Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Når min far kommer hjem…

Hej Tor
Min datter mindes en sang fra da hun har barn. Den er vist skrevet af Poul Kjøller eller også er det Bjarne Jes Hansen. Sangen hedder “Bare det altid var søndag”. Det første vers lyder sådan her: ”Jeg har en far og en mor, der går på arbejde begge to, for de skal tjene penge til mig og så min bror. Men når min far kommer hjem, så er min mor lige gået, når min mor kommer hjem, så sover min far”. Men mit store problem er at hverken min datter eller jeg kan huske melodien til sangen. Ved du om sangen er udgivet på en cd, som vi kan købe/låne?
Med venlig hilsen Tina

Hej Tina
For at være helt præcis hedder den “Bare det var søndag altid”. Teksten er af Niels Lund, mens melodien rigtigt nok er skrevet af Povl Kjøller. Han har også indspillet sangen, og I kan blandt andet finde den på Kjøllers opsamling “Den komplette”. Jeg mindes dog også en version med Trille, og jeg kan se, at flere andre også har udgivet børnesangen om det travle voksenliv.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Svensk melodi

Hej!
En sang, svensk kvinde, noget med ”Hyr skal man elske en som har elsket en foryt” (undskyld mit svenske). Stille rolig melodi. Kunstner? Hvad hedder cd’en. Mange, mange tak kære orakel!
Boesen

Kære Boesen
Det er helt sikkert svenske Melissa Horn, du har hørt. Hun er i de seneste år blevet meget populær i hjemlandet, og nummeret “Lät du henne komma närmre” er også blevet spillet i radioen herhjemme. Du kan finde den på albummet “Säg ingenting till mig” fra 2009 – og høre mere på Melissa Horns Myspace-side.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: “Med et hjerte, der skriger…”

Hej Tor
Hørte en rigtig dejlig melodi. Noget af teksten lyder således: ”Med et hjerte der skriger, jeg kan ikke mer’ jeg tror jeg blir’ liggede her”. Det er en mand der synger. Det er vist en sang om alkoholmisbrug. Fantastisk inderlig stemme og tekst. Hvad hedder kunstneren og cd’en? Hvor gammel er den sang?
Mange hilsner Charlotte

Hej Charlotte
Du har hørt et helt nyt nummer fra Saybia-forsangeren Søren Huss, som netop har udsendt sin første soloplade – som i øvrigt er blevet modtaget med utroligt gode anmeldelser. Sangen, der hedder “Et hav af udstrakte hænder”, findes på albummet “Troen & Ingen”, som kredser om sorgen, efter hans kæreste blev dræbt i et trafikuheld for nogle år siden. Du kan høre mere på Søren Huss’ Myspace-side.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Anne Herdorf tilbage til Grand Prix-rødderne

Siden hun var 18 år, har Anne Herdorf i de flestes bevidsthed været synonym med Melodi Grand Prix, selvom hun kun har deltaget en enkelt gang. I 1987 vandt hun med ”En lille melodi”, og den er også med på hendes nye album, der indeholder nyindspillede Grand Prix-sange.

Egentlig skulle Johanne Bolvig have sunget ”En lille melodi” i 1987, men ifølge esconnet.dk ville hun i sidste ende ikke skrive under på en omfattende kontrakt fra Helge Engelbrecht, der havde skrevet sangen. I stedet anbefalede Jørgen de Mylius ham at kontakte den unge Anne Cathrine Herdorf, som han havde hørt optræde. Mylius medvirker som Anne Herdorfs duetpartner på ”Dansevise” på den nye plade ”Lad det swinge”, der også indeholder nye versioner af blandt andet ”Under stjernerne på himlen”, ”Ud i det blå” og ”Skibet skal sejle i nat”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Ellemann/Lykketoft-musikken

Hej Tor
Jeg har masser af gange set reklamen for ”Ellemann og Lykketoft” på TV2 News, hvor ”Ain’t Misbehaving” bliver brugt. Kender udmærket sangen, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvem det er, der synger den. Kan du skabe ro i min sjæl?
Knudsen

Hej Knudsen
Der er virkelig mange, der har indspillet ”Ain’t Misbehavin’” gennem årene, blandt andre store sangerinder som Billie Holiday, Sarah Vaughan og Ella Fitzgerald, men versionen på TV2 News er med Dinah Washington. Vær opmærksom på, at hun har udgivet flere versioner af den. Den fra ”Ellemann/Lykketoft” findes blandt andet på ”The Mercury Records Songbook”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Lis Sørensen “tror på kærlighed…”

Hej Tor
Endnu engang må jeg ty til din ekspertice for at få svar på et musikspørgsmål. Jeg har hørt lidt af en sang i radioen med Lis Sørensen. Det er titlen på sangen, jeg er i tvivl om. På et tidspunkt i sangen synger hun: Jeg tror på kærlighed, jeg tror på dig og mig. Og jeg har såmænd også en del af melodien inde i hovedet. Jeg har selvfølgelig søgt på nettet for at prøve at finde sangen – men indtil videre forgæves, så den del af teksten, jeg har hørt i radioen indgår jo nok ikke i titlen… Kan du hjælpe mig?
Hilsen Jørgen

Hej Jørgen
Det er ikke så længe siden, jeg modtog et andet spørgsmål med en anden vinkel på samme sang, og jeg kan fortælle dig , at sangen hedder “Morgensol”. Den stammer fra Lis Sørensens plade “Hjerternes sang” fra 1989, men findes også på hendes opsamling “De allerstørste sange”. Hvis du generelt er glad for Lis Sørensen, skal jeg huske at fortælle, at hun i sidste uge udsendte sin nye plade “For kærlighedens skyld”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: 90’er-musik til festen

Hej Tor
Jeg vil høre om du har forslag til noget musik til en fætter/kusinefest. Og de fleste af dem gik i byen i midt 90’erne. Både noget dansk og hits, men også noget vi kan høre mens vi spiser. På forhånd tak.
Hilsen Mads Christiansen

Hej!
Det bliver en større omgang, hvis jeg skal sammensætte en hel spilleliste til jer, så i stedet vil jeg foreslå jer – hvis I kan koble en computer til anlægget – at forsøge jer med den gratis musiktjeneste Grooveshark. Her kan I blandt andet finde playlister, som andre har sammensat og navngivet. Søg f.eks. på “90’s” eller find eksempelvis årslisterne fra P3’s Tjeklisten. God fest!
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Live-plade med Keld Heick & Donkeys

Hej Tor
Jeg mangler noget hjælp angående et gammelt album med Keld Heick & Donkeys fra 1980 som havde Titlen Keld & The Donkeys Live. Jeg ved at den er udsendt på LP og kassettebånd (havde engang det kasettebånd men har ulykkeligvis mistet det). Ved du om det album er genudsendt på CD eller om jeg skal ud på et snusket sortbørsmarked og finde enten kassettebånd eller LP?
Med de venligste hilsner fra Michael

Hej Michael
Det er bestemt ikke alle gamle udgivelser, der er blevet genoptrykt, efter vinyl og kassettebånd blev skiftet ud med CD’er, men jeg har fundet et tydeligt tegn på, at du har heldet med dig denne gang. Ifølge bibliotek.dk, der giver samlet oversigt over beholdningen på de danske biblioteker, findes der en CD-version af “Keld Heick & The Donkeys Live – 20 top-hits”, som du kan bestille hjem til dit eget bibliotek.
Med venlig hilsen
Tor Bagger