Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Malene og Farmor

Hej Tor
Jeg har lige hørt en sang i radioen med omkvædet “Hva’ så, er vi så enige om, at det er sidste gang, du fucker med mig?”. Vi talte om den i kantinen for et par dage siden. Der var en, der spurgte, om sangerinden er den samme, som engang sang “Farmor har lige været på besøg”? Kan du svare på det?
Med venlig hilsen
Rune

Hej Rune
Nej, det er ikke den samme sangerinde. Malene, som sommerens store hit hedder, synges af debutanten Sys Bjerre, hvis første album udkommer i starten af september. Mormor (og ikke Farmor) var derimod med Marie Key Band, der også snart har en ny plade på gaden.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Western-musik

Hej Tor
I sidste uge så jeg i DR1 en af de gode gamle western – nemlig “Once upon a time in the West”, i programmet anført med dansk titel “West” med bl.a. Henry Fonda, Claudia Cardinale og Jason Robards fra 1969. I filmen er et musikalsk tema, der går igen flere gange i filmen. Jeg syntes vældig godt om musikken, men har ikke kunnet finde ud af, hvad den hedder.
Jørgen Larsen

Hej Jørgen
Det er formentlig ikke så kompliceret endda, for det er nok titelmusikken, du tænker på. Det er den komposition, som helt enkelt hedder Once Upon a Time In the West, og som du også kan høre her. Musikken er skrevet af filmkomponisten Ennio Morricone, som flere gange leverede musik til West-instruktøren Sergio Leones film, blandt andet også det legendariske tema til The Good The Bad and the Ugly.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tømrersang til svendegilde

Ja, gamle er vi, både min hjerne og sangen, som jeg så gerne vil vide, hvor jeg kan finde tekst og musik til. Det drejer sig om en tømrersang eller –vise. Hvis den egner sig, vil jeg bruge den til mit barnebarns tømrersvendegilde nu i september (forkortet, red.).
Kærlig hilsen
Bedstemor

Kære Bedstemor
Mon ikke den tømrersang, du er på jagt efter, er det nummer med De Nattergale, der blot hedder Tømrersangen. Det er den, hvor de synger ”Jeg er tømrersvend, jeg har det godt, jeg sover hver nat, for jeg arbejder hårdt”. Tømrersangen er bygget over Monty Pythons engelske The Lumberjack Song, og den skulle nok kunne passe til et svendegilde.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Vejle af

Til Musikbrevkassen
Kan det hænde, at I ved, hvad sangen hedder, der begynder således: ”Hvis jeg var vokset op i Århus” (der nævnes andre jyske byer, bl.a. Vejle) ”så var (er?) jeg stadig fra Jylland af”. Hvem har skrevet det? Hvem har komponeret musikken? Og ikke mindst hvem synger?
Mange venlige hilsener
D.V., Farsø

Kære D.V.
Sangen, du søger, hedder Vejle Af. Det er Jonas og Steffen Breum, der har skrevet tekst og musik, og det er også dem, der har indspillet den i deres band Breumm. Nummeret stammer fra CD’en Hjemstavn fra 2007, hvor unge musikere på hver deres måde synger om deres fødebyer.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Fire mand på en tømmerflåde

Hej Tor
Håber du kan hjælpe mig ang. en sketch med Dirch Passer og Keld Pedersen, ”Der sidder 4 mand på en tømmerflåde”. Jeg ved godt der ikke er meget musik i den, men alligevel meget underholdende. Svigermor påstår at manden der falder i af tømmerflåden hedder Thorkild, jeg mener han hedder Mortensen, og at personen Thorkild tilhører en anden sketch. Svigermor er særdeles påståelig i denne sag, i øvrigt som i mange andre tilfælde, så for husfredens skyld, håber jeg du kan hjælpe med et korrekt svar.
På forhånd tak
Michael Rosengren

Hej Michael
Ja, det er lidt uden for mit normale stofområde, men jeg har et svar til jer. Manden, der falder af tømmerflåden og hentes op flere gange, hedder rigtigt nok Mortensen. Men hvis svigermor for sit indre øre kan høre Kjeld Pedersen råbe navnet Thorkild, så er det nok fordi, det er navnet på hans figur i Kjeld & Dirch-sketchen Skolekammerater. Skal hun ligefrem have bevisførelse, kan Tømmerflåden findes på CD’en Dansk Revy 150 år.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Pomp and Circumstance på dansk

Kære Tor
Jeg er ved at arrangere surprise party for min bror, der snart fylder rundt og vil gerne bruge en sang, men jeg ved ikke hvem den er med. Det er Pomp and Circumstances, men på dansk. Ved du hvem, der har lavet den?
Med venlig hilsen
Den anonyme søster

Kære ”søster”
Det var dansktopgruppen Skipper & Co., der for 15-20 år siden udgav en dansk version af den britiske hymne under titlen Tillykke. Du kan blandt andet finde den på CD’erne Det bedste fra Giro 413 og I dagens anledning.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Freddie Mercury-hyldest

Hej Tor
Min datter mener at Queen lavede en hyldestsang til Freddy Mercury efter hans død. Ved du om det er tilfældet. Og i så fald, hvad er titlen på sangen.
Med venlig hilsen
Anita

Hej Anita
Din datter har ganske ret. Freddie Mercury døde i 1991, men det var først i 1997, at de resterende Queen-medlemmer udgav en decideret hyldestsang til deres afdøde forsanger. No-One But You (Only the Good Die Young) var egentlig tiltænkt en plads på en af Brian Mays soloplader, men efter lidt bearbejdning indspillede Queen den i fællesskab. Den findes på opsamlingen Queen Rocks som det eneste nye nummer. I kan også se musikvideoen på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Steen med det ekstra ben

Hej!
Jeg vil blive glad, hvis det er muligt, at finde frem til hvem det var der sang “Steen med det ekstra ben”. Jeg er lidt usikker om den hedder sådan, men det bliver der sunget i sangen! På forhånd tak for hjælpen!
Hilsen fra Janni

Hej Janni
Det sker med jævne mellemrum, at Steen med det ekstra ben dukker op i min bunke med spørgsmål. Det var visesangeren Per Juhl, der lancerede den danske version af sangen, som blandt andet findes på CD’en Dansktop Jubilæum 1971.
Med venlig hilsen
Tor Bagger