Kategorier
Brevkasse

Peter Gabriel med to-sidet kopiprojekt

Han er bestemt ikke den første musiker, der genindspiller andres numre, men Peter Gabriel er måske den første, der på forhånd har sørget for, at tjenesten går begge veje. På mandag udsender han nemlig albummet ”Scratch My Back” med sine egne fortolkninger af blandt andet Neil Young-, Lou Reed- og Paul Simon-sange, og senere udkommer pladen ”I’ll Scratch Yours”, hvor selvsamme kunstnere alle fortolker Peter Gabriel-numre.

Med på Gabriels nye coveralbum er Heroes, som han har hentet fra David Bowie – som oprindeligt hentede idéen til Heroes under sin tid i Berlin. Bowies producer og korsangerinde plejede mødes i smug ved Berlin-muren, og det gav ham idéen til den smukke sang om et elskende par ved Muren.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Den lille skomager

Hej
Hvem sang “i en skomagerbutik, sad en…” og hvem har skrevet den?
Venlig hilsen
Flemming Franklin Fischer

Hej Flemming
Det er nok især Raquel Rastenni, der har gjort sangen kendt, men også bl.a. Blue Boys og Dorthe Kollo har indsunget nummeret. ”Den lille skomager”, som den hedder, er en dansk version af den franske sang ”Le petit cordonnnier”, der også findes på engelsk som ”The Little Shoemaker”. Melodien er af Rudy Revil, og så vidt jeg ved, er den danske tekst skrevet af Knud Pheiffer.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Blow Up og Tommy Seebach

Hej Tor
Jeg er kommet i besiddelse af en dansk single fra 1970 med gruppen Blow Up. Singlen hedder ”Show Me” og er skrevet af Tommy Seebach. Pladeselskabet er EMI/Parlophone. Jeg kender intet til gruppen, hvem var de – måske du kan hjælpe. Det må være noget af det første Seebach skrev til andre kunstnere.
Med venlig hilsen J. Laursen

Hej J.
Jeg kan ikke huske nogensinde at have hørt om Blow Up før, og jeg har ikke kunnet finde frem til meget om gruppen. Så vidt jeg kan se, udgav de aldrig andet end singlen med sangene ”Show Me” og ”Run Ronnie Run”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tanja fra Mors

Hej!
Min datter Rikke er grædefærdig. Dette skyldes, at jeg ifm. min mors død er kommet til at smide nogle gamle kassettebånd ud, hvor et af båndene har haft meget STOR betydning for Rikke. Båndet er indspillet af en pige som hedder Tanja. På båndet sang hun bl.a. Amazing grace. Rikke mener at kunne huske at der endvidere var en sang om “en mormor”. Rikke og hendes mormor hørte båndet sammen i årene omkring år 1995, måske lidt senere. Kan dette bånd findes et eller andet sted?? Jeg håber du kan hjælpe!
Mvh. Jonna

Hej Jonna
Pigen optrådte under navnet Tanja fra Mors, og på hendes anden udgivelse, Tanja fra Mors vol. 2, findes både Amazing Grace og en version af Mormors sang, som ellers er kendt med Inger-Lise Gaarde og barnebarnet Anne. Det er forsøget værd at spørge efter denne udgivelse i en pladeforretning, men det er formentlig ikke en let opgave at skaffe den hjem nu om stunder.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Jim, Johnny og Jonas

Hej Tor!!
Jeg har et spørgsmål om sange fra 40-50erne. Jeg har hørt nogle sange i radioen (DAB P5) som jeg husker fra mine forældres 78’er plader, det drejer sig bl.a. om Guldkorset og Jim Johnny og Jonas og flere af samme slags. Ved du om disse sange kan fås på en cd?
Venlig hilsen Lene Nøhr

Hej Lene
Der er flere muligheder for at finde musik fra midten af det 20. århundrede, men når du nævner netop Jim, Johnny og Jonas, kan jeg pege på for eksempel den tredobbelte CD Der var engang, som udkom for et par år siden. Den indeholder gamle sange med bl.a. Ib Mossin, Mogens Wedel og Peter Malberg.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: De fortabte sønner-dokumentar

Hej Tor Bagger!
Tirsdag 5/1 så jeg Dokumania på DR2. Udsendelsen hed Prodigal Sons eller De fortabte sønner. Der spilles et stykke musik, hvor en mand synger mens rulleteksterne kører over skærmen. Hvad er det for et stykke musik, hvem synger og hvor kan jeg høre det igen. Teksten virkede lidt banal, men slog mig næsten omkuld.
Annie Kvist

Hej Annie
Jeg har ikke selv set dokumentaren og ved derfor ikke med sikkerhed hvilket stykke musik, der bruges under rulleteksterne – men jeg vil tro, at det er det samme, som kan høres i filmens trailer, som jeg har set på nettet. Der er tale om I Know What It Is To Be Young med Orson Welles – som jo også spiller en særlig rolle i dokumentarfilmen, så vidt jeg har kunnet læse mig til. Du kan høre hele sangen på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Under den hvide bro

Hej Tor
Forleden sang mine børn og jeg ”Under den hvide bro”. Min mor og mormor kom til at tale om, at den vist også findes på engelsk. Ikke en børnesang, men en ”almindelig” sang. Ingen af dem kunne sige hvem der har lavet den, men måske kan du sige det?
Kristine

Hej Kristine
Det er helt rigtigt, at børnesangen minder umiskendeligt meget om et nummer, der findes på både fransk og engelsk. Originalversionen hedder Sous les ponts de Paris, og i starten af 1930’erne blev den til Under the Bridges of Paris. Blandt de mest kendte indspilninger er Eartha Kitt og Dean Martins udgaver fra 1950’erne.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: “Jeg var på udsalg, et kæmpe udvalg…”

Hej!
”Jeg var på udsalg – et kæmpe udvalg”. Kan du hjælpe med denne. Mener måske det var Flemming Anthony, men kan ikke rigtig huske det.
Venlig hilsen
Ingrid Riis

Hej Ingrid
Nej, det var ikke Flemming Anthony, men derimod Peter Belli, som i 1973 blev trukket gennem udsalgsstrabadserne. Sangen hedder “Jeg går aldrig på udsalg igen”, og du kan høre en lille bid af den her. Den danske tekst er skrevet af Thøger Larsen, mens melodien er Gilbert O’Sullivans engelske hit Ooh-wakka-doo-wakka-day, som findes på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger