Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Frank Arnesen-sang

Hej Tor
Det er egentlig ikke fordi jeg skal bruge svaret til noget, men det generer mig altid, når der er noget, jeg ikke kan komme i tanke om. Her under EM hørte jeg den gamle fodboldsang En for alle i radioen og pludselig kom jeg tal at tænke på, at Frank Arnesen også sang med på en eller anden sang dengang, som ikke handlede om fodbold. Men jeg kan simpelthen ikke huske hvad det var. Kan du?
Joachim

Hej Joachim
Ja, men det er vel nok længe siden, jeg har såvel hørt som tænkt på den. Nummeret hed Vi er på banen, og var i 1986 en del af en anti-grafittikampagne, der blev lanceret af DSB. Nummeret var skrevet af Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene og blev udgivet af Rejseholdet, der ud over Frank Arnesen blandt andre talte Frede Fup.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: My Heart Belongs to Daddy

Hej Tor
Min kone og jeg har diskuteret om Marilyn Monroe var den første, der indspillede My heart belongs to daddy eller om den var kendt i forvejen. Kan du svare?
Med venlig hilsen
Jens og Kirsten

Hej Jens og Kirsten
My Heart Belongs to Daddy er helt tilbage i 1938 som en del af Cole Porters musical Leave It To Me, hvor Mary Martin sang den. Marylin Monroe optrådte først i 1960 med sin version i filmen Let’s Make Love.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Enrique i EM-finalen

Spanien har længe været sikret en plads i søndagens EM-finale – i hvert fald hvis man medregner opvarmningen til årets helt store fodboldbrag. Måske er det et udtryk for, at værtsnationerne Schweiz og Østrig ikke ligefrem vader i popstjerner i international klasse, når de har valgt at lade spanieren Enrique Iglesias optræde før selve finalen.

På den måde når Enrique også et stykke længere i sin ”fodboldkarriere”, end hans far Julio gjorde i sine unge dage. Før Julio Iglesias blev kendt som smørtenor og popstjerne var han nemlig talentfuld målmand på Real Madrids ungdomshold, men skaderne fra et trafikuheld tvang ham til skifte spor. Når hans søn Enrique optræder ved finalen på søndag, er det med den officielle EM-sang Can You Hear Me.

Kategorier
Musiknyheder

Blondie fejrer jubilæum

Selvom det er 34 år siden, den engelske band Blondie blev dannet, har de for tiden travlt med at fejre en rund fødselsdag. Det er nemlig i år 30 år siden, deres mest succesfulde album Parallel Lines blev udsendt, og det markeres med en særlig genudgivelse.

Pladen, der blandt andet indeholdt kæmpehittet Heart of Glass, fik sin ”geometriske titel”, fordi de fleste af sangene handler om mennesker, der aldrig rigtigt kan finde hinanden – ganske som helt parallelle linjer aldrig krydser hinanden. I pladecoveret fra 1978 finder man også teksten til den melodiløse sang Parallel Lines, der slet ikke findes på albummet, men blot er et digt skrevet af sangerinden Debbie Harry. Jubilæumsversionen af Parallel Lines, der udkom i mandags, indeholder som bonusmateriale en række single-b-sider og en DVD.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Gold and Silver Days

Hej Tor
Jeg har hørt en god melodi. Jeg mener det er en irsk folkesang/melodi, og der synges noget med ”Gold of silver days”. Sangeren har jeg hørt som James Finnegan, men kan ikke finde noget på
ham, så det passer nok ikke. Kender du måske denne sang/melodi?
Hilsen Lene

Hej Lene
Sangen Gold and Silver Days er nok bedst kendt med den irske sanger Paddy Reilly, men den er også indspillet af to kunstnere med navne, der min der om “James Finnegan”. Den ene er Geraldine Brannigan, men det mest sandsynlige er nok, at du har hørt den med Jim Finnegan. Hans version findes blandt andet på opsamlingen Irish Country.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: TeamDanmark-reklame

Hej Tor
Jeg har et par gange set en TV-reklame for noget med Team Danmark, hvor de bruger et rocknummer. Kan du fortælle hvad det er?
På forhånd tak
Jonas P.

Hej Jonas
Det er faktisk nordjyske toner, der er valgt som underlægning i TeamDanmark-reklamen. Bandet The Alpine stammer fra Aalborg, og det er deres nummer Trigger, der bruges. Trigger findes på CD’en On Feel Trips, der også indeholder hittene No I in Team og Mondays Look the Same.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Johnny B. Goode som præsident

Det er fast kotyme, at de amerikanske præsidentkandidater bruger musik i deres kampagner, men det er også tit sket, at musikvalget har givet bagslag. Republikaneren John McCain har i starten af sin kampagne brugt Chuck Berrys rock’n’roll-klassiker Johnny B. Goode, men nu har Chuck Berry selv meldt ud, at han støtter modkandidaten Barack Obama.

Chuck Berry sagde i sidste uge til Reuters, at ”Amerika er endelig nået til det sted, hvor man kan vælge en farvet mand, uden at det er en ulempe”. Da han skrev Johnny B. Goode i 1958, var sagen en helt anden. For ikke at støde det hvide publikum fra sig ændrede han en smule af teksten om den unge Johnny, så han ikke var ”a coloured boy”, men i stedet ”a country boy” fra Louisiana.

Kategorier
Musiknyheder

Simon og Peter og Ulven

Simon Kvamm er normalt kendt som Angora-dreng og Nephew-forsanger, så det er en utraditionel rolle, han indtager på lørdag. Her opfører Tivolis Symfoniorkester værket Peter og Ulven, og Simon Kvamm har sagt ja til at være fortæller. Sovjetiske Sergei Prokofiev komponerede det specielle værk i 1936 i et forsøg på musikalsk at formidle historien om hyrdedrengen, der af kedsomhed lidt for ofte råber ”Ulven kommer!”. Hvert dyr og hver person ”spilles” af et bestemt instrument, og det symfoniske eventyr kædes sammen af en fortæller.

Når Simon Kvamm på lørdag har denne rolle, skriver han sig ind i en række af Peter og Ulven-fortællere, der blandt andre også tæller Sting, David Bowie og Sharon Stone. Tivoli-optagelsen udkommer digitalt og på CD allerede på tirsdag.