Kategori: Musiknyheder

Hvis
man vil mindes om, hvor hurtigt tiden kan gå, kan alderen på musik, man husker
godt, være et fint pejlemærke. Og på fredag er det intet mindre end tyve år
siden, fem piger fra Storbritannien gjorde deres eftertrykkelige entré på
popscenen, da Spice Girls-debutsinglen ”Wannabe” udkom. Geri, Emma, Victoria,
Mel C og Mel B med kælenavnene Ginger Spice, Baby Spice, Posh Spice, Sporty
Spice og Scary Spice havde i et par år arbejdet med deres fælles pigegruppe, og
”Wannabe” var en af de sange, de selv havde skrevet sammen med to komponister
og producere. Sangen, der blev et kæmpehit nærmest fra den ene dag til den
anden, indeholder blandt andet linjen ”Friendship never ends” (venskab slutter
aldrig, red.), som blev en slags motto for pigerne.

Egentlig var der planer om
at genoptage venskabet og gendanne gruppen i år for at tage på jubilæumstour,
men en af forklaringerne på, at det ikke blev til noget, har været, at de rette
spillesteder var booket i forvejen. I stedet har Mel C tidligere i år sagt, at
hun håber, gendannelsen kan lykkes til næste år – med en 21-års-jubilæumsturné.

Efter
et langt tilløb gik briterne i denne uge i stemmeboksen for at fortælle, om de
ønskede at blive i EU eller forlade unionen. I forsøget på at formidle afstemningen
er en bestemt sang dukket op igen og igen: ”Should I Stay Or Should I Go”. Den
engelske titel på The Clash-hittet fra 1982 giver selv forklaringen, men lytter
man efter, er engelsk ikke det eneste sprog. I andet vers og omkvæd svarer et
råbekor på spansk efter hver linje – men et lidt sammensat spansk.

Sangeren og guitaristen
Joe Strummer kunne lidt spansk på den castilianske dialekt, og bandets texanske
ven Joe Ely, som man kan høre råbe spanske gloser på pladen, havde lidt styr på
”texmex”-stilen fra grænsen til Mexico. Og for at være sikker på, at det hele
var i orden fik studieteknikeren sin mor fra Ecuador til at oversætte nogle
engelske linjer, de gerne ville have med i nummeret. Resultatet blev en
punkklassiker i 1982 – og en slagsang om tvivlerne i afstemningen, der endte
med ønsket om en udmeldelse af EU.

Folk
som Elton John og Michael Jackson har over flere omgang solgt ud af deres særprægede
garderober, men souvenirjægerne er ikke ligefrem forvænt med auktioner over
Princes ejendele. Derfor er det en særlig begivenhed, når der onsdag er en
gammel Prince-jakke til salg – og ikke en hvilken som helst jakke. Hvis man har
set Prince-filmen ”Purple Rain” fra 1984, husker man måske scenen, hvor Prince
i rollen som The Kid kører på motorcykel med den kvindelige hovedperson Apollonia
bagpå, og her er Prince iført en let genkedelig sort- og hvid-mønstret blazer
med læderærmer. Prince gav efter sigende jakken til en sminkør på filmen, og
herefter har den skiftet hænder et par gange. På onsdag kan Purple Rain-jakken atter
få en ny ejermand, når det amerikanske auktionshus Profiles in History har den
under hammeren.

Det
kan ligne et 36-års-jubilæum, men reelt er det en 35-års-markering, som blot er
blevet forlænget, når Bruce Springsteen & The E Street Band er i Danmark to
gange denne sommer. I slutningen af 1980 udgav Springsteen nemlig albummet ”The
River”, og det er sangene herfra, der er omdrejningspunkt for den igangværende
turné. Pladen, som blev en af hans mest succesfulde, indeholdt numre som ”Hungry
Heart”, ”Sherry Darling” og naturligvis det rørende titelnummer, der tager
udgangspunkt i hans søster og svoger. Som det beskrives i andet vers, blev de gift,
da hun som teenager blev gravid, og tekstens tredje vers om arbejdsløshedens
udfordringer er taget fra Springsteens samtaler med svogeren.

Sangene fra ”The
River” – og formentlig lidt mere end det – er på programmet, når Bruce
Springsteen & The E Street Band giver koncert i Parken i København onsdag den 22. juni og i
Horsens 20. juli.

Den
har gået på omgang blandt europæiske fodboldfans gennem de seneste ti år, men tv-seere
vil vide, at rocknummeret ”Seven Nation Army” for alvor har bidt sig fast ved
denne sommers EM. Selve sangen bliver aldrig sunget, men ”Åååååh, åh-åh,
åh-åååh-åh”-melodien fra det dybe guitarriff, der nærmest lyder som en bas,
bliver troligt sunget på tribunerne af fans fra flere forskellige nationer.

Jack
White fra gruppen The White Stripes opfandt det let genkendelige riff ved en
lydprøve før en koncert i Australien og for at huske det til senere, kaldte han
det ”Seven Nation Army”. Han havde ikke nogen tekst til nummeret, men som barn
troede han, at Salvation Army, dvs. Frelsens Hær, hed Seven Nation Army, og det
forekom ham at være en god arbejdstitel til den lille melodistump. Først senere
byggede han sangen og teksten rundt om den, så titlen kunne bibeholdes. The
White Stripes udgav ”Seven Nation Army” i 2003, og ifølge musikbladet NME er Jack
White godt tilfreds med, at fodboldfolket har taget nummeret til sig:

– Som
sangskriver er den slags umuligt at planlægge, særligt nu om stunder. Jeg
elsker, at de fleste folk, der synger med på det, ikke har nogen anelse om,
hvor det stammer fra. Dét er folkemusik, har han udtalt om fans som dem, der i
disse uger råber fra lægterne på de franske fodboldstadioner.

Umiddelbart har EM i fodbold ikke meget at gøre med Det
Internationale Melodi Grand Prix, men i år er der en forbindelse, når man
vender blikket mod Sverige. Årets svenske Grand Prix-vinder var Frans, som
gjorde god figur ved Eurovision med sangen ”If I Were Sorry”, og selvom han blot
er 17 år, var hans deltagelse at betragte som lidt af et comeback. For i 2006,
da Sverige var med til VM i fodbold, blev han som kun 7-årig berømt på ingen
tid, da han sammen med Elias, et reggae-band fra Ystad, udgav ”Who’s da man”. Sangen
var en hyldest til landsholdets helt store stjerne Zlatan Ibrahimovic med
omkvædet “Ingen kickar fotboll som han, Zlatan, Zlatan, I love you,
ich liebe dich, Zlatan Ibrahimovic”.

Ti år senere er Frans igen populær, og
Zlatan skal endnu engang forsøge at vise vejen for Sveriges fodboldtropper.

I sine helt unge dage blev han kendt for popsucceser som ”Never
Gonna Give You Up” og ”Whenever You Need Somebody”, men mange år er gået siden
da, og Rick Astley er nu en moden herre på 50 år. Selvom der måske ikke er lige
så megen virak omkring ham som dengang i1980’erne, så er Rick Astley stadig
aktiv, og på fredag udkommer han med en ny plade, der blot hedder ”50”.

Tidligere på ugen besøgte han radiokanalen P7 Mix, hvor han erkendte, at han har lånt
idéen til titlen fra sangerinden Adele, der har opkaldt sine tre album ”19”, ”21”
og ”25” efter hendes alder, da sangene blev skrevet.
– Jeg tror ikke, at
Adele har et problem med det. Hun tager det sikkert fint. Hun er nok ligeglad
med, om jeg kalder mit album Fish and Chips eller 50 eller noget som helst,
påpegede han i radiostudiet.

”50” er Rick Astleys
første nye album i ti år.

Lørdag vågnede verden op til
nyheden om, at ”the greatest” var gået bort. Muhammad Ali var ikke blot sin
generations største bokser, han er også i mange sammenhænge blevet kaldt den
største sportsmand nogensinde på grund af sine resultater, sin fremtoning og sin
betydning uden for bokseringen. Derfor har navnet Muhammad Ali – og hans
fødenavn Cassius Clay – også spillet en rolle i populærkulturen, blandt andet i
musikken.

Blandt de mange sange om mesterbokseren er ”Black Superman (Muhammad
Ali)” med Johnny Wakelin, ”I Shall Be Free No. 10” med Bob Dylan og ”The
Greatest Love of All”, som er bedst kendt med Whitney Houston, men som
oprindeligt var George Bensons temasang til Ali-filmen ”The Greatest”. Til
gengæld er det nok de færreste, der ved, at bokseren også selv har udgivet en
LP. Allerede i 1963, mens Cassius Clay endnu kun var på vej op i sin karriere,
udsendte han pladen ”I Am the Greatest”, som var et kludetæppe af oplæst boksepoesi
og mere regulær musik. Den rummede blandt andet en helt hæderlig fortolkning af
sangen ”Stand By Me”, men på singlehitlisten
i USA nåede han aldrig inden for i Top 100.

Muhammad Ali, som blev 74 år,
bliver på fredag begravet i sin fødeby Louisville.