Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Århusvalsen

Hej Tor
Kan du fortælle mig om Århusvalsen findes på en cd, og i givet fald hvad denne cd hedder?
Med venlig hilsen
Per Christensen

Hej Per
Jeg kan selvfølgelig have overset noget, men så vidt jeg kan se, er “Århusvalsen” ikke udgivet på CD. Richard Ragnvald udsendte den i 1984 på en singleplade, men siden vinyl blev afløst af CD, er “Århusvalsen” tilsyneladende ikke blevet udgivet.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Complainte Pour Ste. Cathrine

Til brevkassen
På besøg hos nogle venner hørte vi en gammel plade, hvor jeg genkendte en sang, som jeg egentlig troede var dansk. De andre kendte ikke den danske, og jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om hvad den hedder. Sangen vi hørte var ”Complainte Pour Ste. Cathrine” med Kate og Anna McGarrigle.
Chresten

Hej Chresten
Det var Anne Grete, der indspillede ” Complainte Pour Ste-Cathrine” på dansk i 1982 under titlen ”Vinterdag på Strøget”. Hendes version findes blandt andet på LP’en ”Vinden vender” og på opsamlingen ”Skibe uden sejl”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Hvad skal vi med kvinder

Hej Tor
Til vores personale revy på mit arbejde skal jeg bruge noderne til den melodi der i Danmark er kendt som ”Hvad skal vi med kvinder”. Hvad hedder den rigtigt?
M.U.

Hej M.U.
Det var Jørgen Ryg og Preben Kaas, der på vegne af de danske mænd stillede spørgsmålet ”Hvad skal vi med kvinder”, men som du selv skriver, er det ikke den rigtige titel. Melodien, der er skrevet af brasilianske Antonio Carlos Jobim, hedder oprindeligt ”One Note Samba” eller “Samba de Uma Nota Só”, og den er indspillet af blandt andre Stan Getz, Sergio Mendes og Ella Fitzgerald. Du kan finde noderne i blandt andet “Best of Antonio Carlos Jobim”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tuborg Lime-musik

Hej Tor
Der kører for tiden nogle reklamer i tv for den nye øl Tuborg Lime. Der bliver talt hen over et nummer, der ikke er så gammel endda, som jeg gerne vil have fat i. Kan du hjælpe mig.
M.O.

Hej M.O.
Det er rapperen Jokeren, der taler i reklamen, men selve musikken er med det amerikanske band Morningwood. Nummeret hedder ”Nth Degree” og udkom i 2005 på gruppen debutalbum, der blot hed ”Morningwood”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Søndagskvisten

Hej Tor
Måske kan du hjælpe mig. Jeg kan huske radioprogrammet Søndagskvisten fra min barndom, og kan høre kendingsmelodien for mit indre øre. Men jeg kan ikke finde den, måske kan du?
Anette

Hej Anette
Jeg kan godt huske de tidlige morgener, der indledtes med tonerne af ”Soul Limbo” fra Booker T. & the M.G.’s. Den muntre melodi med hammond-orglet blev for ni år siden også udgivet af den danske gruppe Musikk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Den gamle marskandiser

Hej
Jeg vil gerne vide noget om en sang der muligvis hedder til ”den gamle marskandiser på hjørnet af ranunkelvej”. Det er muligt at det kun er omkvædet. Den har været på dansktoppen. Vi vil også gerne vide hvem der sang den.
Med venlig hilsen
Per

Hej Per
Nummeret, du tænker på, er oprindeligt en amerikansk sang med titlen “There’s a Pawnshop On a Corner in Pittsburgh Pennsylvania”. Det var Keld Heick, der i 1973 skrev den danske tekst og indspillede “Der’ en gammel marskandiser på hjørnet af Ranunkelvej” på LP’en “Keld Heick fra den lyse side”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Hængerøv og seler

Hej!
Hvem sang oprindelig “Hængerøv og seler”? Jeg mener, det var en mand. Stemmen kan minde om Rock Nalles.
Med venlig hilsen
Niels Sehested Dam

Hej Niels
“Hængerøv og seler” er ikke let at finde, for det er ikke den originale titel, selvom det var det navn Sweethearts brugte, da de indspillede den for nogle år siden. Den hedder oprindeligt “Strudse og kameler” på grund af omkvædslinjen “Strudse og kameler, hængerøv og seler”. Det var Mogensen & Co., der udsendte den i 1976.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Frank Arnesen uden fodbold

Hej Tor
I forbindelse med VM hørte jeg (selvfølgelig) ”Vi er røde, vi er hvide” sammen med nogle venner. Vi kom til at snakke om at Frank Arnesen også udgav en sang, der ikke havde noget med fodbold at gøre, men ingen af os kan huske, hvad den hed. Kan du hjælpe?
Martin

Hej Martin
Det var i 1986, Frank Arnesen medvirkede på DSB’s kampagnesingle ”Vi er på banen”. Her stod han ved mikrofonen sammen med Frede Fup, Caroline Henderson og Tøsedrengenes Klaus Kjellerup, som til sammen kaldte sig Rejseholdet.
Med venlig hilsen
Tor Bagger