Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kvinden og blafferen

Hej Tor
Jeg har en sang på hjernen. Jeg vil tro den er fra først i 90’erne. Den handler om at hun samler en blaffer op, som hun har en én-gangsaffære med. Hun har en anden mand og vil derfor ikke have noget med ham at gøre, hvorfor hun stikker af uden at fortælle blafferen hvorfor. Så en dag møder hun ham og hun fortæller ham hvorfor hun bare gik. Jeg håber du kan hitte rede i min beskrivelse og komme med at bud! (forkortet, red.)
Med venlig hilsen
Marianne Jensen

Hej Marianne
Jo, jeg kan godt følge sporet, for det er All I Wanna Do Is Make Love to You med Heart. Det var dog ikke Heart-medlemmerne, der skrev sangen, men derimod Robert John “Mutt” Lange, som i mange år har arbejdet sammen med sin ven Bryan Adams og sin hustru Shania Twain. Egentlig havde han haft Don Henley i tankerne, men nummeret havnede hos Heart, der i 1990 fik et stort hit – og en del omtale på grund af historien i sangen.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Darleens

Hej!
Den danske country-gruppe Darleens, har de udgivet en opsamlings-cd/greatest hits, og kan den evt. skaffes?
Med venlig hilsen
Jens

Hej Jens
Nej, desværre. Darleens debuterede i 1991 med pladen Darleens og fulgte succesen op med Twisted i 1993, før de gik hver til sit. I 2003 blev de atter samlet og udsendte de albummet This Is Darleens, så hvis du anskaffer dig disse tre CD’er, har du hele deres repertoire samlet.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Da farfar var ung

Hej Tor!
Hvem sang “Da farfar var ung”?
VH Niko

Hej Niko
Det var gruppen To Jyder, der indspillede Da farfar var ung, og du kan finde den på flere opsamlings-CD’er med gamle dansktophits. Blandt andre I Dagens Anledning Vol. 2, Danske træffere – dansktophits 1968-1977 og Så længe jeg lever – Alle tiders dansktopslagere.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Bakkens pris

Hej Tor Bagger
Vi har ledt efter teksten til en meget morsom – og overraskende sang. Jeg kan huske, sangen blev sunget af Helge Kjærulf-Schmidt. Først sang han et vers igennem. Så sagde han, at den måske var lidt kedelig, så sang han en del af verselinierne – jeg tror endda, han anvendte flere melodier til dele af versene. Jeg syntes, det var en helt formidabel skrevet sang. Jeg er nået til, at det drejer sig om Leo Tontis gamle revyvise til Bakkens pris fra Cirkus Revyen 1956. Kan du fortælle, hvor jeg kan finde teksten? (forkortet, red.).
Med venlig hilsen
Torben Steen Rosenberg

Hej Torben
Du har selv leveret en lille del af svaret. Jeg kan tilføje lidt mere og hører gerne fra læsere, der kan fuldende det. Det er nemlig ikke lykkedes mig at finde teksten i nedskrevet form, men Helge Kjærulff-Schmidts version af Bakkens pris findes på den gamle dobbelt-LP Københavnerliv vol. 7, som kan bestilles på biblioteket. Så kommer du i hvert fald den overraskende tekst et godt skridt nærmere.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Anne Linnet-tekster

Hey
Jeg vil god vide hvad sangtekster er til Anne Linnet sangene Glor på vinduer og Smuk og
dejlig?
Hilsen Mette

Hej Mette
Internettet bugner heldigvis at sangtekster, der bare ligger og venter på, at man får brug for dem. Jeg har derfor fundet et par links til dig, så du kan få sat ord på begge Anne Linnet-sangene. Teksterne til de to numre, der har fået en X Factor-renæssance, kan du finde her:

Glor på vinduer
Smuk og dejlig

Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Que Sera Sera

Hej Tor
Jeg har længe jagtet den danske tekst til Birthe Wilke´s Que Sera Sera. Er der mon nogen som kan hjælpe mig med den?
Svend

Hej Svend
Peter Myntes danske tekst til Que Sera Sera findes i Politikens “Lystige viser” bind 4, side 207.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsål: To Know Him Is To Love Him

Hej Tor
Jeg leder efter den danske udgave af et hit skrevet af Dolly Parton. Udgivet på engelsk med flere kunstnere. To know him is to love him. Er sikker på, at den er lavet i en dansk version: Enhver der kender ham må da bare elske ham. Hvem har lavet den og ca. hvornår? Mener selv, det er sidst i 70’erne eller først i 80’erne.
Hilsen Mai-Britt

Hej Mai-Britt
Nummeret er faktisk skrevet af den legendariske producer Phil Spector, som gjorde den til et hit med The Teddy Bears i 1958. Men det er rigtigt nok, at Dolly Parton relancerede nummeret sammen med Emmylou Harris og Linda Ronstadt i 1987, og derudover har blandt andre The Beatles haft den på repertoiret som To Know Her Is To Love Her. Den danske udgave med tekst af Keld Heick hedder blot Enhver der kender ham, og den udkom i 1975 med Violetta og Tommy Seebachs Orkester.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Barken Margrethe

Hej Tor
Du kan finde ud af meget. Kan du også finde teksten til en gammel sang fra en meget gammel dansk film, “Barken Margrethe”. Ib Schønberg var kok og optrådte med en slags “shanty”. Omkvædet var: “Det er sjovt hvad du fortæller os, men ih hvor er det løgn!” Jeg har ledt efter den mange steder uden held.
Venlig hilsen
Jens Fich

Hej Jens
Noderne til sangene fra teaterversionen af Barken Margrethe af Danmark fra 1919 findes faktisk online, men indeholder ikke nummeret, du søger, fra filmen i 1934. Titlen er præcis den omkvædslinje, du selv nævner, men jeg har heller ikke kunnet opspore teksten. Mit forslag er, at du bestiller filmen hjem på biblioteket, og lytter dig igennem teksten på den gamle “løgnehistorie”. Se hvordan her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger