Kategorier
Brevkasse

Svar: Et musikalsk eventyr

I sidste uge efterlyste jeg hjælp til at finde en musikalsk
fortælling, som blandt andet handlede om, at ”det var ikke hende den tynde (et
spinkelt fløjt), det var heller ikke hende den tykke (lyden af et båthorn), men
det var hende, der var fuld af (en hurtig melodi)”. Med læsernes hjælp har jeg sporet mig ind på, at det er “Et
musikalsk eventyr” med Ole Monty og Erik “Spjæt” Kraghs Orkester
fra 1959 – af Hans Schreiber og Erik Kragh. Flere læserhenvendelser har handlet
om Østjysk Musikforsyning, som dog umuligt kan have været en del af spørgeren Annettes
barndom i 1950’erne. Men ØM refererer kærligt til det musikalske eventyr ved
også at pointere, at “det var ikke den tykke, det var ikke den tynde, det
var hende med…” i deres muntre historie om “Kong Børge”.

“Et musikalsk eventyr” kan høres på dr.dk, da en P5-lytter for nylig også har ledt efter den, og “Kong Børge” findes på Youtube. Tak for hjælpen!

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Lynott eller Lizzy?

Hej Tor

Det drejer sig om det nummer der hedder ”Kings Call” som der er fra
albummet Solo in Soho. Er der forsangerens, altså Phil Lynotts, der har udgivet
det først på sin egen plade eller er det på Thin Lissys plade? Håber at du kan
hjælpe os med dette væddemål.

Susanne T. Jørgensen.

Hej Susanne

“Kings
Call” er fra Phil Lynotts soloplade “Solo in Soho” fra 1980.
Pladen er altså fra en periode, hvor Thin Lizzy stadig var i fuld sving, men
hvor Lynott samtidig fik tid til et soloprojekt – i øvrigt med hjælp fra Dire
Straits-guitaristen Mark Knopfler på netop dette nummer. Hvis du senere har
fundet sangen på f.eks. en opsamlingsplade med Thin Lizzy, er det blot et smart
salgstrick, for “King’s Call” er altså en Lynott-sang.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra Idémøblers reklame

Hej Tor

Kan du sige mig hvem der spiller i den her reklamefilm for Idemøbler: http://www.youtube.com/watch?v=pqcL6HZETmc.

Allan

Hej Allan

Musikken fra Idé
Møblers reklame-film er en lille stump af et nummer med den danske gruppe Hymns
from Nineveh. De udgav i 2011 albummet “Endurance in Christmas Time”,
som blandt andet indeholder nummeret “Anywhere With You”. Og hvis du
er draget af den bid, du har hørt i reklamen, er jeg ret sikker på, at du vil
sætte pris på resten af den meget stemningsfulde plade.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musikfortælling om tre kongedøtre

Hej Tor

Kan du hjælpe mig med at finde ud af titlen på en musikalsk fortælling,
som ofte blev spillet i radioen, da jeg var barn (i 1950’erne)? En mandestemme
læste et eventyr om tre kongedøtre op, hvor der skete forskellige ting, og
følgende blev tit gentaget undervejs i eventyret: ”Det var ikke hende den tynde
(efterfulgt af et spinkelt stigende fløjt), det var heller ikke hende den tykke
(efterfulgt af en dyb slags båthorn), men det var hende, der var fuld af
(efterfulgt af en hurtig, ’smart’ melodi”. Hvem har skrevet teksten, hvem læste
den op – og hvor kan man evt. finde den? På forhånd mange tak for hjælpen.

Annette Nordstrøm

Hej Annette

Her må det
siges, at jeg vist har mit fødeår i mod mig. Men måske er det blandt Musikbrevkassens altid vakse læsere nogen, der som det mest naturlige i verden kan hjælpe med en
opklaring? Så skriv til tor@musikbrevkassen.dk.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

…Se opfølgende svar: http://www.musikbrevkassen.dk/#post1127

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Dansk Simon & Garfunkel-band

Hey!

Jeg skal finde
den sang, som var ret stort hit for 2-3 år siden. Der var meget snak om at de
lød som Simon/Garfunkel. Et dansk band. Det ved du vel?

Stefan

Hej Stefan

Ja, det skulle
jeg mene. Bandet Rumour Said Fire slog i gennem med den rigtigt nok meget Simon
& Garfunkel-inspirerede sang ”The Balcony” i slutningen af 2009. Mon ikke
det er den, du tænker på?

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Mädchen mit rote Haaren” på dansk

Kære Tor

Jeg husker den
gamle ”Mädchen mit roten Haaren”. Min nu afdøde mand, som var fra Tyskland
nynnede den ofte for mig. Jeg husker at der også fandtes en dansk tekst hertil,
men ikke hvad den hed. Kan du mon hjælpe her?

Vera

Kære Vera

Den tyske sanger
Tonys hyldest til pigen med det røde hår fra 1971 blev på dansk til ”Pigen som
bor på landet”. Bjørn Tidmand udgav den i 1972, og Johnny Reimar har i øvrigt
også indspillet den danske version med tekst af Gustav Winckler.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Fransk twist

Hej Tor

Jeg har engang hørt en twist på fransk
(ikke en af de kendte twist-sange på fransk, men en rigtig sang fra 60érne på
fransk, med en lidt speciel forsanger). Vil gerne finde den. Kan du hjælpe?

Niller

Hej Niller

Jeg vil i hvert fald gerne give et bud:
I 1962 havde gruppen Les Chats Sauvages et mindre hit, også i Danmark, med
nummeret ”Twist à Saint-Tropez”. Nummeret blev i øvrigt i 1978 genindspillet i
en elektropop-version med gruppen Telex.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Rør det sammen til noget blaaadr

Hej Tor

I min omgangskreds er det et fast udtryk
at “røre det sammen til noget blaaadr” for eksempel, når man laver en drink
eller laver mad. Det virker som noget fra en sang, men ikke en jeg kender.

Lars

Hej Lars

Mon ikke det
er en afsmitning fra ”Op til Alaska” med Allan Olsen? Her synger – eller
fortæller – han blandt andet ”Tag noget sovs og nogle
kartofler, ælt det sammen til noget blahr” (hvordan det skal staves, er vist
ens eget valg). “Op til Alaska” stammer fra Olsens første plade “Norlan” fra
1989.
Med venlig hilsen
Tor Bagger