begejstring hos den
jamaicanske kulturminister Olivia Grange og hendes følge, da anerkendelsen blev
markeret i UNESCOs forsamling i sidste uge. Hun citerede Bob Marleys ord ”One
love, one heart, let’s get together and feel alright” og inviterede hele salen
til at synge med på ”One Love”.

Sangen kan måske på overfladen lyde som en
simpel kærlighedserklæring, men Bob Marley skrev ”One Love” i forbindelse med
en urolig tid omkring parlamentsvalget i Jamaica i 1976, hvor ”One Love” var en
opfordring om at stå sammen på tværs af uenigheder.

Kategorier
Musiknyheder

All I Want For Christmas…

Man kan altid diskutere, om det er jul
fra den 1. december, fra første søndag i advent eller først på selve juleaften –
men for publikum i Royal Arena i København vil der på tirsdag nok ikke være
nogen tvivl om, at julen er i gang. Den dag kommer Mariah Careys store juleshow
nemlig for første gang til Danmark. Med sig har hun blandt andet sange fra sine
to julealbum fra 1994 og 2010, og turnéen ”All I Want For Christmas Is You Tour”
er naturligvis opkaldt efter hendes gigantiske hit fra 1994. Sammen med sin
sangskrivermakker Walter Afanasieff havde hun allerede arbejdet på to bløde sange
til en juleplade, da de valgte at gøre alvor af idéen om en julerocksang i 1960’er-stil.

Afanasieff fortalte for nogle år siden til Billboard.com, hvordan sangen opstod
i et legende samspil mellem de to:
– Jeg begyndte at spille rock’n’roll-klaver
og begyndte noget boogie-woogie med venstre hånd. Det inspirerede Mariah til at
finde på det melodiske ”I don’t want a lot for Christmas”. Og så begyndte vi at
synge og lege med den her rock’n’roll-boogie-sang, som straks blev til kernen
af det, der skulle blive All I Want For Christmas.

Sangen er hovedårsagen til,
at albummet “Merry Christmas” med flere end 14 millioner solgte eksemplarer
verden over er den bedst sælgende juleplade nogensinde, og den er også grunden
til, at Mariah Carey samler masser af juleglade popfans i Royal Arena.

Kategorier
Musiknyheder

Tæt trafik og burgerplaner

For
to uger siden udgav tv-2 deres nye album med den lidt besynderlige titel ”Tæt
trafik i Herning”. I den forbindelse har der i medierne været masser af
anmeldelser og interview, men i weekenden høstede bandet også en noget anderledes
omtale af den nye udgivelse. På forsiden af Herning Folkeblad kunne man lørdag
læse den store overskrift ”Tæt trafik i Herning”, men det henviste ikke til en
omtale af de nye sange fra Steffen Brandt og tv-2. I stedet kunne læserne blive
klogere på en lokalplan for blandt andet en ny burgerrestaurant ved Bilka i det
østlige Herning og ikke mindst de medfølgende bekymringer om øget trafik i et
område, som i forvejen er presset på vejene. I Midtjylland er der altså grobund
for at, tv-2’s albumtitel kan blive et fast udtryk, men i stedet for at sidde i
kø eller hente en burger i Herning kan man med Steffen Brandts ord fra
titelnummeret med fordel også vælge at ”køre ud i det, man populært sagt kalder
det blå”.

Kategorier
Musiknyheder

Beatles i et dukkehjem

Her
i november er det 50 år siden, The Beatles udgav et af deres hovedværker. Dobbelt-LP’en fra 1968 er i dag er bedst kendt
som ”The White Album”, men egentlig er titlen blot ”The Beatles”. En overgang
var der ellers udsigt til en skandinavisk inspireret titel til pladen med sange
som “Back in the U.S.S.R.”, “Blackbird” og “While My
Guitar Gently Weeps”. Arbejdstitlen var nemlig ”A Doll’s House”, opkaldt
efter Henrik Ibsens berømte skuespil fra 1879, som på dansk hedder ”Et
dukkehjem”. Planerne var endda så fremskredne, at en kunstner havde forberedt
en illustration til omslaget, men i sommeren 1968 udgav det britiske band
Family så LP’en ”Music in a Doll’s House”, og så måtte The Beatles sadle om.

Løsningen blev den simple titel ”The Beatles” og det simple, hvide pladecover
som et forsøg på at gå i en helt anden retning end deres album fra 1967 med en
lang titel og et meget detaljerigt omslag, ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club
Band”. Den 22. november er det 50 år siden, ”The White Album” udkom, og i
sidste uge blev jubilæet markeret med en udgivelse af et bokssæt, som udover
det oprindelige dobbeltalbum også indeholder 27 akustiske demoer og 50 hidtil
uudgivne session-optagelser samt håndskrevne sangtekster og sjældne billeder.

