 |
| |||
| |||
|
|
Klik her for de seneste musikanmeldelserAnmeldelser af CD'er med bl.a.: Danni Elmo Nelly Furtado Niels Skousen Corinne Bailey Rae Pet Shop Boys Michael Falch The Beatles Bruce Springsteen Erasure The Little Willies Juncker
Bedømmelser
2 ud af 6:
|
|
|
|
The Beatles: The Capitol Albums Vol. 2
EMI Music - Hør klip fra pladen her
Boxset-serien The Capitol Years er endnu en måde at samle gamle Beatles-indspilninger, men heldigvis blandt de bedre. Denne firedobbelte CD kan dog med rette klandres for at være for amerikansk, for da The Beatles blev introduceret til det meste af verden i starten og midten af 1960erne, gav Capitol Records de enkelte landes pladeselskaber meget frie hænder. I USA resulterede det i, at rettighedshaveren lancerede The Beatles' første mange indspilninger på anderledes sammensatte LP'er end for eksempel de engelske. The Capitol Years vol. 2 består således af de fire Beatles-album, som blev udgivet i USA alene i 1965: The Early Beatles, Beatles VI, soundtracket til Help! samt Rubber Soul, der i USA var en anelse anderledes, end den vi kender herhjemme.
Spørgsmålet er så, om dette nye boxset er investeringen værd, når man skal finde sig i at få amerikansk rod i Beatles-kronologien og udgivelsesordenen. Svaret for inkarnerede fans er ja, for The Capitol Years vol. 2 præsenterer samtlige 46 sange i både monoversioner og stereomix, som aldrig tidligere har været udsendt på CD, og som får de gamle numre til at fremstå nye og spændende i lydbilledet. Med den firedobbelte CD følger en flot booklet med billeder og en længere tekst om musikken og Beatles' indtog i USA, hvilket var savnet ved vol. 1 i The Capitol Years-serien.
|
|
Bruce Springsteen: We Shall Overcome – The Seeger Sessions
SonyBMG - Hør klip fra pladen her
For et par år siden leverede Bruce Springsteen et bidrag til en hyldestplade til den amerikanske folkmusiker Pete Seeger. Det var helt naturligt for ham at være med til at vise sin beundring over for et af hans egne idoler – og det var tilsyneladende også helt naturligt at fortsætte med et personligt hyldestprojekt. På We Shall Overcome-pladen har Springsteen sendt sit E-Street Band på ferie og allieret sig med musikere fra den amerikanske roots-musikere, hvilket vil sige erfarne kræfter fra inden for blues, folk, skiffle og countryscenen. Akkompagneret af banjo, violiner, slideguitar og sågar tuba og trompet fortolker Bruce Springsteen både Seegers egne numre og sange, som Seeger gjorde kendte.
Ud over det åbenlyse valg af titelnummeret indeholder pladen blandt andet Oh Mary Don't You Weep, Ol' Dan Tucker og Shenandoah. Måske er der ikke meget Boss over Bruce Springsteen på denne plade, men han lyder til at have det som en festlig fisk i vandet. We Shall Overcome er båret af umiskendelig lyst og kærlighed til den del af den amerikanske sangskat, der bærer Pete Seegers gamle kvalitetsstempel. Og Bruce Springsteen, der i mange år har været indbegrebet af amerikanske musik, har i virkeligheden aldrig været mere amerikansk end på We Shall Overcome – The Seeger Sessions.
|
|
Erasure: Union Street
EMI Music - Hør klip fra pladen her
Den elektroniske popduo Erasure er blandt de grupper, man mindst af alle ville have forestillet sig skulle udsende et akustisk album – og i hvert fald næppe et vellykket, sammenhængende af slagsen. Ikke desto mindre er Vince Clark og Andy Bell sluppet fra opgaven med mere ned blot æren i behold. Union Street indeholder nye akustiske versioner af elleve sange fra hele Erasures karriere, men der er ikke tale omoplagte genindspilninger af kendte hits som A Little Respect eller Oh L'amour. De to englændere har valgt mindre kendte sange, som de til gengæld troede på ville kunne fremstå bedre i en unplugged-form. Den akustiske guitar er det bærende instrument, men de simple indspilninger er delikat tilsat mandoliner, fløjter og andre instrumenter. Det giver de fleste steder musikken en nerve og fyldighed, men nogle steder er strygere og englekor tæt på at fjerne fokus fra det, der er hele albummet formål; at give nyt liv til en række lidt for oversete melodier. Union Street viser alligevel, hvor stabilt og velfungerende et makkerpar Clark og Bell er som sangskrivere, og ikke blot som popikoner eller dansegulvsnostalgi. Nummeret Home fremstår pludselig som en blød rocksang, der ville være U2 værdig, og blandt andet Spiralling viser, hvor dygtig en sanger Andy Bell er – med eller uden rygdækning af Erasures sædvanlige synthesizerrygdækning.
|
|
The Little Willies: The Little Willies
EMI Music - Hør klip fra pladen her
Det er en gave for markedsføringen af albummet med The Little Willies, at et af bandmedlemmerne hedder Norah Jones. Hun har i de seneste år etableret sig som den bløde jazzmusiks store unge stjerne med hits som Don't Know Why og Sunrise, men denne nye plade er bestemt ikke blot endnu en Norah Jones-udgivelse. Man mærker tydeligt, at Little Willies er mere end blot en stjerne og hendes fritidsprojekt, men derimod en gruppe dygtige musikere, der på lige fod nyder hinandens selskab. Stilmæssigt kunne enkelte af numrene meget vel passe ind på en Norah Jones-plade, men der er også ting, hun næppe havde taget med på sit solorepertoire. For eksempel den muntre skifflesang om den madglade gamling Roly Poly og Little Willies' indspilning af Tennessee Stud, der vækker minder om en ung Johnny Cash.
I det hele taget dyrker Little Willies de musikalske rødder, de bærer med sig rundt fra især amerikansk country, blues og rootsmusik, og pladen virker som én stor legeplads. Det er ikke sikkert, at almindelige Norah Jones-fans som udgangspunkt vil blive tiltrukket af stilarterne, men Little Willies har en ligefremhed og en smitsom spilleglæde, der gør det svært ikke at tø op undervejs.
|
|
Juncker: Det sorthvide Hotel
ArtPeople - Besøg Juncker
Når det samlede billede kunne have været bedre – og egentlig ikke er langt fra at være det – er det ærgerligt, at de sidste vigtige brikker i puslespillet mangler. Juncker debuterede for halvandet år siden med pladen Snork City med svært iørefaldende sange om dansk hyggesmålighed og egne analyser af barndomsminder, især kendt via sangen om Mogens & Karen. Juncker både cementerer og videreudvikler sin fine sans for hverdagsobservationer og rammende ordspil på Det sorthvide Hotel. I sammenligning med første plade ligger fokus dog i højere grad på ”voksen ungdom”, som for eksempel med identitetsproblemerne i at prøve at forstå ”hvad i alverden det var, de mente, når de sagde, man sku' finde sig, finde sig selv, og samtidig affinde sig med at sku' te sig som dem” i Kære dagbog. Den politiske bevidsthed (ikke at forveksle med politisk korrekthed) stikker også hovedet frem på blandt andet Bad Vibes med en indirekte, men ganske klar hilsen til Dansk Folkeparti: ”for jeg går og skammer mig, når du siger, du har aktier i mit blod”.
Det ærgerlige er, at ser man på Det sorthvide Hotels melodier, ville de bedste af de nye melodier kunne vægtes som blandt de svageste, hvis de havde været udgivet på debuten. Det sorthvide Hotel er ikke en skuffelse - men hvis forventningerne skulle have udgangspunkt i Snork City, så er den nye plade desværre heller ikke helt på højde med, hvad man kunne håbe – og formentlig heller ikke på højde med, hvad Juncker vil kunne præstere senere.
|
|
Tina Dickow: Live In the Red (DVD)
Finest Gramophone/A:larm Music - Besøg Tina Dickow
Naboens datter fra Åbyhøj har for alvor fået vind i sejlene siden sidste sommer, hvor hendes tredje album, In the Red, udkom. Siden da har hun optrådt både solo og med band for fulde huse mange steder i Danmark, promoveret pladen i blandt andet USA og modtaget både priser ved både Danish Music Awards og P3 Guld. Denne nye DVD's primære indhold er en koncertoptagelse fra Vega i København, som ganske fint indfanger Tina Dickows styrker på scenen, hendes sangtalent og samarbejdet med det band, hun har kendt siden teenageårene. Det lykkes desværre ikke i samme omfang at indkapsle publikums begejstring og benovelse.
Koncerten rummer blandt andet hendes mest kendte numre Warm Sand, Give In, Nobody's Man og en overraskende velfungerende soloversion af Status Quos gamle In the Army. Ekstramaterialet er primært numre indspillet under mere intime rammer end Vega-koncerten. Live In the Red udnytter således ikke DVD'ens muligheder optimalt, men som en introduktion til ”den samlede Tina Dickow-pakke” fungerer DVD'en aldeles fremragende: Den rummer de stærkeste sange siden debuten, interviewpræsentation af personen Tina Dickow, smagsprøver på den afdæmpede solokunstner og en udmærket skildring af evnerne sammen med hendes band foran et publikum.
|
|
Rasmus Nøhr: Lykkelig smutning
Copenhagen Records - Besøg Rasmus Nøhr og hør klip
Rasmus Nøhr er en ener. Han har startet DM i Rock som teenager, spillet poker og backgammon om store summer i USA, været gademusikant i udlandet, bearbejdet barndommen med en alkoholikerfar og fundet sine egne ben at stå på i musikken. Lykkelig smutning er Nøhrs andet album efter den selvbetitlede debut, der blandt andet indeholdt numrene Sjælland og Det glade pizzabud. Stilen er atter en skønsom blandt af simpel rock og visepop af den slags Kim Larsen også har dyrket på Sange fra Glemmebogen. Bedst er Rasmus Nøhr, når hverdagsiagttagelserne bliver hævet et ekstra trin op af hans store evne til at formidle forventninger og drømme på sange som Lykkelig smutning, Rimelig almindelig og på singlen Sommer i Europa: ”Hvis jeg ta'r væk, ta'r du så med? Så får vi sol og kærlighed og mad fra bål, og kommer hjem når vinteren er gået”.
Med hans andet album står det mere og mere klart, at Rasmus Nøhr i stedet for blot at være ”en af sangerne fra den dansksprogede bølge” skal sættes i en noget mere personlig bås. Hvis han kan blive ved med at udvikle sangskrivningen og evnen til at aflæse de rette, små bidder af sit eget liv gennem sangene, skal omverdenen nok holde fast i interessen for en ener som Rasmus Nøhr.
|
|
Ann-Mette Elten: Solo
RecArt - Besøg Ann-Mette Elten
Selvom den nye plade fra Ann-Mette Elten hedder Solo, er det ikke første gang, hun udgiver noget uden På Slaget 12 (også kendt som PS12). Tidligere har hun udsendt en to plader med gamle, danske klassikere, men denne gang har hun med hjælp fra kendte og mindre kendte danske komponister samlet tolv nyskrevne sange. En af de svære balancegange med flere sangskrivere er at få den endelige plade til at hænge sammen. Valget af numre fra Anne Linnet, Anne Dorte Michelsen og PS12-kollegaen Niels Kirkegaard står godt både til hinanden og til Ann-Mette Elten, men pladen indeholder også et par ærgerlige kiksere.
Mest beskæmmende er en Nanna Lüders-sang om familiehverdagens småskænderier. Omkvædet ”Vær dog søde ved hinanden ellers mister vi forstanden, tal dog pænt til hinanden for om lidt er alting forbi” ville gøre sig godt i Souvenirs' univers. Men når Ann-Marie Elten ellers fremstår som en moden sangerinde med hel- eller halvseriøse sange om forelskelse, voksen kærlighed og adskillelse, så falder den pjattede Vær dog søde ved hinanden igennem.
Stilen veksler mellem halvakustiske, moderne viser og blød rock af den slags, der godt tør skrue op for guitaren, men ikke har intentioner om at fornærme eller skræmme nogen. Og begge dele klæder den pæne, tydeligt artikulerende Ann-Mette Elten.
|
|
Div. kunstnere: Postkort fra livet
CMC Entertainment
Med den idé, der ligger bag, er Postkort fra livet et af de mest opfindsomme danske musikprojekter i mange år. Det er ikke en forvirrende hyldestplade eller en usammenhængende opsamling, som det ellers ofte ses, når flere forskellige kunstnere deles op pladsen på én plade, for det er faktisk lykkedes at skabe en harmonisk og interessant udgivelse. Postkort fra livet er udtænkt af Poul Krebs og af medarbejdere på P4, som har fået lyttere til at indsende små og store fortællinger fra deres eget liv. Det har givet iørefaldende historier og musikalske stillbilleder fra hverdagslivet på en måde, kunstnerne formentlig ikke selv kunne være nået frem til.
Ét godt eksempel er Søs Fengers smukke og sørgelige Lucas om at miste et barn, og et andet er Junckers sang På fredag bli'r jeg svensker. Nummeret, som handler om at måtte flytte til Malmö sammen med en udenlandsk kæreste på grund af dansk udlændingepolitik, får gennem postkortet en troværdighed, det ikke ville have haft som ”almindelig fiktion”. Udover en CD med sange indeholder Postkort fra livet også en CD med ”hørefilm”, hvilket vil sige små tableau- eller novelleagtige oplæste lytterpostkort.
|
|
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
Det siges, at britisk musikliv ikke har oplevet et lignende ”hype” over et nyt rockband, siden The Beatles brød igennem, og den overvældende interesse for Arctic Monkeys startede allerede før denne debutplade udkom. Whatever People Say I Am That's What I'm Not overhalede endda Oasis' rekord og er nu den hurtigst sælgende debutplade i England nogensinde. Nogle gange er hype langt fra ensbetydende med interessant indhold, men Arctic Monkeys skuffer ikke. Selvom der er tydelige inspirationskilder i blandt andet engelsk punk, så er Arctic Monkeys befriende langt fra alle de mærkater og genrebeskrivelser, man normalt vil kunne bruge overfor en debutplade.
De 22-23-årige Sheffielddrenge skrumler derudaf med uimponerede bud på, hvordan rock også kan lyde med præcise, men mundrette beskrivelser af ungdomsrastløshed – med linjer som ”Get on your dancing shoes you sexy little schwein” og ”Those that claim that they're not showing off are drowning in denial”. Det er bestemt ikke kun hittet I Bet That You Look Good On the Dancefloor, der udgør en stærk debut. Graden af benovelse og omfanget af den engelske hype kan diskuteres, men Arctic Monkey bliver ganske enkelt svære at komme uden om i 2006 – og sikkert også i de kommende år…
|
|
Neil Diamond: 12 Songs
Sony BMG Music
Er Neil Diamond så cool, at en af verdens mest alsidige og eftertragtede producere selv opsøger ham for at lave en plade med ham? Svaret er nej for de fleste, men ja for Rick Rubin, der har hjulpet alle fra Beastie Boys til Johnny Cash og nu skal arbejde med Metallica. Rick Rubin har altid kunnet haft en forkærlighed for den gamle sanger, der ikke har haft synderlig succes siden 1970ernes hits som Red Red Wine og Song Song Blue. Rick Rubin har formået at presse det bedste frem i en aldrende herre, der har styr på sin fortid og er ydmyg over for sin egen rolle, hvilket også kommer frem i mange af de nye sange, så som Hell Yeah og Man of God. De overflødige lag er skrællet af, og Neil Diamond er – dels på grund af Rick Rubin, dels som resultat af en livslang modningsproces – i dag en mere vedkommende sanger og personlig fortæller end nogensinde før.
Det var Rick Rubin, der med de nøgne produktioner på American Recordings-pladerne hjalp Johnny Cash til en bemærkelsesværdig genopblomstring før hans død, men hans plan om at arbejde med Neil Diamond er faktisk ældre end Cash-projektet. 12 Songs emmer af, at dette er hjerteblod for både sangeren og produceren, og den er et godt eksempel på, hvor autentisk og uprætentiøs musik kan fremstå.
|
|
Niels Hausgaard: Flyv så
RecArt
De sidste mange år har Niels Hausgaard koncentreret sig om shows, og der har således været masser af tid til at samle materiale til ”Flyv så”. Hausgaards trofaste showpublikum og tv-seere vil da også kunne genkende adskillige af historierne på den nye plade – om Egon, der med samfundets øjne ikke kan betale sig, om storebroderen der har sin kæreste med hjem, og om mennesker der helst skal have samme farve som grise.
Men selvom man har hørt nogle af de afdæmpede, underfundige sange, er det en fornøjelse, at Niels Hausgaard for første gang siden ”Fornuftens land” i 1992 har samlet musikere omkring sig i et studie for blot at præsentere sangene. Og ganske som i de lange forklaringer i hans shows er Hausgaard allerbedst, når han ironisk undskylder for idealisme - ”Det er hårdt at tænke tilbage på alt det lede, vi har gået og gjort, vi holdt helt klart med de bette uden at tænke på de store” – og når han skarpsindigt udstiller kedsommelige ægteskaber og småborgerlighedens stilstand med en betragtning som ”hans liv blev nærmest til en kuglegrill”. For Niels Hausgaard er stadig sangskriver inde bag ved, og sangene har derfor intet problem med at stå alene, som de gjorde i ”gamle dage”.
|
|
Lisa Ekdahl: Pärlor av glas
Sony BMG Music - Lyt til pladen
Lisa Ekdahl har formentlig accepteret, at hun sikkert aldrig får et hit på størrelse med gennembruddet Vem vet. Hun har i hvert fald på sine mange efterfølgende plader vist, at der er meget mere at komme efter uden at lade sig kyse af andres forventninger, uanset om hun har synget jazz, bossanova eller sin egen charmerende form for visepop. Pärlor av glas er en videreførelse af denne sidstnævnte svenske afart af den amerikanske singer/songwriter-tradition og virker umiddelbart som et Lisa Ekdahl-album på det jævne.
”Problemet” med en plade som denne er bare, at giver man den prædikatet ”ligegyldig” eller ”let forgængelig”, risikerer man øjeblikket efter at gribe sig selv i at fløjte en af de smittende melodier som Ljudlöst och salt eller Uppe bland träden. Kan man gennemskue hendes silkebløde svenske, og har man øre for teksternes finesser, vil man opleve voksen kvinde, der udadtil både tør være såret, nyforelsket, moden og moderlig, og som har fundet en form, der er personlig i ord og billeder: ”Jeg vil gerne redde dig, men ved ikke fra hvad, du ser ganske tilfreds ud, du virker næsten glad” synger hun på sangen Nästan glad, der er blandt pladens bedste.
|
|
Klondyke: Verdensmand
Bonnier Amigo - Besøg Klondyke her
Den aalborgensiske poppoet Mikael K og hans gruppe Klondyke har fundet den helt rigtige titel til deres tredje album, for Verdensmand er en samling fortælling om steder, personer, udlængsel og følelsen af hjem. Klondyke fik i 2002 deres gennembrud via P4-delen af DR-projektet KarriereKanonen, blandt andet med historien om Sæbepulver Johnny, og nu handler det om alt fra Jim og Louise, der sætter lejlighed i stand på John F. Kennedys plads, til pigen fra Åkirkeby, der leder efter sig selv i Mexico som en moderne Easy Rider på ”27 år, den alder som døde rockstjerner når”.
De senere års ”danske bølge” har fremvist stor talent blandt unge sangskrivere som Juncker og Peter Sommer, der mundret formår at gribe især små begivenheder og hverdagssituationer. Mikael K har en fortid i 80er-gruppen Boobs, og hans tekster har nogle af de samme kvaliteter, men skal især fremhæves for at turde brede drømmene ud og favne det, der ellers er for overvældende til at kunne blive udtrykt i ord: ”Jeg ta'r Jorden rundt i mit indre solsystems katastroferamte, men lykkelige klode – der danses dommedagsbolero Jorden rundt fra Bagdad til Ground Zero”. Vi har forhåbentlig ikke hørt det sidste til Mikael K, hans verdensmænd og deres skramlende lyrikpop.
|
|
Big Fat Snake: Between the Devil and the Big Blue Sea
CMC Entertainment - Lyt til pladen
”Big Fat Snake Classic” kalder pladeselskabet muntert den vej, som betrædes på den nye plade Between the Devil and the Big Blue Sea, og det er ikke skudt helt forbi. Big Fat Snake gør alt det, de er blevet kendt for, og alt det de er allerbedst til, og som især kommer til udtryk ved gruppens koncerter. Between the Devil and the Big Blue Sea fortsætter den umiddelbare stil, som gruppen genfandt på More Fire, men denne gang i en mere helstøbt udgave og med en langt mere pladevenlig produktion, sammenlignet med den nærmest skrabede lyd på More Fire – og samlet set er sangene ganske enkelt bedre.
Numre som All My Sweet Love og I Wanna Feel I'm Alive leder tankerne hen på koncerthits som Animal og Run Run Run, og selvom den nye plade formentlig ikke skaber en publikumsfavorit på højde med Bonsoir Madame eller No Peace Like in Heaven, så fungerer de nye sange nærmest som en garanti for, at Big Fat Snake også i år vil styre festen ved sommerens festivaler og open air-koncerter med hård hånd.
|
|
Madonna: Confessions On Dancefloor
Warner Music - Lyt til pladen
Madonna har mange gange vist, at hun er overraskelsernes mester, og denne nye plade er i og for sig også en overraskelse – spørgsmålet er så bare, om man kan kalde det en positiv overraskelse eller blot en overraskelse. Efter en række nyskabende, eksperimenterende plader har Madonna nemlig valgt at lave en plade udelukkende med dancenumre, og i stort omfang peger pladen mere tilbage til 90erne end ind i fremtiden. Den første single, Hung Up, der er bygget hen over ABBAs Gimme Gimme Gimme, er i tempo og energi meget symptomatisk for Confessions On a Dancefloor, selvom nummeret er det eneste, der er baseret på et sample. At lave en nonstop-danceplade er der i sig selv intet i vejen med, men idéen har en række indbyggede problemer, som også Confessions On a Dancefloor lider under. I det lange løb flyder for mange af sangene sammen til en masse, der reduceres til en anonym rytmeboks på trods af, at numre som eksempelvis Jump og Isaac hver for sig er af høj kvalitet.
|
|
EMI Music
Shakiras engelsksprogede gennembrud kom i 2002 med pladen Laundry Service, og numre som Whenever Wherever og Underneath Your Clothes tog Europa og USA med storm. Siden da har hun skullet tage stilling til, hvordan hun skulle forvalte sin nyvundne engelsksprogede succes uden at miste sin mangeårige ikonstatus som spansksproget popstjerne i Latinamerika. Shakira valgte meget sympatisk at satse på begge dele ved i løbet af få måneder at udgive to plader på hver sit sprog, og vel at mærke ikke blot med oversættelser af de samme sange. Hun har derfor skullet kreere sange nok til både Fijacion Oral vol. 1 og den nye Oral Fixation vol. 2, og det er langt hen ad vejen gået godt. Der er masser af iørefaldende numre, som formentlig vil falde i de vestlige Shakira-fans' smag ved første besøg, men i sammenligning med Shakiras tidligere udgivelser er der en ærgerlig mangel på sange, der kryber ind under huden – og bliver siddende der. Oral Fixation vol. 2 er nydelig, men på en underlig måde blodfattig, hvilket måske kan skyldes, at Shakira selv sidder i producerstolen, og ikke har været i stand til at give numrene det sidste piskesmæld, de egentlig fortjener.
|
|
TV-2: De første kærester på Månen
EMI Music
Et af de største komplimenter, man kan give et nyudkommet album, er, at det efter en enkelt gennemlytning eller to føles som en plade, man har haft stående i samlingen altid. Sådan en plade er De første kærester på Månen. Steffen Brandt & Co. har begået deres bedste plade i årevis, for efter en række udgivelser, der var vellykkede uden at være bemærkelsesværdige, er det som om, alt det, TV-2 står for, går op i en højere enhed på De første kærester på Månen. Teksterne rummer ikke længere den samme samfundssatire, som blev et af Brandts varemærker i 80erne og starten af 90erne, men kredser i højere grad om dybdeborende øjebliksbilleder fra ”et liv i et villakvarter nær dig”, sådan som det hedder i nummeret En mand og hans hund. Udover at niveauet i sangene er meget højt, selv ud fra en generel TV-2 standard, så har gruppens nye legekammerat – den unge, 80er-inspirerede producer Thomas Troelsen – formået at bygge bro mellem TV-2's forhistorie om dengang de var ”nutidens unge” og det voksne band anno 2005, der ikke er bange for at erkende, at ”det er blevet tid til det store midtvejseftersyn”, som det hedder i nummeret Moonwalking. Pladen Verdens lykkeligste mand i 1994 indvarslede en ny periode med et TV-2 i topform – og De første kærester på Månen afgiver det samme løfte 11 år senere.
|
|
John Lennon: Working Class Hero – The Definitive Lennon
EMI Music
I oktober sidste år ville John Lennon være fyldt 65 år, og den 8. december var det 25 år siden verden modtog beskeden om Lennons død. Mærkedagene er blevet markeret med en række genudgivelser, en dokumentar-DVD og dette dobbelte opsamlingsalbum. Working Class Hero indeholder 38 Lennon-indspilninger, naturligvis med numre som Imagine, Woman og Jealous Guy som nogle af perlerne i samlingen. En del af de inkluderede numre er i remastered-versioner, men dette betyder heldigvis ikke, at de er ændret til ugenkendelighed, men blot at lyden er stivet af med ny teknik, så 70ernes optagelser står knivskarpt i dag. For Lennon-fans, der ikke nødvendigvis sværger til LP'er og har samtlige album stående i samlingen, er Working Class Hero et godt og omfattende vue over en af rockhistoriens mest interessante solokarrierer. Udover de mest oplagte Lennon-sange indeholder denne dobbelt-CD blandt andet også godbidder som en liveversion af Beatlesnummeret Come Together og det originale forlæg til Real Love, som de resterende tre beatler færdiggjorde i forbindelse med 1990ernes Anthology-udgivelser.
|
|
Alberte, Thomas Winding & Jan Rørdam: Sludder og vrøvl, gamle jas
Det er efterhånden en del år siden, at Alberte udgav Tju-bang Chokolademand, der er blevet lidt af en nyklassiker i dansk børnemusik. Hvis du og ungerne har slidt den plade tynd gennem årene, så er hjælpen ankommet. Denne gang har hun – udover sin trofaste musikmakker Jan Rørdam – allieret sig med sin far Thomas Winding med den legendariske og hyggebløde stemme fra børne-tv. Det mest ærgerlige ved det samarbejde er, at det ikke har set dagens lys noget før, for Thomas Windings røverhistorier og hverdagsbilleder i børnehøjde er en gave for Alberte og Rørdams musik. Glæde dig til at møde Thomas' hund Mester, historier om at slå søm i og gå tur med sine skummelstøvler og den rablende gaveoversigt fra fødselsdagsfesten i sangen Har du fået noget? Børnene vil elske Sludder og vrøvl, gamle jas, og de voksne vil også kunne både nynne med og muntre sig over Thomas Windings ordkunster.
|
|
Robbie Williams: Intensive Care
EMI Music
Som udgangspunkt er der store forventninger til en ny Robbie Williams-plade, men der har også været en anden form for spænding forbundet med udgivelsen af Intensive Care. Robbie Williams har nemlig brudt sit samarbejde med sangskriveren Guy Chambers, der har været involveret i musikken på samtlige Robbies hidtidige plader, så nu skulle rockens drengerøv vise, om han kunne stå på egne ben. Man kan på den nye plade godt høre, at Guy Chambers er væk – men man kan også sagtens høre, at det ikke er ham, der har lavet det hele for Robbie tidligere. Typen af numre er og stilen i sangene er den samme, som vi blandt andet kender dem fra den forrige plade Escapology, men med en underliggende tone, som kræver flere gennemlytninger for at rodfæste sig. I forlængelse af dette opstår dog pladens tydeligste svaghed; Intensive Care har mange gode sange, men de helt oplagte og hurtigt genkendelige Robbie-hits på niveau med Feel, Angels og Rock DJ mangler – og selv en entertainer på Robbie Williams’ niveau klarer sig ikke længe uden publikumsfavoritter.
|
|
Randi Laubek: Figures of Eight
EMI Music
Det er svært at gøre andet end at holde af Randi Laubek. Den tilsyneladende generte, men usædvanligt talentfulde pige fra Dronninglund har siden debuten i 1997 givet os drømmende pop, der ikke lyder som nogen andres. Figures of Eight er hendes fjerde plade, og selvom hun med ny teknologi har gjort måden, hun indspiller sin musik, mere fleksibel og selv har taget producerrollen hen imod denne mere simple lyd, så er der ingen chokerende ændringer. Figures of Eight kan ved de første gennemlytninger virke som en pæn, men alt for sløv og langtrukken plade, men det er blot et udtryk for, at ting tager tid. Og det er der også mange af Randi Laubeks sange, der gør. Numrene skal blot have mulighed for at vokse for hver gennemlytning, og undervejs udvikler de sig til at være på højde med nogle af de bedste ting, Randi Laubek præsenterede os for på de første tre plader. Specielt er smukke numre som Moonsoul, Does It Even Matter og den på én gang blues-rå og skrøbelige No Rainbows bevis på den selvstændige vendelbos unikke talent.
|
|
Copenhagen Records
Dansk rock er spændende i disse år – ikke mindst fordi dansk rock er mange forskellige ting og peger i mange forskellige retninger. Bag navnet Schack gemmer sig først og fremmest den 28-årige Esben Schack Jensen, og han har valgt en retning, der forener det ekstremt melodiske fra poppen med en nærmest eksplosiv energi, der hører hjemme på rockscenen Singlerne Don’t Choose Today og Sophie Lane har fået pæn opmærksomhed, men der er meget mere at hente på Schacks debutalbum Wide Open Space. Pladen udmærker sig også ved at have fundet en god balance mellem lyden af et rigtigt rockband og de små finesser, der kun kan skabes efterfølgende i studieproduktionen, uanset om det drejer sig om eksotiske strygere indspillet i Cairo eller elektroniske effekter og store korarrangementer. Vil du have ny, melodisk rock, så snyd ikke dig selv for numre som I Am the Sea, Intensity og den nærmest hypnotiske lyd i debutsinglens omkvæd ”Be aware my love, life is a beautiful thing, don’t be scared my love, change is what time brings, but don’t choose today to go walking away with my heart”.
|
|
Amalie Riis: Places Where We Go
Egen udgivelse / Xcluzive Entertainment
Amalie Riis tilhører den nye generation af danske singer/songwriters, som for tiden eksponeres bedst og mest populært gennem Tina Dickow, og Amalie Riis har så afgjort et slægtskab med Dickow, som hun udfolder på dette debutalbum. Pladen er blevet til med små midler og uden en stor kanon i producerstolen, men renheden i Riis’ sange og bandets live-lyd står flot til hinanden. Allerbedst er sange som Something New om jantelov og folks frygt for det, der er er anderledes end deres egen lille verden, og titelnummeret Places Where To Go, der uden problemer kunne have været en del af Randi Laubeks uptempo-materiale, både i melodi, lyd og arrangement. Debutpladen fra Amalie Riis kan bedst betegnes som en behagelig plade for folk med hang til gode melodier, bløde guitarer og interesse for en kunstner på vej frem.
|
|
| Musikbrevkassen.dk © 2005 • Tor Bagger |
