Kategori: Musiknyheder

Det er et stykke af musikhistorien, der er til salg i London onsdag d. 31 januar, når Mark Knopfler bortauktionerer flere end 120 guitarer fra sin private samling. Gennem et helt liv har Dire Straits-musikeren indkøbt og opsamlet de mange guitarer, men i virkeligheden har han ejet endnu flere instrumenter, for ifølge auktionshuset Christies har Knopfler i mange år haft for vane at forære nye samarbejdspartnere en guitar. Tanken bag denne gestus er om en overtroisk forestilling om, at ”alle guitarer har en sang i sig”, som Knopfler selv udlægger det. ”Hver gang jeg arbejdede med nye folk, forærede jeg dem en guitar for at give dem noget at tænke over: Værsgo, måske er der en sang til dig i den her”.

Samlingen i auktionshuset består især af Fender- og Gibson-guitarer, blandt andet en original Gibson Les Paul Standard fra 1959 og ikke mindst den Les Paul fra 1983, som Mark Knopfler brugte, da han indspillede det letgenkendelige og legendariske riff på Dire Straits-hittet ”Money for Nothing”. Den underligt sprøde guitarlyd på “Money for Nothing” skyldtes dog ikke udelukkende Les Paul-guitaren, men også et teknisk lykketræf. I det amerikanske musikermedie MIX har bandets lydtekniker Neil Dorfsman fortalt, at han som altid havde sat mikrofoner op foran guitarforstærkerne inden indspilningerne. Han fik placeret den ene mikrofon et uvant sted, mens han skulle indstille den anden, hvorefter kollegerne i kontrolrummet gav ham besked på ikke at pille mere ved tingene, fordi lyden ved et tilfælde var blevet vældigt interessant. Ingen kunne forklare den utilsigtede effekt, og af frygt for ikke at kunne genskabe den specielle lyd lavede de med det samme seks eller syv gennemspilninger af “Money for Nothing” med Mark Knopfler og hans Les Paul-guitar for at være sikre på at have det hele på bånd. En måned senere forsøgte de at gøre det samme i et andet studie, men det kom aldrig til at fungere lige så godt.

Guitaren fra “Money for Nothing” forventes at blive solgt for mellem 85.000 og 130.000 kroner, mens den originale Les Paul fra 1959 er vurderet til mellem 2,6 og 4,3 millioner kroner. Om den har Mark Knopfler selv sagt, at han på grund af fattigdom kom sent i gang med de rigtigt gode guitarer: ”Så snart jeg spillede på Les Paul’en fra sidst i 1950’erne, erkendte jeg, hvad jeg var gået glip af”.

”Purple Rain” er navnet på et af musikeren Princes største hits, det er navnet på hans film fra 1984, og det er navnet på det soundtrack, der ledsagede filmen. Men inden længe vil ”Purple Rain” også være navnet på en sceneforestilling. Om det bliver en decideret musical eller en anden type musikalsk teaterforestilling, er der endnu ikke klare meldinger om, men for nylig kunne musikmediet Billboard via The Hollywood Reporter annoncere, at der er en Broadway-opsætning af ”Purple Rain” på vej. Nogle af USA’s mest succesfulde scenefolk er i gang med at omforme filmfortællingen til et teatermanuskript, og Londell McMillan fra selskabet bag den kommende forestilling har udtalt, at ”vi glæder os til, at en ny generation opdager Purple Rain, og at de, der elsker den oprindelige film og plade, skal opleve dens styrke endnu engang, denne gang live”.  

Titelsangen ”Purple Rain” er kendt som en stor rockballade med elementer, der kan minde om gospeltraditionen, men helt oprindeligt var den tænkt som en countrysang, som Prince gerne ville lave i samarbejde med Stevie Nicks fra gruppen Fleetwood Mac. Ifølge netmediet American Songwriter modtog Stevie Nicks en ti minutter lang instrumental version af Princes udkast til ”Purple Rain” med en opfordring til at skrive en tekst, men opgaven var alt for overvældende for hende. ”Jeg lyttede til den, og jeg blev lidt bange. Jeg ringede til ham og sagde: Jeg kan ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne. Det er for meget for mig”, har Nicks fortalt.

Prince skrev derfor selv sangen færdig, men der var stadig et stykke vej fra hans country-inspirerede udkast til den storladne rockballade, vi har kendt de sidste 40 år. Men da hans guitarist Wendy Melvoin i øvelokalet slog akkorderne an, fik nummeret en helt anden klang. ”Det bragte den væk fra country-fornemmelsen. Så vi begyndte alle at spille lidt hårdere og at tage det mere seriøst. Vi spillede den seks timer i streg, og sidst på dagen havde vi stort set skrevet og arrangeret den”, har Lisa Coleman, der spillede keyboards i Princes band, fortalt.

”Purple Rain” blev – både som film, sang og album – en af Princes største succeser med store salgstal og flere Grammy- og Oscar-statuetter.

Før Danmark fik sin nye konge, bliv sagt tak til den afgående regent ved et stort show på DR1 og TV 2 fredag aften. På Kongens Nytorv i København optrådte blandt andre Anne, Sanne & Lis, Scarlet Pleasure og Mads Langer, og som et af de sidste indslag fremførte Peter A.G. den danmarkssang, han udgav med Gnags i 1986. Hen mod slutningen af ”Danmark” dukkede Søs Fenger op på scenen som korsanger ligesom i den originale version på albummet ”Plads til begejstring”. Sangen udkom fjorten år inde i dronning Margrethes regeringstid efter en periode, hvor tonen nogle steder var blevet hårdere over for flygtninge og indvandrere, og hvor der i 1985 endda havde været et angreb med blandt andet brandbomber mod et asylcenter i Kalundborg. Dronningen påtalte det allerede i sin nytårstale i 1984: ”Nu er tiderne lidt mindre gunstige, end da mange af dem kom hertil, og det går ofte hårdere ud over dem, der igennem generationer er indlevet i den danske hverdag og derfor har sværere ved at omstille sig. Så kommer vi med vores danske humor og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt”.

Som musiker og sangskriver reagerede Peter A.G. Nielsen på udviklingen på sin egen måde, og resultatet blev ”Danmark”. Han fortalte for nogle år siden til Kristeligt Dagblad, at begivenhederne i Kalundborg forfærdede han, ”men jeg forstod også godt, at de mennesker, der var så vrede, måtte føle sig meget oversete, uelskede og ensomme – ligesom den fortabte søns storebror. For forsmåethed og griskhed er altid et skrig efter kærlighed. Men jeg forstod altså også de fremmede, fordi jeg selv har prøvet at være fremmed. Da jeg kom til København fra Vestjylland, følte jeg mig meget fremmed, så jeg genkendte godt den følelse af ikke at føle sig velkommen, men udenfor. Hvordan tror du, at det er at komme ind i kunstens verden i København, når man kommer fra Vestjylland? Jeg ved sandelig godt, hvad det vil sige at være underhund. Og det var derfor lige så meget en sang til den forskellighed mellem udkant og centrum”.

”Danmark” blev et bud på en moderne fædrelandssang med en løftet pegefinger og et ønske om at holde fast i den side af den svært definerbare danskhed, som nogle steder kaldes humanisme. ”Danskhed er ligesom et parforhold. Det giver kun mening for mig, hvis det ikke lukker sig om sig selv, men tværtimod giver nye kræfter til at være noget for andre”, forklarede Gnags-sangeren til Kristeligt Dagblad i 2015.

Fredag aften fik han lejlighed til at genoplive det gamle budskab, og han fik publikum på Kongens Nytorv og tv-seere i stuerne til at synge med på det kendte omkvæd ”Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her”.

Der er mange ting, vi endnu ikke ved om tronskiftet på søndag. Musikkens rolle er en del af det, men vi kan dog godt forvente, at kongesangen ”Kong Christian stod ved højen mast” vil dukke op i løbet af dagen. Det er også sandsynligt, at de kongelige marcher spiller en rolle, før og efter den nye regent viser sig på balkonen på Christiansborg Slot. De kongelige marcher er en særlig dansk musiktradition fra midten af 1800-tallet med marcher, der er komponeret særligt til monarken og andre medlemmer af kongefamilien. Ved dronning Margrethes tiltræden i 1972 blev den allerede eksisterende ”Prinsesse Margrethes Honnørmarch” den nye regents officielle honnørmarch, og nogle år senere fik hun også en såkaldt parademarch. Kronprins Frederik har også allerede ”H.K.H. Kronprinsens Honnørmarch”, som komponisten Jens Vilhelm Pedersen – bedre kendt som Fuzzy – udviklede sammen med kronprinsen.

