Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sample fra “Midt om natten”

Kære
brevkasse

Hvem
har skrevet den melodi, hvor de har lånt introen fra Kim Larsens “Midt om
natten” – og evt. hvad hedder sangen. Håber du kan hjælpe mig.

Mvh
Sussi Grünfeld

Hej
Sussi

Det
var den danske gruppe The Loft, som for nogle år siden fik lov til at bruge
riffet fra “Midt om natten”, da de skabte hittet “City of Dreams”. Senere
lavede de temasangen til “Aftenshowet” på DR1, og et af The Loft-medlemmerne
slår i dag sine folder i duoen Electric Lady Lab.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Klaver-dance fra ’96

Hej Tor

Jeg leder efter et nummer fra mine unge dage, måske kan du hjælpe. Jeg er ret sikker på, at det er fra 1996. En slags dance-nummer med et meget karakteristisk klaverstykke. Men da der ikke er nogen tekst, kan jeg ikke lige google mig frem til det. Hvad siger du?

Mette

Hej Mette

Jeg vil tro, at det er italienske Robert Miles, du er på jagt efter. I 1996 havde han stor succes med det instrumentale nummer ”Children” fra pladen ”Dreamland”.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Frodes viser

Hej!

Jeg håber ad denne vej at kunne få hjælp til at finde tekster til to viser som var at finde på Frode Veddinges ’Viser for Folk’ fra 60’erne, nemlig ’Visen om Brumbassen’ og ’Verdens rødeste Næse’. Jeg har prøvet alverdens steder inkl. Veddinge selv, men han svarede aldrig på mine mails. På forhånd tak

Ole Lauridsen

Hej Ole

Det er ikke Frode Veddinge selv, der har skrevet de to viser, du henviser til. “Verdens rødeste næse” har tekst af Thøger Olesen, mens “Balladen om brumbassen”, som den egentlig hedder, er af Jens Trøst. “Balladen om brumbassen” kan du finde i Jens Trøst-bogen “Galgenfugleunger: Verslige væsener”, mens jeg desværre ikke har kunnet opspore “Verdens rødeste næse” til dig.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Ofir-reklamen

Hej Tor
Det er et flot stykke musik, der ledsager tv-reklamen for ofir.dk. Hvem er kunstneren?
Vh Flemming

Hej Flemming
Hvis det er den samme reklame, vi tænker på, så er det den amerikanske gruppe Cults, der står bag musikken. De startede med at få opmærksomhed via musik-blogs på internettet, og fik derefter en rigtig pladekontrakt. Nummeret fra Ofir-reklamen hedder “You Know What I Mean”, og du kan høre det på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: De mest solgte plader

Hej Tor
Af og til ser man “slynget ud”, at den og den gruppe har solgt så og så meget verdensomspændende. Hvor kan man finde sådanne lister og hvor pålidelige er de? Jeg er selv interesseret i Brian Wilson og Beach Boys og synes, det kunne være spændende at se deres salg, men også alle de andre store navnes salg. Er der en top 100? På forhånd et “Smile” fra mig!
Med venlig hilsen
Hugo Andreasen

Hej Hugo
Det er et særdeles svært område, du er på vej ind i. Dels er det ikke alle lande, der har ført statistik over den slags gennem årene, dels florerer der mange oplysninger på nettet, som er umulige at verificere. På Wikipedia findes dog en stor oversigt over plader, der har solgt mere end 20 millioner eksemplarer, og du kan finde den via musikbrevkassen.dk. Den kan i det mindste bruges som en slags ledetråd.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Set Fire to the Rain

Hej Tor
Jeg har adskillige gange hørt en sang i radioen, hvor en kvinde synger omkvædet ”I said fire to the rescue”. Jeg har googlet på livet løs, og kan ikke forstå at jeg ikke kan finde ud af, hvem det er? Hjælp!
Johanne

Hej Johanne
Jeg forstår din frustration. Selvom lyden er af ordene er tæt på det, du skriver, er betydningen en noget anden. Der bliver nemlig ikke sunget ”I said fire to the rescue”, men ”I set fire to the rain”. Sangerinden er Adele, og ”Set Fire to the Rain” stammer fra hendes nyeste plade ”21”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Bag klitterne på CD

Hej!
Jeg heder Brian. Hvor meget af det gamle med Jodlebirge er der på CD? Jeg søger en som hedder ”Bag klitterne” fra 1987. Kan du finde den?
Kh Brian

Hej Brian
Det er ikke alle gamle plader, der er blevet genudgivet på CD – og så vidt jeg har kunnet opspore, findes “Bag klitterne” ikke på CD. Det ser ud til, at du må nøjes med de gamle versioner på LP eller kassettebånd.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Mona Lisa på dansk

Kære Tor
Jeg mener at kunne erindre der engang var en sang der startede som sådan: ”Mona Lisa, Mona Lisa har man kaldt dig, grundet på dit ubegrundelige smil, og mon ikke også mange har fortalt dig”. Her “knækker båndet”, erindringen. Kender I mon den?
Hilsen Bent

Hej Bent
Den amerikanske evergreen “Mona Lisa” blev især kendt med Nat King Cole, og mon ikke det er den danske version af denne sang, du husker. På dansk er ”Mona Lisa” blandt andet indspillet af Bjørn Tidmand, og du kan finde den på hans opsamlingsplade “Gyldne evergreens”, og du kan også høre en bid af den her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger