Kategorier
Musiknyheder

Mig, Charly, lidt til og meget mer’

”Det er her,
det sner”. Ordene kunne handle om foråret 2018, men normalt er replikken
knyttet til den danske ungdomsfilm ”Mig og Charly”, som i år har 40
års-jubilæum. Morten Arnfreds film om Steffen fra Silkeborg, kæresten Majbritt og ikke
mindst københavneren Charly fra ungdomshjemmet i nærheden blev en stor succes,
og det samme gjorde musikken, som C.V. Jørgensen og en ung Kasper Winding stod
for:

– Det var et sats fra Morten Arnfreds side at bede C.V. og mig om at
skrive sange til sin film ’Mig og Charly’, for jeg havde ikke komponeret
popmusik før, og C.V. og jeg havde aldrig mødt hinanden. Jeg har altid elsket
popmusik, men på det tidspunkt var jeg selv et helt andet sted, fortalte
Kasper Winding til Politiken for nogle år siden. Han blev selv overrasket over,
hvor populær filmmusikken og især sangen ”Lidt til og meget mer’” blev –
nærmest som et soundtrack til en hel generation, som Winding selv kaldte det.

Alle,
der skulle have lyst til at genopleve ”Mig og Charly” på det store lærred, har
muligheden på mandag, hvor alle Nordisk Films biografer har filmen på plakaten
for en enkelt aften.

Kategorier
Musiknyheder

Moses som musical


fredag lægger Fredericia Teater scene til en vaskeægte verdenspremiere på
musicaludgaven af en international filmsucces. Tegnefilmen ”Prinsen af Egypten”
fra 1998 bliver bragt til live med internationale ambitioner, som betyder, at
premieren foregår på engelsk, mens den danske version først kan opleves senere
på måneden. Musicalen om Moses og hans kamp for at befri det jødiske folk
bygger videre på tegnefilmen, men filmens komponist Stephen Schwartz har også skrevet
nye sange til forestillingen.

Filmens mest kendte sang, ”When You Believe”, vakte
i 1998 opsigt alene på grund af det makkerpar, der fremførte den. Der gik
nemlig rygter om et decideret fjendskab mellem Whitney Houston og Mariah Carey,
så der var nok at tale om, da de to popdivaer pludselig kunne opleves i duet. I
interviews fastholdt de begge, at de aldrig havde været kurrer på tråden, og at
det havde været en fornøjelse at arbejde sammen – men de tilbagevendende
skriverier om det modsatte skabte god opmærksomhed om både singlen ”When You
Believe” og filmen.

Kategorier
Musiknyheder

Anne, Sanne og Lis: “Ikke i det her liv”

Det
var mildt sagt en overraskelse, da Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis
Sørensen i sidste uge annoncerede, at de til næste år tager på turné sammen. Både
før og efter tiden i Anne Linnet Band har de arbejdet sammen på kryds og tværs,
men når deres nye turné åbner i Gigantium i Aalborg den 16. maj 2019, er det 38
år siden, de sidst optrådte sammen alle tre.

I januar sendte DR2
dokumentarserien ”Anne, Sanne og Lis”, hvor de tre sangerinder i sidste afsnit
hver især funderer over udsigten til nogensinde at kunne optræde sammen igen.
Sanne Salomonsen er draget af tanken, fordi det kunne være interessant at se,
hvordan de lød sammen i dag, og Lis Sørensen pointerer, at der stadig er noget
mellem dem, som vil kunne tændes igen. Til gengæld er Anne Linnet i interviewet
helt afvisende:
– Det kunne være sjovt med en gæsteoptræden eller to, men jeg
har så mange ting, jeg skal nå at skrive og så mange ting, jeg skal nå at gøre,
så det bliver ikke i det her liv.

Men man har et standpunkt, til man
annoncerer en comeback-turné, og derfor kan man i maj 2019 opleve Anne, Sanne
og Lis sammen i Aalborg, Aarhus, Herning, Odense og København.

Kategorier
Musiknyheder

De misbrugte filmsange

For
to uger siden bragte Politiken og TV 2 en stribe opsigtsvækkende beretninger om
overgreb på børne- og ungdomsskuespillere i nogle af 1970’ernes populære
ungdomsfilm som ”Du er ikke alene” og ”Måske ku’ vi”. Siden da har musikeren
Sebastians titelmelodier til netop disse to film fået en lidt anden klang med
linjer som ”Og bli’r du hentet ind, og mærker du en hånd, så bliv ikke bange, du
ved hvorfor den kom”.

Nogle har stillet spørgsmålstegn ved, om Sebastian efter
afsløringerne i blandt andet dokumentarfilmen ”De misbrugte filmbørn”
overhovedet vil kunne optræde med disse sange igen, men forleden fremlagde han
sit eget syn på sagen. Han planlægger nemlig på sin kommende turné at tilegne
de gamle filmsange dem, der har formået at stå frem og fortælle om overgrebene.
– De her sange er ikke instruktørernes sange – det er vores allesammens. Og de
skal ikke behæftes med det her. De er så meget andet, sagde Sebastian til
Information i lørdags.

