Kategorier
Musiknyheder

Perverst romantiker-hit

De
fleste har nok nynnet med på James Blunts store hit ”You’re Beautiful” fra 2004,
som i en periode blev spillet i et omfang, så den endda hang mange ud af
halsen. James Blunt har flere gange fortalt om, hvordan ”You’re Beautiful” både
gav ham det store gennembrud og satte ham i bås som musiker, og han er ikke
bleg for at gøre lidt grin med hittet og dets betydning. Forleden fortalte han
til det amerikanske medie Huffington Post, at mange misforstår teksten, og at
de, der fortæller, de vil have den spillet til deres bryllup, er skøre i
hovedet:

”You’re Beautiful er ikke en blød, skideromantisk sang. Den handler om
en fyr, der er høj på stoffer og følger efter en andens kæreste i metroen,
selvom den anden er lige foran ham, og han burde spærres ind eller smides i
fængsel for at være sådan en pervers stodder”.

I slutningen af marts udkom hans
femte studiealbum ”The Afterlove”, og også her forholder han sig til sin ufrivillige
signatursang i nummeret ”Love Me Better”, hvor han synger ”Would’ve said you’re
beautiful, but I used that line before”.

Kategorier
Musiknyheder

Kim Larsen med stok og nye sange

Siden
Gasolin’ debuterede i 1970, har man kunnet forvente nyt materiale fra Kim
Larsen med måneders eller få års mellemrum, uanset om det har været som
solokunstner eller i selskab med de skiftende bands Gasolin, Starfuckers,
Bellami, Kjukken og flere andre. Nu er det hele fem år siden, pladen ”Du glade
verden” udkom, hvilket gør det til den længste pause i Larsen omfattende diskografi,
og siden 2012 er der sket flere ting omkring Kim Larsen. Undervejs har han og
bandet Kjukken holdt pause fra hinanden, trommeslageren har forladt gruppen for
at udleve en drøm om at blive vinhandler, og udover en ny trommeslager er også manager
Jørn Jeppesen trådt ind i bandet som supplerende guitarist. Dette skyldes
blandt andet, at Larsen selv efter en operation i ryggen har fået problemer med
den fysiske del af koncertlivet.

Sangskrivningen er dog ikke gået i stå, og i
de seneste dage er der drypvis blevet lanceret helt nye sange, som i samlet
form udgør albummet ”Øst for Vesterled”. Pladen, som endda viser den 71-årige troubadour
med stok, udkommer på fredag.

Kategorier
Musiknyheder

McCartney genudgiver solo-hit

Paul
McCartney er i gang med en årelang række af genudgivelser, der puster nyt liv i
hans gamle plader, og forleden landede det tiende album i serien, “Flowers
In the Dirt”. McCartney havde i 1980’erne oplevet et par LP’er blive
modtaget lidt lunkent af både anmeldere og pladekøbere, og han gik derfor
anderledes til værks i 1988 ved at invitere blandt andre Elvis Costello
indenfor til både at producere og være med til at skrive flere af numrene.
Costello havde held med at skubbe den gamle mester i en god retning, blandt
andet ved at stille nogle klare krav til sangenes kvalitet, hvilket måske nok
kan være svært for andre, når det er en ex-Beatle, man skal sende hjem med
beskeden om at komme op med noget bedre. Desuden bad han McCartney finde den
karakteristiske, violinformede Höfner-elbas fra Beatles-tiden frem. Historien
fortæller, at den havde været gemt af vejen så længe, at der stadig var tapet
en Beatles-sætliste fast på den, da Paul McCartney fik fundet den frem fra
gemmerne.

Udover Elvis Costello deltog også stærke folk som David Foster,
Trevor Horn og Pink Floyd-medlemmet David Gilmour. Resultatet af disse giganters
fælles arbejde blev albummet “Flowers In the Dirt”, som endte med at
blive en af McCartneys bedste og mest populære soloplader med sange som
“My Brave Face”, “Put It There” og “This One”.

Albummet blev i fredags genudgivet i remasteret version i flere forskellige
formater, blandt andet med adgang til demooptagelser, håndskrevne tekster og
hidtil ukendt videomateriale.

Kategorier
Musiknyheder

Så længe jeg lever

Det
er ikke mange sangtitler, der ender med at blive så ikoniske, at de også lægger
navn til andre ting, men titlen ”Så længe jeg lever” har slået sine folder på
andet end jukebokse og pladespillere rundt omkring. John Mogensens udødelige
kærlighedssang fra 1972 og blev hurtigt en favorit på Dansktoppen og mange
andre steder. Senere lagde sangen navn til en kabaret baseret på John
Mogensen-sange, i 1990’erne lånte en kriminalroman titlen ”Så længe jeg lever”,
og for nogle år siden udkom portrætbogen ”Så længe jeg lever – en biografi om
John Mogensen”
.

I dag tog filminstruktør Ole Bornedal hul på arbejdet med
at tilføje endnu et punkt på ”Så længe jeg lever”-listen, for da begyndte
indspilningerne til en ny film om Mogensen og hans musik. Skuespilleren Rasmus
Bjerg har fået rollen som John Mogensen, og Helle Fagralid skal spille hans
store kærlighed Ruth. Der er endnu ingen premieredato klar, men ”Så længe jeg
lever” forventes at få dansk premiere i starten af 2018.

Kategorier
Musiknyheder

Johnny B. Goode lever videre i rummet

I
weekenden kom nyheden om, at en af rock-musikkens mest betydningsfulde
grundlæggere, Chuck Berry, var død. Mange har de seneste dage påpeget, at hans
musik vil leve videre længe efter hans død, og det udsagn er faktisk mere
sandt, end man skulle tro. For selv hvis Jorden skulle gå under i morgen, og
alle musikudgivelser i hele verden blev tilintetgjort, så vil en af hans sange
være sikret fortsat overlevelse.

Da rumfartøjet Voyager blev sendt ud på opdagelse
i 1977, havde man sammensat en slags tidskapsel med forskellige indtryk og
oplysninger fra Jorden i tilfælde af, at Voyager engang på sin rejse gennem
universet skulle støde på intelligent liv – heriblandt en plade med
lydoptagelser og musik
. Og blandt Mozart, Beethoven og aserbajdsjansk
folkemusik findes et, og kun ét, stykke rockmusik, nemlig ”Johnny B. Goode” med
Chuck Berry. For nogle år siden forlod Voyager vores eget solsystem som det
første menneskeskabte fartøj nogensinde, og dermed er Johnny B. Goode på vej
mod andre galakser. Og for nogle dage siden forlod sangeren og guitaristen Chuck
Berry denne verden, 90 år gammel.

Kategorier
Musiknyheder

Krigens superstjerne fylder 100

Det
er de færreste forundt at fylde 100 år, men mandag d. 20. marts runder en af
underholdningsindustriens store navne fra tiden omkring 2. verdenskrig det
meget skarpe hjørne. Vera Lynn bliver 100 år den 20. marts, og det bliver ikke
forbigået i stilhed. Den britiske sangerinde var under krigen en af de mest
populære kunstnere blandt de britiske styrker og andre allierede soldater, og
med sange som ”White Cliffs of Dover” og ”We’ll Meet Again” var hun med til at
sætte ord på både afsavn og håb i de svære år. På fredag udkommer albummet ”Very
Lynn 100” med nye produktioner af nogle af sangene fra ”the Forces’ Sweetheart”,
som hun blev kaldt.

I 2009 blev hun den ældste kunstner på førstepladsen af den
engelske albumhitliste, og samtidig gjorde det daværende opsamlingsalbum hende
til den første kunstner nogensinde med en aktiv karriere fra 1940’erne og ind i
det nye årtusindes første årti. Begge rekorder udfordres, når ”Vera Lynn 100”
udkommer.

Kategorier
Musiknyheder

Night Fever-musical på dansk

Siden
den fik premiere i London i 1998, har musicalversionen af ”Saturday Night Fever”
gået sin sejrsgang over samtlige kontinenter, og fra på fredag kan den også
opleves på dansk. Silas Holst spiller samme rolle, som var med til at gøre John
Travolta til en superstjerne i dansefilmen fra 1977, hvor især sangene fra Bee
Gees havde betydning for succesen. Brødrene i den populære trio havde allerede
flere af sangene klar, da de blev bedt om at bidrage til soundtracket til en film
om tidens disco-bølge. Filmen skulle hedde ”Saturday Night”, men det brød
brødrene Gibb sig ikke voldsomt om, og de foreslog derfor at bruge titlen fra
en af sangene, ”Night Fever”. Ifølge avisen The Independent afslog filmens
producent Robert Stigwood den idé, men vendte alligevel senere tilbage med et
kompromis: De to titler blev slået sammen, og navnet blev således ”Saturday
Night Fever”.

Filmen blev en bragende succes, soundtracket opnåede at blive
verdens hidtil bedst sælgende LP, og senere fulgte altså musicalen bygget over
filmen. Ud over Silas Holst er også blandt andre Amalie Dollerup, Bodil
Jørgensen og Allan Olsen på scenen, når ”Saturday Night Fever – The Musical”
fredag har danmarkspremiere på Falconer i København, inden forestillingen i maj
rykker til Musikhuset i Aarhus.

Kategorier
Musiknyheder

U2-1987-30

For rigtigt mange, der var unge i 1980’erne, var 9. marts 1987 en afgørende dato – også hvis de ikke selv er klar over det. På denne dag udkom nemlig U2-albummet ”The Joshua Tree”, som hævede U2 fra at være en interessant og succesfuld gruppe til at være sin generations store, toneangivende band. Torsdag er det 30 år siden, og den store markering af jubilæet følger senere på året, når U2 drager af sted på ”The Joshua Tree Tour” for at optræde med alle sangene fra dengang.

Forsanger Bono har i den anledning fortalt, at han selvfølgelig har sunget nogle af sangene mange gange siden da, men aldrig dem alle sammen i forlængelse af hinanden, og at han glæder sig til jubilæumsturnéen:
”For nylig lyttede jeg til hele The Joshua Tree for første gang i næsten 30 år. Det er lidt af en opera. Mange af følelserne er sært aktuelle, kærlighed, tab, bristede drømme, forsøget på at gemme sig bort, polarisering”, og det er disse 30 år gamle beskrivelser Bono og U2 tager med ud på landevejene fra 12. maj i form af store sange som “With Or Without You”, “I Still Haven’t Found What I’m Looking For” og “Where The Streets Have No Name”.