Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Dave Clark Five

Hej!
Jeg er fan af mange af de kendte gamle grupper og de fleste med respekt for sig selv har lavet efterhånden mindst 5-10 forskellige udgaver af Greatest Hits. Sådan er det tilsyneladende ikke med Dave Clark Five, for hverken i New York, London, Paris, Hamborg, København, Manchester osv. er det lykkedes mig at finde bare én opsamlings CD med den pågældende gruppe. Findes der slet ingen?
Med venlig hilsen
Kjeld Mølbæk

Hej Kjeld
Jo, der gør der skam – og det kunne da også lige passe, at en gruppe som DC5 ikke havde samlet deres største succeser! Jeg vil anbefale dig opsamlingen Glad All Over Again, der blev udsendt i 1993. Og hvis du ikke kan finde den andre steder, fås den i hvert fald på Amazon.com.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Himlen har sit lys tændt

Hej Tor
Jeg efterlyser en sang med teksten: “Himlen sit lys har tændt, lillebrors dag er endt” og “Hvis du ser Ole Lukøje på din vej, så sig, han skal komme til mig”. Jeg kan ikke huske hele sangen, men har et barnebarn, som gerne vil høre den, så jeg håber, du kan hjælpe. Den er sandsynligvis sunget af Birthe Wilcke eller Grethe Klitgård.
Med venlig hilsen Anni Johansen

Hej Anni
Sangen er både kendt som Ole Lukøje og som Himlen har sit lys tændt. Det var oprindeligt en svensk sang, der fik dansk tekst af Otto Leisner, og den er indspillet af flere kunstnere, bl.a. Raquel Rastenni. Hendes version kan du bl.a. finde på CD’en De største hits.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Banjo/guitar-duel

Hej Tor
Jeg er på jagt efter et instrumentalnummer der er bygget op som en duel mellem en guitar og en banjo. Det er et nummer jeg gennem tiderne har hørt flere gange og det forekommer mig at nummeret også har medvirket i en film med nogle mænd der var taget på tur i den amerikanske ødemark. Det er et countrynummer i hilbilly-stil. Kan du hjælpe med titlen og også gerne hvem der har indspillet den og muligheden for at købe den i dag.
Mvh Per Jensen

Hej Per
Nummeret, der er kendt som Dueling Banjos, blev populært via filmen Deliverance fra 1972, og du kan se filmklippet her. Dueling Banjos er bygget over kompositionen Feudin’ Banjos fra midten af 1950’erne og findes på flere forskellige CD’er. Blandt andre soundtracket til Deliverance og opsamlinger som Bluegrass Breakdown og 100 Greatest Film Themes (søg fx på “Dueling Banjos” under Tracks på www.cdskiven.dk).
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Fra Hobro til København…

Hej!
Jeg søger teksten på en sang fra vist nok 60’erne, mener det er en revysang. Jeg kan noget af teksten som lyder: ”Jeg kommer over fra Hobro, er dæleme en der spar to, nu vil jeg ind til København, og skabe mig et kunstner navn” – og så begynder det at knibe, den blev sunget med dialekt. Håber du kan hjælpe mig, eller fortælle hvor jeg kan finde den.
Med venlig hilsen
Jenny

Hej Jenny
Det knager og brager, og jeg synes endda, jeg kan høre den for mit indre øre. Men det generer mig, at jeg – som endda har gået i skole i Hobro – ikke med sikkerhed kan udpege kunstner og titel. Det er jeg til gengæld overbevist om, at flere læsere vil kunne, så assistance bydes velkommen her på siden eller på tor@musikbrevkassen.dk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Brian Mørk Show-musik

Hej Tor
Jeg er helt vild med den sang der er med i “Brian Mørk show – med løg på”. Det er den sang der er i starten og til slut. Jeg tænkte du måske kunne hjælpe mig med hvem der synger den og hvad den hedder. På forhånd tak.
Hilsen Sofie

Hej Sofie
Det er gruppen Bitter:Sweet, som tv-holdet har snuppet musikken fra. Nummeret i Brian Mørk Show på TV2 Zulu hedder Dirty Laundry og findes på Bitter:Sweets debutalbum The Mating Game. Du kan høre den – og se den i øvrigt meget kreative video – her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Ganløse Vanløse

Hej!
Kan I hjælpe mig. Vi er kommet til at snakke om hvad den sang med Keld og Hilda Heick, hvor de synger en masse by navne, hedder.
Venlig Hilsen Lone

Hej Lone
Sangen, hvor der nævnes overvældende mange danske bynavne, hedder Ganløse Vanløse, men den originale version er dog ikke med Keld & Hilda, men derimod med Keld & The Donkeys. Sangen findes på bl.a. på CD’en Ved landsbyens gadekær (kan bestilles her), men du kan også købe denne ene sang alene på for eksempel tdcmusik.dk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Irsk pausemusik

Hej Tor.
Jeg søger en titel, det må være med en irsk gruppe, som blev brugt i pausen ved et af Melodi Grand Prixene i Irland, jeg mener at gruppen blev kendt efter denne udsendelse. Numret er så vidt jeg husker temmelig langt og blev brugt som underlægningsmusik til en “tur rundt i Irland”. Er det noget du kan hjælpe mig med, så tusind tak.
Hilsen Hanne.

Hej Hanne
Irland var vært for Det Internationale Melodi Grand Prix flere gange i 1980’erne, men særligt en af “pauseunderholdningerne” satte sine spor. Den irske gruppe Hothouse Flowers fik en chokstart på deres karriere ved i pausen at optræde med nummeret Don’t Go, som blev deres store gennembrud. Du kan se og høre den her. Det var i øvrigt i 1988, hvor Celine Dion løb af med Grand Prix-sejren.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: I Got My Smile…

Hej!
Jeg leder efter en sang, vist en 60’er sang, hvor teksten går på “I got my smile, got my hair, got my nose, got my soul” osv. Er det muligt du kender sangeren, titlen på den? På forhånd tak.
Svanna

Hej Svanna
Mon ikke det er navnkundige Nina Simone, du tænker på. Hun er bedst kendt for My Baby Just Cares For Me, men hun har også bl.a. udødeliggjort en af sangene fra rockmusicalen Hair. Den hedder Ain’t Got No – I Got Life. Du kan høre en bid af den – og købe den – her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger