Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Boobs og de ti små gentlemen fra Pluto

Hej!
Den gode gamle, danske gruppe Boobs er det mon noget musik i kan finde frem til? Sangen jeg så gerne vil høre igen hedder ”10 små gentlemen fra Pluto” og er fra pladen ”Alt er tilladt når blot det kilder”. Jeg forstår simpelthen ikke at nogen ikke har fået bragt den plade ind i den digitale verden endnu. Her i familien ser det ud til jeg er den eneste som kan huske den plade, alle andre kigger underligt på mig når jeg omtaler den. En enkelt har sågar sagt at Jan Larsen var forsanger i Boobs, og det har da intet på sig, vel? (forkortet, red.)
Mange gange hilsen
Trine

Hej Trine
Det er heller ikke lykkedes mig at opspore en digital version af det gamle Boobs-nummer, men du kan faktisk bestille den hjem via bibliotek.dk på både LP og kassettebånd. Dine familiemedlemmer er ikke de første, der har blandet Jan Larsen og Boobs sammen, for stemmerne kan godt minde lidt om hinanden, men det var altså Mikael K., der var forsanger i Boobs. I dag styrer han gruppen Klondyke.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Nik & Jay ser tilbage

Navnene Niclas Genckel Petersen og Jannik Brandt Thomsen siger nok de færreste ret meget, men så snart man bringer forkortelserne i spil, ser det anderledes ud. Nik & Jay har gennem seks år vokset sig fra at være en simpel popsucces til at være et fænomen, og nu er de nået så langt, at de samler deres hits på en opsamlingsplade og holder en pause på ubestemt tid. De to drenge fra Værløse satte selv scenen med deres første hit, der kort og godt hed Nik & Jay og indledtes med spørgsmålet ”Hvad så Danmark, er I klar til Nik & Jay?”. Det viste Danmark sig at være, så forleden kom CD’en De Største med seks års succeser fra hitfabrikken.

Kategorier
Musiknyheder

Status Quo på banen i 40 år

Det latinske udtryk status quo bruges ofte om stilstand, hvilket ikke normalt er holdbart i musikbranchen. Ikke desto mindre kan det engelske rockband, der stadig turnerer med de gamle hits, i år fejre, at det er 40 år siden, deres første single udkom.

Egentlig er bandet endnu ældre, for i 1962 dannedes The Scorpions, der blev til The Specters, som skiftede navn til Traffic og senere Traffic Jam. I 1967 blev de atter omdøbt, og efter at have heddet The Status Quo en kort periode, brød de i 1968 igennem som Status Quo med Pictures of Matchstick Men. Jubilæet fejres med opsamlingen Pictures – 40 Years Of Hits og med en turné, der blandt andet bringer dem til Randers på lørdag og derefter videre til Herning, København og Odense.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Nordjyske Bank-sangen

Hej Tor
Håber du kan hjælpe. Hvad hedder den sang der indleder Nordjyske Banks reklame? Den begynder med ”Nord for det meste – midt idet hele”. Hvem synger?
Venlig hilsen Marianne

Hej Marianne
Nord for de fleste er skrevet af Niels Drevsholt, der blandt andet er kendt for sine Grand Prix-hits til blandt andre Snapshot og Sidsel Ben Semmane. Stemmen i reklamesangen tilhører hans søn Lasse Drevsholt fra bandet Luna Park, som også har deltaget i Melodi Grand Prix. Sangen ikke udgivet på CD, men du kan høre den på nordjyskebank.dk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Garth Brooks på dansk

Hejsa!
Jeg søger Garth Brooks’ sang If tomorow never comes på dansk. Den hedder Hvis i morgen aldrig kommer. Kan du hjælpe med det?
Hilsen Heidi Petersen

Hej Heidi
Den danske version af If Tomorrow Never Comes er med Paul Winther, som for nogle år siden udgav Hvis i morgen aldrig kom. Så vidt jeg har kunnet se, har Winther aldrig udsendt nummeret på et helt album, men til gengæld kan du finde den på opsamlingen Dansktop Nyt 4.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Guns N’ Roses – med forsinkelse

Nogle Guns N’ Roses-fans vil formentlig ikke tro på det, før de står med pladen i hånden, men nu skulle den være god nok: Det efterhånden sagnomspundne album Chinese Democracy udkommer om få dage! Det er seks år, siden forsanger Axl Rose første gang annoncerede, at han arbejdede på Chinese Democracy, som bliver Guns N’ Roses’ første plade med nyt, originalt materiale siden 1991.

Gruppen så dagens lys i 1985 og tog sit navn efter de to bands, som musikerne tidligere havde spillet i, L.A. Guns og Hollywood Rose. Axl Roses bandkolleger fra dengang er for længst trådt ud af bandet, men da forsangeren ejer rettighederne til Guns N’ Roses-navnet, har han kunnet fortsætte på egen hånd – dog med voldsomme forsinkelser i Chinese Democracy-projektet.

Kategorier
Musiknyheder

40 år med The White Album

Den 22. november 1968 blev en af rockhistoriens helt store plader udgivet, og 40-års-fødselsdagen fejres blandt andet af en lang række danske og udenlandske musikere i Forum Horsens. Arrangementet kaldes The White Concert, da fødselaren er det Beatles-album, der egentlig hedder The Beatles, men er bedst kendt som The White Album.

Oprindeligt var det ellers planen, at dobbelt-LP’en skulle have heddet A Doll’s House, men gruppen valgte den simple titel og det minimalistiske hvide omslag, for at pladen ville stå i kontrast til den lange titel og det detaljerige cover på Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band året forinden. DR1 sender lørdagens hyldestkoncert, hvor de gamle sange fremføres af så forskellige kunstnere som Gavin DiGraw, Bo Kaspers Orkester Michael Falch, Eric Gadd, Lars Lilholt, Outlandish og Mike Sheridan

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sento på italiensk

Hej Tor
Jeg så udsendelsen i søndags Kult am Sonntag på ZDF, som udelukkende beskæftigede sig med italiensk pop. Her hørte jeg en sang hvor der blev sunget noget lignende ”i canto” eller ”i santo” flere gange. Mit italiensk er ikke så godt. Kan du hjælpe mig med solist og titel?
Hilsen Lone, Aalborg

Hej Lone
Jeg har ikke selv set Kult am Sonntag, men jeg tror godt jeg ved, hvad det er, du har oplevet på tysk tv. Sangeren Nevio Passaro er halvt tysk og halvt italiensk, og han blev berømt i Tyskland via tv-talentshowet Deutschland sucht ein Superstar. Du kan se hans hit Sento her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger