Kategori: Musiknyheder

Hen
over weekenden er der rundt om i landsdelen nok blevet nynnet en gammel sang,
der hvert efterår bliver aktuel på ny. ”Blæsten går frisk over Limfjordens
vande” betragtes af mange som en nordjysk ”nationalmelodi”, både fordi den
nævner steder som Thy, Hals og Harboør, og fordi den fint indfanger egnens
natur og folk. Det er ikke tilfældigt, for selvom en del af forfatteren Erik Bertelsens
virke foregik i hovedstaden, og selvom teksten blev skrevet, nogle år efter han
i 1930 flyttede til København, så sad opvæksten dybt i fiskersønnen fra Harboør.
Han stod således også bag bogtitler som ”Gensyn med Limfjorden” og
”Harboør-folk”.

Melodien til ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande” er der
til gengæld ikke meget nordjysk over. Den er skrevet af Povl Hamburger, som
blev født i Gentofte og blandt andet var organist i Holmens Kirke i København og
underviste på Københavns Universitet – men derfor kan den alligevel sagtens
samle nordjyder og andre, der elsker Limfjordens ”blå humør i kuling fra Hals
og til Harboør”.

Onsdag aften i Aalborg bliver der sat handling til en række kendte sange fra
slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne. Forestillingen “Sad i
Parken – En Rugsted & Kreutzfeldt hyldest” binder nemlig nogle af de
største hits fra popduoen Rugsted & Kreutzfeldt sammen med en stribe
erfarne musicalkræfter både på og bag scenen. Titelnummeret vil nok være kendt
af de fleste som en populær Rugsted & Kreutzfeldt-sang, men færre er klar
over, hvem der er manden bag ordene til “Sad i parken”. Digteren Dan
Turèll havde over flere omgang et samarbejde med Jens Rugsted og Stig
Kreutzfeldt, og “Sad i parken” var et af resultaterne. Teksten findes
også i Tùrell-udgivelsen “Karma Cowboy” under titlen “Hello,
there”, og det var blot en blandt flere sange, som Dan Turèll bidrog til.
Også numre som “Da du var min helt alene” og “Tilfældigvis
forbi” stammer fra digterens pen, og de kan onsdag opleves i
forestillingen på Skråen i Aalborg sammen med andre Rugsted &
Kreutzfeldt-hits som “Jeg ved det godt” og “Spring op, tag
med”.

En af country-musikkens helt store stjerner er
på vej på pension, men han slutter karrieren af med manér. Den 79-årige sanger
Kenny Rogers, der har været en del af musikverdenen i 60 år, er i øjeblikket i
gang med sin afskedsturné, som onsdag d. 25. oktober gør stop i country-musikkens
”hovedstad” Nashville, hvor der bliver gjort noget ekstra ud af showet. En
række kendte musikere er med på scenen, blandt andre Lionel Richie, Alison
Krauss, Wynonna Judd og ikke mindst Dolly Parton.

Netop Dolly Parton og Kenny
Rogers var sammen om en af de mest elskede duetter nogensinde, da de i 1983
udgav ”Islands In the Stream”. Brødrene Gibb fra The Bee Gees havde skrevet sangen
til Marvin Gaye, men den havnede i stedet hos Kenny Rogers, og mens han kæmpede
med, hvordan sangen skulle indspilles, havde Dolly Parton tilfældigvis sin gang
i det samme studie. Rogers og Parton kendte kun hinanden overfladisk på det
tidspunkt, men da hun blev inviteret til at gøre ”Islands In the Stream” til en
duet, faldt brikkerne på plads, og det blev starten på et langt og nært venskab
mellem de to country-stjerner.

Som en del af Kenny Rogers’ afskedsturné står de
to onsdag aften sammen på scenen for måske sidste gang.

På
fredag kan man i Aalborg høre et iørefaldende ekko fra fortiden, når et af
landets mest interessante bands fra 1980’erne og 1990’erne står på scenen igen.
Medlemmerne i Gangway har ellers været væk fra hinanden i ca. 20 år, men i
dette efterår er gruppen gendannet og giver i alt fire koncerter i København,
Aarhus og Aalborg.

Det store gennembrud for Gangway kom i 1986 med sangen ”My
Girl and Me”, og komponisten Henrik Balling fortalte for nogle år siden i
musikerbladet KODAdk, at han skrev den efter at have lyttet til ”Bridge Over
Troubled Water” med Simon & Garfunkel. Hans tanke var at skrive en sang i
samme stil, men idéen udviklede sig, mens han var i gang, og resultatet endte
med at være noget ganske andet end ”Bridge Over Troubled Water”.

Gangway blev
også kendt for numre som ”Mountain Song”, ”Everything Seems To Go My Way” og
”Come Back As a Dog”, og de gamle hits er på programmet, når gruppen fredag
giver koncert i Musikkens Hus i Aalborg.

