Kategori: Musiknyheder

Onsdag aften hjemsøges de danske biografer atter af et af de mest populære filmfænomener nogensinde. ”Ghostbusters: Frozen Empire”, som har premiere den 27. marts, er den femte i serien, siden den første ”Ghostbusters”-film udkom i 1984. I 40 år har filmene været kendt for blandt andet kombinationen af gys og grin, spøgelsesjægere i letgenkendelige uniformer og en titelmelodi, der i sig selv var med til at gøre serien voldsomt populær. I dag kender de færreste Ray Parker Jr. for meget andet end netop temaet til ”Ghostbusters”, men han havde tidligere spillet med store navne som Stevie Wonder, Barry White og The Carpenters. Arbejdet med at kreere en sang til ”Ghostbusters”-filmen landede hos Ray Parker Jr., fordi flere andre havde takket nej til opgaven, blandt andre Huey Lewis and the News og Lindsey Buckingham fra Fleetwood Mac.

Filmholdet havde arbejdet med Huey Lewis and the News’ sang ”I Want a New Drug” som en slags midlertidig temasang til slutscenen, indtil en aftale om den rigtige filmmusik var på plads, så Ray Parker Jr. sørgede for at lave noget, der mindede om ”I Want a New Drug”. Han havde dog store kvaler med at skrive en sang til filmen, for det faldt ham ikke naturligt at synge ordet ”ghostbusters”, og det var svært at få noget til at rime på det. Gennembruddet kom en aften, han havde fjernsynet kørende og landede i en reklameblok. Her opstod idéen til at gribe opgaven an, som om disse spøgelsesjægere var et lille firma, der havde brug for en jingle i en tv-reklame for at få kundernes opmærksomhed. Med den forhistorie giver det langt bedre mening med det lille ”firmaslogan”, der gentages gang på gang: ”Who you gonna call? Ghostbusters”. Det endelige resultat lå dog så tæt på inspirationssangen ”I Want a New Drug”, at Huey Lewis and the News hev Ray Parker Jr. i retten, og de to musikere måtte indgå et forlig efter nogle års tovtrækkeri.

I forbindelse med den nye film ”Ghostbusters: Frozen Empire”, der har premiere i aften, er der udsendt en sang med den japanske pigegruppe Atarashii Gakko, der anvender brudstykker af Ray Parker Jr.’s 40 år gamle filmhit på deres nye nummer ”Ghostbusters: Frozen Summer”.

Hun fejrer 80-års-fødselsdag om nogle dage, har et snarligt 60-års-jubilæum for det store gennembrud og en forestående dansk koncert. Diana Ross blev forleden annonceret som et af årets hovednavne på Smukfest som en del af turnéen ”Legacy” (Eftermæle, red.) med både solo-hits og sange fra tiden i pigegruppen The Supremes, som på pladeselskabet Motown Records i den første tid lidt spydigt blev kaldt ”The No Hit Surpremes”, fordi deres første udgivelser ikke bed an – og da de endelig fik et hit, var de endda kommet med på et afbud. Sangskriveren Lamont Dozier fortæller i bogen “Chicken Soup For the Soul: The Story Behind The Song”, at han skrev sangen ”Where Did Our Love Go” til gruppen The Marvelettes og fik musikere til at indspille den, så den lå godt til disse sangerinder, men til hans store overraskelse brød The Marvelettes sig ikke om nummeret. I Motowns produktionslinje var der en fast regel om, at hvis en sang ikke blev indsunget af selskabets kunstnere, skulle sangskriveren selv betale de musikere, der havde været med på indspilningen, og Dozier måtte derfor finde en anden gruppe for i det mindste at undgå selv at hænge på regningen.

Han tilbød derfor ”Where Did Our Love Go” til The Supremes, og efter en smule overtalelse gik Diana Ross, Mary Wilson og Florence Ballard lidt modvilligt i studiet. Diana Ross brokkede sig over, at verset lå alt for dybt til hendes stemmeleje, hvilket selvfølgelig skyldtes, at indspilningen var tiltænkt en anden sangerinde, men disse irritationsmomenter endte i virkeligheden med at tilføre indspilningen en distance og opgivenhed, der klædte sangen.  

”Where Did Our Love Go” udkom i juni 1964, og herefter fulgte hits som ”Baby Love”, ”Stop! In the Name of Love” og ”You Can’t Hurry Love”. Senere gik Diana Ross solo og skabte sig en stor karriere med sange som “Upside Down”, “I’m Coming Out”, “Chain Reaction” og “Why Do Fools Fall in Love”. På tirsdag d. 26. marts fylder Diana Ross 80 år, men trods alderen er hun stadig på farten, og lørdag den 10. august optræder hun på Smukfest i Skanderborg.

Lørdag formiddag blev Søren Pape Poulsen bisat, og familie, venner, kolleger og politikere var samlet for at mindes Det Konservative Folkepartis afdøde formand. I Viborg Domkirke blev der sunget traditionsrige salmer som “Hil dig frelser og forsoner” og “Dejlig er jorden”, og operasangeren Jens-Christian Wandt fremførte H.C. Andersens “I Danmark er jeg født”. Men der var også en nyere sang, som de mange fremmødte samledes om, og flere steder er den blevet omtalt som Søren Pape Poulsens yndlingssang: “Forelskelsessang”, også kendt som “Du kom med alt det, der var dig”. Pape Poulsens gamle ven og Konservatives generalsekretær Søren Vandsø henviste også i sin tale til sangen og til hans afdødes vens forhold til sangen: “Du kom med alt det, der var dig, og det gjorde du, Søren”, sagde han i starten af sin tale i kirken.

Den populære forelskelsessang har vundet udbredelse via især Højskolesangbogen gennem den seneste generations tid, men historien rundt om sangen indeholder også alt for tidlig død lige som i Søren Pape Poulsens tilfælde. Teksten skrev digteren og højskolelæreren Jens Rosendal i 1981, da han som 50-årig forelskede sig hovedkulds i 19-årig mand på Løgumkloster Højskole, på trods af at han var gift med en kvinde og far til tre. Den meget personlige forelskelsessang fik lov til at ligge i skrivebordsskuffen i nogle år, indtil han i 1987 lavede en teateropsætning af eventyret om Klods-Hans sammen med en gruppe højskoleelever. Her passede ”Du kom med alt det, der var dig” til slutscenen i stykket, hvor prinsessen beslutter, at hun vil gifte sig med Klods-Hans, og komponisten Per Warming satte musik til Jens Rosendals tekst. Herefter bredte sangen sig mellem efterskoler og højskoler, indtil den blev optaget i Højskolesangbogen i 1989.

Men forelskelsen, der var skyld i, at digteren ”stormede ud og købte øl”, fik en trist afslutning efter knapt tyve år, da Jens Rosendals elskede Ulrik pludselig døde af et hjertestop, blot 39 år gammel. Historien om Ulrik – og dermed detaljen om, at den populære forelskelsessang udsprang af homoseksuel kærlighed – fortalte Rosendal først offentligt mange år efter, sangen havde vundet stor udbredelse. Til Ulrik skrev han endvidere ”Kærlighedssang ved et tab”, som er beslægtet med ”Du kom med alt, hvad der var dig”, og de to sange kan synges på hinandens melodier. Både i sangen om forelskelsen og i sangen om tabet af sin udkårne er budskabet ifølge Jens Rosendal det samme, fortæller han i bogen ”Du kom med alt, hvad der var dig” af Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt, nemlig ”at livet, det er livet værd”.

Jens Rosendal selv døde i slutningen af december, 91 år gammel.

Musikken kunne fejre 40-års-jubilæum sidste år, men den film, som musikken er uløseligt knyttet til, runder først sin fødselsdag i denne uge. For på lørdag er det 40 år siden, Kim Larsen og Erik Ballings film ”Midt om natten” havde premiere. Larsen havde fået blod på tanden i forhold til at lave film efter at have haft en lille rolle i ”Ang. Lone” i 1970, og under sin tid i New York havde han selv fået en filmidé. Sammen med sin ven Erik Clausen opsøgte han mesterinstruktøren Erik Balling for at præsentere sin idé, og de blev enige om at arbejde videre med det, der skulle blive en ”storby-western” om barndomsvennerne Benny og Arnold, boligkrisen og fristaden Haveje.

Sideløbende arbejdede Kim Larsen på musikken, som endte med at udkomme allerede i november 1983 efter en uhyre langstrakt proces, hvor Kim Larsen under indspilningerne ville afprøve en masse forskellige ting. Det betød, at alle sangene blev indspillet adskillige gange i flere forskellige studier og med skiftende producere, før han rigtigt kunne tage stilling til hvilke versioner af sangene, der skulle udgives. Kim Larsen kaldte ifølge Peder Bundgaards bog ”Larsen” albummets tilblivelse ”en rå fødsel” i et interview til Ekstra Bladet.

”Det er hæsligt at sidde dér og smage på sig selv. Sådan er det blevet. Da vi lavede Værsgo og de første Gasolin’-plader kunne jeg slet ikke få smagt nok på mig selv, men måtte nærmest lægge bånd på mig selv for at se tilpas beskeden ud. Nu sidder man dér og tænker: din selvglade stodder. Man kan godt væmmes ved sig selv”.

Men på trods af den megen selvsmageri blev LP’en med sangene fra ”Midt om natten” en massiv succes og er ifølge Gaffa den bedst sælgende dansksprogede plade nogensinde med ca. 650.000 fysiske eksemplarer. Sange som “Susan Himmelblå”, “Papirsklip”, “Haveje”, “Tik tik” og naturligvis titelnummeret “Midt om natten” blev således en fantastisk reklamesøjle for filmen i månederne op til premieren den 9. marts 1984, og filmen blev godt modtaget af visse anmeldere og i særdeleshed af biografgængerne. Med flere end 920.000 solgte billetter ligger ”Midt om natten” stadig i Top 10-listen over mest sete danske biograffilm herhjemme sammen med en stribe film fra ”Olsenbanden”-serien, ”Walter & Carlo” samt de to ”Ternet Ninja”-film.

Filmen modtog endda også en af de nyindstiftede Robert-priser, og selvom Kim Larsen ikke havde tænkt sig at deltage i denne festivitas, fordi han ikke brød sig om priser, lod han sig alligevel overtale. I pausen mellem to sæt under en koncert blev han ifølge bogen ”Larsen” fragtet til Imperial Bio i København i ”en politibil med venligtsindede strissere” og tilbage igen. Selve Robert-statuetten var han ikke interesseret i, og den forærede han til sin roadie, som også hed Robert.

Det er ikke mange rockbands, der ender på museum. Ikke mens de stadig er aktive, og da slet ikke på Nationalmuseet. Ikke desto mindre er D-A-D omdrejningspunkt for en ny udstilling på Nationalmuseet i København, der åbner på søndag. Anledningen er D-A-D’s 40-års-jubilæum, men udstillingen handler ikke udelukkende om bandet bag sange som ”Sleeping My Day Away”, ”Bad Craziness”, ”Grow Or Pay” og ”I Won’t Cut My Hair”. På museet vil man kunne se en rekonstruktion af deres øvelokale og ungdomshybel fra 1980’erne, og der er masser af vilde kostumer og kreativt udformede musikinstrumenter, men derudover er jubilæumsudstillingen også en rejse gennem 40 års populærkultur og danmarkshistorie generelt.

“Vi ser på, hvordan reklamebranchen, musikken, USA og populærkulturen formede en hel generation og vores kulturgods. Bandet er på en måde værter i en tidsrejse, hvor vi tager gæsten tilbage til sin egen ungdom og følger gæsten langt ind i voksenlivet”, har museumsinspektør Ulla Hahn Ranmar udtalt i en pressemeddelelse.

Udstillingens åbning falder på datoen, som også regnes som bandets fødselsdag, som var den 3. marts 1984. Her gav bandet, som dengang hed Disneyland After Dark, for første gang koncert på det københavnske spillested Huset med det, der skulle blive D-A-D’s holdopstilling i mange år frem. Egentlig havde de været i gang siden 1982, hvor sanger Jesper Binzer og bassist Stig Pedersen dannede gruppen, som i en kort periode også havde Stig Pedersens kæreste Lene Glumer med som sangerinde. Men den 3. marts 1984 var guitaristen Jacob Binzer med på scenen for første gang, og hermed var gruppen klar til at sprede sin hårde, men humoristiske heavy-rock og ”ko-punk” til først Danmark og senere resten af verden.

Selvom det er mere end 40 år siden, musikeren Bob Marley døde, bliver hans musik ved med at finde nye måder at komme ud til publikum, og forleden dag var der premiere på en ny film om reggae-stjernen over dem alle. Filmen er en såkaldt biopic, det vil sige en spillefilm med en dramatiseret version af virkelige begivenheder i en virkelig persons liv. De seneste år er der lavet flere biopic-film om musikere så som Elton John, Queen og Elvis Presley, og i onsdags var der dansk premiere på ”One Love” om Bob Marley – om hans liv, hans musik og selvfølgelig alt det drama, der opstod omkring hans revolutionære tanker, drabsforsøget mod ham samt hans kræftsygdom, der endte med at koste ham livet i 1981. Filmen er opkaldt efter en af de mest kendte sange med Bob Marley & The Wailers, “One Love”, som har en længere historie, end de fleste er klar over.

”One Love” er kendt fra hans 1977-album ”Exodus”, hvor den fremstod som Bob Marleys pendant til John Lennons ”Imagine” med budskaber om fred, fordragelig og gensidig kærlighed verden over, men allerede tolv år tidligere arbejdede han med forstadiet til ”One Love”. Hans band hed på det tidspunkt ikke The Wailers, men The Wailing Wailers, og på deres første album i 1965 indspillede de en hurtigere ska-version af ”One Love”. Efter Bob Marley arbejdede sig op til at blive Jamaicas største musiker og også fik stor succes i mange andre lande, samlede han nummeret op igen, først under titlen ”All In One” i 1976 og herefter i 1977, hvor han indspillede den version af ”One Love”, der nu betragtes som den endegyldige udgave. Heri indgår også dele af sangen ”People Get Ready” med The Impressions, så i 1977-versionen er både Bob Marley og Impressions-forsangeren Curtis Mayfield krediteret som sangskrivere.

”One Love” er flere gange blevet fortolket og genindspillet, også af Bob Marleys egne familiemedlemmer, og nu er den atter aktuel som titelsang til den nye film med den britiske skuespiller Kingsley Ben-Adir i hovedrollen.

En 36 år gammel stilfærdig sang om et tungtvejende emne har fået en overrumplende genopblomstring efter den amerikanske Grammy-prisuddeling for lidt over en uge siden. Tracy Chapman, som man ikke har set meget til de sidste mange år, var på scenen for at fremføre sit gamle hit ”Fast Car” sammen med den unge countrysanger Luke Combs, og herefter tog Chapmans sang fra 1988 fart på streamingtjenester og i digitale musikbutikker.

Grunden til, at Tracy Chapman atter var at finde i rampelyset ved det store musikshow, var, at ”Fast Car” i det forgangne år har været et hit med Luke Combs, som har udgivet en version, der ligger forholdsvis tæt på den gamle sang om en ung kvinde, der drømmer om at stikke af fra sine usunde relationer og bryde familiens negative mønstre. Den 33-årige Combs har fortalt, at han plejede at høre Tracy Chapmans album fra 1988, når han kørte omkring med sin far. ”Der var en bestemt sang, der virkelig stak ud”, fortalte han om ”Fast Car” ved en koncert ifølge American Songwriter. ”Den sang har betydet meget for mig siden dengang – gennem hele mit liv. Jeg tænker altid på min far, når den kommer på, og på den tid, vi tilbragte sammen”. Derfor tog Combs sangen med på sit fjerde album, og natten til mandag i sidste uge fremførte de to sangere ”Fast Car” sammen ved Grammy-showet. I går blev ugens amerikanske hitliste offentliggjort, og ikke nok med at Luke Combs’ udgave bevægede sig fra nr. 20 til nr. 8, Tracy Chapmans originale indspilning var pludselig også at finde på plads nr. 42.

Nummeret stammer fra albummet ”Tracy Chapman”, som også indeholdt kendte sange som ”Baby Can I Hold You” og ”Talkin’Bout a Revolution”, og det blev for alvor et hit efter et teknisk uheld ved en stor koncert. I juni 1988 var en stribe verdensstjerner på plakaten ved en fødselsdagskoncert på Wembley i London for det fængslede frihedsikon Nelson Mandela fra Sydafrika. Den unge Tracy Chapman havde givet tre numre om eftermiddagen uden for den bedste sendetid ved den tv-transmitterede koncert, men om aftenen blev Stevie Wonder forsinket, fordi de afgørende computerdisketter med forproducerede elementer til hans optræden manglede, og for at showet ikke skulle gå i stå, blev den albumdebuterende Tracy Chapman med uhyre kort varsel atter sendt på scenen. Alene med sin guitar fremførte hun ”Fast Car”, mens tv-seere i 67 lande fulgte med – og en ny stjerne på folk-scenen var skabt.

Det var lidt af en sensation, at Abba for nogle år siden pludselig udgav et nyt album efter næsten fyrre års stilhed, sidste års album fra The Rolling Stones kom efter mange års tørke, og det var helt uventet, at der i 2023 også blev færdiggjort et allersidste nummer med The Beatles. Graden af chok er måske mindre omkring Billy Joels nye udgivelse, men ikke desto mindre har den 74-årige sanger og pianist overrasket omverdenen ved i sidste uge at udsende en ny sang, “Turn the Lights Back On”. Han pensionerede ellers sig selv som sangskriver efter albummet ”River of Dreams” i 1993, fordi dets succes langt fra levede op til hans forventninger.

”Jeg kunne ikke være så god, som jeg gerne ville, og det var ved at drive mig til vanvid. Jeg var ved at drive mine kære til vanvid”, fortalte han til det amerikanske medie Vulture i 2018. ”Jeg tænkte: Det her er latterligt. Så jeg holdt op”. Han holdt dog ikke op med at optræde, for han vidste ikke, hvad han ellers skulle stille op med sig selv, og det har han gjort siden da. ”Jeg troede, at jeg måske kunne gøre det i et par år, så jeg klager ikke”. 

I 2001 skrev Billy Joel albummet ”Fantasies & Delusions” med klassik musik, og i 2007 udgav han sangen ”All My Life” og skrev den lidt specielle julemelodi ”Christmas in Fallujah”, som han lod sangeren Cass Dillon indspille til de amerikanske tropper i Irak. Med disse små undtagelser er “Turn the Lights Back On” Billy Joels første i næsten 30 år. Teksten handler en mand, der opdager, at han måske er for sent ude til at få genantændt den romantiske gnist, der mangler i parforholdet – men mellem linjerne kan den også sagtens læses som en hilsen eller undskyldning til de mange fans, der i årevis har ventet på og håbet på ny musik fra en af popmusikkens store mestre: ”Time can make you blind, but I see you now as we’re laying in the darkness. Did I wait too long to turn the lights back on?”

Natten til mandag dansk tid optrådte Billy Joel med “Turn the Lights Back On” ved den årlige Grammy-prisuddeling i USA.