Se også anmeldelser i arkivet »

Anmeldelser af CD'er med bl.a.:

Bruce Springsteen

Erasure

Little Willies

Juncker

Tina Dickow

Rasmus Nøhr

Ann-Mette Elten

Postkort fra livet

Arctic Monkeys

Niels Hausgaard

Lisa Ekdahl

Big Fat Snake

Klondyke

Madonna

tv-2

Shakira

Schack

Amalie Riis

Randi Laubek

Robbie Williams

 

Bedømmelser

1 ud af 6:
Uoriginalt spild af tid

2 ud af 6:
Den jævne metervare

3 ud af 6:
Et interessant bekendtskab

4 ud af 6:
Flot og anbefalelsesværdigt

5 ud af 6:
Meget originalt og helstøbt

6 ud af 6:
Det sjældne mesterværk

MUSIKANMELDELSER - opdateres ikke pt. »

Nordstrøm - The Sandmen - Sparklin' June - Danni Elmo - Nelly Furtado - Niels Skousen - Corinne Baley Rae - Pet Shop Boys -Michael Falch

Nordstrøm: Dagdrømmer
EMI Music - hør klip fra pladen

Det er altid en befrielse, når en kunstner eller en gruppe fuldt ud overgiver sig til den lyd, de holder af – uden at skæve alt for meget til de seneste trends. Troels Holdt og Lars Malm var egentlig rockmusikere, da de satte sig sammen for at skabe en plade med elektropop. Selvom der er masser af 80'er-referencer, er det ikke ren retro, men inspirationerne er tydelige. Pet Shop Boys og Human League skinner igennem, men duoen selv peger også meget passende på danske bands som Loveshop og Gangway som værende blandt forbillederne.

Hen over sommeren har debutsinglen Berlin vist sig som et gedigent hit, og nummeret er faktisk en udmærket repræsentant for hele albummet. På tekstsiden er Holdt og Malm overordnet set sluppet fra deres dansksprogede debutplade, der bærer en kølig distance til emnerne, hvilket giver plads til poesien uden at slippe kernen, for eksempel på Spil for galleriet: ”Himlen som du går og minder om / er meget lysere end før du kom / Du stråler fra dit fugleperspektiv / mens jeg famler rundt forblændet og naiv”. Dagdrømmer indeholder dog også elementer, der kunne have haft glæde af en ekstra gennemarbejdning – eller en hård hånd i sorteringen, eksempelvis Smil du' på, der er lige vel tyndbenet i såvel tekst som produktion.

Pladen er præget af sange af den slags, der er melodiøse og iørefaldende på en måde, der egentlig virker gammeldags midt i en tid fyldt med R'n'B og hiphop, men det er netop det, der er så befriende. Det er således ikke kun i lyden, men også i hele den sangskrivertradition, Nordstrøm lægger sig i, der giver associationer til Pet Shop Boys m.fl. Især står sange som Du og jeg, Spil for galleriet og Natteravn stærkt. Og det er opmuntrende at se, hvordan en dansk musikscene præget af den unge rocks store navne også kan fostre en dansksproget hitsingle og en vellykket debutplade, der er præget af pop med stort P.

The Sandmen: White Trash Red Front
EMI Music

For 15-18 år siden var The Sandmen et af de allerstærkeste kort, dansk rock havde på hånden, både som liveband og med numre som 5 Minutes Past Loneliness, House in the Country og Long Leg Sally. Efter otte års tavshed blev bandet gendannet i 2003, dog uden den sygdomsramte guitarist Sam Mitchell, der døde tidligere i år. White Trash Red Front er således gruppens første plade i tolv år, men stilen er umiskendelig Sandmen. Det fornemmes mellem linjerne, at bandet blev genforenet på scenen, ikke i studiet. Det giver en umiddelbar nerve og føling mellem musikerne med plads til en rockvildskab, uden hvilken et band som The Sandmen ikke ville kunne overleve.

Stilen på White Trash Red Front ligger tæt på ”det gamle Sandmen” i næsten forudsigelig grad. Det vil sige rockmelodier med blå toner, bedst på How Come og Big Texan, suppleret af mainstreamindslag som Wouldn't Mind at All. Whatever Happened kunne have været en ny, rå udgave af et Beatles-nummer fra The White Album, og Don't Push Me Too Hard afslører en formodet fascination af Rolling Stones' unge dage. Med en sådan bevidsthed om sin egen fortid og inspirationsrødderne afspejler comebackpladen ikke ligefrem de seneste trends i rocken – men det ville formentlig også føles som en fornærmelse over for The Sandmens ”Projekt Genkomst”.

Sparklin June: Sparklin June
EMI Music - besøg bandet

Man kan ikke påstå, at dansk rock har manglet talenter og ungt gå-på-mod de seneste år, og det debuterende band Sparklin June er endnu et skud på denne stamme. De fire fyre har mødt hinanden på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, og bandet emmer af en musisk professionalisme, som man også møder hos landsmændene i Mew og Carpark North, som Sparklin June på visse punkter er beslægtet med. Nogle af sammenligningspunkterne er den til tider modigt svulstige rocklyd, de relativt komplekse, men stadig iørefaldende melodier, og teksterne, der viser en stor beherskelse af det engelske sprog. Pladens første linjer er for eksempel ”Shine, in a petrifying starkness, five more days to go – Shine, there are treasures in the darkness wrapped in fog, black-anchored to your heart”.

Sparklin June og ikke mindst deres pladeselskab har internationale forhåbninger, og på mange måder er formatet til stede. Paradoksalt nok kan Sparklin Junes problem blive, at de er andet eller tredje skvulp i en bølge, der fungerer fint allerede, og at de på trods af det ganske stærke materiale ikke skiller sig afgørende ud fra ”konkurrenterne”.

Danni Elmo: Back for More
CMC Entertainment - lyt til pladen

Sidsel Ben Semmane snuppede sejren i årets danske Melodi Grand Prix for næsen af Danni Elmo, men pladen Back for More kunne sagtens have båret et klistermærke med ”Den, der ler sidst, ler bedst”. For hvor vinderen i huj og hast måtte udsendte et album med en del genindspillede 60er-numre, er Danni Elmo fra Fjerritslev sluppet helt anderledes hæderligt fra sin debut. Back for More består af elleve nye sange, hvor Elmo selv har været med til at skrive fem, inklusive Grand Prix-balladen 2 in 1. Og noget af det mest opløftende ved Back for More er, at netop disse sange er blandt pladens bedste.

Godt hjulpet på vej af den driftsikre poproducer Boe Larsen ligger stilen i feltet mellem Bryan Adams' klassiske rocklyd og den poppede rock, der giver associationer til Thomas Helmig-pladen Dream (kendt for The One and Only og Flower Child). Teksterne er overvejende simple og ungdommeligt naive kærlighedssange, men Danni Elmo fører dem sikkert i havn. Tiden vil vise, om Elmo er slået igennem for hurtigt og topper for tidligt, før han måske for alvor selv har kunnet vurdere, hvilken vej, han vil. Man kan dog ikke tage fra ham, at han på Back for More lægger energi og engagement i det, der dybest set er en banal popplade – men det er så afgjort Dannis popplade!

Nelly Furtado: Loose
Geffen/Universal Music - hør pladen her

Hvis man forventer en hel plade med søde popsange i stil med I'm Like a Bird, får man sig en hæsblæsende overraskelse. Nelly Furtados gennembrudshit var mere poppet end gennemsnittet på debutpladen fra 2001, og heller ikke på hendes tredje album Loose skal man forvente mere i den stil. Til gengæld folder hun sine vinger ud og viser nye sider af det ubestridelige talent, denne gang i et givende samarbejde med den amerikanske superproducer Timbaland. Stilen har derfor fået et kraftigt ryk hen imod den højenergiske del af den moderne R'n'B, sådan som det høres på hitsinglerne Maneater og Promiscuous.

Den portugisisk-canadiske stjerne formår dog heldigvis at tilføre genren sine egne kendetegn, så Loose ikke ender som endnu en produktionsopvisning med en tilfældig sangerinde ved mikrofonen. På No Hay Igual kombineres hendes latinside med lyden fra urbanmiljøet i USA, og den engelsk-spanske duet Te Busque med Juanes er pladens bedste bud på et bredt, sommerligt pophit. Loose er formentlig ikke et udtryk for, at Nelly Furtado har fundet et endeligt, stilmæssigt ståsted – men pladen er et klart udtryk for, at hun holder en fest undervejs på ruten.

Niels Skousen: Daddy Longleg
A:larm Music

Nærmest uden varsel returnerede Niels Skousen for fire år siden til musikscenen. Både folk, der havde glemt, at de savnede hans tilstedeværelse, og de, der aldrig havde hørt om ham, tog godt imod pladen Dobbeltsyn, som blev belønnet med både en Danish Music Award og flere Steppeulv-priser. Den ene halvdel af Skousen & Ingemann fortsætter den overbevisende stil på pladen Daddy Longleg, der nok har unge musikere fra blandt andet Swan Lee og The Raveonettes som fødselshjælpere, men alligevel levner masser af plads til Skousens særpræg.

Daddy Longleg fortjener for eksempel opmærksomhed for ord- og emnevalg, når Niels Skousen fra sin selvbestaltede sidelinje sætter forhastede og systematiserede samfundstendenser i relief på blandt andet sangene Tal og Slaraffenland (”Mænnerne i deres vans, og pigerne ved PC'erne, og slipsedrengene kravler ud af BMW'erne, netværkene tændes som en steppebrand, når de én for én logger sig ind i Slaraffenland”). I forlængelse heraf er den ”lånte” Olesen/Olesen-sang Ved siden af mig selv et fund for Skousens stil. De historiske fortællinger holder den drevne sangskriver også fast i med en øjenvidneberetning fra en hekseafbrænding og ikke mindst den rørende, men diskrete Ryvangen om unge modstandsfolk, der ofrede livet under 2. Verdenskrig.