Kategorier
Musiknyheder

VM-sang søges

Forberedelserne
til VM i fodbold til sommer er i fuld gang, og torsdag spiller herrelandsholdet
venskabskamp mod Panama på Brøndby, inden Åge Hareides tropper den efterfølgende tirsdag lægger
vejen forbi Aalborg for at møde Chile. Samtidig foregår der andre ting i
kulisserne, for naturligvis skal Danmark også have en slagsang. Der er endnu
ingen meldinger om en officiel sang, men allerede i november fortalte DBU til
DR
, at man havde modtaget adskillige færdige sange og henvendelser om bands, der
var klar til at stille op.

I mellemtiden har andre budt ind med nye
fodboldsange. Tv-værten Cecilie Beck lancerede ved nytårstid ”Danmark op at stå”
i klar ”Re-Sepp-Ten”-stil, og forleden udkom et nyt bud på en slagsang. Humørekspressen
består af yngre dancehall- og popmusikere som Pharfar og Klumben, der ved siden
af deres normale virke hver for sig prøver at forny dansktopgenren i et fælles band.
De slog igennem sidste år og arbejder nu sammen med en af de mest rutinerede i
faget, Johnny Hansen fra Kandis, som synger med på Humørekspressens ”Så er der
mål”
– og det får tilskuerne ved de to testkampe forhåbentlig også lejlighed til
at råbe.

Kategorier
Musiknyheder

Musikken, universet og alt det der

Betegnelsen 80’er-fest er nok passende for det, der rammer Danmark i de kommende dage, når gruppen Level
42 giver tre koncerter. Bandet blev dannet i 1980 på øen Isle
of Wight i Den Engelske Kanal, og det lidt specielle bandnavn, som musikerne blev
enige om, rummer en reference, som især science fiction-fans vil kunne nikke
genkendende til. I det underholdende og lidt filosofiske rumeventyr ”Håndbog
for vakse galakseblaffere” (The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy), der både har
været radioserie, bøger og film, spiller tallet en særlig rolle. En computer har
i millioner af år arbejdet på at finde svaret på ”livet, universet og alt det der”, og
svaret viser sig at være 42. Problemet er bare, at selvom man nu kender svaret,
kender ingen spørgsmålet – men i visse kredse er 42 sidenhen blevet standardsvaret
på de store problemstillinger, man måtte tumle med.

For Level 42 kom der for alvor
fart på i midten af 1980’erne med hits som “Something About You”,
“Lessons In Love” og “Running In the Family”, og det er
blandt andet disse numre, Mark King og kollegerne disker op med i København tirsdag, i Esbjerg onsdag og i Aalborg fredag.

Kategorier
Musiknyheder

Tilbage til Haveje med Kim Larsens sange

En stor filmsucces
og en endnu mere populær plade bliver nu til en musical, når Tivoli i København torsdag har premiere på musicalen ”Midt
om natten”
, der – naturligvis – er baseret på filmen, som blandt andre Kim
Larsen, Erik Clausen og Erik Balling stod bag i 1984. For et par år siden
forklarede Erik Clausen i ”Go’ morgen Danmark”, at det var ham, der satte Kim
Larsen i gang:

– Jeg sagde, at ‘så svært er det sgu heller ikke, du kan da også
lave film’, men det mente han ikke, forklarede Erik Clausen.

Alligevel kastede
Larsen sig ud i at skrive en historie, et udkast til manuskript og ikke mindst de
stedsegrønne sange som ”Susan Himmelblå”, ”Papirsklip” og ”Midt om natten”, der
nu får nyt liv i musicalversionen. Her genoplives den gamle historie, men der
digtes også videre på handlingen med et bud på, hvad der skete med Benny,
Arnold, Susan Himmelblå og de andre fra fristaden Haveje. Forestillingen med
blandt andre Troels Malling, Kurt Ravn, Lise Baastrup og Allan Mortensen har
torsdag premiere i Tivoli, inden holdet i maj og juni drager på turné til Holstebro, Aalborg, Aarhus, Vejle og Odense.

Kategorier
Musiknyheder

Sort Sol på dansk

Danske
oversættelser af engelsksprogede sange var engang et langt mere normalt syn på hitlisterne,
end det er i dag – men danske oversættelser af danske, engelsksprogede sange har
altid været sjældne. Men bandet Katinka, som især sidste år fik god vind i
sejlene herhjemme, gør forsøget nu med en ny fortolkning af Sort Sol-hittet ”Let
Your Fingers Do the Walking”
fra 1993.

”En dag, vi spillede
originalversionen i øvelokalet for sjov, var der et eller andet der fungerede. Jeg
oversatte teksten på en nat, mit hoved kunne slet ikke stoppe”, har forsanger
Katinka Bjerregaard fortalt om sangen, der blev til ved lidt af en tilfældighed.

Sidste år havde Katinka nummeret, der på dansk hedder ”Lad dine hænder vandre”,
med ved flere af deres koncerter, og nu er den også indspillet og udgivet, så både
medlemmerne fra Sort Sol og alle andre har mulighed for at høre en dansk udgave
af hittet fra filmen ”Nattevagten”.