Kategori: Musiknyheder

Selvom
Donald Trump er tæt på at være i mål som Republikanernes præsidentkandidat i
USA, er det langtfra alle, der er begejstrede – heller ikke for hans valg af
musik. Ifølge nyhedsbureauet Reuters bad rocklegenderne i The Rolling Stones tidligere på ugen Trump om at holde op med at bruge deres musik ved vælgermøderne.

En
af de sange, Trump har benyttet sig af, har ellers en længere historie som
kampagnesang. Oprindeligt havde de i 1977 arbejdet ihærdigt på en reggae-sang
og lavet mere end 70 indspilninger af den uden at være blevet tilfredse. Nogle
år senere blev de mange timers arbejde gennemlyttet, og her opdagede man en
enkelt optagelse, hvor nummeret blev forsøgt spillet i rock-stil – og det
fungerede væsentligt bedre end reggae-forsøgene. Så efter nogle finpudsninger
var rock-udgaven af ”Start Me Up” klar til udgivelse i 1981, og siden da er den
blevet brug i reklamekampagner af blandt andre Microsoft og Ford. Men Donald
Trump skal altså holde sig fra den, synes Rolling Stones.

De
fleste amatørguitarister med en vis fingersnilde har på et eller andet
tidspunkt prøvet kræfter med en af rockhistoriens store værker, ”Stairway to
Heaven”, men nummeret er ikke bare en manddomsprøve for leadguitarister – det er
også omdrejningspunkt i en plagiatsag. Tirsdag d. 10. maj skal en domstol i Los Angeles
afgøre, om en del af ”Stairway to Heaven” er kopieret fra det langt mere
ukendte instrumentalnummer ”Taurus” med gruppen Spirits. ”Taurus” stammer fra
1968 og rummer en guitarsekvens, der minder uhyggeligt meget om den smukke
indledning af ”Stairway to Heaven”, som først blev udgivet i 1970 – i øvrigt
efter at de to bands havde turneret sammen i slutningen af 1960’erne. Hvor tæt
de to sange er på hinanden, kan høres på whosampled.com (den omdiskuterede sekvens forekommer i starten af “Stairway to heaven” og 1:52 inde i “Taurus”).

Det er ikke
første gang, Led Zeppelin er i søgelyset for at have lænet sig for meget op ad
andres kompositioner. Blandt andet er der sammenfald mellem ”Bring It On Home”
og Willie Dixons sang af samme navn, og ”Black Mountainside” minder om skotske
Bert Janschs ”Black Waterside”.

Den
store folkelighed gør sit indtog på Aalborg Teater, når der onsdag er premiere
på ”Sommer i Tyrol”. Oprindeligt var ”Im weissen Rössl” (”På Den Hvide Hest”) en
tysk operette fra 1930, men herhjemme fik den sit helt eget liv som musikalsk
folkekomedie, da Erik Balling filmatiserede den i 1964. Filmen blev optaget i
Østrig, og selvom det tilførte autentisk stemning til ”Sommer i Tyrol”,
medførte det også en række problemer.

For eksempel var der rift om statister og
smukke rekvisitter, fordi filmen ”Sound of Music” blev optaget i nærheden på
samme tidspunkt, og hovedrolleindehaver Dirch Passer pådrog sig en slem
øjenkatar, da han ifølge danskefilm.dk kørte hele vejen fra filmoptagelser i
Jugoslavien til Salzburg i Østrig i åben sportsvogn. Derfor var det umuligt at
lave nærbilleder af hans ansigt, mens de var i Østrig, så når man i filmen ser
ham synge for eksempel ”Rigdom har jeg ej”, er det billeder af en østrigsk
græsmark klippet sammen med optagelser af Dirch Passer hjemme i Nordisk
Film-studierne i Valby – men uden hævede, røde øjne.

Andre sange som ”Man kan
vel ikke gøre for at man har charme”, ”I sommersol ved Den Hvide Hest” og overtjener
Leopolds ”Ja,ja,ja, nu kommer jeg” stammer alle fra ”Sommer i Tyrol”, som spiller
på Aalborg Teater frem til 11. juni.

Efter
kolde aprildage dage med regn og slud er der grund til at krydse fingre for mere
forårsstemning i den kommende tid, hvor kalenderen fra på søndag viser maj. Netop
det håb er omdrejningspunktet i en af de mest kendte danske forårssange, som endda
ikke er rigtig dansk – ”Kom maj, du søde milde” har nemlig tyske og østrigske
rødder.

Forlægget for den smukke forårssang er digtet ”Komm, lieber Mai, und mache”, som den senere
borgmester i den nordtyske by Lübeck, Christian Adolph Overbeck, skrev i
1776, og senere satte ingen ringere end Wolfgang Amadeus Mozart musik til
ordene som en del af ”Klaverkoncert Nr. 27 i B-dur”. Koncerten blev hans sidste
i hans dødsår 1791. Så hvis du døjer med, at ”uden for vor bolig man kan for
søl ej gå”, så er der ekstra grund til at fløjte Mozarts gamle melodi med håb
om, at ”snart vi kan begynde på marken vor springom”, når det bliver maj.

Siden
sidste uges triste nyhed om musikeren Princes pludselige død har hans musik
været her, der og alle vegne. En sang, der i stor stil er blevet spillet, delt
og fortolket, er – naturligt nok – hans store hit ”Purple Rain” fra 1984.
Sangen stammer fra filmen af samme navn, hvori Princes rolle præsenterer den
som værende skrevet af hans to korsangerinder. Det var dog Prince selv, der
skrev ”Purple Rain”, men undervejs i processen bad han faktisk om hjælp. Flere
medier har gennem årene citeret et interview i musikmagasinet Mojo, hvor sangerinden
Stevie Nicks fra Fleetwood Mac fortæller, at Prince gav hende et demobånd med
en tidlig version af ”Purple Rain” og spurgte, om hun kunne bidrage med noget.
Svaret var et ydmygt afslag:

”Prince, jeg har lyttet til den hundrede gange,
men jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle tage fat. Det er som en film, det er
episk”, forklarede hun Prince, som hun i øvrigt havde mistænkt for at bede om
hjælp i forsøget på at forføre hende.

Prince blev 57 år.

Elizabeth
Alexandra Mary har fødselsdag på torsdag og vil blev fejret med mere pomp og
pragt end de fleste fødselarer nogensinde kommer til at opleve. Damen med de
tre fornavne er verdens ældste monark, dronning Elizabeth d. 2., og i morgen
runder hun 90 år.

Det var hende, Paul McCartney i Beatles-sangen ”Her Majesty”
erklærede sin kærlighed og kaldte ”a pretty nice girl”, men sangen fik en lidt
anden form, end han oprindeligt havde tænkt sig. Den kortfattede hyldest skulle
have været en del af et længere medley på pladen ”Abbey Road”, men da han hørte
det i sin sammenhæng, bad han studieteknikeren John Kurlander klippe ”Her
Majesty” ud og bare smide optagelsen væk. Kurlander var ellers instrueret i
ikke at kassere noget som helst, så for at sikre, at den 23 sekunder korte
sangstump ikke forsvandt helt, klistrede han båndstrimlen fast i forlængelse af
den samlede optagelse. Resultatet blev, at man til allersidst på ”Abbey Road”-pladen
kan høre ”Her Majesty” som en forsinket bonussang, og det er klippearbejdets
skyld, at den både begynder og slutter lidt klodset.

Phil
Collins er i gang med en længere proces, hvor han genudsender sine gamle plader
i nyafpudsede versioner og med ekstramateriale, der viser, hvordan sangene efterfølgende
har udviklet sig i koncertversioner. Fire album er udkommet tidligere på året,
og i fredags landede endnu to af slagsen i Collins’ serie med den
gennemgående titel ”Take A Look At Me Now”.

Den ene er gigantsuccesen fra 1985,
”No Jacket Required”, der indeholdt sange som ”Don’t Lose My Number”, ”One More
Night” og ikke mindst ”Sussudio”. I sangen er Sussudio navnet på en pige – men det
er ikke et navn, der fandtes, før Phil Collins lancerede det. Han havde
arbejdet på nummeret et stykke tid, da han tændte mikrofonen og gik i gang med
at improvisere, og en af de ting, der fløj ud af ham, var vrøvleordet ”Sussudio”.
Og da ordet fungerede godt på nummeret, endte han ikke med at ændre det, men i
stedet opfinde en betydning til det ved at give det som navn til en pige.

Samtidig
med genudgivelsen af ”No Jacket Required” udkom også en ny version af pladen ”Testify”
fra 2002.

Siden
musik blev tilgængelig på nettet til download og på streamingtjenester, kan
dybest set hvilken som helst sang pludselig dukke op på en hitliste, uden at et
pladeselskab nødvendigvis har udvalgt den som single og ført den frem med stor
markedsføring. Forleden landede Simon & Garfunkel-klassikeren ”The Sound of
Silence” på 6. pladsen af den amerikanske Billboard Hot Rock Songs-liste på
grund af et populært videoklip på nettet, som kan ses her. Her bliver skuespillerne fra den nye film ”Batman v Superman” i et interview
bliver konfronteret med de dårlige anmeldelser, og Ben Affleck, der spiller
Batman, bliver tavs og meget fjern i blikket i forbavsende lang tid. En vittig
sjæl har derfor lagt ”The Sound of Silence” hen over interviewet.

Det er endda ikke
første gang, ”The Sound of Silence” sang er blevet et hit uden Simon &
Garfunkels vidende. Deres debut-LP med en akustisk version af sangen blev lidt
af et flop, og parret rejste hver til sidst, men da den elektriske bølge
skyllede ind over folk-scenen fik pladeselskabet en producer til at arbejde
videre med sangen, så den pludselig fremstod med fuldt band og mere moderne
lyd. Den nye version blev et stort hit og nærmest tvang Paul Simon og Art
Garfunkel til at fortsætte det samarbejde, som nu 50 år senere stadig kan finde
nye fans.