Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: “Kontrol kontrolleres…”

Hey Tor
Forleden fandt jeg en kasse af mine gamle kassettebånd, helt tilbage fra de glade dage i 80’erne. For sjov smed jeg nogle af båndene i mit konfirmationsanlæg, som jeg havde fundet frem fra gemmerne i kælderen. På et af båndene fandt jeg et musiknummer, som jeg gerne vil bede om din hjælp til at identificere. Nummeret har en meget futuristisk lyd, der ligger ret tæt på Anne Linnets “Nattog”. Rent tidsmæssigt vil jeg tro nummeret ligger omkring 1982-1983. Jeg har afskrevet teksten: ”Kontrol kontrolleres, Kontrol registreres, Systemer systematiseres, lidt efter lidt automatiseres mit blik, lidt efter lidt, mister jeg totalt min logik” (forkortet, red.).
Med venlig hilsen
Jesper Larsen

Hej Jesper
Nogle numre overlever let tidens tand, andre dukker først op igen den dag, man rydder op i sit gamle inventar. Sangen hedder ganske enkelt Kontrol, og din tidsfornemmelse er helt fin, for den stammer fra 1983. Gruppen hed Baby Band og blev bl.a. ført frem i radioen af Kim Schumacher – du kan læse et gammelt interview med dem her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Stevie Wonder indtager Aalborg

I aften giver en af poppens ”grand old men” i Gigantium i Aalborg en af sine sjældne koncerter. Stort set alle, der kender til Stevie Wonder, ved, at han er blind, men synet er faktisk ikke den eneste sans, stjernen må undvære. I 1973 udtrykte han i et interview en angst for, at nogen eller noget ville bringe hans liv i fare. Få dage senere var han udsat for en trafikulykke, hvor en træstamme løsrev sig fra en lastbil og ramte Stevie Wonders bil (hvor han var passager, naturligvis). Popstjernen lå i koma i fire dage og mistede sin lugtesans fuldstændig. Hans næse for at skrive langtidsholdbare hits tog dog ikke skade, hvilket han beviser i aften ved sin eneste koncert i Danmark i denne omgang.

Kategorier
Musiknyheder

The Twist til tops som største Billboard-hit

Den toneangivende amerikanske singlehitliste Billboard Hot 100 kan fejre sit 50-års-jubilæum og i den anledning har folkene bag haft de avancerede lommeregnere fremme. Resultatet er en liste over de mest populære sange på listen nogensinde – ikke nødvendigvis de samlet set bedst sælgende eller mest mindeværdige numre, men dem, der over tid har haft de bedste placeringer på listen.

Det allerstørste Billboard-hit gennem årene er The Twist med Chubby Checker fra 1960, blandt andet fordi den lå nr. 1 på listen to gange med et års mellemrum. Chubby Checker selv betragter The Twist som kulturelt banebrydende, fordi sangen og den medfølgende dans tillod folk at danse hver for sig. ”Hvor som helst på planeten, når en sang har et beat, danser folk hver for sig til det beat, og før Chubby Checker var det ikke sådan, og jeg tror, at min plads på hitlisterne har haft stor betydning for det”, siger han til Billboard.com.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Meteoren er landet

Hey!
DR kører i øjeblikket nogle tv-spots for det nye koncerthus, hvor man ser Steffen Brandt og en række andre danske musikere. Jeg er ret vild med baggrundsmusikken til spottet, men kan ikke lige gennemskue, hvem der står bag den. Måske du kan? Man kan se spottet på dr.dk/koncerthuset under overskriften “Meteoren er landet”.
Mvh Morten

Hej Morten
Nummeret hedder Teardrops og er oprindeligt med Massive Attack, og selvom jeg tidligere har givet æren for den flotte version i tv-spottet til Newton Faulkner, så er det altså versionen med svenske José Gonzales, der bruges (hør den her). Det er også ham, der har lavet den meget stemningsfulde musik til Sonys reklame med hoppeboldene i San Fransiscos gader.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sommerferiebussen

Hej Tor
For 30-40 år siden var der flere år i træk i DR TV et eftermiddagsprogram. Jeg tror det hed Sommerferie og værten hed vistnok Elith Nørreholm. Programmet havde en meget iørefaldende kendingsmelodi, men hvad hed melodien, hvem var kunstneren og kan versionen evt. stadig købes/skaffes?
Med venlig hilsen
Jens L

Hej Jens
Mon ikke du tænker på Elith Nørreholms Sommerferiebussen, der kørte rundt i landet i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Den kække temamelodi var Magic Trumpet, også kaldet Happy Trumpeter (Magic Trumpet). Versionen fra Sommerferiebussen var med Los Mejicos, som jeg dog ikke har kunnet opdrive, men du kan købe komponisten Bert Kaempferts egen indspilning her samt høre en bid af en helt tredje version her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Flere sange fra Malenes ”mor”

Sommerens største danske hit har nu fået følgeskab af flere sange fra kvinden bag historien om Malene, hvor Sys Bjerre angiveligt giver en utro ekskæreste tørt på. I søndags fortalte hun dog i NORDJYSKE Stiftstidende, at sangen ikke handler om hende selv, men at idéen kom fra en venindes oplevelser med en fyr.

Til gengæld har Sys Bjerre fortalt til dr.dk/musik, at hun engang hældte soya i sin ekskærestes mobiltelefon, fordi han blev ved med at sms’e, mens de spiste sushi, og til metroXpress har hun erklæret sig skyldig i at hælde øl i en fyrs sportstaske, fordi han opførte sig som en idiot over for hende. En af hendes veninder var mere udspekuleret og puttede frosne rejer ind i sin ekskærestes gardinstang, efter han havde været hende utro. Historierne fra Sys Bjerres liv kan høres på debutpladen Gør det selv, der udkom i mandags.

Kategorier
Brevkasse

Jørgen, Noller og Cliff

På fredag kan Brødrene Olsen fremvise en ny CD, der blandt andet viderebringer en stor oplevelse for de to tidligere Grand Prix-vindere. Jørgen og Noller har fået selveste Cliff Richard til at medvirke på den nye plade, så deres tidligere udgivne Look Up Look Down nu er en duet med poplegenden. Ved Cliff Richards koncerter i Danmark for fem år siden fik Brødrene Olsen lejlighed til at give Cliff Richard et par af deres CD’er.

Senere fortalte Cliff på engelsk radio, at The Olsen Brothers var noget af det bedste, han havde hørt længe, og at de bare skulle ringe, hvis de en dag fik brug for en tredjestemme. Så det gjorde de. Resultatet af Jørgen, Noller og Cliffs møde på Cliff Richards vingård i Portugal kan høres på den nye CD Respect.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra politiserie

Hej Tor
Jeg så i aftes anden del af en miniserie om en politibetjent ved navn Cato på DR 1 kl. 22.20. I dette afsnit er der en komponist, der spiller klaver i flere scener. Kan du oplyse, hvad det er for musik, der spilles? Jeg prøvede at se rulleteksterne igennem, men nåede ikke at læse det hele. Såfremt du ved, at denne musik kan købes, vil jeg gerne have oplysninger, der kan hjælpe med dette indkøb. På forhånd tak for hjælpen.
Venlig hilsen
Lene Bülow

Hej Lene
Man kan jo ikke være alle steder på én gang, så jeg har allieret mig med DR1 for at finde svaret på dit spørgsmål. Der bruges flere stykker musik i det afsnit af tv-serie, som du henviser til (se titler på dem alle fire herunder), men når du henviser til noget med en komponist ved et klaver, er det mest sandsynligt, at det er “Adagio in G minor”, der er blevet fremført. “Adagio in G minor”, der oftest kædes sammen med navnene Remo Giazotto og Tomaso Albinoni, anvendes også i bl.a. Orson Welles’ Kafka-film The Trial og på The Doors-pladen An American Prayer. Du kan høre en bid af den her.

– Al musik fra rulleteksterne:
”Fast” fra albummet ”Me baby blue and Jerome”
Andreas Lyngstad, Vokal: Tirill Pharo
Beatheaven records 2005

“Adagio in G minor”
Albinoni
Naxos 1996

“Valborg oh oh yeah yeah”
Gundersen/Næss, Vokal: Lars Berteig Andersen
EMI Music Norway 2004

”Come back to me”
Gundersen/Næss, Vokal: Kim A. Hagen
EMI Music Norway 2004

Med venlig hilsen
Tor Bagger