Kategori: Musiknyheder

I
den kommende uge er der dansk premiere på en ny musikfilm om The Beatles, som dykker
ned i et omfattende arkiv af optagelser og interviews, der alle sammen kredser
om perioden 1962-1966, hvor gruppen stadig gav koncerter. Dokumentarfilmen har
fået titlen ”Eight Days a Week – The Touring Years”, opkaldt efter et af deres
hits fra 1964.

Der findes flere historier om, hvordan beskrivelsen af en uge
med otte dage sneg sig ind i sangteksten. Den ene handler om, hvordan Paul
McCartney på vej hjem til John Lennon spurgte sin chauffør, om han havde noget
at se til for tiden, hvortil chaufføren svarede, at han arbejdede otte dage om
ugen på grund af travlhed, mens den anden – og mere udbredte – forklaring går
på, at Ringo med et af sine mange skæve udtryk brugte formuleringen ”eight days
a week” til at beskrive det konstante arbejdspres, The Beatles var under i den
periode. Det pres får man et indblik i, hvis man tager i biografen og ser den
nye koncert-dokumentar, som har dansk premiere på torsdag.

Julegaveidéen
til den ihærdige Bruce Springsteen-fan lander tidligt på året, for tirsdag udkommer den 500 sider lange selvbiografi, som ”The Boss” har arbejdet på gennem
de sidste syv år. Bogen fortæller hans egen historie om opvæksten i New Jersey,
vejen ind i musikken, karrierens store år og de kampe, han har oplevet
undervejs, og biografen har – nærmest helt logisk – fået titlen ”Born to Run”.

Navnet
er naturligvis hentet fra titelnummeret til den LP, han udsendte i 1975, men
faktisk havde han arbejdet længe på netop den sang. Allerede i maj 1974 spillede
han ”Born to Run” til en koncert, som gjorde, at han blev udråbt til at være
rockens fremtid af rockkritikeren Jon Landau, som siden da har været
Springsteens manager, og The Hollies-sangeren Allan Clarke nåede faktisk at
udgive sin egen version af ”Born to Run”, før Bruce Springsteen gjorde. Nu lægger
den ikoniske rockklassiker også navn til musikerens selvbiografi, og simultant
med bogudgivelsen bliver albummet ”Chapter and Verse” lanceret med både
kendte hits og hidtil uudgivet materiale, som på forskellig vis understøtter
den historie, der også fortælles i ”Born to Run”-bogen.

Hvis man den
25. september 1976 havde opholdt sig på Mount Temple Comprehemsive School i
Dublin, ville man have kunnet se en 14-årig knægt hænge en seddel på skolen for
at finde jævnaldrende, der ville være med til at danne et band. Seks svarede på
Larry Mullen Jr.’s efterlysning, og bandet var en realitet, men efter nogle
måneder var der kun fire medlemmer tilbage. Til gengæld er det de fire
musikere, som den dag i dag stadig optræder sammen under navnet U2.

Til at
starte med hed de ellers Feedback, opkaldt efter den høje tone det giver, når
mikrofonen ved en fejl går i ”rundhyl” i højttalerne, men allerede i 1977
skiftede de for en kort bemærkning navn til The Hype – begge navne foreslået af
forsangeren med kælenavnet Bono. En ven fra et andet band foreslog en stribe
alternative bandnavne, og de fire irske teenagere endte med at lægge sig fast
på navnet U2, som var det navn, de hadede mindst blandt forslagene.

På lørdag
er det 40 år siden, en seddel på en opslagstavle bragte Bono, Larry Mullen Jr.,
The Edge og Adam Clayton sammen.

For 25 år siden blev rockmusikken ramt af en regulær revolution. Tre unge
mænd fra Seattle i USA rystede en – efter manges opfattelse – hensygnende
rockscene med deres stil, da gruppen Nirvana udsendte albummet ”Nevermind”, som
både blev kendt for numre som ”Smells Like Teen Spirit” og ”Come As You Are” og
for det let genkendelige pladecover med en baby, som under vandet svømmer efter
en pengeseddel. På forhånd var der naturligvis diskussioner om hvorvidt en
meget synlig baby-tissemand ville kunne støde nogen, og pladeselskabet foreslog
derfor en Plan B med et klistermærke, som kunne sættes over dette den fire
måneder gamle drengs kønsdele, hvis det blev nødvendigt. Forsanger Kurt Cobain
ville dog kun være med til denne kompromis-løsning, hvis teksten på
klistermærket lød ”Hvis dette støder dig, må du være skabs-pædofil”. Planen
blev droppet.

På lørdag er det 25 år siden, ”Nevermind” udkom, og pladeselskabet
havde håbet, at de måske ville kunne sælge 250.000 eksemplarer, men albummet,
der for alvor definerede de tidlige 1990’eres grunge-bølge, har for længst
passeret 30 millioner solgte på verdensplan.