Kategorier
Musiknyheder

Farvel til den store fede slange

Gennem
de seneste måneder har bandet Big Fat Snake været ude på det, der skal være
deres sidste turné, og DR Koncerthuset er på mandag sidste stop på afskedsturnéen
”Au Revoir Madame”.
Touren er naturligvis navngivet efter ”Bonsoir Madame” fra
1997, som i dag står som gruppens største hit, men det var ikke en succes,
musikerne selv havde forudset.

”Man kan sætte sig ned og skrive en sang, der
siger noget for én selv, men det kan ikke beregnes. Vores allerstørste hit
nogensinde, Bonsoir Madame, lå som nummer ni på pladen fra 1997. Der var
udsendt fire singler før den. Men som det allersidste var der en, der foreslog,
at vi for god ordens skyld skulle slippe en sidste single mere, da pladen var
næsten et år gammel”, fortalte forsanger Anders Blichfeldt i 2007 til Ugebladet
Weekend.

På mandag optræder bandet efter planen for sidste gang med ”Bonsoir
Madame” og sange som ”No Peace Like In Heaven” og ”Fight For Your Love”, inden
det er endeligt au revoir til den store fede slange.

Kategorier
Musiknyheder

Alting har en ende…

De fleste danskere kender Michael Bundesen som forsanger i Shu-bi-dua, men
uden at vide ret meget om hans privatliv og personlige tanker. Det bliver der
ændret på med den nye biografi ”Alting har en ende”. Bogen er opkaldt efter den
tilbagevendende linje i sangen om ”Hvalborg”, som efter succesen med danske
oversættelser af engelsksprogede numre blev det første store hit, Shu-bi-dua helt
selv skrev. Alle i bandet kunne hurtigt se det store potentiale i Michael
Hardingers nye melodi, og de blev enige om, at sangen skulle handle om en hval.

”På
mit jurastudie gik vi nogle gange gennem en tunnel til det daværende Zoologisk
Institut for at have undervisning og forelæsning i deres lokaler, og her
passerede man i tunnellen en vel 30 meter lang papmachéhval, der var så slidt,
at papirstykkerne væltede ud af dens mave. Den beskrev jeg. Og så skulle sangen
ellers bare monteres: Hvor er den født? Hvor skal den hen?”

Sådan forklarer Michael
Bundesen i ”Alting har en ende”, som udkommer onsdag. Bogen handler om blandt
andet de mange år i Shu-bi-dua, bagsiden af medaljen og de to blodpropper, som
i 2011 ændrede sangerens liv.

Kategorier
Musiknyheder

Guitar med 4 x Gas

En
rød Cort-elguitar er i disse dage til salg hos Lauritz.com, men det er fire
autografer, som gør guitaren til noget helt særligt. En blot 15-årig
musikelsker indsamlede i begyndelsen af 1990’erne autograferne, og Kim Larsen
var den første, som satte sin signatur på guitaren. Herefter gik den 15-årige
hjem og skrev et brev til Gasolin’-guitarist Franz Beckerlee for at bede om
også at få hans autograf på guitaren. Beckerlee ringede til den unge fyr og
inviterede ham hjem til sig, og da autografen var sat, ringede Beckerlee til
Gasolin’-bassisten Wili Jønsson, som straks efter fik besøg. “Du kan da ligeså
godt tage ud til Søren, nu du er i gang. Jeg ringer lige til ham”, sagde Jønsson
til den unge fan, som 20 minutter senere stod i trommeslager Søren Berlevs kolonihave
med en guitar med alle Gasolin’-medlemmernes autografer. Nu er guitaren under
hammeren hos Lauritz.com, hvor man indtil lørdag aften kan byde den.

Kategorier
Musiknyheder

Her er dit liv, Larsen

Det
er kun en måned siden, Kim Larsen gik bort, men allerede på fredag udkommer en
hyldestbog med 250 billeder fra det meste af hans liv. Bogen ”This is my life –
til minde om hele Danmarks spillemand” er opkaldt efter en af de få sange, som
både er indspillet af Gasolin’ og af Kim Larsen selv.

Oprindeligt udkom ”This
Is My Life” på Gasolin’-pladen ”Efter endnu en dag” i 1976, men allerede året
efter satte Larsen mere tempo på balladen på det engelsksprogede album ”Kim
Larsen & Yankee drengene”. De engelske tekster var ikke Larsens
spidskompetence, så han fik hjælp af amerikaneren Leonard W. Malone – også
kendt som Skip Malone – der havde slået sig ned i Danmark efter at have aftjent
sin værnepligt på en amerikansk base i Vesttyskland. Ved DR og Politiken
beskæftigede Malone sig med formidling af blandt andet jazzmusik og kulturen
blandt sorte i USA, og ved siden af det var han medforfatter på en række af Gasolins
engelske tekster.

Skip Malone døde selv i 1998, men nu lever hans ord videre på
en helt ny måde efter Kim Larsens død.