Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Instrumental-Natasja

Hej Tor

Er det muligt at finde Natasjas ”Gi mig Danmark tilbage” i
instrumental udgave?

Anette Michelsen

Hej Anette

Jeg har desværre
ikke kunnet opstøve en instrumentalversion af Natasjas sang. Det nærmeste jeg
kommer det, er at henvise dig til det nummer fra 1960’erne, som “Gi’ mig
Danmark tilbage” er bygget over. Du kan høre The Surfaris med “Wipe
Out” på Youtube.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Bryllups-hiphop

Hej Tor

Jeg var til
bryllup i England før jul, hvor der blev spillet en slags ”bryllupsmarch”. Jeg
kunne genkende den – men som en del af et gammelt rapnummer. Der var ingen af
de andre, der vidste hvad jeg talte om, men jeg er sikker på det er rigtigt.
Opklar mysteriet, tak 🙂

Rune

Hej Rune

Rapperen Coolio
udgav i 1997 nummeret ”C U When U Get There”, og det er rigtigt nok baseret på
et stykke klassisk musik. Temaet er Johann Pachelbels ”Kanon i D-dur”, og i
nogle lande bruges stykket ofte i forbindelse med bryllupper.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Very Welcome hjem, Mr. Swanson

Hej Tor

Jeg leder efter
en meget gammel sang, min mor nogle gange nynnede. Jeg kan ikke spørge hende,
da hun ikke længere er blandt os, men måske kan du hjælpe mig på vej. Det var
noget med ”Very very well mr. Johnson”.

Anne

Hej Anne

Jeg er helt
sikker på, at det er den muntre sang fra 1939 om danskeren, der vender hjem fra
USA som millionær og er klar til at købe det meste af København. Sangen hedder
”Very, very welcome hjem, mr. Swanson” og var med Teddy Petersen & Hans
Orkester, mens det var Victor Cornelius og Valdemar Davids, der sang på
nummeret. Du kan høre den på Youtube.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Pigen med det røde hår

Hej Tor

Jeg har igennem lang tid, også spurgt andre musikyndige, om en sang,
som jeg har haft på hjernen igennem lang tid. Sangen stammer tilbage fra
halvtredserne. I sangen indgår:
Pigen med det røde hår, det røde hår, det røde hår. Jeg husker desværre ikke,
hvem sangeren var. Jeg har hørt Dodo and the Dodos sang, men det har slet ikke
noget med den at gøre. Håber du kan hjælpe mig.

Hilsen Birgit Pedersen fra Hjørring

Hej Birgit

Jeg kender desværre ikke sangen, du har i tankerne, men jeg
har kigget mig lidt omkring og har et par bud, jeg synes, du skal undersøge.
Dels findes der en sang med titlen “Dit røde hår”, som er indspillet
af bl.a. Arne Lamberth & Hans Orkester. Det var en dansk version af Perry
Comos “The Girl With the Golden Braids” – måske kan du genkende den på Youtube.

Det andet spor er sangen “Elsie med det røde hår”,
som bl.a. Danseorkestret Dajos Bela har indspillet. Den eneste version, jeg har
kunnet finde på nettet, er et instrumentalt indlæg i et gammelt potpourri (sang nr. 2 i potpourriet). Måske er der
en klokke, der ringer her?

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

TILFØJET: Med kyndig hjælp fra flere læsere har vi sporet os ind på, at det er Gustav Wincklers version af “Dit røde hår”, det handler om, så nu kan Birgit forhåbentlig snart genhøre sangen om pigen med ”det rive-ræve-røde hår”. Tak for hjælpen til alle opmærksomme læsere!

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musikken fra Englegård

Hejsa

Jeg har været så heldig at få den sidste af de tre dvd’er i den
svenske trilogi Englegård i julegave. Jeg er helt tosset med musikken i filmene
– fåes det på cd? Jeg har ikke kunnet finde det på nettet.

MVH Lisette Severinsen

Hej Lisette

Så vidt jeg ved,
findes der ikke et samlet soundtrack for de tre film, men der er dog udgivet
musik fra hver enkelt film. De er desværre meget svære at opspore, ikke blot i
danske musikforretninger, men også i det hele taget. Du kan dog købe soundtracket
til “Änglagård 3” på ginza.se.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Ida fra X Factor

Jeg har lige set X factor (søndag aften, red.) og syntes hun var
fantastisk hende den unge pige til allersidst. Hun sang en sang med guitar,
hvad var det, kan du hjælpe?

Julie

Hej Julie

Nummeret, som den 17-årige Ida sang, hedder ”Lost”. Den hollandske
sangerinde Anouk udgav den på sit album ”Hotel New York” fra 2004. Herhjemme er
Anouk dog bedst kendt for gennembrudshittet ”Nobody’s Wife” fra 1997.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

“When the Girl in Your Arms” – på dansk

Jeg spurgte dig om en sang for længe siden. Det var Cliff Richard’s “The girl in your
arms” – På dansk. Nu har jeg fundet den på et gammelt
cassettebånd fra 70’erne, men stadig med en overraskende god kvalitet. Nu er mit spørgsmål så bare : Hvem er det der
synger. Det lyder lidt som om det er ham på trommerne
fra Fede Finn & Funny Boyz (og evt. titel på sangen).

P.S. – Jeg har vedhæftet sangen.

M.V.H. Bjarne Lyngbo, Kalundborg

Hej Bjarne

Det var da en morbid fordanskning af “When the Girl in
Your Arms”, må man sige – med en linje som ”Her blandt andemad og siv ender nu din farmands
liv, skynd dig min ven, tag og skriv”. Jeg kan desværre ikke genkende stemmen på båndet, men dens
alder taget i betragtning er det næppe et af medlemmerne fra Fede Finn &
Funny Boyz, der synger. Til gengæld kan jeg fortælle dig, at der faktisk også
findes en anden dansk version af Cliff Richard-sangen, som oprindeligt stammer
fra filmen “The Young Ones” fra 1961. Den hedder “Jeg vil bygge
et hus”
og blev udsendt af Bjørn Tidmand i 1972.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Michael Falch og Beatles-singlerne

Hej Tor

Jeg leder efter
en sang med Michael Falch (det kan måske også være Poul Krebs?) som handler om
hans gamle plader med Beatles. Siger det dig noget?

Christiane

Hej Christiane

Det er rigtigt
nok Michael Falch, der har sat musik til et ungdomsminde om, hvordan han
forærede sine Beatles-singler til en pige, som efterfølgende slog op med ham.
Nummeret hedder ”Singler (Nederlaget i ’64)” og stammer fra Falchs album ”Nye
rejsende” fra 1998. Den findes også i sjov live-version med en længere
fortælling om sangen på livepladen ”Hjemveje”.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger