Kategori: Musiknyheder

I begyndelsen af 1970’erne var britiske Slade et af tidens mest populære rockbands med en stribe store hits, men i dag er der én sang, der overskygger alle de andre – og på sin vis er det svigermors skyld. Bassisten Jim Lea var med til at skrive en del af Slades sange, og han var i 1973 bekymret for, om bandet kunne holde dampen oppe efter tre førstepladser på hitlisten i træk. Hans svigermor havde foreslået, at de skulle lave noget i stil med ”White Christmas” eller en fødselsdagssang, så folk år efter år ville have en anledning til at finde en Slade-sang frem. Egentlig syntes Jim Lea, at det var en tåbelig idé, men en dag under bruseren dukkede en idé op. I løbet af tyve minutter havde han skrevet melodien til det, der skulle blive verset i ”Merry Christmas Everybody”. Uden et godt omkvæd kunne sangen ikke komme i mål, men Lea huskede en sang, som hans bandmakker Noddy Holder havde skrevet seks år tidligere, og som aldrig var blevet færdiggjort. Teksten til den halvfærdige sang fra 1967 lød “So won’t you buy me a rocking chair to watch the world go by, buy me a looking glass to look me in the eye”. Gyngestolen blev sløjfet til fordel for en juletekst, og på en stegende hed sommerdag i New York under en amerikansk turné indspillede Slade deres julerockklassiker. I nabostudiet var John Lennon i gang med optagelser til albummet ”Mind Games”, og det stueorgel, man kan høre i indledningen af ”Merry Christmas Everbody”, er faktisk et, Slade-medlemmerne lånte af Lennon.

Nogle måneder senere scorede Slade endnu en førsteplads på hitlisten med den julesang, som i år kan fejre 50-års-jubilæum – ligesom blandt andre Elton Johns ”Step Into Christmas” og Wizzards “I Wish It Could Be Christmas Everyday”, som også udkom i 1973.

Deres afskedsturné har været på landevejen i næsten fire år med flere forskellige potentielle slutdatoer, men nu skulle den være god nok: Rockbandet KISS giver i denne uge deres sidste koncert nogensinde. KISS, som også gæstede Aalborg i 2010, er kendt for numre som ”I Was Made For Loving You”, ”Rock and Roll All Nite” og ”Lick It Up”, men i bredere sammenhæng nok meste kendt for bandmedlemmernes ufravigelige og letgenkendelige sort og hvide ansigtssminke, og dette look luftes også en sidste gang fredag og lørdag i Madison Square Garden i New York. Som en del af afskedsmarkeringen gennemføres KISS allerede fra onsdag det, de kalder en ”New York City takeover” med en stribe aktiviteter rundt om i byen. Der vil blandt andet være en KISS-butik, særlige KISS-billetkort til metroen, KISS-pizzaer, KISS-taxaer og et interaktivt kort på Google Maps, der guider fans rundt til de mange KISS-begivenheder, inden bandets 50 år lange karriere formentlig slutter med et brag lørdag.

Der er lagt op til funky firserfest i i denne uge, når bandet Level 42 giver koncert to koncerter i Danmark. Det britiske band startede i slutningen af 1970’erne som et jazz-funk-fusionsband, men da de i 1980’erne blandede pop og funk fik de stor succes med sange som “Something About You”, “Lessons In Love”, “Running In the Family” og “Children Say”. Flere af medlemmerne er skiftet ud siden de helt store år mellem 1985 og 1990, men keyboardspiller Mike Lindup og ikke mindst forsanger og bassist Mark King med den altid energiske slagbas er stadig med på holdet for at give Level 42 den karakteristiske lyd. Det tilbagevendende spørgsmål til musikerne har gennem alle årene været, hvor det let genkendelige, men svært afkodelige bandnavn stammer fra, og på et tidspunkt blev det så omfattende, at de for deres egen underholdnings skyld i interviews begyndte at opdigte historier om navnets oprindelse. Blandt andet har de fortalt, at de skulle være opkaldt efter den øverste etage i verdens højeste parkeringshus.

Den rigtige forklaring har dog forbindelse til den populære science fiction-serie “The Hitch-Hikers Guide to the Galaxy”, der i de danske bogudgivelser fik navnet “Håndbog for vakse galakseblaffere”. En af de mest kendte passager i serien, der både findes som roman, radioføljeton og film, handler om en fremmed civilisation, der engang byggede en supercomputer for at finde svaret på “meningen med livet, universet og alt det der”. Da computeren efter nogle millioner års beregninger spyttede svaret ”42” ud, var det ubrugeligt, fordi man nok havde fået svaret, men ikke rigtigt vidste, hvad spørgsmålet var. Blandt seriens fans tæller tallet 42 derfor som det gode (men halvskøre og helt ubrugelige) svar på, hvad meningen med livet er. Den tankegang tiltalte Mark King og hans bandvenner i gruppens unge år i slutningen af 1970’erne, fortalte han engang i et interview med Herts Advertiser:

“Det er en sjov bog. Boon (guitarist Boon Gould, red.) og jeg holdt til et sted i Walthamstow og læste bogen i den periode, hvor vi ledte efter et navn til bandet. Oprindeligt ville vi kalde os 88, fordi vi godt kunne lide idéen om numerologien. I punk havde man set nogle meget aggressive navne, så idéen om at kalde os ‘The Et-eller-andet’ fungerede bare ikke rigtigt, så vi ville noget andet. Vi tænkte, at hvis vi gav bandet et tal, var det så langt væk fra punk-temaet, at det måske ville fungere”.

Level 42 holdt pause gennem nogle år i 1990’erne, men vendte tilbage i 2001 og har siden da både udgivet ny musik og turneret flittigt med de gamle hits. Fredag aften når deres aktuelle Europa-turné til Musikkens Hus i Aalborg, og lørdag er de i Falkonersalen i København.

Med en imponerende karriere over otte årtier har Cliff Richard ved flere lejligheder genindspillet nogle af sine største hits, og nu har han kastet sig ud i endnu et projekt med nyfortolkninger. Forleden udkom albummet ”Cliff With Strings – My Kinda Life”, men allerede for et par måneder siden landede en forløber for albummet i form af en ungdomssang sunget af en 83-årig. ”The Young Ones” udkom oprindeligt i januar 1962 og var skabt som en meget klar bestillingsopgave. Cliff Richard skulle spille hovedrollen i en film af samme navn, og ifølge bogen ”Cliff Richard The Biography” sendte filmens musikansvarlige en medarbejder fra London til New York for at aflevere et filmmanuskript hos komponisterne Sid Tepper og Roy C. Bennett, som stod bag flere af Elvis Presleys sange. Da han kom tilbage til dem 48 timer senere, havde det erfarne makkerpar skabt tre nye sange til Cliff Richard, ”When the Girl In Your Heart Is the Girl In Your Heart”, ”Outsider” og den vigtigste bestillingsopgave: En sang med netop titlen ”The Young Ones”.

Nu er ”The Young Ones” blandt de sange, Cliff Richard har genindspillet med både band og strygerorkester på det nye album, og i den forbindelse har han sagt, at denne sang får ham til at føle sig lige så ung, som han var dengang. Afstanden mellem den 21-årige sanger og skuespiller og den nu 83-årige veteran er altså ikke større end en tre minutters popsang.

At genbesøge gamle album og bygge hele koncerter op om enkelte udgivelser er i de seneste år blevet et ganske populært alternativ til almindelige koncerter. I stedet for blot at præsentere lidt nyt materiale blandet med gamle hits vælger nogle kunstnere at fremføre et samlet albumværk fra ende til anden, og nu er det Tim Christensens tur til at prøve kræfter med denne koncerttendens. I morgen åbner Tim Christensen, der også er kendt som forsanger i bandet Dizzy Mizz Lizzy, turnéen ”Honeyburst 20th Anniversary Tour” for at markere 20-året for hans mest succesfulde soloplade ”Honeyburst”. Den populære plade indeholdt sange som “Whispering at the Top of My Lungs”, “How Far You Go” og “JumpThe Gun”, men det var balladen “Right Next to the Right One”, der ændrede alt for Tim Christensen i den periode. “Right Next to the Right One” var ikke bare en kærlighedssang fra en rockmusiker, men også temamelodi i DR’s populære dramaserie ”Nikolaj og Julie” med Peter Mygind og Sofie Gråbøl i hovedrollerne. Mange har nok gættet på, at “Right Next to the Right One” blev skrevet specifikt til serien, men i et interview i Gaffa i forbindelse med udgivelsen af ”Honeyburst” pointerede Tim Christensen, at der altså ikke var tale om et stykke bestillingsarbejde.

“Produceren af serien ringede og sagde til mig, at de kunne lide, hvad jeg lavede, og ville høre, om jeg havde en sang, de kunne bruge. Lige på det tidspunkt havde vi lavet demoer, hvor Right Next… var en af dem. De fortalte mig, hvad serien handlede om, og jeg sagde ‘så tror jeg, jeg har et godt bud’. Jeg synes, den passer godt til serien, men det er vigtigt for mig at fortælle, at det ikke er deres sang. Jeg har ikke taget den fra serien og puttet den på min plade; de har taget den fra min plade og puttet den i serien”, forklarede Tim Christensen i Gaffa i 2003.

“Selvfølgelig synes jeg, det er en skidegod sang, ellers ville jeg ikke have præsenteret den for DR, men det andet aspekt, den magt, de muskler, som tv har søndag aften kl. 20, det kan ikke være vildere. Jeg bliver stoppet af alt fra femårige børn til 60-årige damer. Den helt brede befolkning har nu fået sat ansigt på, hvem jeg er”.

Senere blev sangen indspillet og udgivet internationalt af selveste Celine Dion, og nu får den atter en central placering, når Tim Christensen spiller sine ”Honeyburst”-jubilæumskoncerter. Turnéen begynder torsdag og bringer ham allerede lørdag til Nordjylland med en koncert på Skråen i Aalborg, hvorefter turen går landet rundet i de kommende måneder. Desuden er der blevet genudsendt en remasteret udgave af ”Honeyburst” på både streaming og vinyl, endda med en stribe bonusnumre, hvoraf fire aldrig tidligere har været udgivet.

I morgen får Danmark besøg af en sangerinde, som har været en superstjerne i snart 60 år, og som for tiden er ude på en turné med den passende undertitel ”Celebrating the Greatest #1 Hits”. For Diana Ross har haft et hav af store hits både som solokunstner og med ungdommens trio The Supremes, som oprindeligt udsendte en stribe singler i 1962 og 1963 uden nævneværdig succes, før de pludselig bragede igennem lydmuren med ”Where Did Our Love Go” i 1964. Komponisten Lamont Dozier, som var med til at skrive ”Where Did Our Love Go”, har forklaret i bogen ”Chicken Soup For the Soul: The Story Behind The Song”, at sangen blev skrevet med gruppen The Marvelettes i tankerne – men til hans store overraskelse afslog de tilbuddet. På det tidspunkt havde Dozier allerede fået indspillet musikken, så sangerinderne blot skulle supplere med sangen, og hans problem var nu, at der i Motown-pladeselskabet var en regel om, at komponisten selv måtte betale for band og studietid, hvis en sang endte med ikke at blive udgivet. For at snige sig uden om den udgift måtte han hurtigt finde et alternativ til The Marvelettes, og valget faldt på trioen The Supremes, som med otte fejlslagne singleudspil i bagagen ledte efter en chance mere. Forsangeren Diana Ross klagede godt nok over, at sangen lå alt for dybt til hendes stemme, men det skyldtes, at bandet havde indspillet musikken, så den ville passe godt til The Marvelettes. Det viste sig dog at klæde sangen, og ”Where Did Our Love Go” blev det første af en lang række store Supremes-hits som ”Baby Love”, ”Stop In the Name of Love” og ”You Can’t Hurry Love”. Som solokunstner føjede hun senere numre som “Upside Down”, “Why Do Fools Fall in Love”, “Chain Reaction” og “I’m Coming Out” til sin imponerende række af hits.

I morgen optræder den nu 79-årige Diana Ross med alle de største sange i Royal Arena i København som en del af turnéen ”The Music Legacy Tour”.

