Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Telefonen

Hej Tor

Jeg leder en
gammel sang fra Dansktoppens tid i 70’rne. En mand ringer og en lille pige
tager telefonen. Man forstår at det er hans datter, men det ved pigen ikke.

B.K.

Hej B.K.

Det var Henning
Vilén, der i 1976 ringede til pigen Malene i sangen, der hed ”Telefonen”. Mange
vil nok huske den for omkvædet om, at ”min egen telefon gør mig bedrøvet”, i
øvrigt med tekst af Johnny Reimar. Den blev året efter parodieret af Jan &
René
.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: One Directions adresse

Hej Tor

Jeg er stor fan af det britiske drengeband One Direction, og især
Niall Horan. Kan man skrive direkte til Niall enten på mail eller sende ham et
brev? På forhånd tak!

Mange hilsner Sabrina

Hej Sabrina

Hvor flinke
drengene i One Direction er til at skrive tilbage, ved jeg ikke, men du kan
sende fanpost til dem på info@modestmanagement.com eller denne postadresse: Niall
Horan/One Direction, c/o Modest Management, The Matrix Complex, 91 Peterborough
Rd, London, SW6 3BU, England.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Always On My Mind som country sang

Hej Tor

Jeg har i
radioen i Frankrig hørt en meget smuk version af ”You were always on my mind”,
som man normalt hører med Elvis. Den var lidt mere countryagtig med en mand.
Har du et bud, så jeg kan finde den.

Christoffer

Hej Christoffer

”Always On My
Mind” er en af de sange, der findes virkelig mange indspilninger af, men jeg
har en god fornemmelse af, at det er Willie Nelsons udgave fra 1982, du er
stødt på. Jeg betragter den også selv som en meget flot fortolkning, og Nelson
høstede da også en Grammy-pris for den. Du kan blandt andet finde den på
opsamlingen ”Legend: The Best of Willie Nelson”.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Pengegaloppen

Til Tor Bagger

Jeg kan med
sikkerhed huske en gammel dansk sang om en gnier, der tæller sine penge. Men
jeg kan selvfølgelig ikke huske hvem og hvad den hedder. Hjælp mig, hvis du
kan.

Margit

Hej Margit

Mon ikke det er
”Pengegaloppen”, du har i tankerne. Her tæller Hans Kurt ”kroner en, kroner to,
kroner tre” osv., inden han i omkvædet konstaterer, at ”Ja, de penge er til
bekymring for fattig og for rig”.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Ofir-reklamemusik

Hej Tor

Jeg har set, at
du har hjulpet andre med at finde musik fra TV-reklamer. Måske også mig? Der
kører en reklame for Ofir Job med et stykke ny musik, hvor der til sidst er en
kvinde, der synger. Siger det dig noget?

Mulle

Hej Mulle

Svaret ligger
lige for – men det betyder jo ikke altid, at det er let at finde. I den linje,
man når at høre i reklamen, bliver der sunget ”You Know What I Mean”, og det er
titlen på nummeret med amerikanske Cults.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Konfirmationssange og -taler

Hej Musikbrevkasse

Jeg har brug for lidt hjælp. Jeg skal undervise 7 kl i dansk, de skal
jo her til maj konfirmeres. Til den tid skal vi have om sange, digte og taler
(de skal selv skrive en til deres konfirmation). Nu kommer så det, jeg skal
have lidt hjælp til. Jeg ved Kim Larsen har skrevet Susan Himmelblå til sin nieces
konfirmation. Er der har andre kendte der har gjort noget lignende??

Hilsen Stine

Hej Stine

Jeg har gransket
min hjerne, men andre kendte konfirmationssange har jeg ikke kunnet finde. En
tale på plade kan jeg dog huske: Ib Grønbech har delagtiggjort os i “Svend
Aages konfirmation”
inkl. en omdelt festsang med de næsten obligatorisk
kluntede versefødder. “Svend Aages konfirmation” findes bl.a. på
opsamlingen “Hvorfor må jeg ik’ få Beatles-hår – og andre frasorterede
hits”, og du kan også høre den her. Men om du kan bygge
undervisningen op omkring den, vil jeg ikke blande mig i…

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Tilføjelse: Flere opmærksomme læsere er kommet med gode forslag: Dels har flere peget på den gamle
Hjørring-dreng Per Krøis Kjærsgaards ”Kære linedanser”, som er blevet optaget i
Højskolesangbogen, og Svend Pedersen henviser desuden til ”Den store dag” med
Hornum-koret, som jo også stod bag blandt andet ”Bølle Bob”. Mange tak for
forslagene, som er givet videre til Stine – og hendes elever.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: IDEmøblers musik

Hej Tor

Hvad er det for
noget musik der bruges i TV-reklamen for Idemøbler? Det er et kendt nummer med
en fed rytme, hvem er det?

Maria

Hej Maria

Idémøbler har
taget fat i den unge danske sangerinde Fallulah, og nummeret, man kan høre i
reklamerne, er hendes første store hit ”I Lay My Head”. Hun har blandt andet
også leveret intromusik til tv-serien ”Lykke” i form af sangen ”Out of It”.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Den grimmeste pige i byen

Hej Tor

Jeg har hørt en sang om den grimmeste pige i byen, jeg tror den starter med “da jeg vågned en morgen, og min hund lå og skælvede i hjørnet”. Jeg har ledt og søgt, da jeg syntes at det var en morsom sang, men kan ikke finde den?

Med venlig hilsen

Aase Sørensen

Hej Aase

Hvis du igen vil have dig et godt grin – på den grimme piges bekostning – skal du på jagt efter gruppen Don Dario. Nummeret “Den grimmeste pige i byen”, som lå på Dansktoppen i 2010, findes på deres album “Vi ved godt hvad I tænker”, som udkom i 2007. Du kan læse hele teksten her og høre en bid af den her.

Med venlig hilsen

Tor Bagger