Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Vennemindevej

Hej Tor
Jeg skriver til dig for at høre om du kan hjælpe mig med en dansk tekst til en melodi fra Tyskland, en jazz melodi fra 30erne. Den skulle hedde noget med Vennemindevej? Mon du kan hjælpe med hvem der har lavet den på dansk. Hvis du kan hjælpe vil jeg blive meget glad.
De bedste hilsener fra musiker
Villy Bendiksen i Hals

Hej Villy
Jeg vil tro, at du tænker på Lille Vennemindevej, der blev lanceret herhjemme allerede i 1920’erne. Så vidt jeg har kunnet opspore blev den danske version med tekst af Hans Hartwig Seedorf oprindeligt fremført i Scala Revuen i 1921 eller 1922 af Kiss Andersen og Harry Komdrup. Det er muligt at bestille både noder/tekst og grammofonplade hjem via biblioteket.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Simone på scenen igen

Der er gået fire år, siden Simone vandt TV2-konkurrencen Scenen er din, og i mellemtiden er pigen med den imponerende stemme blevet 16 år. I denne uge har hun udsendt en ny CD fyldt med ballader og opkaldt den efter Grease-sjæleren Hopelessly Devoted to You.

Sangen var ikke med i den oprindelige Grease-musical, men blev skrevet til filmen, fordi det i Olivia Newton-Johns kontrakt var understreget, at hun kunne få en solosang i filmen. Filmholdet var i vildrede, indtil Olivia Newton-Johns faste producer smed den smukke ballade på bordet. Efter de øvrige optagelser var afsluttet, måtte der derfor skrives en ny scene ind i filmen, så Sandy kunne få lov til at synge Hopelessly Devoted to You, ganske som Simone nu gør det.

Kategorier
Musiknyheder

Gasolin’ på tryk

For fem år siden blev de samlede Gasolin’-udgivelser, The Black Box, en voldsomt stor succes, og nu udkommer de samme sange på tryk i The Black Song Book. I forordet til den nye nodesamling fortæller guitaristen Franz Beckerlee, at bandets gamle ven Peter Ingemann havde fået en e-mail fra en mand i fyrrerne, der endelig havde fået købt den guitar, han længe havde drømt om. Næste stop var biblioteket, hvor han ville låne ”Gasolin’-sangbogen” – men til sin store overraskelse fik han at vide, at den ikke fandtes.

Backerlee & Co. tog fat i problemet, som er løst fra på mandag, hvor noder, akkorder, tekster og masser af gamle billeder er samlet i The Black Song Book.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Dave Clark Five

Hej!
Jeg er fan af mange af de kendte gamle grupper og de fleste med respekt for sig selv har lavet efterhånden mindst 5-10 forskellige udgaver af Greatest Hits. Sådan er det tilsyneladende ikke med Dave Clark Five, for hverken i New York, London, Paris, Hamborg, København, Manchester osv. er det lykkedes mig at finde bare én opsamlings CD med den pågældende gruppe. Findes der slet ingen?
Med venlig hilsen
Kjeld Mølbæk

Hej Kjeld
Jo, der gør der skam – og det kunne da også lige passe, at en gruppe som DC5 ikke havde samlet deres største succeser! Jeg vil anbefale dig opsamlingen Glad All Over Again, der blev udsendt i 1993. Og hvis du ikke kan finde den andre steder, fås den i hvert fald på Amazon.com.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Himlen har sit lys tændt

Hej Tor
Jeg efterlyser en sang med teksten: “Himlen sit lys har tændt, lillebrors dag er endt” og “Hvis du ser Ole Lukøje på din vej, så sig, han skal komme til mig”. Jeg kan ikke huske hele sangen, men har et barnebarn, som gerne vil høre den, så jeg håber, du kan hjælpe. Den er sandsynligvis sunget af Birthe Wilcke eller Grethe Klitgård.
Med venlig hilsen Anni Johansen

Hej Anni
Sangen er både kendt som Ole Lukøje og som Himlen har sit lys tændt. Det var oprindeligt en svensk sang, der fik dansk tekst af Otto Leisner, og den er indspillet af flere kunstnere, bl.a. Raquel Rastenni. Hendes version kan du bl.a. finde på CD’en De største hits.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Christina Aguilera gør status

En af tidens mest succesfulde poptøser er Christina Aguilera, der både har begejstret og forarget. På mandag udkommer en opsamlingsplade med hits som Genie in a Bottle, Nobody Wants To Be Lonely og ikke mindst den store ballade Beautiful. Sangen handler om at tro på sig selv på trods af de problemer, man måtte have været igennem, og er indspillet i første hug. Inden optagelsen havde Aguilera og sangskriveren Linda Perry talt historien igennem, hvilket havde rippet op i Aguileras hårde opvækst hos en streng far. Popstjernen blev så berørt, at hun helst ville hjem, men Perry holdt på, at hun skulle gå til mikrofonen – og resultatet blev en meget rå og dybfølt indspilning, der sad lige i øjet i første forsøg.

Opsamlingspladen har fået titlen Keeps Gettin’ Better – A Decade Of Hits.

Kategorier
Musiknyheder

Svantes samlede – og lidt til

I 1973 udsendte Benny Andersen og Povl Dissing deres første fælles plade, og siden da er det blevet til mange folkekære udgivelser fra digteren og sangeren, både med og uden Svante. For at markere, at det i år er 35 år siden, udsendes deres syv plader i bokssættet Livet er ikke det værste man har.

Lige fra deres første LP Svantes viser har makkerparret været en stor succes. Selvom det måske overraskede nogen, kom det ikke bag på pladens producer Peter Abrahamsen. Han havde troet så meget på idéen, at han ligefrem havde solgt sin bil som en del af finansieringen af pladen. Bokssættet, der udkommer på mandag, indeholder også en DVD med filmen Da Svante Forsvandt fra 1975 med blandt andre Dissing og Andersen på rollelisten.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Banjo/guitar-duel

Hej Tor
Jeg er på jagt efter et instrumentalnummer der er bygget op som en duel mellem en guitar og en banjo. Det er et nummer jeg gennem tiderne har hørt flere gange og det forekommer mig at nummeret også har medvirket i en film med nogle mænd der var taget på tur i den amerikanske ødemark. Det er et countrynummer i hilbilly-stil. Kan du hjælpe med titlen og også gerne hvem der har indspillet den og muligheden for at købe den i dag.
Mvh Per Jensen

Hej Per
Nummeret, der er kendt som Dueling Banjos, blev populært via filmen Deliverance fra 1972, og du kan se filmklippet her. Dueling Banjos er bygget over kompositionen Feudin’ Banjos fra midten af 1950’erne og findes på flere forskellige CD’er. Blandt andre soundtracket til Deliverance og opsamlinger som Bluegrass Breakdown og 100 Greatest Film Themes (søg fx på “Dueling Banjos” under Tracks på www.cdskiven.dk).
Med venlig hilsen
Tor Bagger