Et interessant tvist kunne være at inddrage en sang fra Disney-tegnefilmen ”Løvernes konge”, som løveungen Simba synger: ”Jeg bli’r meget snart majestæt”. Det første udkast til historien om tronarvingen i dyreriget inkluderede en sang, hvor Simbas far Mufasa belærer sin søn om en konges opgaver, men den blev undervejs i filmens tilblivelse udskiftet med den noget mere barnligt muntre ”I Just Can’t Wait To Be King” med melodi af Elton John. Teksten handler om det sjove i at kunne få lov til at bestemme over alt og alle, men tænker man tanken til ende, handler den reelt samtidig om sønnen, der muntert ser frem til sin fars død. Tekstforfatter Tim Rice har til mediet Vulture dog fortalt, at udgangspunktet bare var den form for sjov, børn laver med hinanden, og at den skulle være munter og let for børn at synge: ”Som konge bli’r jeg verdenskendt, den største vi har haft, jeg øver mig i fornem gang og i et brøl med kraft”.

Og i kronprins Frederiks tilfælde er det endt med, at han kan nynne sangen og øve sig i et brøl med kraft, uden at det samtidig handler om, at hans mor skal dø, før han kan blive majestæt.

Dronning Margrethe overraskede alle, da hun nytårsaften annoncerede sin afgang, for efter mere end et halvt århundrede har hun været regent, og mange husker ikke et Danmark uden dronningen. Den slags sætter naturligvis også spor i populærkulturen med både hyldester og kærlige parodier, og blandt de mest kendte er Shu-bi-duas sang ”Sorgenfri”. Det skete kun sjældent, at Shu-bi-dua i deres satiriske tekster skrev om navngivne personer, men i ”Sorgenfri” fra 1980 var der ingen tvivl om, at det handlede om den unge dronning. Teksten blev til i forsanger Michael Bundesens forældres sommerhus på Sjællands Odde, hvor musikerne ofte tog hen for at skrive nye sange. Kun få havde telefonnummeret til huset, så der var ikke mange afbrydelser, når de stak af til Sejerøbugten. I bogen ”Alting har en ende” forklarede Bundesen, at der ofte var skrevet nogle melodier hjemmefra, og rundt om bordet i sommerhuset kom alle på skift med idéer, rim og tekstbidder. “Vi begyndte ofte med et klart emne for en sang, og så arbejdede vi stille og roligt ud fra det: Okay, hvis sangen skulle handle om Daisy, der var blevet dronning i 1972, så måtte vi tegne et billede af alternativet – det kunne være en præsident. Hvad rimer på præsident? Det blev til følgende linje i sangen ‘Sorgenfri’: ‘Hva’ sku’ vi med en præsident, sådan en folkepolitibetjent, med støvler og hjelm og skrårem på, som stikker sin næse i alt’. Vi var meget inspirerede af revytekster. Jeg havde hørt dem gennem min opvækst og på P3, og jeg havde altid været vild med opbygningen af de gode gamle viser.”

Men blot fordi melodien og teksten var på plads, var det ikke ensbetydende med, at en sang ville fungere i den sidste ende. For nogle år siden var komponist og guitarist Michael Hardinger gæst i podcasten Mediano Music (ca. 57 min. inde), hvor han blandt fortalte om kvalerne med netop ”Sorgenfri”. Han havde selv skrevet musikken til sangen, men når bandet spillede den, lød det fladt og uden nerve: ”Det er det tætteste, jeg har været på en depression i min tilværelse. Vi spillede, og den gik sådan tra-la-la-la, og det lød simpelthen som Lis & Per på en dårlig dag”, fortalte Hardinger. Derhjemme lyttede han igen og igen til et kassettebånd med deres optagelser, og da han næste dag mødtes med de andre i studiet, sagde han: ”Der er kun én måde, vi kan gøre det her på: Vi lytter til Beatles! Vi tager ‘It’s getting better all the time’, dak-dak-dak-dak, og så kører vi op i dét tempo der og laver dén rytme i gulvet. Så fungerede det”.

Der er halvanden uge tilbage af dronningens 52 år lange regeringsperiode, hvorefter kong Frederik d. 10. overtager posten. Herefter må vi se, om Shu-bi-dua havde ret, da de i ”Sorgenfri” sang, at ”hele folket ville være på’en fra Dronningmølle lige til Kongeåen, hvis hun en dag faldt ned af tronen, åh Daisy”.

En af de sange, der dukker op mange steder ved nytårstid, fejrer i år sit 70-års-jubilæum i det lille udvalg af mindeværdige nytårssange, der findes. Julen og andre højtider og årstider har et rigt udvalg af tilhørende sange, men trods nytårets store symbolske betydning er viften af sange og salmer til årsskiftet ikke voldsomt stor. Men en af nytårssangene stod ægteparret Grete og Claus Walter for i 1953. Parret blev gift i 1943 og prøvede begge kræfter med en lang række opgaver i det danske kultur- og underholdningsliv. Grete Walter var skuespiller på flere teatre, og Claus Walter blev blandt andet kendt for sit samarbejde med Arne Myggen i den populære radioquiz ”Hvornår var det nu, det var”. Sammen optrådte de også i en revy på det navnkundige forlystelsessted Ambassadeur i Aalborg i begyndelsen af 1950’erne.

Men derudover stod de også i fællesskab bag en smuk og efterhånden ganske sejlivet nytårssang, som Grete Walter komponerede, mens Claus Walter skrev teksten. De indspillede selv ”Tak for alt i det gamle år” i 1953, og senere har blandt andre Otto Brandenburg og Kim Larsen & Kjukken udgivet deres fortolkninger af sangen. Ordene ”Nu når rådhusets klokker slår, er en ny dag på vej, tak for alt i det gamle år, tak for alt, tak for dig” er måske oprindeligt Claus Walters ord til sin kone, men i dag er de også en fælles nytårshilsen danskere imellem.

For snart 30 år siden var Ole Bornedals film ”Nattevagten” ikke bare en biografsucces, men et decideret fænomen, der påvirkede dansk filmindustri, skabte nye stjerner og gav et ekstra rygstød til et stort rockband. Gyserfilmen om Martin, der får job som nattevagt på Retsmedicinsk Institut og vikles ind i en sag om bestialske kvindemord havde unge skuespillere som Nikolaj Coster-Waldau, Kim Bodnia og Sofie Gråbøl på rollelisten samt Ulf Pilgaard som kriminalkommissæren, der efterforsker mordsagerne. Et andet vigtigt navn på ”rollelisten” var bandet Sort Sol, der leverede flere sangen til filmen, ikke mindst den mørke ballade ”Let Your Fingers Do the Walking”. Mens filmen var i produktion blev et par af musikerne inviteret til at overvære en visning af den endnu ufærdige film, og de var begejstrede for dette danske bidrag til gysergenren. Derfor gav de Ole Bornedal tilladelse til at bruge musik fra deres kommende plade i den endelige film.

”Han bruger de numre, vi har færdigindspillet på det tidspunkt. Det er derfor, det er de numre. Der er ikke nogen anden årsag”, fortalte guitarist Lars Top-Galia i ”P6 Beat Elsker” for nogle år siden. Sangene blev lagt ind i nogle scener, der allerede var filmet. Det betød også, at i scenen, hvor Nikolaj Coster-Waldau i rollen som Martin rocker til sangen ”Popcorn”, virker det ifølge Top-Galia ”skævt og lidt ubehjælpeligt”, ganske enkelt fordi musikken først er valgt længe efter filmoptagelsen.

Også når det gjaldt valget af det store hit ”Let Your Fingers Do the Walking”, handlede det først og fremmest om, at den var færdigindspillet, da filmen skulle færdiggøres. Den første demo-optagelse af sangen havde mere instrumentering, trommer og kor, men senere valgte de en mere skrabet model med guitar og mandolin som de bærende elementer, og allerede mens indspilningen fandt sted, fornemmede de, at det var noget helt særligt. Senere drøftede medlemmerne af Sort Sol, hvordan de nogensinde skulle kunne lave en sang af den kaliber igen. Ikke for at lave endnu en sang i stil med ”Let Your Fingers Do the Walking”, men en sang med samme styrke og gennemslagskraft.

”Vi har aldrig overvejet at ligesom at sige: Findes der en 2’er? Det har vi ikke. Sådan tænker det her band for øvrigt slet ikke, men vi har da reflekteret over, hvad i Himlens navn, der lige skete der”, har Lars Top-Galia fortalt til P6 Beat.

Mens Sort Sol modstod fristelsen af at lave en 2’er af deres store hit, har filminstruktøren Ole Bornedal nu valgt at genbesøge sin store gennembrudsfilm fra 1994. I torsdags var der biografpremiere på ”Nattevagten 2: Dæmoner går i arv”. Og Sort Sol dukker også op i den nye film, da datteren til Martin, der var hovedperson i den første film, finder hans gamle walkman og lytter til den, mens hun forsøger at forstå, hvad der var, hendes far oplevede og stadig plages af.

De sidste mange år har Mariah Careys sang ”All I Want For Christmas Is You” været det mest vidtfavnende julehit, og man kunne godt få en fornemmelse af, at det ville være sådan til evig tid. Men i sidste uge indtraf alligevel en lille overraskelse, der udfordrer Mariah Careys sikre plads på juletronen, da en anden julesang sneg sig forbi ”All I Want For Christmas Is You” og endte som nr. 1 på den amerikanske hitliste. Før i tiden var hitlisterne primært baseret på hvilke singler, der blev solgt i pladeforretningerne, men i dag udregnes hitlisterne i USA ud fra musiksalg, streaming, radioafspilning og aktiviteter på sociale medier som Youtube og TikTok. Det betyder, at gamle sange – særligt ved juletid – har mulighed for at dukke op på hitlisterne igen, og det er en 65 år gammel udgivelse, der har overhalet Mariah Carey på årets første decemberhitliste. Sangerinden Brenda Lee var blot 13 år gammel, da hun i 1958 udgav ”Rockin’ Around the Christmas Tree”, men den havde faktisk en en lidt svær start. Sangen kom slet ikke ind på hitlisterne før 1960, efter Brenda Lee havde haft succes med et par andre singler, men i årene herefter udviklede den sig langsomt til at blive en ægte juleklassiker.

I de seneste år har ”Rockin’ Around the Christmas Tree” også klaret sig pænt på den amerikanske hitliste, hvor Mariah Carey dog har været urørlig som dronningen af julemusik, men i anledning af 65-året for ”Rockin’ Around the Christmas Tree” har Brenda Lees pladeselskab gjort en ekstra indsats, som nu ser ud til at have virket. For eksempel er der for første gang blevet lavet en rigtig musikvideo, hvor den 78-årige Brenda Lee mimer til sin egen 13-årige stemme, der er udsendt en EP med forskellige julesange med Brenda Lee, og som et sidste afgørende skub på vejen mod førstepladsen er Brenda Lee kommet på de unges foretrukne sociale medie TikTok, hvor der har kørt en slags kampagne for at få udbredt ”Rockin’ Around the Christmas Tree” en tand mere. Indsatsen bar frugt i sidste uge, hvor ”Rockin’ Around the Christmas Tree” indtog førstepladsen på hitlisten. Efterfølgende sagde Brenda Lee i et interview med Variety, at hun normalt ikke lytter til sine egne indspilninger, særligt ikke dem fra hendes barndomsår, men at det er anderledes med dette julehit: ”Mange af de sange, jeg lavede, dengang jeg var ti år – hvis jeg lytter til dem nu, tænker jeg: Du godeste, hvad skete der? Men Rockin’ er frisk for mig, altid”.

Med førstepladsen i sidste uge blev Brenda Lee også blev den ældste kunstner, der har ligget nr. 1 på Billboard Hit 100. Hidtil var det Louis Armstrong, der havde den titel på grund af sangen ”Hello Dolly” fra 1964, hvor han var blot 62 år gammel.