Kategori: Musiknyheder

I
den kommende uge vender danskernes vel nok mest kendte og mest elskede tv-serie
tilbage på skærmen i endnu en genudsendelse, men når “Matador”
begynder på lørdag, ser tingene lidt anderledes ud end hidtil. Serien er nemlig
blevet restaureret ved at fjerne støv og ridser fra de gamle filmoptagelser,
farverne er gjort klarere og skarpere, og billedformatet er blevet tilpasset
størrelsen på vor tids tv-skærme.

Handlingen er dog præcis den samme som altid,
og det samme er musikken, som Bent Fabricius-Bjerre komponerede efter ønske fra
instruktør Erik Balling. Da først selve melodien var godkendt, havde
Fabricius-Bjerre frie hænder til indspilningen. Han fik engageret et 60 mand
stort orkester, men som han fortæller i bogen “Tanker ved
tangenterne”, var Erik Balling langt fra tilfreds, da han hørte den
svulstige udlægning af temaet:
– Sikke noget lort, det kan du lige så godt
holde op med, afbrød Balling.
– Det her er jo ikke Stormfulde Højder
eller Borte Med Blæsten. Du smadrer hele intimiteten i serien med din svulstige
udgave. Send orkestret hjem og kom med et nyt bud til på mandag, lød
beskeden.

Resultatet blev det smukke, mere skrabede arrangement, vi kender i
dag. Bent Fabricius-Bjerre erkendte, at han var kørt af sporet, og Erik Balling
sendte ham en flaske whisky som undskyldning for sit hidsige udbrud.

De fleste forbinder nok mest Blondie med 1970’erne og 1980’erne, men bandet eksisterer
stadig, og selvom den 71-årige forsanger Debbie Harry for længst kunne have trukket
sig tilbage, er der ny musik på vej fra den gamle gruppe. Blondie blev dannet i
1974 under navnet Angel and the Snake, men allerede efter nogle måneder
skiftede de navnet ud med det nu så berømte Blondie. Navnet er hentet fra de
tilråb, den smukke, lyshårede sangerinde ofte fik fra forbipasserende
lastbilchauffører, og det valgte Debbie Harry og hendes mandlige bandfæller at
bruge aktivt. De første succesfulde år gav hits som ”The Tide Is High”, ”Call
Me” og ”Heart of Glass”, og efter femten års pause genopstod Blondie igen i
slutningen af 90’erne.

På fredag udkommer gruppens 11. album, ”Pollinator”.

Onsdag aften får Nordjylland besøg af den engelske musiker James Morrison, som fik
et eftertrykkeligt gennembrud i 2006, og som på trods af nogle års pause stadig
har meget på hjerte. I sine helt unge dage ville han gerne have spillet keyboard,
men da batterierne i hans keyboard døde, havde han ikke råd til nye, og han kom
først videre med musikken, da han fik en guitar i julegave – og så var hans
skæbne beseglet.

Efter gennembruddet med blandt andet ”You Give Me Something”
og ”Wonderful World” samt Nelly Furtado-duetten ”Broken Strings” kom der på et
tidspunkt en periode med total tavshed fra James Morrison, og han var tæt på
helt at droppe musikerkarrieren. Inden for blot tre år døde hans far, hans
storebror og hans nevø, og det var umuligt for Morrison at finde evnen til at
skrive nye sange. Efter at have droppet musikken fuldstændig i et halvt år
begyndte inspirationen dog at vende tilbage, og for tiden er han på landevejene
med blandt andet sange fra albummet ”Higher Than Here”, der udkom for halvandet
år siden.

Onsdag aften spiller han i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Landet
over er man på partikontorer og i fagforbund klar til at rulle de røde faner ud
næste mandag, hvor man som altid 1. maj markerer arbejdernes internationale
kampdag, og mange steder vil taler, kaffe og øl blive ledsaget af den sejlivede
socialdemokratiske slagsang ”Når jeg ser et rødt flag smælde”.

Typografen,
havnearbejderen og digteren Oskar Hansen skrev ”Når jeg ser et rødt flag
smælde” i 1923, kort tid efter at være vendt tilbage til partiet. Han blev født
i en socialdemokratisk familie og blev i 1911 medlem af Socialdemokratisk
Ungdoms Forbund, inden han og mange andre i 1919 forlod SUF og etablerede
Danmarks Venstresocialistiske Parti, der senere blev til Danmarks Kommunistiske
Parti. Oskar Hansen returnerede dog til den socialdemokratiske flok efter nogle
år, og til et kredsstævne i ungdomspartiet DSU i 1923 forfattede han en tekst
med titlen ”Ung flagsang”, der skulle fungere som mellemspil i stævnets revy.
”Når jeg ser et rødt flag smælde” med Johannes Madsens melodi blev imidlertid
så populær, at den voksede sig langt ud over DSU’s rækker, og gennem snart 100
år har den været fast slagsang i Socialdemokratiet.

Senere stod Oskar Hansen
fadder til blandt andet sangen ”Danmark for folket” og visen om ”De tre
musikanter”, der blev særligt kendt i tv-serien ”Matador”.

Hans
livsførelse taget i betragtning kan man forundres over, at han stadig er her,
men på fredag fylder en af rockens markante skikkelser 70 år. James Newell
Osterberg Junior har danske og norske rødder på sin mors sider og tyske,
engelske og irske rødder på sin fars side, men han er født og opvokset i
Michigan i USA. I sine skoleår spillede han trommer bandet The Iguanas
(Leguanerne), og det var det, der affødte hans velkendte kælenavn Iggy. Senere
blev han kendt som Iggy Stooge og ikke mindst Iggy Pop – efter sigende fordi
han før en koncert barberede sine øjenbryn af og derfor kom til at ligne en
kammerat med efternavnet Popp, som under kemobehandling havde mistet sine
øjenbryn.

Op gennem 1970’erne og 1980’erne markerede Iggy Pop sig som en
ustyrlig kraft på rock- og punkscenen, og gennem sine nu 70 år er han blevet
kendt blandt andet for altid at optræde i bar overkrop, for sit samarbejde med
David Bowie, for at have introduceret det såkaldte stage dive, hvor sangeren
kaster sig fra scenen og lader sig gribe af menneskehavet, og for sange som ”Lust
for Life”, ”Real Wild Child” og ”The Passenger”.

Siden
verdenspremieren i London i 2004 har man over store dele af verden kunnet
opleve Queen-musicalen ”We Will Rock You”, som også har været på besøg i
Danmark. Men om få dage er der for første gang premiere på en dansksproget udgave
af det succesfulde show. Det er komiker Lars Hjortshøj, der står for
oversættelse af dialogen, mens der ikke ændres på de engelske tekster i de
mange kendte Queen-sange, der binder historien sammen.

Guitarist Brian May har
fortalt, at idéen til titelsangen fra 1977 kom til ham i en drøm. I
dokumentaren ”Days of Our Lives” fortæller han om, hvordan mange fodboldfans
synger ”You’ll Never Walk Alone”, men han håbede at kunne få et tribunepublikum
til at bidrage med andet og mere end blot deres stemmer. Han fik idéen til, at
publikum med tramp og klap skulle kunne udgøre grundrytmen i et nummer – og
dermed var den letgenkendelige ”We Will Rock You” født.

Fra onsdag aften er det danske
stjerner som Niels Olsen, Joey Moe og Szhirley, der synger for i musicalen ”We
Will Rock You”, som har premiere i Royal Arena i København, før den om en måned
indtager Jyske Bank Boxen i Herning.

Med
påsken kommer også påskesalmerne, som år efter år findes frem til blandt andet
gudstjenesterne i den store højtid. En af dem er Grundtvigs delvist selvbiografiske
”Påskeblomst! hvad vil du her”. Ifølge folkekirken.dk var en påskelilje på Grundtvigs
tid ikke blot navnet på en blomst, men også en lidt nedsættende metafor for noget
bondsk eller et øgenavn til en enfoldig person, og det er i det lys, man skal
læse en linje som ”Bondeblomst fra landsbyhave uden duft og pragt og skær”. Oprindeligt
var Grundtvigs tekst et digt fra 1817, men 18 år senere bearbejdede han digtet,
så det fik karakter af en egentlig salme. Det var dog først i 1910, Carl
Nielsen skrev den melodi, som ”Påskeblomst! hvad vil du her” synges på i mange
danske kirker i den kommende uges tid.

Selvom
de fleste nok forbinder ”Svantes viser” med Povl Dissings stemme, lever sangene
også fint i andre sammenhænge. Blandt andet dannede de sidste år grundlag for
en forestilling på Nørrebro Teater i København, som nu også har affødt en
miniudgivelse med tre af sangene. Det er skuespillerne fra teateropsætningen af
”Svantes lykkelige dag”, Lise Baastrup og Anders W. Berthelsen, der har
genindspillet tre af sangene fra ”Svantes viser”, som i 1973 blev indledningen
på Povl Dissing og Benny Andersens samarbejde. Året forinden havde Andersen
udgivet viserne i bogform, men da han fra flere steder blev inviteret ud for at
optræde med dem, måtte han finde en sanger til at løfte opgaven.

Benny Andersen
fortalte for nogle år siden til magasinet Koda/DK, at han henvendte sig til
Povl Dissing, som syntes godt om sangene, men havde lidt svært ved tanken om at
skulle optræde som den ”halvfede halvsvensker” Svante Svendsen. Benny Andersen forklarede
ham, at ”du skal ikke forestille ham, du skal fortolke hans sange”, og så var Dissing
om bord på idéen.