Kategori: Musiknyheder

I
disse dage rykker den store Melodi Grand Prix-karavane ind i Aalborg med blandt
andet fest for byens hjemløse i Kirkens Korshærs varmestue, en pyntet Grand
Prix-bybus, storskærms-arrangement i Nordkraft og Grand Prix-drinks i Jomfru
Ane Gade. Det hele er naturligvis én lang optakt til selve Melodi Grand
Prix-showet lørdag aften, hvor seere og jury som altid skal vælge en vinder
blandt årets ti kunstnere. De fleste af dem ikke er særligt kendte i den brede
befolkning, men en af sangerinderne har en fortid med et hit, de fleste husker.

På deltagerlisten står nemlig Sannie, der er døbt Sannie Charlotte Carlson, men
det var under et helt tredje navn, hun toppede alverdens hitlister midt i
1990’erne. Kunstnernavnet havde hun taget fra sin barndoms klaverlærer, fru
Whigfield, og det var som Whigfield, hun havde succes med sange som ”Another
Night”, ”Think of You” og ikke mindst ”Saturday Night”, som det var umuligt at
komme uden om i 1994. Og på netop en lørdag aften vender hun tilbage under
navnet Sannie med sangen ”Boys On Girls” ved Melodi Grand Prix i Gigantium.

Det
bliver en afskedskoncert, der næppe ligner noget, man har oplevet før i dansk
musik, når kunstneren Gulddreng på fredag optræder for sidste gang. Malte Ebert,
der er manden bag Gulddreng, havde skrevet sange gennem flere år uden at finde
den helt rigtige formel, indtil han begyndte at eksperimentere og skabte
nummeret ”Model”, der på én gang var en tidstypisk popsang og en slags satire
over overfladisk natteliv, champagnedrenge og modelpiger.

– Mit pladeselskab
ville gerne have, at jeg udgav ’Model’ som mig selv, men det havde jeg ikke
lyst til. Så det var der, jeg øjnede muligheden for at blande musik og teater,
fortalte Gulddreng til DR sidste år.

Med en konstant strøm af hits som ”Se mig
nu”, ”Ked af det” og ”Nemt” har Gulddreng holdt gryden i kog siden maj 2016,
han har givet indtryk af ekstravagant livsstil og skyhøjt selvværd, han har sat
sig tungt på de sociale medier, og han blev for et år siden citeret i
statsministerens nytårstale. Men på fredag slutter det hele i Royal Arena i
København, når Gulddreng giver sin sidste koncert – og lader Malte Ebert fortsætte
karrieren som sig selv.

Forleden
udkom det første resultat af et musikalsk samarbejde, som nok de færreste havde
forventet: Den britiske superstjerne Sting har slået sig sammen med den jamaicanske
sanger og rapper Shaggy. I et interview med musikmagasinet Rolling Stone
påpeger Sting, at overraskelse er et vigtigt element for ham i alle former for
musik, og han ved godt, at både de to musikeres samarbejde og resultatet af det
samarbejde overrasker de fleste. Stings nuværende manager arbejdede i 1990’erne
for Shaggy, der er kendt for hits som ”Boombastic”, ”Oh Carolina” og ”It Wasn’t
Me”, og han delte på et tidspunkt et udkast til en ny Shaggy-sang med Sting,
som straks faldt for ”Don’t Make Me Wait”. Han troppede uanmeldt op i Shaggys
studie og endte med både at indsynge omkvædet og bidrage til et nyt vers.
Samarbejdet greb om sig, og til april lander et helt album med det umage par.

Det er de færreste sangere, der
stadig er musikalsk interessante i alderdommens år, men en af ugens store
fødselarer hører til i den kategori. På lørdag bliver Povl Dissing nemlig 80
år, og selvom han i sine unge år var i lære som både farvehandler og automekaniker
og senere kom ind på Kunsthåndværkerskolens reklametegnerlinje, så har musikken
været en stor del af hans liv, siden han var 12 år. Op gennem 1950’erne
spillede han i flere forskellige bands, hvor han gik fra trommer til trompet og
kornet, men med årene måtte han droppe blæseinstrumenterne. I barndomsårene var
han faldet på skøjter og havde slået fortænderne ud, og da stifttænderne begyndte
at give ham problemer ved trompetens mundstykke, skiftede han endnu engang
instrument og satsede i stedet på guitaren.

Siden pladedebuten og gennembruddet
i 1965 har han delt vandene, men med årene kan man vel godt tale om, at han er
blevet folkekær som et af landets største navne inden for folkemusik, viser og
fordansket blues.

Musikken fra
langt de fleste af fortidens store bands er for længst blevet tilgængelig som
download og på streamingtjenesterne, men Def Leppard har været lidt sløve i
optrækket. Men langt om længe er der digital mulighed for at lytte til blandt
andet et hit, som også i sig selv landede senere end så meget andet: Def
Leppard havde været næsten fire år om at indspille pladen ”Hysteria” i en
proces, som var præget af producerudskiftning over flere omgange, et biluheld
hvor trommeslageren mistede en arm og et gigantisk forventningspres efter det
store gennembrud med ”Pyromania” i 1983.

Langt det meste var dog på plads, da
produceren John Mutt Lange en dag forlod studiet for at hente kaffe, og forsanger
Joe Elliott fordrev ventetiden med en tre akkorders-rundgang og et lille
guitar-riff, han havde leget med derhjemme. Til Artist Direct har han fortalt,
at da produceren kom tilbage og hørte det, afbrød han det igangværende arbejde
og satte resolut et frisk bånd i maskinen. Da resten af bandet dukkede op dagen
efter, orkede de ikke at starte forfra på en ny sang, men efter at havde hørt
det helt skrabede udkast til ”Pour Some Sugar On Me”, var alle mand solgt, og
den sidste – og vigtigste – sang til pladen blev hurtigt færdiggjort. 30 år kan
nye generationer nu også gå på opdagelse i den langt om længe digitaliserede Def
Leppard-samling.

Om
få dage er det tyve år siden, tusindvis af danskere strømmede i biografen for
at se ”Titanic”, som på forhånd var kendt for historisk store budget, de
ambitiøse effekter og en sang, som allerede ved den danske premieredag 23.
januar 1997 var et stort hit. Filminstruktøren James Cameron havde ikke ønsket,
at ”Titanic” skulle rundes af med en popsang, men filmkomponisten James Horner
var på egen hånd gået i gang sammen med tekstforfatteren Will Jennings. Da ”My
Heart Will Go On” var skrevet, fik de besøg af sangerinden Celine Dion, som
egentlig ikke var interesseret i sangen og i det hele taget følte sig utilpas.
Hendes mand måtte overtale hende til at sige ja til at indsynge en demo-version
af sangen, så den kunne præsenteres for filminstruktøren, og hun endte med at
gå i studiet, hvor hun sang nummeret fra start til slut uden afbrydelser – og
kun en enkelt gang. Da hun var færdig, havde alle andre tilstedeværende tabt
både næse og mund over den nerve og perfektion, hun leverede i første forsøg.

Senere blev sangen genindspillet i en svulstig produktion og udsendt på single,
men den udgave, man hører ved filmens afslutning, er et såkaldt ”one take”
indspillet på en dårlig dag af en modvillig sangerinde.

Det
bliver langt fra første gang, man kan opleve succesmusicalen “Chess” på dansk
jord, men på fredag er der premiere på den første dansksprogede professionelle
opsætning, hvor blandt andre Stig Rossen og Xenia Lach-Nielsen står på scenen.

”Chess”
blev til i et heldigt samspil mellem tekstforfatteren Tim Rice og
Abba-medlemmerne Benny Andersson og Björn Ulvaeus. De to popstjerner havde
været på udkig efter nye udfordringer og havde leget med tanken om at lave en
musical – og Tim Rice havde et udkast til en historie, hvor skak var omdrejningspunkt
og metafor for både et kærlighedsdrama og en politisk historie. Rice havde
sammen med Andrew Lloyd Webber skrevet musicals som ”Jesus Christ Superstar” og
”Evita”, men Lloyd Webber havde på det pågældende tidspunkt alt for travlt med
musicalen ”Cats”, så Tim Rice blev sat i forbindelse med Andersson og Ulvaeus.
Sammen skabte de ”Chess” med numre som ”One Night In Bangkok”, ”I Know Him So
Well” og ”Anthem”, og fredag er der premiere på den dansksprogede opsætning i
Tivoli i København, inden forestillingen drager på turné til Aarhus, Vejle,
Holstebro og Odense.

2018 bliver et godt år for Led
Zeppelin-fans, for der er flere gamle ting, der er ved at finde vej fra
arkiverne. Anledningen er 50-året for etableringen af en af rockhistoriens
allerstørste grupper. Man kan diskutere, på hvilken dato Led Zeppelin blev
født, men året var i hvert fald 1968. Gruppen opstod i en slags glidende
bevægelse fra bandet Yardbirds, som gik i opløsning, men blev videreført med en
ny besætning som The New Yardbirds for at kunne overholde en stribe
koncertaftaler, blandt andet i Danmark i september 1968. Herefter gik Jimmy
Page, Robert Plant og resten af det nye band i studiet for at indspille deres
første plade sammen, men da de fandt ud af, at de ikke længere havde retten til
at bruge New Yardbirds-navnet, opstod i stedet navnet Led Zeppelin.

Det
forestående jubilæumsår bliver markeret på flere måder. På Instagram blev det
forleden annonceret, at de tre nulevende medlemmer af bandet bidrager til
arbejdet med en bog om led Zeppelin, og ifølge musikmediet Rolling Stone har
Jimmy Page også lovet, at hidtil uhørt materiale vil dukke op i løbet af 2018.