I
dag er det 50 år siden, at ”Junglebogen”, en af historiens mest elskede
tegnefilm, havde verdenspremiere, og det er dermed også 50 år siden, sangene
fra ”Junglebogen” blev sluppet fri. Den mest kendte er ”The Bare Necessities”,
som i den danske udgave blev til ”Det rent og skært nødvendige”, men reelt
stammede ”The Bare Necessities” fra en helt anden film end den, der fik
premiere den 18. oktober 1967.

I Disney-selskabet havde man et stykke tid været
i gang med at planlægge en tegnet filmatisering af Rudyard Kiplings bog om
blandt andet drengen Mowgli, der er opvokset i junglen, men det indledende
arbejde blev forkastet af Walt Disney, som syntes, at filmen ville komme til at
ligge for tæt op af den dystre og dramatiske tone, der præger Kiplings forlæg,
og det passede ikke ind i hans ønsker om at lave god familieunderholdning.
Udkastet blev kasseret, og flere medarbejdere blev fjernet fra opgaven, blandt
andre komponisten Terry Gilkyson.

Men lige præcis Gilkysons muntre sang ”The
Bare Necessities” fik lov til at leve videre i den endelige film. Walt Disney oplevede
dog aldrig selv filmen i sin færdige form, eftersom han døde ti måneder før
premieren på ”Junglebogen”.

Der er dømt
nostalgi på Skråen i Aalborg på lørdag, hvor popduoen Back To Back som en del af deres turné fejrer 30 års-jubilæum. Det var nemlig i 1987, de udsendte
debutalbummet ”Den første”, men det var først i 1989, Back To Back for alvor
blev allemandseje. Nøglen til den brede succes var sangen ”Jonathan”, som
handler om den ensomme Jonathan og hans lidt trøstesløse liv. Og i
virkeligheden handler den også om sangeren Morten Remar selv, erkendte han i
”Go’ morgen Danmark” på TV 2 for et par år siden:
”Jeg kæmpede lidt med
karrieren og noget kærestegøjl. Jeg var sgu lidt alene. Men det så jeg først
mange år senere”, fortalte Remar dengang.

Sangen blev endda skrevet, mens han
boede til leje hos en ven og ikke havde meget andet end en madras på gulvet, en
båndoptager og et skab med lidt tøj i – ikke helt ulig Jonathans skrabede
tilværelse. Senere gik det Morten Remar og hans makker Nis Bøgvad ganske godt,
så på lørdag vil Skråens gæster også kunne synge med på jubilæumshits som ”En
som dig”, ”Som de andre gør” og ”Jeg holder fast”.

Der
findes mange forskellige måder at fortolke gamle sange, men Benny Andersson fra
Abba har valgt en, man ikke oplever så tit. I sidste uge udsendte han et album
på Deutsche Grammophon, som er et af de store pladeselskaber, når det handler
om klassisk musik. Her fremfører han på sit flygel – helt uden assistance fra
sangere eller andre musikere – instrumentalversioner af 21 af sine gamle
kompositioner. Han læser ikke noder, men har spillet klaver i 60 år og øver
stadig stort set hver dag, og stemningen fra Anderssons flygel hjemme på
Skeppsholmen i Stockholm kan nu komme alle til del på den nye plade:
– Det er jo
det med musik, at det kan udtrykke så mange forskellige følelser og stemninger,
som er umulige at formulere med ord. Jeg ville ønske, at jeg kunne formulere,
hvad der skabte f.eks. ’Thank You for the Music’. Men det kan jeg ikke. Jeg kan
bare spille den, forklarede han for nylig til BT.

Blandt indspilningerne på
pladen med den passende titel ”Piano” er Abba-klassikere som ”Thank You For the
Music”, ”Happy New Year” og ”The Day Before You Came”, men også musicalværker
som ”Anthem” og ”Chess” og melodier fra andre projekter uden for Abba.

Som
nævnt tidligere her på siden er det i løbet af året blevet markeret på
forskellig vis, at det er 50 år siden den såkaldte Summer of Love, hvor ungdomsoprøret
tog fart, og hippierne sprang ud i fuldt flor. San Francisco på den amerikanske
vestkyst var centrum for mange af begivenhederne i 1967, og her kan man om et
par dage også markere 50 års-dagen for afslutningen på kærlighedens sommer. For
den 6. oktober 1967, hvor mange af sommerens tilrejsende blomsterbørn var taget
hjem igen, blev The Summer of Love afrundet med en begravelses-happening kaldet
The Death of a Hippie. Symbolikken var dog ikke, at
bevægelsen tog livet af sig selv, men at man skulle tage revolutionen med ud i
verden og ikke blot opsøge den i San Francisco. Netop det ønske blev opfyldt i
rigt mål, da musicalen ”Hair” havde premiere i New York blot elleve dage senere
og herefter gik sin sejrsgang over store dele af verden.