Gennem 2023 er Shu-bi-dua blevet fejret på forskellig vis i anledning af, at det er 50 år siden, debutsinglen ”Fed rock” udkom. Det er blandt andet blevet til jubilæumskoncerter med Hardinger Band, som endda er blevet omdøbt til Shu-bi-dua 2.0, og for nylig blev sommerens store hyldestshow på havnen i Aalborg vist på TV 2. Nu er historien om det bedst sælgende band herhjemme så også kommet i bogform, stykket sammen af interviews med Shu-bi-duas mange medlemmer og nogle af de folk, der var tæt på bandet. Den afdøde forsanger Michael Bundesen er inkluderet via forfatternes adgang til otte timers båndoptagelser med Bundesen samt familiens scrapbøger. Bogen hedder ”Den røde tråd – 50 år med Shu-bi-dua”, og titlen henviser naturligvis til det store hit ”Den røde tråd”, hvis tilblivelse også forklares i bogen. Bassisten Kim Daugaard havde foreslået, at de lavede noget i stil med Eric Clapton-sangen ”May You Never”, og Michael Hardinger, som skrev de fleste af gruppens melodier, tog idéen op. I løbet af ingen tid havde han et udkast til en ny Shu-bi-dua-sang: ”Det tog to sekunder, og så var der en melodi”, siger Hardinger i bogen, hvor han også fortæller, at de blev enige om, at sangen skulle ”handle om livet og sådan noget der”, og ti minutter senere lå også teksten klar.

Michael Bundesen husker forløbet på samme måde: ”Det kørte bare. Det må være den hurtigste tekst, vi nogensinde har lavet. Skrive ned – det og det. Vende tilbage og rette det. Bum, bum og så var den færdig. Vi var slet ikke i tvivl, og det er jo skægt at prøve”.

Historien om sangene og pladerne, bandets røde tråd gennem et halvt århundrede, opture, nedture, festligheder og skænderier udkom i sidste uge i ”Den røde tråd – 50 år med Shu-bi-dua”.

En af de bedst sælgende plader nogensinde blev til i en kortvarig arbejdsrus i 1973, men resultatet var særdeles langtidsholdbart og runder i morgen 50 år. Sangeren, musikeren og komponisten Elton John havde allerede opnået pæn succes på forhånd, men det var i 1973, at karrierens store værk ”Goodbye Yellow Brick Road” kom på gaden efter en intens skrive- og indspilningsproces. For nogle år siden samlede BBC en stribe interviews og udsagn om tilblivelsen af ”Goodbye Yellow Brick Road” fra ikke bare Elton John og hans faste tekstforfatter Bernie Taupin, men også fra nogle af de musikere og teknikere, der var tættest på processen. Taupin beskrev det som en kreativ fabrik, hvor han om morgenen skrev sine tekstudkast og afleverede dem til Elton John, mens bandet spiste morgenmad. Herefter gik den musikalske del i gang. ”Jeg skrev under morgenmaden siddende ved bordet. Bandet blandede sig, og når morgenmaden var overstået, havde vi fået skrevet og øvet to sange, og så gik vi i studiet og indspillede dem”, forklarede Elton John selv om det kunstneriske samlebåndsarbejde, der fandt sted på det franske Chateau d’Herouville-slot med eget pladestudie. Når Elton John gik i seng om aftenen, blev der indspillet kor, og næste morgen kunne de starte forfra med nye sange. ”Jeg kan se tilbage på det nu og tænke, at det handler meget om ung adrenalin, og man har kun den adrenalin i en bestemt del af sin karriere”. Hos BBC afslørede Elton John også, at han ikke er en komponist af den slags, der konstant skriver ny musik, men at han generelt kun komponerer to gange om året, for hvis han ”sulter sig”, skriver han bedre, mener han.

I 1973 fungerede det i hvert fald upåklageligt og hen over nogle uger fik han skrevet og indspillet sange som “Candle in the Wind”, “Bennie and the Jets”, “Saturday Night’s Alright for Fighting” og titelnummeret “Goodbye Yellow Brick Road” til det dobbeltalbum, som i morgen har 50-års-jubilæum.