Corinne Bailey Rae: Corinne Bailey Rae
EMI Music - Lyt til pladen

Tag godt imod et af årets mest charmerende og varme nye bekendtskaber. Den 26-årige Corinne Bailey Rae fra Leeds i England har været omkring kirkekor, rockbands og jazzklubber, men da hun begyndte at skrive sine egne sange, landede hun i en nærmest uimodståelig hybrid af blød soul og sødmefyldt pop. På samme måde som debutpladen langsomt vinder ved hver gennemlytning, er også singlen Put Your Records On stille og roligt blevet et af de mest populære radiohits i 2006. Uden at forklejne variationen på hele pladen kan nummeret Put Your Records On bruges som et fint pejlemærke for, hvad man får i fuld albumlængde.

Pladen er båret af regulære kærlighedssange, der alligevel er flere niveauer over de fleste sangerinders repertoire, som Like a Star og Trouble Sleeping. Corinne Bailey Raes debutplade lyder legende let og befriende ukompliceret uden at være forsimplet, og selvom det ville pynte med et par ekstra festligheder á al Call Me When You Get This til at dæmme op for antallet af ballader, bør Leeds-pigen kunne drive det vidt.

Pet Shop Boys: Fundamental
EMI Music - Mere om pladen

Skulle nogen have været i tvivl, er beviset nu tilgængeligt på CD: Pet Shop Boys eksisterer i bedste velgående. Det er efterhånden flere år siden, den britiske popduo har haft hits i den størrelse og med den gennemslagskraft, de havde fra midten af 80erne og et stykke op i 90erne, og det ændrer Fundamental desværre næppe på. Til gengæld er Neil Tennant og Chris Lowes nye album en prægtig opvisning i alle Pet Shop Boys' favoritdiscipliner.

Albummet er nemlig, som titlen antyder, alt det, som Pet Shop Boys-fundamentet bygger på heriblandt den svulstige discolyd på The Sodom and Gomorrah Show, der spidder sammensmeltningen af vilde festligheder og syndigt fordærv. Den smukke, men smertefulde ballade I Made My Excuses and Left om at afsløre kærestens sidespring er blot et blandt mange eksempler på Tennants sublime evne til at skrive mellem linjerne – ”Each of you looked up, but no one said a word, I felt I should apologise for what I hadnt heard”. Og selvom fornemmelsen for deciderede hits er mindre end før i tiden, er helstøbte melodier som Luna Park og Casanova in Hell beviser på, at sangskriverkunsten er aldeles intakt. Det genoptagne samarbejde med produceren Trevor Horn skaber en balance mellem douens fortid og poppens nutid, der er med til at gøre Fundamental til en af de bedste plader i Pet Shop Boys' karriere.

Michael Falch: Falder du nu
Kick Music - Mere om pladen

”I anede ikke et sekund, hvad det var, i gjorde, men jeg har slæbt jeres bagage med rundt, siden jeg som lille dreng blev stor”, synger Michael Falch i ”Min historie”. Nummeret er karakteristisk for Falchs nye plade på den måde, at det rummer et opgør med fortiden og med hans indre dæmoner. Det har aldrig været en decideret hemmelighed, at Falch har slæbt rundt på disse dæmoner, men det er første gang, at han på denne måde stiller sig op i kigger dem dybt ind i øjnene for at få kontrol over dem – også kunstnerisk. Det gælder også titelsangen Falder du nu, der dog stikker i en sær retning. Falch og hans folk har valgt at beholde den demoindspilning af sange, som han har lavet derhjemme, formentlig for at bevare autenciteten i den personlige fortælling. Resultatet er desværre blot, at nummeret træder ved siden af i forhold til helheden og i øvrigt fremstår mere ufærdigt end autentisk. Til gengæld er åbningsnummeret Under i en klasse for sig med en et simpelt, men karakteristisk arrangement og klavertema samt en personlig og nærmest klassisk Falch-tekst.

Pladens største styrke skal generelt findes i teksterne med indre kampe og eksistentielle overvejelser over at vælge den rigtige vej at gå – ”Med det højeste gennemsnit i lavt selvværd blev jeg en mester i at sige appelsin” og ”Hvem kan jeg elske, hvornår er jeg klar, og vælger Jesu Hjerte Kirke eller Buddha Bar?”, som det for eksempel hedder i henholdsvis King Baby og Over Vesterbro Torv. Resultatet af Falch personlige proces og samarbejdet med D.A.D.’s guitarist Jacob Binzer som producer er en plade, der flere steder rummer noget af det bedste, Michael Falch har begået i årevis.