Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Krimi-sang fra TV2 Charlie

Hej Tor
Jeg læser af og til dine svar på bagsiden af vores udmærkede (men lidt for dyre) avis, og kom til at tænke på, om du måske kunne hjælpe mig? Jeg er faldet pladask for en sang, der er brugt som start- og slutmusik til en serie på TV Charlie, der blev sendt i sommers. Jeg tror serien hed ”Sagen genoptaget” og var med ham der spillede Jack i ”When the boat come in”, hvor 3 pensionerede politimænd sammen med en kvinde efterforskede henlagte sager. Lidt af teksten lyder: It’s allright, it’s okay, it don’t really matter if you’r old and gray.
Med venlig hilsen Ulla Andersen

Hej Ulla
Den engelske krimiserie fra TV2 Charlie hedder “Fornyet mistanke” (“New Tricks”). Kendingsmelodien hedder “It’s Alright” og synges af Dennis Waterman, som i serien også spiller rollen som Gerry Standing. Du kan høre sangen på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: P3-hit med funky violin

Hej Tor
Sangen jeg søger en titel på bliver tit spillet på P3. Da jeg hørte den første gang mindede den ret meget om Bee Gees eller Sledge Sisters. Sangen er ret funky, og forsangeren har sådan en meget lys stemme. Derudover er der også noget violin i baggrunden (jeg er selv ret sikker på det er violin). Jeg håber du kan hjælpe mig, for jeg er simpelthen selv løbet tør for idéer.
Mvh. Henrik

Hej Henrik
Jeg ved godt, hvilket nummer du tænker på, og jeg er selv ret begejstret for det. Sangeren hedder egentlig Niels Bagge Hansen, men optræder under kunstnernavnet Vinnie Who. Han har lige udsendt debutpladen “Then I Met You”, og nummeret, man med jævne mellemrum kan høre på P3, er “Remedy”. Du kan høre mere til den funky lyd og den lyse stemme på Myspace.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Back to You

Hej Tor
Jeg har et par gange hørt brudstykker af sangen “Back To You” med Bryan Adams i radioen. Jeg har så efterfølgende søgt efter sangen på nettet, men hver gang jeg har fundet den, synes jeg altid, at der er tale om en live-version, hvilket irriterer mig lidt, da jeg mest af alt er til studio-versioner, med mindre jeg er til koncert et sted. Det er en rigtig god sang, synes jeg, men findes den ikke også i en studio-version – og i givet fald på hvilket album?
Mvh Jørgen

Hej Jørgen
Det er ikke så underligt, at du støder på en live-version af “Back To You”, for da Bryan Adams udsendte sin plade “MTV Unplugged”, var den et af de nye numre. Første gang verden hørte sangen var det altså i denne akustiske live-udgave, og jeg er ret sikker på, at Bryan Adams aldrig har udsendt en studieoptagelse af “Back To You”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Peter lå i telt

Hej Tor!
Kan du fortælle mig, hvor man kan finde noderne til “Peter lå i telt” af Ib Grønbæk og Jodle Birge? Jeg har ledt og ledt på nettet i flere timer, men jeg kan ikke finde noderne til sangen. Håber du kan hjælpe mig.
Venlig hilsen Marianne Lyngs

Hej Marianne
Det er langt fra alle musikudgivelser, der også bliver tilgængelige i nodebøger, og sådan har det været i mange år. Og både din og min eftersøgning tyder på, at “Peter lå i telt” desværre er en af dem, der ikke er udkommet i nodeform.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Gamle Povl Dissing-sange

Hej Tor
Povl Dissing udgav for mange år siden 1 eller 2 singleplader med 2 numre på hver side. På dem var bl.a. Alperosen, Sov min lille hundemand, giv mig en hest mor. De sidste numre kan jeg ikke huske hvad hedder. Et par af numrene ligger på en opsamling med ham og Benny Andersen. Spørgsmålet er om de numre/”perler”, som IKKE er på CD’en er udgivet senere end på disse singler.
På forhånd tak
Olsen

Hej Olsen
En singleplade med fire numre kaldes gerne en EP, og sådan en udgav Povl Dissing i 1966 med titlen “Der står en lille hest og sparker og al sådan noget”. Den indeholdt sangene “Sov min lille hundemand”, “Jeg har en flyvemaskine”, “Min lille hest” og “Solen er så rød mor”. Samme år udsendte han også en singleplade med “Drengen og hesten” og “Alperosen” (se evt. oversigt over hans tidligste udgivelser her). Du kan finde “Sov min lille hundemand” på børne-CD’en “Sange om alverdens dyr”, mens “Jeg har en flyvemaskine” og “Min lille hest” godt nok findes på børneplader, men hvis du skal have den med Povl Dissing, bliver det angiveligt ikke på CD. “Solen er så rød mor” har han genindspillet med gruppen Dissing, Dissing, von Daler, Las & Dissing på CD’en “Danske viser”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Wolfman Jack

Hej Tor
En god ven af mig har haft en LP med den legendariske DJ Wolfman Jack. På lp’en ”spillede” han 60’er musik og talte ind over musikken. Ved du om den er udgivet på cd eller om den stadig findes på lp. Det eneste jeg har kunnet finde på nettet er filmene American Grafitti og Sidste nat med klikken.
Hilsen Carsten

Hej Carsten
Wolfman Jack var involveret i mange projekter inden for radio, film og musik. Herhjemme kan det være svært at få fat i hans udgivelser, men du kan gå på opdagelse på netbutikken amazon.com, hvor du blandt andet kan finde CD’en “Howlin on the Air”. Denne plade indeholder musik og sprælske klip fra Wolfman Jacks gamle radioshow og endda også radioreklamer fra dengang. Måske er det den LP, din ven havde dengang?
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: “Ups!” i Musikquizzen

Hej Tor
Vi har gået i et stykke tid og funderet på om melodien UPS med Rugsted og Kreutzfeldt har været brugt som kendingsmelodi til enten en radioudsendelse eller tv udsendelse. I så fald hvilken.
Hilsen Berit

Hej Berit
Den er god nok. “Ups!” er kendingsmelodi til “Musikquizzen på P3” og har været det, siden Dan Rachlin startede programmet op for 7-8 år siden, så vidt jeg husker. Siden da er musikken dog blevet peppet en anelse op med nye trommer, men Rugsted/Kreutzfeld-grundlaget er det samme som altid.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Dræsinebanden

Hej Tor
Jeg har et problem som jeg håber du kan hjælpe med, du er virkelig ekspert. Det drejer sig om en sang med Dræsine Banden, Forår i Høstakken. Der bliver sunget ”Når tobakstågen dulmer din gane og øllet har skum på hvert glas så kysser ?????? en svane, hun gør os så godt tilpas”. Jeg har haft CD’en i mange år men kan ikke høre hvad der synges.
Mange venlige hilsner Gerda

Hej Gerda
Jeg har fundet teksten til “Forår i høstakken”, hvor Dræsinebanden blandt andet synger “så kysser man ømt kroens svane, hun gør os så godt tilpas”. Hvorfor tekstforfatteren så har valgt denne lidt besynderlige formulering, må stå hen i det uvisse.
Med venlig hilsen
Tor Bagger