Kategori: Musiknyheder

På
lørdag skal nordmændene finde den sang, der skal sendes til den internationale Melodi
Grand Prix-finale i Lissabon i maj. I år stiller hele tre tidligere vindere op,
heriblandt sangeren og violinisten Alexander Rybak, som ellers havde ytret
klart, at han aldrig ville deltage igen. Rybak vandt i 2009 en historisk klar
sejr ved Eurovision-finalen med sangen ”Fairytale”, som han havde skrevet på
toppen af et bjerg under en flere dage lang vandretur i Norge. Nu stiller han op
med en sang, der måske også forklarer lidt om musikkens tilblivelse: ”That’s
How You Write a Song”.

Til det norske medie VG har han fortalt, at den endelige
beslutning om at stille op igen blev taget, efter at hans vigtigste kritiker –
hans egen mor – havde hørt sangen. Han blev nødt til ligefrem at forlade rummet
på grund af nervøsitet, mens hun lyttede til ”That’s How You Write a Song”, men
hun vendte tommelfingeren op, og derfor dyster Alexander Rybak igen på lørdag.

Tirsdag er der gallapremiere på Ole Bornedals nye film ”Så længe jeg lever”, og
fra torsdag kan hele Danmark gå i biografen og opleve filmen om John Mogensen
med Rasmus Bjerg som den folkekære sanger. Filmen rummer naturligvis masser af
kendte sange, som Rasmus Bjerg synger, i øvrigt med Aqua-musikeren Søren Rasted
som musikproducer – men fuldstændig tro mod originalerne. Det gælder Four
Jacks-klassikere som ”Mandalay” og ”O Marie, a vil hjem til dig” og John
Mogensens egne landeplager som ”Der er noget galt i Danmark” og ”Fut i
fejemøget”.

Men biografgængerne vil også stifte bekendtskab med en sang, som færre
kender. Dagen før sin død satte John Mogensen sig ved sit klaver og optog på en
kassettebåndoptager den sang, som skulle blive hans allersidste, og som han
derfor heller aldrig fik indspillet rigtigt. Den hedder ”Hvad er der så mer” og
rummer linjer, der klinger på en særlig måde, når man ved, at den 48-årige
sanger dagen efter faldt om og døde af hjertestop:

”Du har
fået så ondt i hjertet, bare der ikke er noget galt, på det sidste
har det smertet, lidt ligesom du bliver kvalt. (…) Men når du ser, at græsset
gror, og at skoven springer ud, hvad er der så mer’ mellem dig og så din gud?”

Per
Vers har gennem mange år stået som en af Danmarks bedste og mest kreative freestyle-rappere,
der både har vundet konkurrencer, rappet i Folketinget, modtaget Modersmål-Prisen,
været festivalkonferencier og optrådt med sprogshows, hvor publikum bestemmer
indholdet i hans tekster. Men han udgiver også musik som så mange andre
rappere, og i år lancerer han et konceptalbum, hvor alle tolv numre er baseret
på gamle danske vinylplader, hvoraf de fleste end ikke er tilgængelige digitalt
i dag. Forleden blev den første single sluppet fri, og her har Per Vers fået
tilladelse til at genbruge brudstykker fra Annisette Koppels debutsingle ”Livet
er nu”. Den udkom i 1965, da Annisette var blot 16 år gammel, to år før Savage
Rose blev dannet. I Per Vers’ hænder er sangen blevet en del af det nye nummer ”Ha’
det så ungt”, og senere på året følger de øvrige elleve sample-kreationer på
pladen ”Knust kunst”.

I
år er det 40 år siden, trucker-filmen over dem alle havde premiere, og i den kommende uge kan man atter opleve ”Convoy” i en stribe danske biografer. Kris Kristofferson
spillede lastbilchaufføren med kælenavnet Rubber Duck, som samler en vaskeægte konvoj
af truckere i protest mod politiet. Titelsangen med C.W. McCall huskes stadig
af mange, men det er næppe alle, der ved, at nummeret faktisk er tre år ældre
end filmen, og at filmen dybest set er baseret på sangen og ikke omvendt. C.W.
McCall var i sig selv en fiktiv figur, som oprindeligt blev skabt af William
Fries til en serie tv-reklamer for en brødproducent, men levede videre på en
stribe countrymusikudgivelser, blandt andet ”Convoy” fra 1975.

Året efter filmen
af samme navn ”aflivede” William Fries sit alter ego for at gå ind i politik, på
trods af den store opmærksomhed, filmen skabte omkring C.W. McCall og hans
musik, og Fries endte med at blive borgmester i en by i den amerikanske delstat
Colorado nogle år senere. Den populære film har med årene fået kultstatus, og
den er der rig mulighed for at dyrke onsdag aften i alle Nordisk Films biografer, hvor ”Convoy” vises i en nyrestaureret jubilæumsudgave.

I den forgangne uge gik prins Henrik bort efter et langt liv med kærlighed, kunst, rejser,
poesi, mad og musik. Og som mange andre medlemmer af det danske kongehus gennem
årene havde også prins Henrik sit helt eget musikstykke, der på sin egen måde
afspejlede hans baggrund. Siden midten af 1800-tallet har det nemlig været en
tradition, at monarken og andre medlemmer af den danske kongefamilie får
komponeret en march, der opkaldes efter dem.

Allerede i 1967, hvor han blev
gift med den daværende prinsesse Margrethe, blev ”H.K.H. Prins Henriks
Honnørmarch” komponeret, og den fungerede derfor som en slags bryllupsgave.
Musikstykket blev komponeret af Preben Beyer, som også var en del af Livgardens
Musikkorps, og i melodien indlagde Beyer nogle små ”hilsener”, der refererede
til blandt andet franske militærmarcher. Selv hvis man ikke ved dette på
forhånd, er der passager, hvor man får associationer til den franske
nationalsang ”La Marseillaise”, når man hører ”H.K.H. Prins Henriks
Honnørmarch”. Værket er i øvrigt skabt til at blive fremført i et hurtigere
tempo, end man ser ved danske marcher, og det betyder, at den ikke er
komponeret til at marchere i takt til, men derimod til at fremføre stående.

Lige
før nytår sagde rockveteranen Peter Belli farvel ved en koncert, der på forhånd var annonceret til at være hans sidste.
Ambitionen var at stoppe, mens legen stadig var god, og reaktionerne efter
koncerten var, at det blev en festlig afsked med speederen i bund. Alle os, der
ikke fik lov at opleve ”Ulven Peters” farvel til turnélivet, har nu chancen for
at lytte med på det nye livealbum ”Sidste nat med bandet”, som blev optaget den
pågældende aften. Blandt numrene er ”Bli’ væk fra vort kvarter”, ”Penge”, ”København
(fra en DC9)” og naturligvis ”Helt igennem respektabel”, der rummer en enkelt
linje, man måske godt kunne unde den 74-årige Belli: ”Og engang når han går af,
så bliver han Ridder af Dannebrog”.

Det er stadig en forholdsvis ung tradition
herhjemme, men Valentinsdag, som falder den 14. februar, har fået godt fat i
forelskede danskere. Udover opfordringen til forkælelse og forbrug, er der
naturligvis også knyttet kærlighedssange til Valentinsdag, ikke mindst
evergreenen ”My Funny Valentine”.

Sangen stammer oprindeligt fra musicalen
”Babes In Arms” fra 1937, men den blev for alvor blev kendt i 1950’erne, da
sangeren og trompetisten Chet Baker nærmest gjorde den til sin egen. Det var
egentlig hans bassist, der faldt over sangen i en nodebog og tænkte, at det
kunne være en fin ballade for bandet at spille. Chet Baker blev så fascineret
af melodien og teksten, at han hen over de følgende årtier indspillede og udgav
”My Funny Valentine” et utal af gange. Der findes ligefrem et helt album, ”Seven Faces Of Valentine”, der består udelukkende
af optagelser med Chet Baker, der fremfører ”My Funny Valentine”.

I
sidste uge var en af verdens mest omtalte sange ikke et af tidens store hits
eller en ny udgivelse fra en superstjerne, men et nummer fra 1969. Da raketten
SpaceX Falcon Heavy blev sendt op, medbragte den nemlig som en ekstra gimmick
rigmanden Elon Musks brugte Tesla-bil, der nu svæver rundt i rummet, mens
bilradioen spiller ”Space Oddity” af David Bowie.

Det er dog langt fra første
gang, sangen om astronauten Major Tom bliver brugt i rumeventyr. David Bowie
havde fundet inspirationen til ”Space Oddity” i filmen ”Rumrejsen år 2001” –
hvor en af figurerne endda bærer det nært beslægtede navn Dave Bowman – men sangen
udkom i 1969 og blev derfor brugt af blandt andre BBC i forbindelse med
udsendelserne om den første månelanding samme år. I 2013 florerede en
opsigtsvækkende musikvideo, hvor den canadiske astronaut Chris Hadfield
fremfører ”Space Oddity” i vægtløs tilstand ombord på den internationale
rumstation ISS. Og nu sidder en mannequindukke med kælenavnet Starman ved
rattet i en bil på en bemærkelsesværdig rumfærd, mens David Bowies næsten 50 år
gamle sang spilles om og om igen.