Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Pomp and Circumstance på dansk

Kære Tor
Jeg er ved at arrangere surprise party for min bror, der snart fylder rundt og vil gerne bruge en sang, men jeg ved ikke hvem den er med. Det er Pomp and Circumstances, men på dansk. Ved du hvem, der har lavet den?
Med venlig hilsen
Den anonyme søster

Kære ”søster”
Det var dansktopgruppen Skipper & Co., der for 15-20 år siden udgav en dansk version af den britiske hymne under titlen Tillykke. Du kan blandt andet finde den på CD’erne Det bedste fra Giro 413 og I dagens anledning.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens sommersang: In the Summertime

En af de store sommersange er den spøjse In the Summertime, som Mungo Jerry lancerede i 1970. Blandt genindspilningerne findes Shaggys version fra1995 med en let ændret tekst.

Af både politiske korrekte årsager og af hensyn til trafiksikkerheden ændrede han den bemærkelsesværdige linje med ”have a drink, have a drive”, så den i stedet blev til ”I’m going to ride and drive”. Til gengæld fik han på puklen for ikke også at ændre den lettere nedsættende linje “If her daddy’s rich take her out for a meal, if her daddy’s poor just do what you feel” (Hvis hendes far er rig, så inviter hende ud at spise, hvis hendes far er fattig, så gør, hvad du har lyst til).

Kategorier
Musiknyheder

X Files er tilbage i biffen

Senest har The Simpsons og Sex & the City med succes taget springet, og i denne uge indtager en anden af 90’ernes store tv-serier biograferne. X Files blev til film i 1998, og efter ti år er opfølgeren klar: The X Files I Want to Believe. Fans af det paranormale univers har allerede i forfilmen fået bekræftet, at den karakteristiske temamusik stadig anvendes.

Det var komponisten Mark Snow, der blev hyret til at kreere et mystisk og stemningsfuldt tema til X Files, men selv efter flere udkast var seriens forfatter ikke helt tilfreds. I frustration lænede Mark Snow sig ind over sit keyboard med hele underarmen, og ved et tilfælde skabte han på denne måde den lidt uhyggelige ekkolyd, som man siden har identificeret med X Files. Den nye film om agenterne Mulder og Scully har dansk premiere på fredag.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Freddie Mercury-hyldest

Hej Tor
Min datter mener at Queen lavede en hyldestsang til Freddy Mercury efter hans død. Ved du om det er tilfældet. Og i så fald, hvad er titlen på sangen.
Med venlig hilsen
Anita

Hej Anita
Din datter har ganske ret. Freddie Mercury døde i 1991, men det var først i 1997, at de resterende Queen-medlemmer udgav en decideret hyldestsang til deres afdøde forsanger. No-One But You (Only the Good Die Young) var egentlig tiltænkt en plads på en af Brian Mays soloplader, men efter lidt bearbejdning indspillede Queen den i fællesskab. Den findes på opsamlingen Queen Rocks som det eneste nye nummer. I kan også se musikvideoen på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Steen med det ekstra ben

Hej!
Jeg vil blive glad, hvis det er muligt, at finde frem til hvem det var der sang “Steen med det ekstra ben”. Jeg er lidt usikker om den hedder sådan, men det bliver der sunget i sangen! På forhånd tak for hjælpen!
Hilsen fra Janni

Hej Janni
Det sker med jævne mellemrum, at Steen med det ekstra ben dukker op i min bunke med spørgsmål. Det var visesangeren Per Juhl, der lancerede den danske version af sangen, som blandt andet findes på CD’en Dansktop Jubilæum 1971.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens sommersang: Summertime Blues

Uanset vejret bliver alverdens sommersange støvet af og fundet frem i radioprogrammerne i denne tid. Et af de årligt tilbagevendende hits gennem et halvt århundrede er Summertime Blues, som Eddie Cochran i 1958 var den første blandt mange til at indspille. Cochran skrev sangen sammen med sin gode ven Jerry Capehart, der senere fortalte til musikmagasinet Rolling Stone, at deres idé havde været at skrive en sang om de problemer, der for unge kan være forbundet med sommerferieperioden, hvilket ikke var hørt før. Eddie Cochran havde også en idé til et guitarriff, og i løbet af blot 45 minutter havde Cochran og Capehart i fællesskab hjulpet en sommerklassiker til verden.

Kategorier
Musiknyheder

Billie Jean nr. 1 på dansegulvet

Aviser, radiostationer og musikblade beder ofte om assistance til at kåre alt lige fra musikhistoriens bedste album til verdens bedste luftguitarsang. I sidste uge afsluttede den engelske BBC Radio 2 en afstemning, der med hjælp fra lytterne skulle finde det bedste nummer til dansegulvet nogensinde.

Vinderen blev en sang, der selv i produktionsfasen gav sangeren lyst til at danse. Produceren Quincy Jones forsøgte ellers at forklare Michael Jackson, at den instrumentale introsekvens til sangen Billie Jean var alt for lang, og at der gik alt for lang tid, før der for alvor skete noget i nummeret. Men Michael Jackson vidste, at netop denne intro gav ham lyst til at danse, og den fornemmelse har et flertal af de engelske radiolyttere stadig 25 år senere. Billie Jean vandt kampen om dansegulvet foran Donna Summers I Feel Love og Get Up (I Feel Like Being A) Sex Machine med James Brown.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Cirkusmusik

Kære Tor Jeg ved du er skrap, til at finde navne på næsten halvglemte musikstykker. Jeg mener det var DR1 som viste Cirkusfestivalen Monte Carlo 2004. I den forestilling medvirkede to mænd, som kaldte sig styrkeekvilibrister. De kan ses og det musik de bruger høres, hvis man googler ”Body Magazine Video Styrkeekvilibrister”. Hvad hedder det musikstykke? Håber du kan hjælpe, for nu er mine muligheder brugt op.
Venligst Annie Kvist

Kære Anni
Musikstykket fra cirkusfestivalen er oprindeligt fra Christopher Columbus-filmen 1492 Conquests of Paradise. Det er den græske musiker Vangelis, der har komponeret og udgivet stykket, der hedder netop Conquest of Paradise.
Med venlig hilsen Tor Bagger