Det
lignede måske en sjov idé med en kort levetid, da Four Jacks blev genoplivet i en
slags teaterkoncert i 2008, men kopi-bandet med Stig Rossen, Keld Heick, Jesper
Asholt og Jesper Lohmann har vist sig at være en sejlivet succes, og More Jacks,
som de af og til kalder sig, er atter på landevejen med sange som ”Oh Marie”, ”Æselsangen”
og ikke mindst ”Mandalay”.

Sidstnævnte trækker tråde meget længere tilbage end
Four Jacks, for ”Mandalay” udspringer af et langt digt af den kendte forfatter
Rudyard Kipling fra 1890. I 1907 satte den amerikanske komponist Oley Speaks
melodi til Kiplings fortælling om en britisk soldats forelskelse i en burmesisk
kvinde. Oprindeligt var ”On the Road to Mandalay” en march-melodi med en
operettesanger, mens swing-versionen med Four Jacks fra 1961 lagde sig en del
tættere op ad Frank Sinatras fortolkning fra 1958.

På søndag kan forestillingen
”Four Jacks for altid” opleves i Aalborg Kongres & Kultur Center.

En
af de sange, som i den forgangne uge fik masser af omtale og blev delt utallige gange
på Facebook, er ”Når jeg bliver gammel”. Anledningen var naturligvis
sangerinden Ida Corrs smukke fortolkning af Gnags-klassikeren i TV 2-programmet
”Toppen af poppen”, som sangens ophavsmand Peter A.G. Nielsen også deltager i.

Peter
A.G. var i 1988 på ferie med sin kæreste, og da de kom til San Sebastian på den
spanske nordkyst, bemærkede han, at byens ældre borgere sad ved havnen og delte
”rødvin og memoirer med de andre gamle i solen”, som han senere formulerede
det. Til musikbladet Gaffa fortalte han i 1990, at han længe havde haft en idé
om at ville skrive en sang om at blive gammel, så han begyndte at tage noter om
stemningen og oplevelserne, og da han igen landede i Danmark, havde han hele
fem vers med i kufferten. Sammen med resten af Gnags indspillede han ”Når jeg
bliver gammel”, inden han blev enig med sig selv om, at et helt vers skulle
klippes ud, fordi det blev for sydlandsk til en dansk eller almengyldig
filosoferen over alderdommen: ”Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en
bænk, som de sidder på bænke i syden, og være bare et lillebitte stænk af alt,
som der syder i gryden”.

Siden da er han selv blevet 28 år ældre, og som 63-årig
fejrer han i år 50-års-jubilæum med Gnags.

Den 7. september 2011 – for 15
år – siden troppede den amerikanske sanger og sangskriver Ryan Adams – ikke at
forveksle med Bryan Adams – op til optagelsen af en musikvideo i New York. Han
havde ikke været tilfreds med de oprindelige optagelser, som tog udgangspunkt i
en taxitur, og i stedet havde han foreslået at lave en simpel video med
billeder af bylivet i New York, med inspiration fra indledningen til hans
yndlings-tv-serie ”Venner”. Sangen hed ”New York, New York” – ikke at forveksle
med Frank Sinatras klassiker – så optagelserne af Ryan Adams selv blev lavet
med byens skyline og World Trade Center-tårnene i baggrunden.

Blot fire dage
efter optagelserne styrtede tårnene sammen ved det store terrorangreb 11.
september 2001, og videoen blev derfor dedikeret til angrebets ofre og dem, der
kæmpede for at redde folk. ”New York, New York” blev en af de sange, som i den
efterfølgende tid blev brugt i mange sammenhænge for at mindes ofrene og styrke
sammenholdet i USA.

Dele af den
amerikanske hiphop-scene har gennem perioder været plaget af vold og skyderier,
og på onsdag den 7. september er det 20 år siden en af de mest omdiskuterede episoder fandt sted.
Rapperen Tupac Shakur, også kendt som 2Pac, blev skudt i sin bil efter at have
været til en boksekamp i Las Vegas og døde seks dage senere – mindre end et år
efter udgivelsen af hans største hit, ”California Love”, der udgjorde en slags
comeback for rapperen efter et fængselsophold.

”California Love” er også herhjemme
2Pacs bedst kendte single, og som flere andre hiphop-numre er det bygget op med
hjælp fra brudstykker af andre sange. Grundlyden med bas og klaver var samplet fra
Joe Cockers ”Woman To Woman” fra 1972, og selve omkvædet med linjen ”California
knows how to party” var en genindspilning af et funknummer fra 1982, ”West
Coast Poplock” med Ronnie Hudson & The Street People.

Selv tyve år senere
er mordet på Tupac Shakur ikke opklaret.